Gelex

EU-arbejdstagerstatus - akkordløn - bruttoindkomst

GældendeVersion 2018-12-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/10098@2018-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

EU-arbejdstagerstatus - akkordløn - bruttoindkomst

Resumé: En EU-statsborger, som er arbejdstager i Danmark efter EU-retten, kan have ret til SU i Danmark. Ved den konkrete vurdering af EU-arbejdstagerstatus ses blandt andet på antallet af løntimer, bruttoindkomst og øvrige ansættelsesvilkår. Den studerende var ansat som avis-, reklame-, og pakkebud, og var primært aflønnet med stykpris, så vedkommende fik et fast beløb pr. afleveret avis, reklame, pakke. Ankenævnet fandt, at beskæftigelsen var faktisk og reel og udgjorde mere end et marginalt supplement i perioden fra september 2016 til november 2016, selv om den studerende alene havde arbejdet 35 timer i november 2016. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at den studerende primært havde været akkordlønnet i din ansættelse, og at timetallet hovedsageligt ikke havde dannet grundlag for lønudbetalingen, men alene var et estimeret antal timer på baggrund af forventet tidsforbrug på en rute. Ankenævnet lagde således mere vægt på den månedlige bruttoindkomst i perioden end på timetallet.

Reglerne Love og bekendtgørelser Bekendtgørelse af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven), lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017: • § 2 b, stk. 1, nr. 2 om, at EU-statsborgeres ret til SU som EU-arbejdstagere. Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte, bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017: • § 2, stk. 1, om EU-statsborgeres ret til SU som EU-arbejdstagere. Sagsfremstilling: Den studerende var lettisk statsborger og indrejste i Danmark i 2015. Han modtog SU fra september 2016 til januar 2017 på baggrund af EU-arbejdstagerstatus. Den studerende var ansat som avis-, reklame-, og pakkebud. Den studerende var primært aflønnet med stykpris, så han fik et fast beløb pr. afleveret avis, reklame eller pakke. Den studerende havde også lidt timebetaling, hvis han f.eks. oplærte nye bude eller gjorde rent. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte havde krævet SU tilbage for perioden fra september 2016 til januar 2017 med den begrundelse, at den studerende ikke kunne betragtes som arbejdstager efter EU-retten. Ankenævnet fandt, at den studerendes beskæftigelse i perioden fra september 2016 til november 2016 var faktisk og reel og udgjorde mere end et marginalt supplement, således at den studerende kunne betragtes som arbejdstager efter EU-retten i denne periode. Afgørelse: Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger fandt, at den studerende ikke skulle tilbagebetale den SU, som den studerende modtog for perioden fra og med september 2016 til og med november 2016, men skulle tilbagebetale SU for december 2016 og januar 2017. Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger ændrede styrelsens afgørelse om perioden fra september 2016 til november 2016. Begrundelse for afgørelsen Perioden fra september 2016 til november 2016 Vi vurderer, at din beskæftigelse i perioden fra september 2016 til november 2016 er faktisk og reel og ikke udgør et marginalt supplement. Du kan derfor betragtes som arbejdstager efter EU-retten. Vi har lagt vægt på dit timeantal og din bruttoindkomst i perioden fra september 2016 til november 2016. Vi har i den forbindelse lagt til grund, at du i perioden fra august 2016 til november 2016 havde følgende antal arbejdstimer og følgende bruttoindkomst pr. måned: Måned Timer Bruttoindkomst August 2016 0 0 September 2016 46 6.743 kr. Oktober 2016 55 8.427 kr. November 2016 35 5.890 kr. Vi finder således på baggrund af dit timeantal og din bruttoindkomst i perioden fra september 2016 til november 2016, at din beskæftigelse i perioden har været faktisk og reel. Vi er opmærksomme på, at du alene arbejdede 35 timer i november 2016. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du primært har været akkordlønnet i din ansættelse, og at timetallet hovedsageligt ikke har dannet grundlag for din lønudbetaling, men alene er et estimeret antal timer på baggrund af forventet tidsforbrug på en rute. Vi har således lagt mere vægt på din månedlige bruttoindtægt i perioden end på timetallet. Perioden fra december 2016 til april 2017 Vi vurderer, at din beskæftigelse fra december 2016 til april 2017 ændrede karakter i en sådan grad, at den alene kan betragtes som et marginalt supplement. Vi har lagt vægt på dit timeantal og din bruttoindkomst i perioden fra september 2016 til april 2017. Vi har i den forbindelse lagt til grund, at du i perioden fra december 2016 til maj 2017 havde følgende antal arbejdstimer og følgende bruttoindkomst pr. måned: Måned Timer Bruttoindkomst December 2016 0 0 Januar 2017 0 0 Februar 2017 0 0 Marts 2017 0 0 April 2017 0 0 Maj 2017 15 1632 Vi finder, at din beskæftigelse i perioden fra december 2016 til april 2017 ikke længere er faktisk og reel. Vi finder, at øvrige forhold omkring din beskæftigelse i perioden ikke indikerer, at din beskæftigelse alligevel udgjorde mere end et marginalt supplement. Vi har lagt vægt på, at du var ansat ved DAO distribution fra den 1. september 2016 til den 31. august 2017 som omdeler. Vi har lagt vægt på, at arbejdet ifølge ansættelsesaftalen udføres alle årets dage inkl. søn- og helligdage. Arbejdet skal udføres inden for bestemte tidsperioder. Du aflønnes som udgangspunkt pr. rute/distrikt pr. dag, hvor betalingen pr. rute/distrikt beregnes på baggrund af omdelte emner. Ansættelsen er omfattet af Budoverenskomsten mellem 3F og Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Det fremgår af dine lønsedler, at din løn primært er sammensat af en stykpris pr. afleveret enhed. Vi har videre lagt vægt på, at du ifølge din ansættelseskontrakt alene har ret til feriepenge i overensstemmelse med ferieloven, hvis minimumskrav ikke kan fraviges. Vi har også lagt vægt på, at der intet fremgår af din ansættelseskontrakt om, hvorvidt du har ret til løn under sygdom. Vi har herefter lagt til grund, at du ikke har ret til løn under sygdom. Vi har ligeledes lagt til grund, at ansættelsesforholdet ikke er omfattet af en pensionsordning. Vi finder herefter på baggrund af en samlet vurdering af samtlige oplysninger omkring din beskæftigelse, at din beskæftigelse i perioden fra december 2016 til april 2017 udgjorde et marginalt supplement.

Versioner

  1. 2018-12-22