Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0134 og 2018-80-0198

GældendeVersion 2018-12-22
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/10110@2018-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0134 og 2018-80-0198

Fyns Amts Avis får ikke kritik for artikler om omdiskuterede vindmøller I artikler bragt i februar, april og oktober måned omtalte Fyns Amts Avis lokal utilfredshed efter opførelsen af to vindmøller. En person, som er medejer af vindmøllerne, klagede til Pressenævnet over omtalen. Personen klagede over, at Fyns Amts Avis ikke havde forelagt ham artiklernes oplysninger forud for offentliggørelsen, og at avisen havde udeladt væsentlige oplysninger. Endelig klagede personen over, at Fyns Amts Avis ikke havde bragt et læserbrev fra ham vedrørende sagen. Pressenævnet fandt, at artiklerne ikke indeholdt oplysninger, som kunne betragtes som krænkende, skadelige eller agtelsesforringende for personen, og nævnet udtalte ikke kritik af den manglende forelæggelse. Nævnet udtalte endvidere ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke at have medtaget de af klageren ønskede oplysninger og for ikke at have bragt klagerens læserbrev, idet nævnet fandt, at Fyns Amts Avis ikke havde overskredet rammerne for redaktørens redigeringsret.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Nabo er vred over, at vindmøller kører igen” , ”Heftig genstart af vindmøllesaga” og ”Vindmøllenabo på [Ønavn] et skridt tættere på erstatning” , bragt henholdsvis den 22. februar, 11. april, og 12. oktober 2018, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagerne 2018-80-0134 og 2018-80-0198 er behandlet samlet i denne kendelse. [Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis i artiklerne bragte ukorrekte oplysninger, og at oplysningerne ikke blev forelagt ham inden offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Fyns Amts Avis bragte den 22. februar 2018 på avisens side fire artiklen ”Nabo er vred over, at vindmøller kører igen” . Artiklen, som blev bragt som betalingsartikel på fyens.dk, havde følgende underrubrik: ”Nabo til vindmøllerne [Person A] kalder kommunens beslutning om at tillade, at møllerne igen må snurre, for useriøs sagsbehandling. ” Af artiklen fremgik herefter: ”[Ønavn]: -Jeg synes, det er fuldstændig useriøst. Så kontant er reaktionen hos [Person A] på meldingen om, at Svendborg Kommune onsdag eftermiddag gav tilladelse til, at de omstridte vindmøller på det vestlige [Ønavn] må køre igen. [Person A] er en af naboerne til møllerne og blandt dem, hvis klager har betydet, at Planklagenævnet og Miljø-og Fødevareklagenævnet i december erklærede plangrundlaget for vindmøllerne ugyldigt med den konsekvens, at Svendborg Kommune måtte give mølleejerne et påbud om at standse møllerne. En såkaldt konsekvensvurdering, Svendborg Kommune har lavet på baggrund af undersøgelser foretaget af rådgivningsvirksomheden Cowi, har nu imidlertid vist, at der ikke vil ske nogen skade på habitatet i det Natura 2000 område, der ligger ved møllerne, hvis møllerne snurrer, mens Svendborg Kommune laver et nyt kommuneplantillæg, en ny lokalplan og den VVM-redegørelse (en undersøgelse af møllernes påvirkning af omgivelserne), som nævnene påpegede manglede i kommunens planarbejde. Flagermus og havørne vil med andre ord ikke lide nogen overlast af møllernes aktivitet i det år, det cirka vil tage kommunen at få lovliggjort møllerne. Men den konklusion gør [Person A] vred. Kommunal arrogance -Det er igen et udtryk for den totale arrogance, som Svendborg Kommune har vist hele vejen igennem den her proces. Det er magtfordrejning, der simpelthen foregår. Vi er på ingen måde enige i den beslutning, der er truffet på det bestillingsarbejde, der er lavet hos Cowi. -Man kan få den tanke, at Cowi forsøger at rette op på tidligere fejl i behandling af sagen, siger møllenabo [Person A]. Han betragter desuden beslutningen som værende i strid med nævnenes afgørelser og undrer sig over, at Cowi på så kort tid kan nå frem til det resultat. -Det jo ret svært at undersøge flagermus nu, for flagermus er i hi nu, som man også selv påpegede i den første undersøgelse fra Cowi. -De vågner først op til dåd, når frosten er væk. Og havørnene flyver stadig rundt dernede, og der er ikke lavet nogen undersøgelser af, hvad møller, der er fem gange så store som de gamle, kommer til at betyde for dem og det øvrige fugleliv. -Der er jo også andre dyr i habitaten derude, som der skulle laves undersøgelser på, siger han. Desuden er han på ingen måde tilfreds med, at han ikke blev gjort bekendt med kommunens afgørelse på samme tid, som vindmølleejerne fik besked. -Jeg vil da gerne have mulighed for at se, hvad det beror på, for det er jo bare typisk den måde, kommunen har forvaltet på i hele den her sag, lyder det fra [Person A]. Naboerne hører intet -Vi bliver ikke inddraget, vi hører ikke noget, vi bliver ikke orienteret, og der er bestemt ikke lige ret og lige lov for borgerne i Svendborg Kommune, skal jeg hilse at sige. -Jeg er både rystet og overrasket. Og vi kommer til at reagere på det her. Men jeg bliver nødt til at se nærmere på beslutningen først, for jeg har intet set eller hørt, siger han. ” Den påklagede artikel var én af fire artikler, som avisen bragte samme dag om sagen om [Virksomhedsnavn 1]-vindmøllerne. Omtalen fyldte hele avisens side fire og fem og omfattede blandt andet også artiklen ”Vindmølleejere er glade og lettede” : ”[…] [Ønavn]: Det er en svær tid for ejerne af de to i mere end én forstand vindomsuste vindmøller på det vestlige [Ønavn], [Vindmøllemedejeren] og [Klager]. Det skriver de i en pressemeddelelse som reaktion på Svendborg Kommunes beslutning onsdag om, at møllerne igen må køre, mens kommunens arbejde med at lovliggøre møllerne med et nyt kommuneplantillæg, en ny lokalplan og en fuld VVM-redegørelse pågår. -Vi har været igennem et opslidende, årelangt forløb, hvor mangelfuld sagsbehandling, beskyldninger, sociale medier og ensidig pressedækning har fyldt meget og haft konsekvenser for os, vores familier og lokalsamfundet. Vi afventer nu VVM redegørelsen og håber herefter at kunne lægge forløbet bag os. En stor tak til de mange naboer, anpartshavere og venner, som støtter op om os i en svær tid, lyder det fra [Vindmøllemedejeren] og [Klager]. De to ejere udtrykker lettelse over, at møllerne, som i december blev erklæret ulovlige på baggrund af afgørelser i Planklagenævnet og Miljø og Fødevareklagenævnet, igen må køre. Langvarig stilstand ville ødelægge møllerne og betyde et omfattende tab for de to ejere, argumenterede de, da kommunen på baggrund af nævnenes afgørelser udstedte et påbud om, at møllerne skulle sættes i stå, indtil kommunen kunne lovliggøre møllerne. Glædelig meddelelse -Det er naturligvis med glæde, at vi i dag (onsdag, red.) har fået meddelelsen om, at vi kan køre de to vindmøller, vi i august 2017 fik en ubetinget byggetilladelse til. For vores to familier og vores virksomheder og de 11 familier, som tillidsfuldt har investeret i anparter, ville en længere stilstand have haft alvorlige økonomiske konsekvenser, lyder det. Den væsentligste grund til, at nævnene erklærede møllerne ulovlige, er, at Svendborg Kommune ikke har foretaget en tilbundsgående undersøgelse af møllernes påvirkning af omgivelserne i forbindelse med planarbejdet med møllerne. På baggrund af en ny undersøgelse lavet af rådgivningsvirksomheden Cowi, der viser, at møllerne ikke vil skade flagermus og havørne, har kommunen nu vurderet, at møllerne må køre, mens kommunen arbejder på at få dem lovliggjort. Et arbejde, der vil tage omkring et år. ” Den 11. april 2018 bragte Fyns Amts Avis artiklen ”Heftig genstart af vindmøllesaga” . Artiklen havde følgende underrubrik: ”Tavlen skulle viskes ren én gang for alle, så både politikere, embedsfolk, naboer og lodsejere kan begynde at se fremad i sagen om de famøse vindmøller på [Ønavn]. Det var i hvert fald hensigten med kommunens borgermøde i går eftermiddag. De gode hensigter holdt ikke hele vejen i mål. ” Af artiklen fremgik herefter: ”SVENDBORG: Det er en afsluttende bemærkning fra en af naboerne, der får formand for Miljø-og Naturudvalget og dagens mødeleder, [Kommunalpolitikeren] (SF), til at fare op. Hans stemme rammer et lidt højere toneleje end det normale, og ansigtskuløren nærmer sig den cinnoberrødlige. -Det kunne klæde dig at forstå, hvad jeg siger og har sagt gentagende gange: Vi er her for at lytte til jer, og vi tager de ting, I siger, med os videre i det politiske arbejde, siger han. Irritationen lyser ud af politikeren, der i løbet af den halvanden time lange session tålmodigt har hørt det ene argument efter det andet for, hvorfor og hvordan kommunen har ageret helt forkert i den omstridte sag om de to vindmøller ved [Virksomhedsnavn 1], men på det tidspunkt har han fået nok. -Det er uartigt af dig at blive ved med at blive ved på den måde, lyder det fra udvalgsformanden. En ny begyndelse Et par timer forinden er der anderledes ro på i rådhuskantinen, hvor kommunen har inviteret til borgermøde. Eller rettere til en "forudgående høring for kommuneplantillæg for vindmøllerne ved [Bynavn]". Med andre ord er det her genstarten på sagen, der nu kører helt forfra med nyt kommuneplantillæg, en ny lokalplan og miljøundersøgelse -den såkaldte VVM-vurdering -og denne eftermiddag har alle mulighed for at komme med input til, hvordan man løser den opgave. Det er primært naboer til de omdiskuterede vindmøller, der møder op, men også en række byrådspolitikere, der bliver flankeret af embedsfolk, er til stede. Alle når en tur rundt og giver hånd til hinanden, velvidende at de nok ser forskelligt på sagen, og herefter inddeler salen sig da også i to lejre med politikerne på den ene side og naboerne på den anden. Lige i midten sidder en af de to vindmølleejere, [Vindmøllemedejeren]. Han forholder sig stille under det meste af mødet. Mødeleder [Kommunalpolitikeren] åbner seancen med at kridte banen op. -Det har været et langt sagsforløb, men med Klagenævnets afgørelse trækker vi en streg i sandet. Nu er fokus at se fremad. Så jeg håber, vi får et godt møde i en god tone, siger han. Det holder i tyve minutter. I er hensynsløse For efter en kort introduktion af sagen åbnes der for spørgsmål fra salen, og det bliver starten på en ophedet debat, der tager resten af eftermiddagen. Meget af snakken kører på, at kommunen overser vigtige fakta. At den konsekvensvurdering, som den har fået lavet, er ugyldig, og at politikerne allerede har besluttet sig for, hvad der skal ske. En del af spørgsmålene svarer administrationen efter bedste evne på, nogle får lov til at hænge lidt i luften. -Vi sidder med en kommunalbestyrelse og administration, som bare ønsker, at de vindmøller skal fortsætte med at køre, siger vindmøllenabo, [Person B]. -Det er pivskørt, og det I gør, hviler på et forkert grundlag. Så jeg appellerer til, at I lytter til de tre professorer, som har udtalt, at sagen er håndteret forkert. Jeg synes faktisk, kommunen er arrogant, når den ikke lytter til dem, tilføjer en anden nabo, [Person A]. [Person C] bor også tæt på vindmøllerne og har et spørgsmål til politikerne: -Hvorfor tager I kun hensyn til mølleejerne og ikke naboerne og naturen? Hvorfor tager I ikke hensyn til, at min livskvalitet falder med 100 procent, når de vindmøller kører, siger hun uden rigtigt at få besvaret sit spørgsmål. Det gør en af naboerne, da han påpeger, at politikerne kun lytter til deres embedsfolk, der fylder dem med urigtigheder. -Det gider jeg ikke at høre på. Jeg vil ikke høre på, at I siger, vi lyver, svarer [Kommunalpolitikeren]. -Du vil ikke høre sandheden, bliver der sagt tilbage. Og så er vi tilbage ved bemærkningen, der til sidst får [Kommunalpolitikeren] op i det røde felt. Den leverer [Person A]: - Jeg synes, at kommunen bør overveje sammen med os naboer at tage kontakt til Ankestyrelsen og få vejledning i, hvordan den skal agere i denne sag. Det ville klæde kommunen. Brugbart Nu kan det lyde som om, at der intet konstruktivt kom ud af mødet. Men det gjorde der, mener [Person D], bedre kendt som bare " [Person D]", der er en af dem, der er ret utilfredse med vindmøllerne. -Vi får sagt og slået fast over for politikerne, at det her er en alvorlig proces, som de skal tage seriøst. Og nu får vi mulighed for at holde både politikere og embedsfolk op på, at de skal gøre det ordentligt den her gang, siger [Person D], der dog kalder det "mærkeligt" at være til en for-høring, når nu vindmøllerne allerede står der. -Og så synes jeg, det er tankevækkende, at dem, der gerne vil have vindmøllerne op slet ikke skal bevise, at de ikke er til skade for naturen, men at det er op til os at løfte bevisbyrden, der viser det modsatte. [Kommunalpolitikeren] indrømmede efterfølgende, at debatten nogle få gange kørte lidt af sporet, men at han har forståelse for naboernes følelser. -Jeg kan godt forstå deres frustrationer. Jeg kan godt forstå, at man giver sin utilfredshed til udtryk, når man har arbejdet for en sag i så mange år og endda får ret i nogle af deres betragtninger, siger han. Alt i alt var han tilfreds med eftermiddagen. -Nu har vi fået en masse gode synspunkter på bordet, som vi politikere kan tage med os i det videre arbejde, siger [Kommunalpolitikeren]. Han afslører samtidigt, at han vil tage beboernes kritik af kommunens samarbejde med rådgivningsfirmaet Cowi, der tidligere har vurderet, at møllerne hverken påvirker havørne eller flagermus i området væsentligt, til sig. -For at imødekomme den kritik kan det være, vi skal finde nogle til at lave arbejdet næste gang. ” Den 12. oktober 2018 bragte Fyns Amts Avis endelig artiklen ”Vindmøllenabo på [Ønavn] et skridt tættere på erstatning” , hvoraf følgende blandt andet fremgik: ”[Ønavn]: [Person D] er nabo til de to omstridte [Virksomhedsnavn 1]-vindmøller på [Ønavn], og spørger man ham, er vindmøllerne til gene for ham, foruden de forringer ejendomsværdien af hans og hans hustrus hus. De kom dog for sent til at søge om erstatning for den forringede ejendomsværdi, hvorfor [Person D] i en årrække har kæmpet for at få lov til at få dispensation til at ansøge om erstatning. Og den dispensation har han nu fået. -De andre naboer i området har fået afslag, men jeg har altså fået lov at søge om erstatning, siger han og oplyser, at det er vindmølleopsætterne, der skal til lommerne, hvis det bliver aktuelt. Han forklarer, at næste skridt er, at der kommer en taksator ud og vurderer, hvor meget hans hus er faldet i værdi, og derpå skal han altså søge om erstatning. Om han får erstatning er dog langt fra afgjort. Og skulle det lykkes ham, gør han sig kun ringe forhåbninger om, at beløbet kan holde ham skadesfri, for i alt har han og hustruen kastet 5,5 millioner kroner i deres hus. -Jeg aner ikke, hvor meget vi kan få, siger [Person D], der i øvrigt møder op i Retten i Svendborg mandag den 22. oktober, da han kører en fogedsag mod vindmølleopstillerne, fordi han mener, at vindmøllerne bør stoppes, indtil det kommunale planarbejde er lovliggjort. ” [Klager]s klage over artiklerne er modtaget i Pressenævnet henholdsvis den 13. maj og 12. oktober 2018. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og vinkling [Klager] har anført, at Fyns Amts Avis gennem syv år i strid med god presseskik ensidigt har kørt en kampagne mod vindmølleinitiativet som talerør for nogle få klagere. I journalistikken er der tre klassiske grundprincipper: hurtighed, præcision og upartiskhed. De to sidste principper er groft tilsidesat i denne sag. Artiklerne kører efter samme drejebog som lignende sager, avisen kører mod mindst fem andre firmaer i kommunen, hvor der i første artikel altid refereres til det ubestemmelige begreb: ”Naboer er bekymrede for…”, hvorefter avisen referer til nogle få klagende personer, der som oftest ikke er naboer. I disse kritiske kampagner undersøger Fyns Amts Avis ikke, om der er hold i anklagerne, men refererer ukritisk disse klagere og undersøger ikke motiverne bag klagerne. Motiverne kan være misundelse eller en generel trang til at klage og komme i avisen for fem minutters berømmelse. Når klagerne får deres sag i avisen, tror de, at der er hold i sagen, hvorfor de forstærker deres klageaktivitet, som avisen derefter igen refererer. Avisen skaber dermed sine egne sensationer i et lukket samspil med klagerne. Hertil har [Klager] oplyst, at der i 22 til 29 år på samme steder stod to møller med godt den halve højde og en tredje mølle én kilometer derfra tæt ved nogle af klagerne. Der var ingen klager eller avisomtale af disse tre møller. Samtidig har de fleste af de nuværende klagere købt deres ejendomme, mens disse tre møller var i drift. Konsekvensen af Fyns Amts Avis’ negative omtale er, at ansøgningerne om nye aktiviteter i kommunen forsinkes unødigt længe i sagsbehandlingen. For andre byggeansøgninger har konsekvensen været, at de har måttet aflyses af bygherre, eller at de ikke blev politisk godkendt. Derved glider en udkantskommune som Svendborg endnu længere ud i udkanten takket være den lokale avis. En anden konsekvens af avisens parallelle ”sagsbehandling” er, at kommunen kraftigt har forøget deres omkostninger til sagsbehandling på grund af flere klager. Det er [Klager]s konklusion, at det er Fyns Amts Avis’ omtale af de nye møller, som talerør for enkelte klagere, der alene har skabt uro omkring de nye møller. Efter flere års kampagne i Fyns Amts Avis mod [Klager]s firmaprojekt har han valgt at bringe avisens ensidige og fejlbehæftede journalistik for Pressenævnet. Endvidere vil [Klager] bruge sin families aktie i avisen til et forslag om at genoprette avisen på et etisk forsvarligt grundlag på næste generalforsamling. - Artiklen ”Nabo er vred over, at vindmøller kører igen” [Klager] har anført, at Fyns Amts Avis ensidigt optrådte som talerør for vindmølleklageren [Person A], som udtalte sig i artiklen. [Klager], som er part i sagen, er imidlertid ikke blevet hørt på trods af, at der i artiklen blev fremsat ubeføjede angreb og løse påstande om hans vindmølleprojekt. Artiklen er dermed i strid med de vejledende presseetiske reglers punkt A. 1 om korrekte meddelelser og punkt A. 4 om angreb og svar. Artiklen indeholdt alene løse påstande uden konkrete oplysninger, eksempelvis følgende udsagn: ”Desuden er han [[Person A], Pressenævnet ] på ingen måde tilfreds med, at han ikke blev gjort bekendt med kommunens afgørelse på samme tid, som vindmølleejerne fik besked. […] Og vi kommer til at reagere på det her. Men jeg bliver nødt til at se nærmere på beslutningen først, for jeg har intet set eller hørt, siger han. ” Hertil har [Klager] bemærket, at det med udsagnene blev bekræftet, at [Person A] intet har set eller hørt, og at hans øvrige kommentarer i artiklen dermed var løse påstande, som Fyns Amts Avis viderebragte som talerør for vindmølleklageren. Avisen har i øvrigt ikke fulgt op hos [Person A], efter at han som annonceret har set nærmere på kommunens beslutning. [Klager] har herefter anført, at det burde have fremgået af artiklen, at [Person A] overtog sin ejendom på [Adresse 1] ét år tidligere, tilsyneladende uden at undersøge eksisterende planer for naboejendommene, herunder [Klager]s ejendom. Det burde ligeledes have fremgået, at [Person A] ikke bor på den omtalte ejendom, ligesom andre personer ikke er tilmeldt adressen, som står ubeboet og forfalder. Derfor kan ingen personer have gener fra møllerne. Artiklen fremstår ensidig og partisk kun med henblik på at få en sensation i avisen uden at researche baggrunden, endsige høre andre parter for at give et fuldkomment billede af sensationen. - Artiklen ”Heftig genstart af vindmøllesaga” [Klager] har anført, at Fyns Amts Avis i denne artikel tilsvarende ukritisk har citeret kilden [Person B] uden at undersøge baggrunden, ligesom denne artikel heller ikke blev forelagt for [Klager] forud for offentliggørelsen. Også denne artikel var dermed i strid med de vejledende presseetiske reglers punkt A. 1 om korrekte meddelelser og punkt A. 4 om angreb og svar. Hertil har [Klager] oplyst, at [Person B] har bopæl 1,5 kilometer fra nogle af vindmøllerne, og at han driver en udlejningsejendom på samme vej, 0,7 kilometer fra møllerne. Vindmøllerne ligger således langt fra klagerens ejendomme og indflydelse. Desuden har klageren selv etableret vindmøller på begge sine ejendomme inden for de sidste to år, hvilket avisen heller ikke nævnte. Alligevel fremstod [Person B] i artiklen som en berettiget klager. [Klager] har i øvrigt henvist til følgende udsagn i artiklen, som efter hans opfattelse er en ubegrundet påstand og beskyldning fra en person, som ikke er nabo til vindmøllerne: ”-Vi sidder med en kommunalbestyrelse og administration, som bare ønsker, at de vindmøller skal fortsætte med at køre, siger vindmøllenabo, [Person B]. ” - Artiklen ”Vindmøllenabo på [Ønavn] et skridt tættere på erstatning” [Klager] har anført, at artiklen, som sædvane for Fyns Amts Avis, var ensidig og fungerede som talerør for en enkelt evighedsklager for at få sensationer og underholdning til avisens læsere. Avisen har ikke udført research, og artiklens oplysninger blev ikke forelagt for [Klager] forud for artiklens offentliggørelse, selvom han er part i sagen. Det fremgik således af artiklen, at ”det er vindmølleopsætterne, der skal til lommerne […]” , hvilket blandt andre inkluderer [Klager]. [Klager] har oplyst, at klagen til Pressenævnet blev sendt til avisen med anmodning om optagelse som læserbrev. Dette er ikke sket [på tidspunktet for [Klager]s oplysninger til Pressenævnet herom, Pressenævnet ], hvilket er i overensstemmelse med avisens praksis for censur mod uønskede synspunkter. [Klager] har herefter anført, artiklens oplysning om, at der er foretaget investeringer i den omtalte ejendom på 5,5 millioner kroner ikke var dokumenteret. I den forbindelse har [Klager] bemærket, at det nye hus alene kostede 1,5 millioner kroner at opføre, hvorfor avisen bragte forkerte oplysninger om den omtalte ejendom. Endvidere burde det have fremgået af artiklen, at der stod to gamle møller på samme steder som de nye, samt en tredje mølle på 600 meters afstand, som ikke er fjernet i det ny vindmølleprojekt. Samtidig burde det have fremgået, at der på [Adresse 2] er opført en vindmølle på den halve afstand af [Person B], og at der ikke er rejst erstatningskrav her. Endelig burde avisen have nævnt, at [Person C og Person D] driver en miljøgodkendt virksomhed på adressen, [Virksomhedsnavn 2], som er godkendt med hensyn til støj, som langt overgår støjen fra alle tre nye vindmøller. 2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og vinkling Fyns Amts Avis har anført, at [Klager] i sin klage har fremsat en række beskyldninger mod naboerne til projektet og spekulationer om deres eventuelle motiver til at klage over opførelsen af vindmøllerne i [Virksomhedsnavn 1]. Fyns Amts Avis anser ikke sådanne subjektive beskyldninger og spekulationer for at være omfattet af den vejledende presseskiks regler om korrekte meddelelser. Med hensyn til [Klager]s bemærkninger om avisens øvrige og omfangsrige journalistik om vindmølleprojektet – og om avisens journalistik i øvrigt – har Fyns Amts Avis bemærket, at avisen tillader sig at gå ud fra, at Pressenævnet ikke anser dem for at være relevante for de påklagede artikler. Fyns Amts Avis har herudover bemærket, at [Klager] grundlæggende ikke er Fyns Amts Avis venligt stemt, idet han til generalforsamlingen i ejerskabet Svendborg Avis A/S har fremsendt forslag om ”tilbagetrækning af udgiverretten fra Fyns Amts Avis og etablering af en ny avis på etisk forsvarligt grundlag”. - Artiklen ”Nabo er vred over, at vindmøller kører igen” Fyns Amts Avis har bemærket, at artiklen var en del af et artikelkompleks, der omhandler Svendborg Kommunes myndighedsbehandling af sagen om opførelsen af to vindmøller i [Virksomhedsnavn 1] på [Ønavn]. I artiklen udtalte en nabo til vindmøllerne sig udelukkende om Svendborg Kommunes myndighedsbehandling af sagen. Der blev i artiklen ikke fremsat angreb på eller beskyldninger mod [Klager], hvorfor Fyns Amts Avis har anført, at klagen over ikke at være blevet givet muligheden for at udtale sig må anses for at være ubegrundet. Fyns Amts Avis har samtidig henledt opmærksomheden på artiklen ”Vindmølleejere er glade og lettede” fra samme artikelkompleks. I denne artikel bragte avisen – i form af et længere referat af en pressemeddelelse – [Klager]s reaktion på Svendborg Kommunes myndighedsbehandling af sagen om vindmøllerne i [Virksomhedsnavn 1]. - Artiklen ”Heftig genstart af vindmøllesaga” Fyns Amts Avis har bemærket, at der i artiklen blev refereret en række kritiske indlæg fra borgere, der deltog i et borgermøde vedrørende Svendborg Kommunes myndighedsbehandling i sagen om vindmøllerne i [Virksomhedsnavn 1]. Kommunens svar på kritikken blev bragt i sammenhæng hermed. Fyns Amts Avis har anført, at der i artiklen ikke blev fremsat angreb på eller beskyldninger mod [Klager], hvorfor hans klage over ikke at være givet svarmulighed må anses for ubegrundet. - Artiklen ”Vindmøllenabo på [Ønavn] et skridt tættere på erstatning” Fyns Amts Avis har anført, at artiklen omhandlede en dispensation, som giver en nabo mulighed for at søge erstatning for værditab i forbindelse med opførelsen af to vindmøller, som [Klager] har interesser i. Spørgsmålet om muligheden for dispensation er imidlertid udelukkende en sag mellem naboen og myndigheden – i dette tilfælde Taksationskommissionen. [Klager] er således ikke part i sagen om tildelingen af dispensation, og han kan som følge deraf heller ikke forvente at blive hørt. Fyns Amts Avis har herefter henvist til punkt A. 3 i de vejledende presseetiske regler og anført, at der efter avisens opfattelse ikke blev bragt skadelige, krænkende eller agtelsesforringende oplysninger om [Klager] i den påklagede artikel, hvorfor han heller ikke af denne grund kunne anses for at være berettiget til at blive hørt. For så vidt angår størrelsesordenen på naboens investering i egen ejendom har Fyns Amts Avis fastholdt, at naboen har oplyst investeringen til at være på 5,5 millioner kroner. Der ses i øvrigt ikke at være nogen dokumentation for [Klager]s påstand om, at investeringen er på 1,5 millioner kroner. Hvad klagens øvrige forhold angår, er der efter Fyns Amts Avis’ opfattelse tale om et krav fra [Klager] om at medtage oplysninger, der ikke var relevante for artiklen om naboens dispensation til at søge erstatning. Hertil har avisen bemærket, at det følger af mediernes uafhængighed og den frie redigeringsret, at det er redaktøren – og hverken læserne eller kilderne – der træffer beslutning om, hvilke oplysninger der skal medtages i omtalen af en sag. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen Klageberettigelse Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Pressenævnet finder, at [Klager] er klageberettiget, fordi han er medejer af de omtalte vindmøller. [Klager] har derfor retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles for så vidt angår hans forhold. Pressenævnet tager ikke stilling til forhold vedrørende Svendborg Kommunes sagsbehandling, da kommunen ikke har klaget til Pressenævnet. Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at Fyns Amts Avis har viderebragt løse og ukorrekte påstande fra enkelte personer, der er utilfredse med de omtalte vindmøller, og at avisen i artiklerne har udeladt relevante oplysninger vedrørende de pågældende personers forhold. [Klager] har også klaget over, at artiklernes oplysninger ikke blev forelagt ham forud for offentliggørelsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, og at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A. 1, A. 2, A. 3 og A. 4. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale. - Artiklen ”Nabo er vred over, at vindmøller kører igen” Det fremgik af den påklagede artikel, at Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2017 erklærede plangrundlaget for vindmøllerne i [Bynavn] for ugyldigt, hvorfor Svendborg Kommune måtte give vindmølleejerne, herunder [Klager], påbud om at standse møllerne. I artiklen udtalte kilden [Person A], der har klaget over de omtalte vindmøller, sig kritisk over for, at Svendborg Kommune i samme uge som artiklens offentliggørelse havde besluttet, at vindmøllerne måtte køre, mens kommunen lovliggjorde vindmøllernes plangrundlag. Pressenævnet finder, at Fyns Amts Avis på tilstrækkelig vis havde gjort det klart for læseren, hvem der udtalte sig, og at artiklens udsagn fremstod som kilden, [Person A]s subjektive vurderinger. Hertil kommer, at [Person A]s kritik i artiklen ikke var rettet mod ejerne af vindmøllerne, herunder [Klager], men mod Svendborg Kommune. På den baggrund finder Pressenævnet, at oplysningerne i artiklen ikke kunne betragtes som værende krænkende, skadelige eller agtelsesforringende over for [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik af Fyns Amts Avis for at bringe oplysningerne uden forudgående forelæggelse for klageren. Pressenævnet finder videre, at Fyns Amts Avis ikke har overskredet de vide rammer for redaktørens redigeringsret ved ikke at medtage oplysninger vedrørende [Person A]s ejerskab af ejendommen på [Adresse 1] i artiklen. Pressenævnet udtaler således ikke kritik i forhold til klagepunktet. - Artiklen ”Heftig genstart af vindmøllesaga” Den påklagede artikel omtalte et møde vedrørende "forudgående høring for kommuneplantillæg for vindmøllerne ved [Bynavn]" afholdt af Svendborg Kommune. Af artiklen fremgik blandt andet følgende om deltagerne til mødet: ”Det er primært naboer til de omdiskuterede vindmøller, der møder op, men også en række byrådspolitikere, der bliver flankeret af embedsfolk, er til stede. […] Lige i midten sidder en af de to vindmølleejere, [Vindmøllemedejeren]. Han forholder sig stille under det meste af mødet. ” Fyns Amts Avis refererede i artiklen flere kritiske udsagn fra naboer til vindmøllerne, som blev udtalt under det pågældende møde, herunder følgende: ”-Vi sidder med en kommunalbestyrelse og administration, som bare ønsker, at de vindmøller skal fortsætte med at køre, siger vindmøllenabo, [Person B]. ” Pressenævnet finder, at Fyns Amts Avis på tilstrækkelig vis havde gjort det klart for læseren, hvem der udtalte sig, og at de kritiske udsagn fremstod som de deltagende vindmøllenaboers subjektive vurderinger. Hertil kommer, at de kritiske udsagn ikke var rettet mod ejerne af vindmøllerne, herunder [Klager], men mod Svendborg Kommune. På den baggrund finder Pressenævnet, at oplysningerne i artiklen ikke kunne betragtes som værende krænkende, skadelige eller agtelsesforringende over for [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik af Fyns Amts Avis for at bringe oplysningerne uden forudgående forelæggelse for klageren. Pressenævnet finder videre, at Fyns Amts Avis ikke har overskredet de vide rammer for redaktørens redigeringsret ved ikke at medtage oplysninger vedrørende [Person B]s ejendomme i nærheden af vindmøllerne. Pressenævnet udtaler således ikke kritik i forhold til klagepunktet. - Artiklen ”Vindmøllenabo på [Ønavn] et skridt tættere på erstatning” Det fremgik af den påklagede artikel, at en nabo til de omtalte vindmøller har fået dispensation til at søge erstatning for eventuel forringet ejendomsværdi som følge af vindmøllerne. I den forbindelse fremgik blandt andet følgende: ”Og skulle det lykkes ham [at få erstatning, Pressenævnet ], gør han sig kun ringe forhåbninger om, at beløbet kan holde ham skadesfri, for i alt har han og hustruen kastet 5,5 millioner kroner i deres hus. ” Pressenævnet finder, at Fyns Amts Avis på tilstrækkelig vis havde gjort det klart for læseren, hvem der udtalte sig, og at udsagnene fremstod som kilden [Person D]s subjektive vurderinger. I den forbindelse bemærkes det, at nævnet ikke finder anledning til at fastslå, at Fyns Amts Avis burde have foretaget yderligere efterprøvelse af naboens oplysning om størrelsesordenen på investeringerne i sin ejendom. Pressenævnet finder, at oplysningerne i artiklen ikke kan betragtes som værende krænkende, skadelige eller agtelsesforringende over for [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik af Fyns Amts Avis for at bringe oplysningerne uden forudgående forelæggelse for klageren. Pressenævnet finder videre, at Fyns Amts Avis ikke har overskredet de vide rammer for redaktørens redigeringsret ved ikke at medtage de af [Klager] ønskede oplysninger i artiklen. Pressenævnet udtaler således ikke kritik i forhold til klagepunktet. [Klager] har også klaget over, at Fyns Amts Avis ikke har bragt et læserbrev, som [Klager] sendte til avisen i forbindelse med, at han klagede til Pressenævnet over artiklen. Fyns Amts Avis har over for Pressenævnet ikke bestridt, at læserbrevet ikke er blevet bragt. På den baggrund lægger Pressenævnet til grund, at Fyns Amts Avis ikke har bragt [Klager]s læserbrev. Pressenævnet finder det imidlertid ikke dokumenteret, at Fyns Amts Avis har påtaget sig en forpligtelse til at bringe det konkrete læserbrev fra [Klager]. Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Fyns Amts Avis’ undladelse heraf. Afgjort den 17. december 2018

Versioner

  1. 2018-12-22