Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0022
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9005@2018-01-05/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2017-80-0022
Sjællandskes omtale af konkurs i forbindelse med klagers erhvervsforhold var ok Selskaberne The Mansion ApS og TWC Denmark ApS samt en bryllupsplanlægger klagede til Pressenævnet over Sjællandske Medier. The Mansion ApS forpagter Næsbyholm Slot. Sjællandske Medier omtalte bryllupsplanlæggerens konkursramte selskab i sammenhæng med Næsbyholm Slot. Også omtalen af bryllupsplanlæggerens private forhold til direktøren for The Mansion ApS var omtalt og påklaget. Pressenævnet fandt, at Sjællandske Medier ikke havde krænket bryllupsplanlæggerens privatliv, da omtalen af hendes konkursramte selskab og den begrænsede private omtale skete i relation til hendes nuværende erhvervsmæssige forhold. Nævnet udtalte i øvrigt ikke kritik af omtalen eller af Sjællandske Mediers afvisning af at slette artiklerne fra hjemmesiden sn.dk.
[Klagernes repræsentant] har som direktør og medejer af virksomhederne The Mansion ApS og TWC Denmark ApS samt i henhold til fuldmagt fra [Bryllupsplanlæggeren] klaget til Pressenævnet over omtale i Sjællandske Næstved, Sjællandske Slagelse og på hjemmesiden sn.dk i perioden 7. august til 15. september 2017, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er klaget over, at Næsbyholm Slot sammenkædes med [Bryllupsplanlæggeren]s konkursramte selskab, TT 12 ApS. Næsbyholm Slot forpagtes af The Mansion ApS. Sjællandske Medier giver ifølge klagerne ukorrekt information om [Bryllupsplanlæggeren]s tilknytning til Næsbyholm Slot samt virksomheden TWC Denmark ApS (binavn The Wedding Company ApS). Herudover har Sjællandske afvist at slette artiklerne på sn.dk. 1 Sagsfremstilling Sjællandske Medier (Sjællandske) bragte den 7. august til 15. september 2017 i alt 16 artikler med omtale af Næsbyholm Slot på henholdsvis hjemmesiden sn.dk og i de trykte udgaver af Sjællandske Næstved og Sjællandske Slagelse. Den 7. august 2017 blev artiklen ”Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” bragt på sn.dk og på forsiden af 1. sektion af Sjællandske Næstved. Artikler med identisk indhold blev bragt under overskriften ”Trods konkurs: Bryllupper fortsætter” i både Sjællandske Slagelse og Sjællandske Næstved på side 6 i 2. sektion. Artiklen i papirudgaverne havde følgende underrubrik: ”KONKURS: Selvom hun er gået konkurs med en gæld på mere end to mio. kr. og kræves idømt konkurskarantæne, fortsætter aktiviteterne på Næsbyholm i et andet selskab, siger slottets lejer, [Bryllupsplanlæggeren]. Til artiklen var bragt et billede af [Bryllupsplanlæggeren] og [Klagernes repræsentant]. [Klagernes repræsentant] hviler hånden på [Bryllupsplanlæggeren]s hofte. I baggrunden ses Næsbyholm Slot. Billedteksten lød: ”[Bryllupsplanlæggeren], som er kendt fra tv, siger, at en konkurs i selskabet TT 12 ApS intet har at gøre med hendes nuværende aktiviteter på Næsbyholm Slot. ” Artiklens ordlyd var følgende: ”Næsby: [Bryllupsplanlæggeren], der sammen med sin kæreste, [Klagernes repræsentant], arrangerer bryllupper og står for driften af Næsbyholm Slot, risikerer at blive idømt konkurskarantæne. Det gør hun på baggrund af en konkurs i selskabet TT 12 ApS, hvor hun tidligere var direktør. Firmaet gik sidste år fallit med en gæld på knap 2,2 millioner kroner. Dette har dog ingen betydning for de nuværende aktiviteter på slottet, lyder det fra [Bryllupsplanlæggeren]. En konkurskarantæne, som vil betyde forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, er heller ikke relevant, mener bryllupsplanlæggeren, som blot er ansat i sin partners virksomhed. [I online-udgaven på sn.dk er her indsat et link i blå skriftfarve til rettelsen ”[Bryllupsplanlæggeren] er ikke medforpagter af Næsbyholm Slot” af 3. oktober 2017, Pressenævnet. Artiklen fortsætter:] - Jeg er bare frontfigur udadtil, fordi vi lukrerer på, at mit navn er kendt fra tv, siger hun. Ifølge [Bryllupsplanlæggeren] er der overhovedet ingen sammenhæng mellem TT 12 og de aktiviteter, der er foregået på Næsbyholm Slot, som hun sammen med [Klagernes repræsentant] overtog forpagtningen af i april 2014. - Den sidste aktivitet i selskabet var for mere end fire år siden, hvor der var tøjsalg på Ros Torv i Roskilde, lyder det fra [Bryllupsplanlæggeren]. Sjællandske har dog været i kontakt med flere tidligere ansatte, som alle ønsker at være anonyme. De har i løbet af de seneste fire år været ansat i TT 12, men har udelukkende haft arbejdsopgaver på Næsbyholm Slot. - Jeg var ansat hos TT 12 i flere år, men jeg har kun arbejdet på Næsbyholm Slot. Så når der bliver sagt, at der ikke er nogen sammenhæng, og at der ikke har været nogen aktivitet i TT 12 i fire år, så passer det ganske enkelt ikke, fortæller en af de tidligere medarbejdere. ” Artiklerne ” Næsbyholm-lejer står til konkurskarantæne” , ”Ekspert: Konkurskarantæne betyder stop” , ”TT 12-ansatte på Næsbyholm” og artiklen ”[Klagernes repræsentant]: Kan sagtens leje medarbejdere ud” blev samme dag bragt i Sjællandske Næstved på side 2 i 1. sektion. Førstnævnte artikel havde følgende underrubrik: ”KONKURS: [Bryllupsplanlæggeren] er indstillet til konkurskarantæne, blandt andet på grund af manglende regnskaber i sit tidligere firma, som hun også fortsatte driften af efter håbløshedstidspunktet. Hun er ikke enig i kurators udlægning. ” Af artikelteksten fremgik følgende: ”NÆSBY: Næsbyholm Slot drives af parret [Klagernes repræsentant] og [Bryllupsplanlæggeren]. Sidstnævnte er også frontfigur i bryllupsplanlægningsfirmaet The Wedding Company, der blandt andet arrangerer bryllupperne på slottet . Begge forretninger fortsætter ufortrødent, selvom [Bryllupsplanlæggeren] er gået konkurs med firmaet TT 12 ApS. - Det er et gammelt firma, og det har ikke nogen sammenhæng med det nye. Den sidste aktivitet i selskabet var for mere end fire år siden, hvor der var tøjsalg på Ros Torv i Roskilde, siger [Bryllupsplanlæggeren]. […] Hun mener desuden, at hun sagtens kan fortsætte sit nuværende virke, hvis hun skulle blive idømt konkurskarantæne. - Ja, hvorfor skulle jeg ikke det? Jeg er jo ansat i The Wedding Company. Det er ejet af Diva Holding, som er ejet af [Klagernes repræsentant]. Jeg er bare frontfigur udadtil, fordi vi lukrerer på, at mit navn er kendt fra tv. […] Konkurskarantæne Konkurskarantæne betyder, at en person i en periode får et forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, hvori den pågældende ikke hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelse (aktieselskaber, anpartsselskaber m.v.). En person kan pålægges konkurskarantæne, hvis personen på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse vurderes uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Konkurskarantænen vil som udgangspunkt blive pålagt for en periode på tre år. Det er kurator eller rekonstruktør, der starter en sag om konkurskarantæne. Hvis en person overtræder en konkurskarantæne, kan skifteretten efter omstændighederne pålægge personen en ny karantæne. Endvidere kan en overtrædelse af en konkurskarantæne straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder efter straffelovens § 131. Kilde: Domstol.dk. ” Af artiklen ”Ekspert: Konkurskarantæne betyder stop” fremgik det blandt andet: ”[…] Bag The Wedding Company står et firma, der ejes af hendes mand, [Klagernes repræsentant], der også ejer The Mansion, som står for driften af slottet . Men selvom [Bryllupsplanlæggeren] ikke selv er ejer eller direktør i firmaerne, skal hun ikke regne med at kunne fortsætte. BT har tidligere omtalt hendes konkurs, og i den forbindelse sagde Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, juraprofessor og ekspert i konkurser ved Københavns Universitet: - Man må ikke bare oprette et selskab med kæresten eller en anden som stråmand. […]” Artiklerne ”TT 12-ansatte på Næsbyholm” og ”[Klagernes repræsentant]: Kan sagtens leje medarbejdere ud” gengav, hvordan tidligere ansatte i TT 12 ApS alle havde udført deres arbejde på Næsbyholm Slot, og at de manglede at få udbetalt feriepenge. [Klagernes repræsentant]s kommentarer hertil var blandt andet, at de ansatte af TT 12 ApS blev lejet ud til Næsbyholm Slot (The Mansion ApS). Sjællandske Medier bragte den 9. august 2017 artiklen ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” på hjemmesiden sn.dk og på forsiden af Sjællandske Næstveds 1. sektion. Af artiklen fremgik følgende: ”ARTIKLEN ER RETTET: [Sætningen er tilføjet artiklen på sn.dk den 3. oktober 2017, Pressenævnet] NÆSTVED: [Bryllupsplanlæggeren] er frontfigur i firmaet The Wedding Company, som planlægger bryllupper i både udlandet og på Næsbyholm Slot , som hun lejer sammen med sin kæreste, [Klagernes repræsentant] [Sætningen ”som hun lejer sammen med sin kæreste, [Klagernes repræsentant]. ” , er slettet fra sn.dk den 3. oktober 2017, Pressenævnet ]. [Person A] og [Person B] regnede også med, at [Bryllupsplanlæggeren] skulle planlægge deres drømmebryllup på Mallorca, men sådan kom det ikke til at gå. Parret betalte 25.000 kroner for en pakkeløsning hos The Wedding Company, men efter et halvt år besluttede [Person A] og [Person B] at opsige samarbejdet. [I online-udgaven på sn.dk er her indsat et link med blå skriftfarve til rettelsen ”[Bryllupsplanlæggeren] er ikke medforpagter af Næsbyholm Slot” af 3. oktober 2017, Pressenævnet] […] Ifølge kontrakten havde parret ret til at få halvdelen af deres penge tilbage ved ændring, aflysning eller opsigelse mere end 90 dage før bryllupsdagen. Parret opsagde aftalen et halvt år inden den planlagte bryllupsdato, men [Bryllupsplanlæggeren] ville alligevel ikke tilbagebetale de 12.500 kroner. […] De klagede over behandlingen til Forbrugerklagenævnet, men da sagen endelig nåede dertil i foråret, var der ikke meget at gøre - firmaet, som kontrakten var blevet indgået med, var nemlig gået konkurs i mellemtiden. Firmaet, der er tale om, er CC Lounge ApS, som senere skiftede navn til TT 12 ApS, selvom der på kontrakten, som parret indgik med [Bryllupsplanlæggeren], står The Wedding Company og Næsbyholm Slot . TT 12 er det firma, som gik konkurs for knap et år siden, og som [Bryllupsplanlæggeren] i mandagens Sjællandske fortalte, ikke havde været aktivt i fire år. Alligevel har det altså stået for bryllupsplanlægning for halvandet år siden. [Bryllupsplanlæggeren] siger, at hun har udført arbejdet efter kontrakten og har derudover ingen kommentarer. Hun planlægger nu bryllupper som ansat i sin kæreste [Klagernes repræsentant]s firma. […] RETTELSE [Rettelsen er indføjet den 3. oktober 2017, Pressenævnet ] Sn.dk har slettet en sætning hvoraf det fremgik, at [Bryllupsplanlæggeren] lejer Næsbyholm Slot sammen med sin kæreste [Klagernes repræsentant], da det alene er [Klagernes repræsentant], der lejer slottet gennem sit firma The Mansion Aps. ” Den 15. september 2017 blev artiklerne ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” (overskriften blev på sn.dk den 3. oktober 2017 ændret til ”Konkurskarantæne til bryllupsplanlægger– risikerer fængselsstraf ”) og ”Konkursramte medarbejdere på Næsbyholm” bragt i Sjællandske Næstved, sektion 1, side 2 og på hjemmesiden sn.dk. Af førstnævnte artikels indhold fremgik følgende: ”ARTIKLEN ER RETTET: [Sætningen er tilføjet artiklen på sn.dk den 3. oktober 2017, Pressenævnet] NÆSBY: Som tidligere omtalt her i avisen indstillede kurator i det konkursramte firma TT 12 ApS - drevet og ejet af [Bryllupsplanlæggeren], forpagter af Næsbyholm Slot og frontfigur i det nye firma The Wedding Company [Sætningen er den 3. oktober 2017 på sn.dk blevet ændret til ” – ejet og drevet af [Bryllupsplanlæggeren], frontfigur i det nye firma The Wedding Company, som lejer sig ind på Næsbyholm Slot,” Pressenævnet ] - at ejeren skulle idømmes konkurskarantæne. Sagen er nu blevet behandlet i Sø og Handelsretten, som har idømt [Bryllupsplanlæggeren] konkurskarantæne i tre år. [I online-udgaven på sn.dk er her indsat et link fremhævet med blå skriftfarve til rettelsen ”[Bryllupsplanlæggeren] er ikke medforpagter af Næsbyholm Slot” af 3. oktober 2017, Pressenævnet ] […]¬ Dårlig stil Sjællandske ville gerne have spurgt [Bryllupsplanlæggeren] om en række ting, blandt andet hvad konkurskarantænen kommer til at betyde for hendes engagement i The Wedding Company og driften af Næsbyholm Slot , men bryllupsplanlæggeren afviser at tale med avisen. -En eventuel konkurskarantæne ([Bryllupsplanlæggeren] er idømt konkurskarantæne, red.) har ingen betydning for The Wedding Company. Jeg var direktør i TT 12 ApS og har intet med ledelsen at gøre i The Wedding Company eller Næsbyholm Slot (begge ledes af [Klagernes repræsentant], [Bryllupsplanlæggeren]s kæreste, red.). Og at drage paralleller mellem mit tidligere selskab og Næsbyholm Slot , hvor jeg er ansat, er dårlig stil og har ingen relevans, skriver hun i en sms. Derudover har hun ingen kommentarer, skriver [Bryllupsplanlæggeren] […]” I online udgaven på sn.dk fremgår yderligere følgende: ”RETTELSE: sn.dk har rettet, da det tidligere fremgik af overskriften og artiklen, at [Bryllupsplanlæggeren] er lejer på Næsbyholm, hvilket hun ikke er. Hun er ansat i [Klagernes repræsentant]s firma The Wedding Company, som lejer sig ind på Næsbyholm med bryllupsarrangementer. ” Den 3. oktober 2017 kl. 15.57 bragte sn.dk rettelsen ”[Bryllupsplanlæggeren] er ikke medforpagter af Næsbyholm Slot” . Sidst i artiklen var indsat link til de tre påklagede artikler på sn.dk. Rettelsen blev bragt som selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm på sn.dk. Af rettelsen fremgik: ”Bryllupsplanlægger i The Wedding Company, [Bryllupsplanlæggeren], og hendes partner [Klagernes repræsentant] oplyser overfor sn.dk, at det alene er [Klagernes repræsentant], der som direktør i firmaet The Mansion ApS lejer og driver Næsbyholm Slot. [Klagernes repræsentant] er desuden direktør i The Wedding Company (TWC Denmark ApS), som arrangerer bryllupper på Næsbyholm Slot. Sn.dk har tidligere fejlagtigt præsenteret [Bryllupsplanlæggeren] som henholdsvis med-lejer og med-forpagter af slottet. ” Den 4. oktober 2017 bragte Sjællandske Næstved følgende ”Præcisering” i 1. sektion på side 2: ”NÆSTVED: Direktør [Klagernes repræsentant] og bryllupsplanlægger [Bryllupsplanlæggeren] påpeger, at det er ukorrekt, at [Bryllupsplanlæggeren] er med-lejer eller med-forpagter af Næsbyholm Slot , som det er fremgået af flere artikler i Sjællandske. Slottet lejes og drives af firmaet The Mansion ApS, som [Klagernes repræsentant] er direktør for. [Klagernes repræsentant] er ligeledes direktør for firmaet The Wedding Company (TWC Denmark ApS), der med [Bryllupsplanlæggeren] som førende bryllupsplanlægger lejer sig ind på slottet . ” Yderligere oplysninger Af udskrift af 20. oktober 2017 fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) fremgår det, at direktøren for The Mansion ApS er [Klagernes repræsentant]. Det fremgår også, at selskabets legale ejer er DIVA HOLDING ApS, og at The Mansion ApS reelle ejere er [Bryllupsplanlæggeren] og [Klagernes repræsentant], begge med en ejerandel på 50 procent. Selskabets formål er angivet som ”Virksomhedens formål er hoteldrift og dermed forbunden virksomhed. ” Af CVR-registret fremgår det videre, at direktøren for TWC Denmark ApS er [Klagernes repræsentant]. Det fremgår også, at dette selskab legalt er ejet af DIVA HOLDING ApS, og at TWC Denmark ApS’ reelle ejere er [Bryllupsplanlæggeren] og [Klagernes repræsentant] begge med en ejerandel på 50 procent. Selskabets formål er angivet som ”Virksomhedens formål er at drive konsulent og service virksomhed. ” . Virksomhedens binavn er The Wedding Company ApS. Af CVR-registret fremgår det yderligere, at selskabet TT 12 ApS blev erklæret konkurs ved konkursdekret afsagt den 21. september 2016. Selskabets direktør, [Bryllupsplanlæggeren], fratrådte sin stilling den 8. august 2016 i forbindelse med, at en anmodning om opløsning af selskabet blev indgivet til Sø- og Handelsretten. Af Erhvervsstyrelsens hjemmeside erhvervsstyrelsen.dk fremgår følgende beskrivelser af ” Legale ejere ” og ” Reelle ejere ”: ”Legale ejere er personer og virksomheder, der har stemmerettigheder eller kapital i en virksomhed. ” Og ”Reelle ejere er fysiske personer, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af en virksomhed. ” 2 Parternes synspunkter 2.1 The Mansion ApS, TWC Denmark ApS og [Bryllupsplanlæggeren]s synspunkter God presseskik [Klagernes repræsentant] har på vegne af klagerne særligt klaget over artiklerne ” Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” , ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” og ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” bragt henholdsvis den 7. og 9. august samt 15. september 2017. Privatlivets fred [Klagernes repræsentant] har anført, at den omstændighed, at han og [Bryllupsplanlæggeren] privat danner par er irrelevant i forbindelse med omtale af driften af et selskab. Deres private relation er nævnt i artiklerne ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” af 9. august 2017 og ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” af 15. september 2017. Korrekt information og overskrifter - Artiklen ”Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” [Klagernes repræsentant] har anført, at overskriften er direkte misvisende og ødelæggende for forretningen på Næsbyholm Slot, der hverken er i problemer eller under konkurs. Artiklen indeholder et stort billede af Næsbyholm Slot og et billede af direktøren, så læseren får indtryk af, at det er Næsbyholm Slot, som er gået konkurs. Næsbyholm Slot drives og lejes af virksomheden The Mansion ApS. [Bryllupsplanlæggeren] er ansat som bryllupsplanlægger på Næsbyholm Slot og har tidligere ejet og drevet selskabet TT 12 ApS under konkurs. Der er dog ingen sammenhæng mellem selskabet TT 12 ApS under konkurs og Næsbyholm Slot eller TWC Denmark ApS. Konkursen bør derfor ikke nævnes i sammenhæng med Næsbyholm Slot. - Artiklen “Brudepar advarer mod bryllupsarrangør på Næsbyholm Slot” [Klagernes repræsentant] har anført, at der i artiklen refereres til et brudepar, der var kunder i [Bryllupsplanlæggeren]s konkursramte selskab og som aldrig har haft noget med Næsbyholm Slot at gøre. Alligevel angiver Sjællandske ukorrekt, at brudeparret var kunder hos The Wedding Company ApS, der er binavnet for selskabet TWC Denmark ApS. - Artiklen ”Konkurskarantæne til Næsbyholm – lejer – risikerer fængselsstraf” [Klagernes repræsentant] har anført, at overskriften fejlagtigt kan forstås som om, at [Bryllupsplanlæggeren] er lejer af Næsbyholm slot. Det er også ukorrekt, at hun forpagter Næsbyholm Slot og er frontfigur i det nye firma The Wedding Company ApS. Tilsvarende fremgår det af artiklerne af 7. og 9. august 2017, at [Bryllupsplanlæggeren] lejer slottet og står for driften (sammen med sin kæreste [Klagernes repræsentant]). Det er heller ikke korrekt. Sjællandske kontaktede [Bryllupsplanlæggeren] dagen før artiklen den 15. september 2017 og stillede spørgsmål til hendes konkursramte firma. [Bryllupsplanlæggeren] udtalte, at hendes nuværende stilling som bryllupsplanlægger på Næsbyholm Slot ingen sammenhæng havde med konkursen og bad Sjællandske stoppe disse sammenligninger, da det er skadeligt for hendes fremtidige virke på arbejdspladsen. Sjællandske valgte alligevel at ignorere hendes oplysninger, hvilket klager mener er i strid med god presseskik. B. 8 – sletning [Klagernes repræsentant] har anmodet om, at artiklerne på sn.dk slettes. Han har i den forbindelse anført, at de rettelser, som sn.dk har bragt, på ingen måde står mål med den negative og skadelige omtale af Næsbyholm Slot. Næsbyholm Slot har siden offentliggørelsen af artiklen den 7. august 2017 modtaget opkald fra nervøse gæster, som overvejer at aflyse deres booking af frygt for, at Næsbyholm Slot er gået konkurs, og flere har valgt at finde et andet sted på grund af artiklerne. Derudover er artiklerne ødelæggende for [Bryllupsplanlæggeren]s brand som Danmarks førende bryllupsplanlægger. Hun betragtes som et aktiv for Næsbyholm Slot som bryllupssted. 2.2 Sjællandskes synspunkter Privatlivets fred Sjællandske har overordnet afvist, at god presseskik er tilsidesat. Til spørgsmålet om privatlivets fred har Sjællandske anført, at det er af offentlig interesse at omtale en kendt bryllupsplanlægger, der efter en konkurs fortsætter sine aktiviteter i et nyt selskab. Denne gang som ansat og i kendte, lokale rammer på Næsbyholm Slot. Sjællandske finder det relevant at omtale kæresteforholdet mellem [Klagernes repræsentant] og [Bryllupsplanlæggeren] i artikler, der vedrører virksomhedsaktivitet, hvor de to er så tæt forbundne som her. Korrekt information og overskrifter - Artiklen ”Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” Sjællandske har anført, at overskriften er dækkende for artiklens indhold og på ingen måde indikerer, at Næsbyholm Slot er gået konkurs. Allerede i artiklens første afsnit står det klart, at det er selskabet TT 12 ApS, hvor [Bryllupsplanlæggeren] tidligere var direktør, der er gået konkurs. - Artiklen ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” Sjællandske har anført, at Sjællandske modtog en henvendelse fra et par, der følte sig urimeligt behandlet af [Bryllupsplanlæggeren]. Parret fortalte om deres uindfriede forventninger til en indgået og siden opsagt aftale med The Wedding Company ApS. The Wedding Company ApS blev på daværende tidspunkt drevet af selskabet CC Lounge ApS, der senere ændrede navn til TT 12 ApS. Begge selskaber havde [Bryllupsplanlæggeren] som direktør. Navnet The Wedding Company ApS blev brugt på kontrakten med parret og er derfor rimeligt at gengive i artiklen, uagtet firmanavnet, som det også er forklaret senere i artiklen, hvor den præcise selskabssammenhæng fremgår. Parret fortalte om manglende refusion, da aftalen blev opsagt, og at de havde klaget til Forbrugerklagenævnet. Det er korrekt, at de ikke er citeret for at advare andre, men fremlæggelsen af disse forhold må i sig selv betragtes som en advarsel til andre, hvilket understøtter overskriften. - Artiklen ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” Forud for artiklens offentliggørelse forklarede [Klagernes repræsentant] i en telefonsamtale med Sjællandske, at [Bryllupsplanlæggeren] arrangerede bryllupper i et andet firma, og så lejede hun sig gennem dette firma ind på slottet, hvor bryllupperne afholdes. Denne forklaring understøtter overskriftens formulering. I 2014 omtalte Sjællandske [Bryllupsplanlæggeren] som ny lejer af Næsbyholm Slot uden at modtage indsigelser mod formuleringen. Sjællandske var derfor i god tro, da Sjællandske skrev, at parret lejede slottet sammen. Sjællandske har i den forbindelse henvist til artiklen ”Så er der bryllup og fest” bragt på sn.dk den 9 maj 2014. I artiklen genbruges den tidligere ubestridte oplysning om, at [Bryllupsplanlæggeren] er medforpagter af Næsbyholm Slot. At [Bryllupsplanlæggeren] er frontfigur i The Wedding Company ApS er svær at bestride, da hun er det bærende navn og ansigt i enhver markedsføring af The Wedding Company ApS inklusiv på virksomhedens hjemmeside theweddingcompany.dk. [Bryllupsplanlæggeren]s sms-svar på avisens spørgsmål forud for artiklens offentliggørelse er gengivet i artiklen. Bekendtgjort med, at [Bryllupsplanlæggeren] ikke er hverken medforpagter eller medlejer af Næsbyholm Slot, har Sjællandske rettet de bragte artikler, så denne oplysning udgår, ligesom Sjællandske har bragt en selvstændig rettelse på dette forhold. Samme præcisering er bragt i den trykte udgave af Sjællandske. B. 8 – sletning Sjællandske har afvist at imødekomme klagernes anmodning om, at de påklagede artikler slettes fra sn.dk. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. The Mansion ApS, TWC Denmark ApS og [Bryllupsplanlæggeren] har klaget over, at Sjællandske Medier i artiklerne ” Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” , ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” og ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” har tilsidesat god presseskik. God presseskik Ifølge [Bryllupsplanlæggeren] er artiklerne krænkende for hendes privatliv. Der er videre klaget over, at artiklerne er misvisende og indeholder ukorrekte oplysninger om Næsbyholm Slot og [Bryllupsplanlæggeren]s tilknytning hertil. Der er også klaget over, at Sjællandske har afvist at slette artiklerne fra hjemmesiden sn.dk. Privatlivets fred [Bryllupsplanlæggeren] har klaget over, at Sjællandske Medier har omtalt, at hun er kæreste med [Klagernes repræsentant], ligesom omtalen af hendes tidligere selskab, TT 12 ApS under konkurs, ifølge hende ingen relevans har i omtalen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse, kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Det er samtidig Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer må tåle en mere nærgående omtale end andre. ¬ I det foreliggende tilfælde lægger Pressenævnet til grund, at bryllupsplanlæggeren [Bryllupsplanlæggeren] arbejder sammen med sin kæreste [Klagernes repræsentant], og at parret blandt andet tilsammen udgør det reelle ejerskab af selskabet The Mansion ApS, der lejer og driver Næsbyholm Slot. På billedet til navnlig artiklen ”Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” er [Bryllupsplanlæggeren] og [Klagernes repræsentant] afbildet tæt sammen og giver indtryk af, at de har en nær relation. På denne baggrund, og da oplysningerne i artiklerne af privat karakter begrænser sig til at nævne, at [Klagernes repræsentant] og [Bryllupsplanlæggeren] danner par, finder nævnet, at artiklerne på sn.dk ikke indeholder oplysninger om [Bryllupsplanlæggeren]s privatliv i videre omfang end, hvad der er rimeligt af hensyn til omtalen af selskaberne og [Bryllupsplanlæggeren]s arbejdsrelaterede forhold. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Sjællandske for at omtale [Bryllupsplanlæggeren]s private forhold i denne sammenhæng. Pressenævnet finder videre, at omtalen af selskabet TT 12 ApS under konkurs er relevant ved omtalen af driften af Næsbyholm Slot, da slottet forpagtes af et selskab, hvor [Bryllupsplanlæggeren] er medejer. Nævnet udtaler derfor heller ikke kritik af Sjællandske for at omtale selskabet TT 12 ApS under konkurs. Korrekt information og overskrifter Der er klaget over, at det er misvisende at nævne Næsbyholm Slot i sammenhæng med [Bryllupsplanlæggeren]s konkursramte virksomhed, TT 12 ApS, i artiklerne og overskrifterne ” Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” , ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” og ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” . Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives er korrekte. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 1 og A. 6. På baggrund af oplysningerne fra [Klagernes repræsentant] og Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) lægger Pressenævnet til grund, at selskabet The Mansion ApS lejer og står for driften af Næsbyholm Slot (forpagter slottet), at [Klagernes repræsentant] og [Bryllupsplanlæggeren] med hver sin ejerandel på 50 procent er The Mansion ApS’ reelle ejere, mens The Mansion ApS legalt er ejet af DIVA HOLDING ApS. [Klagernes repræsentant] er anført som direktør i The Mansion ApS og The Wedding Company ApS. [Bryllupsplanlæggeren] og [Klagernes repræsentant] er også anført som reelle ejere af The Wedding Company ApS. - ” Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” [Klagernes repræsentant] har klaget over, at overskriften ” Trods konkurs: Bryllupper på slottet fortsætter” sammenholdt med billedet af Næsbyholm Slot til artiklen giver indtryk af, at Næsbyholm Slot er under konkurs. Det er ikke korrekt. Pressenævnet finder, at overskriften umiddelbart kan give indtryk af, at Næsbyholm Slot er under konkurs. Næsbyholm Slot er imidlertid forpagtet af The Mansion ApS, der fortsat er i drift. Sjællandske oplyser både i underrubrikken og i artiklen, at det er selskabet TT 12 ApS, der er gået konkurs og ikke Næsbyholm Slot. [Bryllupsplanlæggeren] er videre citeret for at afvise, at Næsbyholm Slot og selskabet TT 12 ApS har noget med hinanden at gøre. Pressenævnet finder herefter, at Sjællandske på tilstrækkelig vis har gjort det klart for læserne, at det var TT 12 ApS, der var gået konkurs. På denne baggrund udtaler nævnet ikke kritik af overskriftens formulering. Nævnet har også lagt vægt på, at der er et sammenfald i personkredsen omkring de omtalte selskaber. - ”Brudepar snydt: Advarer mod bryllupsplanlægger på Næsbyholm” [Klagernes repræsentant] har klaget over, at brudeparret blev fremstillet som kunder hos The Wedding Company ApS, selvom de var kunder hos selskabet TT 12 ApS under konkurs. Af artiklen fremgår følgende: ”Parret betalte 25.000 kroner for en pakkeløsning hos The Wedding Company,” Og ”- firmaet, som kontrakten var blevet indgået med, var nemlig gået konkurs i mellemtiden. Firmaet, der er tale om, er CC Lounge ApS, som senere skiftede navn til TT 12 ApS, selvom der på kontrakten, som parret indgik med [Bryllupsplanlæggeren], står The Wedding Company og Næsbyholm Slot . ” Pressenævnet har ikke en kopi af den omtalte kontrakt og kan derfor ikke tage stilling til, hvilket selskab parret havde indgået kontrakt med. Uanset, om det ikke præcist og korrekt måtte være beskrevet, hvem kontrakten er indgået med, finder Pressenævnet, at der er et sådant personsammenfald i ejerkredsen og direktionen, at nævnet ikke finder tilstrækkelig grundlag for at udtale kritik af den upræcise omtale. - ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” [Klagernes repræsentant] har klaget over, at overskriften ”Konkurskarantæne til Næsbyholm-lejer – risikerer fængselsstraf” er ukorrekt. [Bryllupsplanlæggeren], der har fået konkurskarantæne, er ikke lejer af Næsbyholm Slot. I artiklen oplyses det også fejlagtigt, at hun forpagter Næsbyholm Slot samt er frontfigur i The Wedding Company ApS. På baggrund af oplysningerne i CVR-registret, hvor [Bryllupsplanlæggeren] er anført som ”reel ejer” med en ejerandel på 50 procent i selskabet The Mansion ApS, der lejer Næsbyholm Slot, finder Pressenævnet, at omtalen af [Bryllupsplanlæggeren] som henholdsvis lejer og forpagter af Næsbyholm Slot ikke i sig selv kan give anledning til kritik. Nævnet har herved også lagt vægt på, at Sjællandske berigtigede omtalen den 3. oktober 2017. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 7. Pressenævnet finder, at medier bør udsende en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en artikel med fejl har mulighed for at blive opmærksom på en rettelse. Oprindelige læsere af en artikel kan ikke forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse i en artikel, de allerede tidligere har læst. Sjællandske bragte en selvstændig artikel om rettelsen den 3. oktober 2017 på hjemmesiden sn.dk i den løbende nyhedsstrøm under overskriften ”[Bryllupsplanlæggeren] er ikke medforpagter af Næsbyholm Slot”. Ligeledes blev der er indsat et link til rettelsen i de påklagede artikler på sn.dk. Derudover bragte papirudgaven Sjællandske Næstved den 4. oktober 2017 en ”Præcisering” på side 2 i 1. sektion. Pressenævnet finder herefter, at forholdet er behørigt berigtiget. Sletning efter punkt B. 8 The Mansion ApS, TWC Denmark ApS og [Bryllupsplanlæggeren] har klaget over, at Sjællandske har afvist anmodningen om sletning af artiklerne på hjemmesiden sn.dk. Artiklerne er ifølge klagerne skadelige for driften af Næsbyholm Slot og [Bryllupsplanlæggeren]s omdømme. Ifølge klagerne ændrer sn.dks rettelse af 3. oktober 2017 ikke herpå. - Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private op-lysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et per-sonnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. - Den konkrete sag Artiklerne er kritiske over for driften af Næsbyholm Slot og [Bryllupsplanlæggeren]s tilknytning til slottet. [Bryllupsplanlæggeren]s tidligere selskab TT 12 ApS under konkurs omtales. Sjællandske har ændret oplysningerne om [Bryllupsplanlæggeren]s tilknytning til Næsbyholm Slot således, at det ikke længere fremgår af artiklerne, at hun er medlejer eller medforpagter af Næsbyholm Slot. Af de tilrettede artikler fremgår det, at [Bryllupsplanlæggeren] er ansat i firmaet The Wedding Company ApS, som lejer sig ind på Næsbyholm Slot. Oplysningerne i artiklerne angår navnlig forhold i relation til klagernes erhvervsmæssige virke, og oplysningerne kan være belastende for både virksomhederne The Mansion ApS, der lejer og driver Næsbyholm Slot, og TWC Denmark ApS (The Wedding Company ApS) samt for [Bryllupsplanlæggeren]. Det er nævnets opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning. Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have en vis almen interesse. Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklerne er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Sjællandske for ikke at hindre tilgængeligheden af artiklerne. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 20. november 2017