Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9170@2018-03-22/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om national oprindelse - afskedigelse - sprog - medhold

J. nr. 2017-6810-21995 En kvinde af filippinsk oprindelse blev efter 1½ års ansættelse afskediget fra sin stilling som vuggestueassistent i en multikulturel daginstitution. I institutionen blev der både talt dansk og engelsk med børnene. Afskedigelsen var begrundet i, at institutionen af hensyn til børnenes sprogudvikling ønskede at ansætte personale, som enten var pædagogisk uddannet, eller som talte flydende dansk eller engelsk. Institutionen præciserede efterfølgende, at afskedigelsen var begrundet i klagers utilstrækkelige danskkundskaber. Klager havde på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af hendes nationale oprindelse. Nævnet vurderede, at kravet til personalets sprogkundskaber var sagligt begrundet i hensynet til børnenes sprogudvikling. Afskedigelsen var dog ikke hensigtsmæssig og nødvendig, idet institutionen efterfølgende havde ansat en uuddannet kvinde, der ikke talte dansk, ligesom institutionen ikke havde godtgjort, at klager ikke kunne fortsætte i stillingen ved at tale engelsk med børnene. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 210.000 kr., svarende til 9 måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som vuggestueassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sin stilling som vuggestueassistent. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 210.000 kr. med procesrente fra den 7. april 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev den 1. september 2014 ansat som vuggestueassistent hos indklagede. Klager er af filippinsk oprindelse og kom til Danmark i 2010. Indklagede er en multikulturel vuggestue og børnehave med plads til 10-15 børn i alderen 6 måneder til 6 år. Undervisningen foregår på dansk og engelsk. Den 23. februar 2016 blev klager afskediget med følgende begrundelse: ”Det er på grund af henvendelser fra forældre om børnenes sprogudvikling, at vi vil omstrukturere vores personale. Med andre ord, vil vi ansætte uddannet personale, eller som taler flydende dansk eller engelsk. Vi har været glade for din stabile og gode arbejdsindsats, men vi ønsker at prøve dette for at se om sprogudviklingen hos vores børn kan forbedres. ” Forud for afskedigelsen af klager havde indklagede i oktober 2015 ansat en pædagoguddannet spansk kvinde, som talte engelsk, men ikke dansk. Efter afskedigelsen af klager ansatte indklagede to nye medarbejdere. Den ene, som havde en diplomuddannelse i børnepsykologi, talte engelsk og lidt dansk. Den anden havde ingen relevant uddannelse og talte alene engelsk. Klager anmodede den 20. april 2016 indklagede om en forhandling i sagen. Klager gjorde gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelsen, da denne var begrundet i manglende sprogkundskaber. Den 25. maj 2016 blev der afholdt møde, hvor parterne dog ikke kunne nå til enighed. Ved brev af 16. august 2016 fastholdt klager, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, og at hun var berettiget til godtgørelse. Den 3. oktober 2016 afviste indklagede kravet og henviste til, at afskedigelsen af klager havde været nødvendig, idet klager ikke havde tilstrækkelige danskkundskaber. Klager indbragte herefter sagen for Ligebehandlingsnævnet den 7. april 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med afskedigelsen som vuggestueassistent. Hun ønsker sig tilkendt en godtgørelse. Afskedigelsen af klager var uden tvivl begrundet i indklagedes opfattelse af, at klager ikke beherskede det danske sprog i tilstrækkelig grad. Afskedigelsen var derfor udtryk for forskelsbehandling på grund af klagers etniske oprindelse. Indklagede har kun henvist til to besvarelser fra en spørgeundersøgelse af forældrene fra oktober 2015 som dokumentation for deres påstand om, at det var nødvendigt at indføre et krav om flydende dansk på grund af forældrehenvendelser om manglende sprogstimulering af børnene. Indklagede har aldrig påtalt, at klagers sprogfærdigheder udgjorde et problem for forældrene, ligesom klager ikke er bekendt med en instruks om, at personale med anden etnisk baggrund end dansk kun måtte tale engelsk med børnene. Klagers danskkundskaber var i overensstemmelse med børnenes behov. Klager har desuden bestået Prøve i Dansk 2, og klager kunne fuldt ud udfylde sin rolle som vuggestueassistent. Såfremt indklagede ikke var tilfreds med klagers danskkundskaber, kunne indklagede ved en minimal indsats have fastholdt klager i sin ansættelse ved at sende klager på danskkursus. Efter afskedigelsen af klager har indklagede ansat flere medarbejdere, som ikke taler flydende dansk. Også inden afskedigelsen af klager havde indklagede ansat en medarbejder, som heller ikke taler dansk. Der bør fastsættes en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven svarende til 6 måneders løn. Indklagede gør indledningsvist gældende, at sagen bør afvises. Indklagede gør i øvrigt gældende, at klager ikke blev forskelsbehandlet på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med afskedigelsen fra stillingen som vuggestueassistent. Der er uenighed mellem parterne om de faktiske omstændigheder i sagen. Disse forhold kan alene afklares ved parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet. Sagen bør derfor afvises. Afskedigelsen af klager var i øvrigt ikke udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Det er korrekt, at indklagede traf beslutning om at omstrukturere personalet og fremover satse på uddannet personale eller personale, som talte flydende dansk eller engelsk. Indklagedes personale er imidlertid hverken af dansk eller engelsk oprindelse, og sprogkravet er derfor neutralt og ikke udtryk for forskelsbehandling, da ingen blandt personalet havde bedre forudsætninger end andre for at opfylde sprogkravet. Indklagede har medarbejdere af mange nationaliteter, og det har formodningen imod i sig, at indklagede skulle diskriminere på baggrund af etnisk oprindelse. Sprogkravet til personalet er begrundet i et sagligt formål om, at børnene fra de er helt små skal lære at tale korrekt dansk og samtidig lære at tale internationalt engelsk. Sprogkravet blev indført på baggrund af forældrehenvendelser om børnenes utilstrækkelige sprogstimulering, hvilket blandt andet kom til udtryk i en spørgeskemaundersøgelse. Der var derfor tale om en absolut nødvendig omstrukturering for at tilgodese forældrene til de aktuelt indskrevne børn, da forældrene tjener som rekrutteringsgrundlag for nye børn. Derudover har indklagede, hvis indklagede vil forblive godkendt som institution, et sagligt hensyn at tage til tilsynsmyndighedens vurdering af de samlede kompetencer i institutionen. Indklagedes utilfredshed med klager var i øvrigt forårsaget af, at klager talte dansk med børnene, selvom klager var dårlig til dansk. Dette var i strid med instruksen, da indklagedes politik var, at kun dansktalende medarbejdere skulle tale dansk til børnene. Udenlandske medarbejdere skulle tale engelsk. Det kan ikke kræves, at indklagede skal tilbyde danskkurser til klager med henblik på at højne kompetenceniveauet, da dette ikke kan klares inden for en overskuelig tidshorisont. Det ville være en uforholdsmæssig stor byrde på en lille forholdsvis nyetableret institution. I vurderingen af, om klager blev forskelsbehandlet ved afskedigelsen, kan der desuden kun lægges vægt på forholdene på afskedigelsestidspunktet. De efterfølgende ansættelser er derfor uden betydning. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven). Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet national oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt national oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. En arbejdsgiver må blandt andet ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse. Klager blev den 23. februar 2016 opsagt fra sin stilling som vuggestueassistent. Opsigelsen var begrundet i, at indklagede for at forbedre sprogudviklingen hos børnene i institutionen ønskede at ansætte personale, som var uddannet, eller som talte flydende dansk eller engelsk. I brev af 3. oktober 2016 præciserede indklagedes advokat på vegne af indklagede, at afskedigelsen skyldtes klagers utilstrækkelige danskkundskaber. Da afskedigelsen således var begrundet i klagers danskkundskaber, vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af national oprindelse. En arbejdsgiver har inden for lovens rammer en adgang til skønsmæssigt at vurdere, i hvilket omfang sprogkundskaber er nødvendige for at bestride stillingen. Indklagede er en multikulturel vuggestue og børnehave for børn i alderen 0-6 år. Personalets kommunikation med børnene foregår på dansk og engelsk. Nævnet vurderer, at kravet om, at en del af personalet skal kunne tale flydende dansk eller engelsk, er begrundet i et sagligt formål om at sikre børnenes sprogudvikling. Indklagede har imidlertid ikke godtgjort, at afskedigelsen af klager var hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå det nævnte saglige formål om, at en tilfredsstillende andel af personalet kunne tale flydende dansk. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at indklagede efter afskedigelsen af klager blandt andet ansatte en uuddannet pædagogmedhjælper, som ikke talte dansk. Indklagede har heller ikke godtgjort, at klager ikke ville kunne fortsætte i sin ansættelse ved at tale engelsk med børnene. Det er herved indgået, at klager på afskedigelsestidspunktet havde virket i stillingen som vuggestueassistent i næsten halvandet år. Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers sprogkundskaber var til hinder for hendes fortsatte varetagelse af stillingen. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 210.000 kr., svarende til 9 måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 210.000 kr. til klager med procesrente fra den 7. april 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 3, om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1 om forbud mod forskelsbehandling - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-21995>

Versioner

1. 2018-03-22