Gelex

Fastholdelse af strakspåbud om, at der ikke sker igangsætning af traktor, før der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare

GældendeVersion 2018-03-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9190@2018-03-23/da

Indhold
  1. Indledning

Fastholdelse af strakspåbud om, at der ikke sker igangsætning af traktor, før der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse strakspåbud om, at der ikke sker igangsætning af tohjulet traktor af mærket Ferrari, før der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 14. august 2017 fik oplyst, at en ansat havde forladt en minigraver for at flytte en traktor, hvorefter den ansatte havde startet traktoren og på vende-håndtaget havde valgt bagudrettet køreretning i stedet for fremadrettet køreretning, hvorved traktoren bakkede, og den ansatte fik sin højre ankel i klemme mellem traktorens ballastklods og minigraverens dozerblad. Nævnet lagde desuden vægt på, at der mellem traktoren og minigraveren havde været en afstand på ca. 1 meter, da traktoren blev igangsat.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. februar 2018 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 18. august 2017 med strakspåbud om, at der ikke sker igangsætning af tohjulet traktor af mærket Ferrari, før der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 18. august 2017 med strakspåbud om, at der ikke sker igangsætning af tohjulet traktor af mærket Ferrari, før der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare hos [navn udeladt], [adresse udeladt]. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at anvendelsen af tohjulet traktor på ulykkestidspunktet den 11. august 2017 hos [navn udeladt], [adresse udeladt], ikke foregik sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 14. august 2017 fik oplyst, at en ansat havde forladt en minigraver for at flytte en traktor, hvorefter den ansatte havde startet traktoren og på vendehåndtaget havde valgt bagudrettet køreretning i stedet for fremadrettet køreretning, hvorved traktoren bakkede, og den ansatte fik sin højre ankel i klemme mellem traktorens ballastklods og minigraverens dozerblad. Nævnet lægger desuden vægt på, at der mellem traktoren og minigraveren havde været en afstand på ca. 1 meter, da traktoren blev igangsat. Det følger af arbejdsmiljøloven, at maskiner og andre tekniske hjælpemidler skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Det følger af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. Det følger desuden af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at igangsætning, standsning, omstyring eller anden ændring eller indgreb i driften eller indstillingen af et teknisk hjælpemiddel skal ske i overensstemmelse med de anvisninger og instruktioner, der er givet herfor. Dette må kun foretages, når der er skabt sikkerhed for, at det kan ske uden fare. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN [Navn Udeladt] har i klage af 9. september 2017 anført, at virksomheden ikke mener, at [navn udeladt] har overtrådt lovgivningen. [Navn udeladt] har desuden anført, at virksomheden havde givet den nødvendige instruktion. [Navn udeladt] har endvidere anført, at der blev anvendt en CE-godkendt maskine, og at der ikke var konstateret fejl eller mangler på traktoren, ligesom maskinen er en basismaskine, der dagligt anvendes til mange forskellige typer arbejdsopgaver i virksomheden. [Navn udeladt] har videre anført, at den pågældende medarbejder jævnligt har betjent maskinen, og at der aldrig før har været problemer, men at ulykken skyldes et øjebliks ukoncentration, som givetvis bliver forværret af, at den ansatte i panik har holdt fast i håndtagene, så dødemandsknappen ikke blev aktiveret. [Navn udeladt] mener derfor, at det udstedte strakspåbud er uforståeligt specielt i lyset af, at der ikke kunne konstateres fejl på maskinen, og at maskinen er CE-godkendt. Arbejdsmiljøklagenævnet skal til klagen bemærke, at påbuddet drejer sig om, at igangsætning af traktoren først må ske, når der er skabt sikkerhed for, at det kan foregå uden fare. Der er således ikke givet påbud om indretningen af traktoren, hvorfor det ikke har betydning for afgørelsen, at traktoren er CE-godkendt og uden fejl eller mangler. Nævnet skal desuden bemærke, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 14. august 2017 hos [navn udeladt] fik oplyst, at der mellem traktoren og minigraveren havde været en afstand på ca. 1 meter, da traktoren blev igangsat, og at den ansatte havde valgt bagudrettet køreretning i stedet for fremadrettet køreretning. Der var således ikke skabt sikkerhed for, at igangsætning af traktoren kunne foregå uden fare. Nævnet skal desuden bemærke, at uanset, at virksomheden har instrueret de ansatte, er det virksomheden, der som arbejdsgiver har ansvaret for at føre tilsyn med, at arbejdet foregår sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet skal endvidere bemærke, at det forhold, at den ansatte eventuelt måtte have handlet i strid med virksomhedens instruktion ikke har betydning for, om der kan træffes afgørelse efter arbejdsmiljøloven, men kan have betydning ved en eventuel straffesag. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om arbejdets udførelse ● § 45, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 ● § 4 og § 10, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 … Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 4. Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. … Brug m.v. § 10. Igangsætning, standsning, omstyring eller anden ændring eller indgreb i driften eller indstillingen af et teknisk hjælpemiddel skal ske i overensstemmelse med de anvisninger og instruktioner, der er givet herfor. Dette må kun foretages, når der er skabt sikkerhed for, at det kan ske uden fare. …

Versioner

  1. 2018-03-23