Fastholdelse af påbud om straks at sikre, at ansatte ikke opholder sig så nær arbejdet med nedtagning af asbestholdige skifer eternitplader, at de udsættes for sundhedsskadelig påvirkning fra asbest
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2017/9990@2017-10-20/da
Indhold
Fastholdelse af påbud om straks at sikre, at ansatte ikke opholder sig så nær arbejdet med nedtagning af asbestholdige skifer eternitplader, at de udsættes for sundhedsskadelig påvirkning fra asbest
Arbejdstilsynet var på virksomhedsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om, at virksomheden straks skulle sikre, at ansatte ikke opholder sig så nær arbejdet med nedtagning af asbestholdige skifer eternitplader, at de udsættes for sundhedsskadelig påvirkning fra asbest. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at en ansat fra [navn udeladt] var i færd med at brænde tagpap på den ene del af et garagetag, mens en ansat fra en anden virksomhed var i færd med nedrivning af asbestholdige skifer eternitplader på tagets anden halvdel. Nævnet lagde endvidere vægt på, at tagpladerne blev brækket fra hinanden med koben. Pladerne knækkede i små stykker, og asbeststøv blev spredt til omgivelserne. Nævnet lagde desuden vægt på, at der var flere stykker af knækkede tagplader i en åben trailer, som stod ved siden af garagen. De knækkede stykker blev hældt i et rør på stilladset ned i den åbne trailer. Nævnet lagde endelig vægt på, at den ansatte ikke brugte åndedrætsværn, engangsdragt eller havde mulighed for at anvende miljøvogn med ren/beskidt zone adskilt af baderum.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. september 2017 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 9. februar 2017 med strakspåbud til virksomheden om at sikre, at ansatte ikke opholder sig så nær arbejdet med nedtagning af asbestholdige skifer eternitplader, at de udsættes for sundhedsskadelig påvirkning fra asbest. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 9. februar 2017 med strakspåbud til [navn udeladt] om at sikre, at ansatte ikke opholder sig så nær arbejdet med nedtagning af asbestholdige skifer eternitplader, at de udsættes for sundhedsskadelig påvirkning fra asbest. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at der ved arbejdet på byggepladsen [adresse udeladt] var risiko for, at de ansatte blev udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at en ansat fra [navn udeladt] var i færd med at brænde tagpap på den ene del af et garagetag, mens en ansat fra en anden virksomhed var i færd med nedrivning af asbestholdige skifer eternitplader på tagets anden halvdel. Nævnet lægger endvidere vægt på, at tagpladerne blev brækket fra hinanden med koben. Pladerne knækkede i små stykker, og asbeststøv blev spredt til omgivelserne. Nævnet lægger desuden vægt på, at der var flere stykker af knækkede tagplader i en åben trailer, som stod ved siden af garagen. De knækkede stykker blev hældt i et rør på stilladset ned i den åbne trailer. Nævnet lægger endelig vægt på, at den ansatte ikke brugte åndedrætsværn, engangsdragt eller havde mulighed for at anvende miljøvogn med ren/beskidt zone adskilt af baderum. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger endvidere af reglerne om asbest, at på arbejdsstedet må andre personer end de, der udfører arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale eller nødvendigt arbejde i forbindelse hermed, ikke opholde sig så nær arbejdet, at de udsættes for sundhedsfarlig påvirkning. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at alle sikkerhedsforhold var i orden på byggepladsen, da den ansatte påbegyndte arbejdet. Arbejdet med nedrivning af asbestholdige tagplader gik i gang, mens den ansatte var ved at påsvejse den sidste bane tagpap. Den ansatte bemærkede ikke, at nedrivningsarbejdet gik i gang, da han havde høreværn på og brugte en gasbrænder. Desuden gik han på den modsatte side af ham, der udførte nedrivningsarbejdet. Det er endvidere anført, at da den ansatte var færdig med sit arbejde, var der kun fjernet ca. 10-15 eternitstykker. Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 7. marts 2017, hvori det anføres, at [navn udeladt] ikke bestrider, at den ansatte arbejdede på taget samtidig med, at der skete nedrivning af asbestholdige eternittagplader på den anden side af tagkippen. Arbejdstilsynet bemærkede endvidere, at den tilsynsførende supplerende har oplyst, at der på tidspunktet for tilsynet var nedrevet ca. 3 rækker asbestholdige tagplader oppe ved tagkippen i ca. 2/3 af tagets længde, ligesom der lå knækkede tagplader på taget. Derudover var der flere stykker af knækkede tagplader i en åben trailer, som stod ved siden af garagen. De knækkede stykker blev hældt i et rør på stilladset og ned i den åbne trailer. Der lå også mindre stykker tagplader på belægningen langs bygningen. Arbejdstilsynet henviste til vedlagte fotos fra tilsynsbesøget. Den tilsynsførende havde endvidere oplyst, at den ansatte arbejdede oppe ved tagkippen. Når den tilsynsførende stod på forsiden af garagen, kunne den tilsynsførende se den ansattes hoved stikke op over tagkippen. Reglerne om asbest omfatter ethvert arbejde, der kan være forbundet med risiko for udsættelse for støv fra asbest eller asbestholdige materialer. Andre personer end de, der udfører arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale eller nødvendigt arbejde i forbindelse hermed, må ikke opholde sig så nær arbejdet, at de udsættes for sundhedsfarlig påvirkning. Ifølge arbejdsmiljøloven er det arbejdsgiver, der til enhver tid har ansvaret for at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Når en ansat udfører arbejde under forhold, hvor han kan blive udsat for støv fra asbest, har arbejdsgiveren ikke opfyldt denne forpligtigelse. Asbest er sundhedsskadeligt og kan selv i små mængder være kræftfremkaldende. Der er derfor ingen nedre grænse for den påvirkning, man må udsættes for, når påvirkningen kan undgås. Arbejdsmiljøklagenævnet er enig i det af Arbejdstilsynet anførte. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om arbejdets udførelse ● § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om asbest ● § 1, stk. 2, og § 22, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1792 af 18. december 2015 om asbest Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 8 Stoffer og materialer § 48. Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed, må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1792 af 18. december 2015 om asbest Kapitel 1 Område og definitioner § 1. Bekendtgørelsen omfatter fremstilling, import, markedsføring, anvendelse, bortskaffelse af samt udsættelse for asbest eller asbestholdigt materiale i det omfang, det ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) med senere ændringer (REACH-forordningen), jf. dog denne bekendtgørelses § 3, stk. 2. Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ethvert arbejde med asbest og ethvert arbejde i øvrigt, der kan være forbundet med risiko for udsættelse for støv fra asbest eller asbestholdige materialer. Kapitel 5 Personlige værnemidler, arbejdstidsbegrænsning, afskærmning af arbejdssteder og advarselsskiltning m.v. § 22. På arbejdsstedet må andre personer end de, der udfører arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale eller nødvendigt arbejde i forbindelse hermed, ikke opholde sig så nær arbejdet, at de udsættes for sundhedsfarlig påvirkning. Stk. 2. Ved nedrivningsarbejder, hvor støv fra asbest eller asbestholdige materialer forekommer i væsentligt omfang, skal det pågældende arbejdssted afskærmes fra omgivelserne ved hjælp af et telt eller lignende, der er uigennemtrængeligt for støv. Adgang til teltet skal ske gennem en luftsluse, og ventilation af teltet skal foretages således, at et undertryk hindrer spredning af støv til andre områder. Stk. 3. Under arbejdet med asbest eller asbestholdigt materiale skal der opsættes advarselsskilt samt supplerende skilt med teksten "PAS PÅ. ASBESTARBEJDE. INGEN ADGANG FOR UVEDKOMMENDE". Der henvises til bekendtgørelsen om sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning.