Fastholdelse af strakspåbud om at sikre, arbejdet i udgravning foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9212@2018-04-05/da
Indhold
Fastholdelse af strakspåbud om at sikre, arbejdet i udgravning foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse strakspåbud om at sikre arbejdet i udgravning foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og vurderede, at arbejdet i udgravning på byggepladsen ikke var planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerhedsmæssigt var fuldt forsvarligt, og at der var ulykkesfare i forbindelse med arbejdet i udgravningen. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg i forbindelse med undersøgelse af en arbejdsulykke nogle få dage tidligere, konstaterede, at der blev arbejdet i udgravning med en dybde af ca. 2 meter. Nævnet lagde desuden vægt på, at siderne i udgravningen varierede fra ca. 70 grader til næsten lodret. Udgravningen var ikke afstivet, og der var tydelige fodaftryk i bunden af udgravningen. Nævnet lagde yderligere vægt på, at jorden bestod af sammenblandet fyld med sand, ler og med store knolde af sammenblandet knust beton, og det blev oplyst, at der inden for de sidste 6 måneder havde været gravet det samme sted i samme dybde. Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet på stedet fik oplyst, at der ikke var foretaget prøver af jorden og skridningsvinklen var ikke kendt. Nævnet lagde endelig vægt på, at der var forværrende faktorer i forbindelse med udførelsen af arbejdet, idet arbejdet blev udført i en periode med meget nedbør og med temperaturer svingende over/under frysepunktet, hvilket forringer jordens stabilitet.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 20. marts 2018 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 18. december 2017 med strakspåbud til [navn udeladt] om at sikre, arbejdet i udgravning foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 18. december 2017 med strakspåbud til [navn udeladt] om at sikre, arbejdet i udgravning foregår sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet i udgravning på byggepladsen [adresse udeladt] ikke var planlagt, tilrettelagt og udført således, at det sikkerhedsmæssigt er fuldt forsvarligt, og at der var ulykkesfare i forbindelse med arbejdet i udgravningen. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 13. februar 2017 i forbindelse med undersøgelse af en arbejdsulykke nogle få dage tidligere, konstaterede, at der blev arbejdet i udgravning med en dybde af ca. 2 meter. Nævnet lægger desuden vægt på, at siderne i udgravningen varierede fra ca. 70 grader til næsten lodret. Udgravningen var ikke afstivet, og der var tydelige fodaftryk i bunden af udgravningen. Nævnet lægger yderligere vægt på, at jorden bestod af sammenblandet fyld med sand, ler og med store knolde af sammenblandet knust beton, og det blev oplyst, at der inden for de sidste 6 måneder havde været gravet det samme sted i samme dybde. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet på stedet fik oplyst, at der ikke var foretaget prøver af jorden og skridningsvinklen var ikke kendt. Nævnet lægger endelig vægt på, at der var forværrende faktorer i forbindelse med udførelsen af arbejdet, idet arbejdet blev udført i en periode med meget nedbør og med temperaturer svingende over/under frysepunktet, hvilket forringer jordens stabilitet. Nævnet finder, at Arbejdstilsynets fotos fra tilsynsbesøget understøtter Arbejdstilsynets konstateringer ved tilsynsbesøget. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at jordarbejde, herunder udgravning til byggegruber, rør, kabler m.v., skal udføres med passende skråningsanlæg eller brug af afstivning eller anden egnet foranstaltning, så fare for jordskred er effektivt imødegået. Det følger endvidere af disse regler, at foranstaltningerne skal træffes under hensyn til jordens beskaffenhed, f.eks. nærliggende ældre udgravninger med løsere fyld, samt påvirkninger fra vejrliget. Der skal desuden tages hensyn til særlige belastninger tæt på udgravningen eller aktiviteter i området, der kan bevirke rystelser. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen er det anført, at Arbejdstilsynet kom på tilsyn den 13. december 2017, da der var sket en arbejdsulykke. Arbejdstilsynet har i påbuddet beskrevet nogle faktuelle forhold, som ikke kunne være konstateret af Arbejdstilsynet i forbindelse med ulykken, da denne skete den 10. december 2017 og besøget først er gennemført den 13. december 2017 - tre dage efter ulykken. Arbejdet i udgravningen blev stoppet umiddelbart efter ulykken og genoptaget dagen efter, hvor ulykkesstedet blev tildækket med sand. De billeder, der er i påbuddet, afspejler ikke ulykkesstedet. Ulykken fandt sted ca. 30 m fra det sted, hvor billederne i påbuddet er taget. Derudover er det i påbuddet beskrevet, at der ved ulykken blev arbejdet i rende med en dybde på ca. 2 meter, og at siderne stod lidt stejlere end på besøgstidspunktet. Forholdene i udgravningen har været ca. 1,6-1,8 meter dyb, og siderne har været udgravet mindst i forholdet 1:2. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til Arbejdstilsynets bemærkninger i udtalelse af 23. januar 2018, hvori det oplyses, at det af beskrivelsen i påbuddet fremgår, at besøget fandt sted foranlediget af en ulykke, hvor en medarbejder blevet delvist begravet i en udgravning ved et jordskred. Herefter beskrives forholdene som de fremstod på besøgstidspunktet altså de umiddelbart konstaterbare forhold. Der er ikke som angivet i klagen nogen form for kobling til ulykken. Udgravningen blev opmålt i samarbejde med virksomheden på besøgstidspunktet. Ud over de faktuelle konstateringer på besøgstidspunktet blev der naturligvis spurgt til den ulykke, der var sket i par dage før. Det blev om ulykken oplyst, at der blev arbejdet i rende med en dybde på ca. 2 m, samt at der indenfor de seneste 6 måneder havde været gravet det samme sted i samme dybde. Jorden bestod af sammenblandet fyld af sand og ler og med store knolde af sammenpresset knust beton. Siderne stod lidt stejlere på ulykkestidspunktet end på besøgstidspunktet. Endelig blev det oplyst, at der ikke var foretaget prøver af jorden, og skridningsvinklen var ikke kendt. Arbejdstilsynet bemærkede herefter, at ikke mange af oplysningerne varierer fra de fakta, der også konstateres på besøgstidspunktet. Naturligt nok, da stedet er det samme, jorden den samme og gennemgravningen den samme. Det nye er, at koordinator oplyser, at udgravningen var ca. 2 m dyb på ulykkestidspunktet og stod lidt stejlere end ved besøget. Arbejdstilsynet har skrevet det af koordinator oplyste ned – Arbejdstilsynet var ikke på stedet, da ulykken indtraf. I relation til afgørelsen er dette ikke relevant, idet afgørelsen er skrevet ud fra de forhold, der blev konstateret på besøgstidspunktet. Disse forhold ses ikke bestridt i klagen. Nævnet er enig i det af Arbejdstilsynet anførte. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om arbejdets udførelse ● § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om bygge- og anlægsarbejde ● § 34, stk. 1 og 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde Kapitel 4 Risiko for nedstyrtning, nedskridning og fald m.v. Udgravninger og jordarbejde m.v. § 34. Jordarbejde, herunder udgravning til byggegruber, rør, kabler m.v., skal udføres med passende skråningsanlæg eller brug af afstivning eller anden egnet foranstaltning, så fare for jordskred er effektivt imødegået. Stk. 2. Foranstaltningerne skal træffes under hensyn til jordens beskaffenhed, f.eks. nærliggende ældre udgravninger med løsere fyld, samt påvirkninger fra vejrliget. Der skal desuden tages hensyn til særlige belastninger tæt på udgravningen eller aktiviteter i området, der kan bevirke rystelser.