Gelex

Fastholdelse af påbud om at forebygge psykisk og fysisk vold i arbejdet på skole

GældendeVersion 2018-04-05
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9213@2018-04-05/da

Indhold
  1. Indledning

Fastholdelse af påbud om at forebygge psykisk og fysisk vold i arbejdet på skole

Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse påbud om at forebygge psykisk og fysisk vold i forbindelse med arbejdet på skolen. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og lagde vægt på, at der var en risiko for fysisk og psykisk vold i forbindelse med arbejdet på skolen. Nævnet lagde herved vægt på, at de ansatte ved tilsynsbesøget oplyste, at der ved arbejdet med elever med en kraftig udadreagerende adfærd ugentligt oplevede episoder med fysisk og psykisk vold. Nævnet lagde endvidere vægt på, at de ansatte oplyste om en konkret situation, hvor en elev gik amok og kastede med stole og borde, hvilket resulterede i, at underviseren brød sammen og ikke gik tilbage til klassen, og at der ikke opleves nogen opfølgning fra ledelsens side. Nævnet lagde yderligere vægt på, at de ansatte har oplyst, at det opleves, at grænsen for "normalt" rykker sig, og at det er svært at sige fra overfor vold i arbejdet, ligesom det opleves, at voldspolitikken ikke fungerer i praksis. Nævnet lagde ydermere vægt på, at skoleledelsen i forhold til de ansattes oplysninger ved tilsynsbesøget oplyste, at der er elever med diagnoser på mellemtrinnet, og at skolen får mange elever ind med problemer fra andre skoler.

[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 20. marts 2018 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 25. august 2017 med påbud om at forebygge psykisk og fysisk vold i arbejdet på mellemtrinnet - [navn udeladt] Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 25. august 2017 med påbud om at forebygge psykisk og fysisk vold i arbejdet på mellemtrinnet - [navn udeladt], [adresse udeladt]. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 30. juli 2018. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 6. august 2018. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med undervisning af elever på mellemtrinnet på [navn udeladt] ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 15. og 19. juni 2017 ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet lægger herved vægt på, at der var en risiko for fysisk og psykisk vold i forbindelse med arbejdet på mellemtrinnet på [navn udeladt], og at det ikke var forebygget tilstrækkeligt ved Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 15. og 19. juni 2017. Nævnet lægger herved vægt på, at de ansatte ved tilsynsbesøget den 15. juni 2017 har oplyst, at der ved arbejdet med elever med en kraftig udadreagerende adfærd ugentligt opleves episoder med fysisk og psykisk vold. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at de ansatte har oplyst, at der har været flere episoder med udadreagerende elever, som har resulteret i spark, slag, verbale trusler eller kasten med genstande mod underviseren eller andre elever, hvor underviseren må gribe ind for at beskytte de andre elever. Nævnet lægger endvidere vægt på, at de ansatte har oplyst om en konkret situation, hvor en elev går amok og kaster med stole og borde, hvilket resulterer i, at underviseren bryder sammen og ikke kan gå tilbage til klassen, og at der ikke opleves nogen opfølgning fra ledelsens side. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at de ansatte har oplyst, at det er uklart, hvad der sker med registreringer om vold og trusler, og at der ikke opleves handling og opfølgning fra ledelsens side. Nævnet lægger videre vægt på, at de ansatte har oplyst, at det ikke er alt, der bliver registreret, og at der er usikkerhed på voldspolitikken i forhold til, hvad der skal opfattes som fysisk og psykisk vold, samt at der ikke opleves en fælles forståelse/definition af fysisk/psykisk vold. Nævnet lægger yderligere vægt på, at de ansatte har oplyst, at det opleves, at grænsen for "normalt" rykker sig, og at det er svært at sige fra overfor vold i arbejdet, ligesom det opleves, at voldspolitikken ikke fungerer i praksis. Nævnet lægger herudover vægt på, at skolens ledelse ved tilsynsbesøget oplyste, at der ikke er overblik over, hvad der er sket af hændelser og registreringer, og at der ikke arbejdes systematisk med registreringer og episoder i det forebyggende arbejde. Nævnet lægger ydermere vægt på, at skoleledelsen i forhold til de ansattes oplysninger ved tilsynsbesøget oplyste, at der er elever med diagnoser på mellemtrinnet, og at skolen får mange elever ind med problemer fra andre skoler. Skoleledelsen oplyste desuden, at der er sket en episode den 16. juni 2017, hvor en elev kaster en stol og skubber en underviserer i brystet, og at skoleledelsen har kendskab til nogle af de episoder, som er nævnt af de ansatte, samt har kendskab til 1 registreret hændelse på mellemtrinnet dette skoleår. Skoleledelsen oplyste endvidere, at nogle af underviserne kan have en indgriben i konflikter, der er konfliktoptrappende. Nævnet lægger endelig vægt på, at utilstrækkelig forebyggelse af risiko for vold forøger medarbejdernes risiko for at blive udsat for vold, hvilket kan forøge medarbejdernes risiko for at udvikle belastningsrelaterede sygdomme som angst, depression og i nogle tilfælde posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Nævnet er opmærksom på, at der på skolen er en voldspolitik, der revideres 1 gang årligt, at der er taget flere tiltag til uddannelse i konflikthåndtering, herunder udleveret bøger og pædagogisk efteruddannelse (KRAB), og at ledelsen er på afdelingsmøder 4-6 gange om året, hvor vold kan diskuteres. Nævnet finder imidlertid, at de foretagne tiltag på tilsynstidspunktet ikke er tilstrækkelige til at forebygge den store forekomst af fysisk og psykisk vold. Nævnet lægger ved afgørelsen til grund, at [navn udeladt] er en almen skole med ca. 600 elever fra 0-9. årgang, og at der er specialklasser til børn med socio-emotionelle vanskeligheder og børn med opmærksomhedsproblemer, eksempelvis ADHD, i et sådant omfang, at de ikke kan rummes i et almindeligt skoletilbud. Nævnet lægger desuden til grund, at der er ca. 60 elever i specialklasserne, og at der samlet på skolen er ca. 80 ansatte fordelt på lærere, pædagoger og administrativt personale. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Det følger endvidere af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN [Navn udeladt] har i klage af 22. september 2017 anført, at kommunen ikke finder, at der foreligger forhold, som er i strid med arbejdsmiljøloven. [Navn udeladt] har desuden anført, at [navn udeladt] følger anerkendte normer og i øvrigt har en fortløbende proces omkring organisations-udvikling kaldet ”Udviklingsdialoger”. [Navn udeladt] har endvidere anført, at [navn udeladt] har færdiggjort en revision af voldspolitikken, som er tilgængelig på skolens intranet, og som de ansatte opfordres til at orientere sig i. [Navn udeladt] er uforstående overfor, at Arbejdstilsynet har udstedt et påbud, når kommunen har oplyst om faktorer og tiltag, og at det er naturligt, at en ordentlig proces forløber over et vist tidsrum, samt at det også er væsentligt, at der er tid til at implementere de nævnte yderligere tiltag i organisationen. [Navn udeladt] har videre anført, at skolerne i kommunen har systemer til at rådgive og støtte medarbejdere i [navn udeladt]. Eksempelvis kan pædagoger deltage i undervisningen, ligesom ledelsen kan inddrages. [Navn udeladt] har fremhævet, at underviserne er organiseret i teams, og at det er naturligt, at man i disse teams arbejder med udfordrende forhold og derigennem får støtte. [Navn udeladt] har hertil oplyst, at [navn udeladt] fokuserer som led i ovennævnte proces med ”Udviklingsdialoger” på at videreudvikle teamarbejdet, som er en igangværende indsats, der skal medvirke til en bedre opgaveløsning både fagligt og trivselsmæssigt. [Navn udeladt] har yderligere anført, at skolen handler på alle episoder, som ledelsen bliver bekendt med, og at skolen vil bestræbe sig yderligere på, at medarbejdere føler tilstrækkelig opfølgning. [Navn udeladt] har ydermere anført, at kommunen løbende giver lærerne tilbud om uddannelse for at ruste dem til jobbet, herunder uddannelse i AKT (adfærd, kontakt og trivsel), elev-feedback og aktuelt arbejde med tydelig målsætning (TEACH-forløb) mv. [Navn udeladt] finder endelig, at Arbejdstilsynets påbud er forstyrrende for den igangværende udviklingsproces på [navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet skal til kommunens oplysninger om de tiltag, der er blevet sat i værk til at forebygge vold i arbejdet på [navn udeladt], bemærke, at det er de konkrete oplysninger fra Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 15. og 19. juni 2017 samt [navn udeladt]s oplysninger af 17. august 2017, som er lagt til grund for afgørelsen. Nævnet skal hertil henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 3. november 2017, hvor Arbejdstilsynets oplyser, at Arbejdstilsynet vurderer, at de ovenstående tiltag ikke har været tilstrækkelige for at forebygge fysisk og psykisk vold i arbejdet med undervisning på mellemtrinnet på [navn udeladt]. Arbejdstilsynet har i udtalelsen desuden oplyst, at det er nødvendigt at arbejde konkret med en voldspolitik for, at den skal fungere i praksis og ikke alene er et formelt redskab, og at det i den sammenhæng er afgørende, at de ansatte har en klar forståelse af, hvornår der er tale om vold og trusler. Arbejdstilsynet har i udtalelsen endvidere oplyst, at det er Arbejdstilsynets vurdering, at kommunen har iværksat en række tiltag til at forebygge vold, men at man ikke har fulgt op og sikret, at tiltagene fungerer i praksis. Arbejdstilsynet har i udtalelsen endelig oplyst, at en igangværende udviklingsproces efter Arbejdstilsynets vurdering ikke er en ulempe, men tværtimod kan bruges aktivt i løsningen af påbuddet. Nævnet er enig i Arbejdstilsynets vurderinger. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdets udførelse: ● § 38, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 ● § 4 og § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse Om Arbejdets ret til at træffe afgørelse: ● § 77, stk. 1, i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 … Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse … Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. … Kapitel 3 Arbejdets udførelse § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. …

Versioner

  1. 2018-04-05