Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9249@2018-04-20/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - medhold
J. nr. 2017-6811-36966 Det var i strid med ligestillingsloven, at en kvinde ikke kunne blive optaget i en forening, hvis vedtægter alene gav mulighed for at optage mænd. Foreningen drev en havn, hvorfra der blev udlejet bådpladser. Foreningens medlemmer havde som medejere af havnen ret til at benytte bådpladser, mens resten blev udlejet. Foreningen optog alene sønner eller svigersønner af et medlem. Klager fik derfor medhold i, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, og hun blev tilkendt en godtgørelse.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kvinde ikke kunne blive optaget i en forening, hvis vedtægter alene gav mulighed for at optage mænd. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det er i strid med ligestillingsloven, at klager ikke kan blive optaget i den indklagede forening. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 5. juli 2017, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er en kvinde, fik afslag på at blive medlem af den indklagede forening. Den indklagede forening blev stiftet i 1865. Foreningen er en privatejet havn, der ejes af dens medlemmer. Om medlemskab, generalforsamling og vedtægtsændring fremgår af foreningens vedtægter fra 1948 senest revideret i 2004: ”§ 1. For at blive medlem af foreningen er det en betingelse, at vedkommende er søn eller svigersøn af et medlem, jfr. § 3, er fyldt 18 år og ikke straffet for nogen i den offentlige mening vanærende handling, medmindre der er gået 10 år siden, en sådan dom er ikendt pågældende, og at denne i den tid har ført et ulasteligt og retskaffent levned. Ved begæring om optagelse er det ligeledes en betingelse, at vedkommendes fader eller svigerfader ikke skylder bidrag til foreningen for foregående regnskabsår. Endvidere kan sønner af et medlems ugifte eller fraskilte døtre optages i foreningen. Svigersønner til medlemmers ugifte eller fraskilte døtre optages efter de regler, der er gældende for svigersønner i øvrigt. Ved enhver ansøgning om optagelse skal vedlægges officielle papirer, der beviser slægtsforholdet. … § 1.b. Et medlem, der er optaget som svigersøn til et medlem, mister ved skilsmisse sit medlemskab af foreningen. Denne bestemmelse gælder ikke medlemmer optaget før 31. december 2003. Det fraskilte medlems hustru overtager den af hendes fraskilte mands i henhold til § 8 erhvervede ejerandel samt den i § 10 og § 11 beskrevne benyttelsesret, men har ingen adgang eller stemmeret på generalforsamlinger. Man kan højest indehave én fuld ejerandel. Indgår hun nyt ægteskab, bliver hendes mand at behandle som ethvert andet tiltrædende medlem. Denne bestemmelse gælder ikke for skilsmisser før 31. december 2003. … § 5. … Generalforsamlingen afholdes hvert år inden udgangen af april måned, og skal indvarsles skriftligt med 14 dages varsel. … Forslag, som ønskes behandlet på den årlige generalforsamling, skal være indgivet skriftligt til formanden senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Lovændringer kan kun ske på den årlige generalforsamling. For at ændre foreningens love skal 2/3 af foreningens medlemmer være repræsenteret, og af de repræsenterede medlemmer skal 2/3 stemme for en lovændring. Bestyrelsen eller 1/3 af foreningens medlemmer kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelse skal ske skriftligt med 7 dages varsel. Såfremt 1/3 af medlemmerne kræver afholdelse af ekstraordinær generalforsamling, skal dette ske skriftligt og med angiven dagsorden til bestyrelsen, som derefter er pligtig til indenfor 30 dage fra modtagelsen af dagsorden at afholde generalforsamling. … § 8. Ethvert nyt medlem skal betale: a. Et indskud svarende til 15 timer til den årligt gældende timebetaling. Indskuddet betales senest en måned efter optagelsesdagen. I modsat fald må ny ansøgning indsendes til næstfølgende ordinære generalforsamling. b. Ekstraordinært bidrag på 15 kr. pr. år i 15 år. c. Et kontingent på 4 kr. pr. år i 25 år. Desuden udføre pligtarbejde i 7 dage á 7 timer pr. år i 10 år. … § 10. Ethvert medlem har ret til at benytte broen på enhver lovlig og forsvarlig måde, som ikke fører med sig, at andre medlemmer eller lejere forhindres eller generes i deres lovlige benyttelse af broen. …” Klagers far var medlem af foreningen og kunne som følge heraf benytte bådplads. Den 19. juli 2016 kontaktede klager den indklagede forening vedrørende kvinders medlemskab af foreningen. Det fremgår blandt andet af brevet: ”Jeg har gennem mange år, prøvet at tale med den gamle formand [navn] vedr. dette emne, men kom desværre ikke nogen vegne. [Navn] var af den gamle skole, og ønskede ikke at få kvinder ind i havnen. Jeg havde en forhåbning om, at det ville blive anderledes, da der i foråret skete et generationsskifte i bestyrelsen, og troede at det ville medføre at bestyrelsen var fulgt med tiden og kunne se det rigtige i at kvinderne var berettiget til de samme rettigheder som mændene. Det er ikke min opfattelse at dette er tilfældet, hvilket jeg så har taget til eftertanke. … Jeg har så længe jeg kan huske, ønsket at blive en del af havnen, og give nogle af de dejlige minder som jeg selv har haft forbundet til havnen, videre til mine børn. Desuden har jeg, fra jeg blev skilt, ønsket at få båd i havnen, men har ikke haft økonomi til både at betale havneplads og købe en båd. Havde jeg været mand, havde jeg haft gratis havneplads, og kunne have givet mine børn samme oplevelse som jeg selv var så heldig at få som barn. De har dog haft muligheden igennem deres mormor og morfar, dog i et begrænset omfang. Denne sag føler jeg dybt for og ønsker for mine børn, at de ikke bliver ekskluderet, fordi deres mor ikke har det ”rigtige” køn, er blevet skilt fra deres far, som ikke har rettigheder i foreningen mere, og nu ingen muligheder har for at opnå samme rettigheder, som den mandlige del af familien, da mine børn er piger. ” Ved brev af 20. juni 2017 bad klagers advokat indklagede om at bekræfte, at klager kunne optages som medlem af foreningen. Ved mail af 21. juni 2017 svarede foreningens formand, at foreningens advokat havde bekræftet, at foreningens vedtægter var i strid med ligestillingsloven, og at denne lovgivning ville være gældende for foreningen. Det fremgår herefter af mailen: ”… I bestyrelsen for [foreningen] har vi efterfølgende drøftet sagen, og har på [foreningen]s ordinære generalforsamling i april 2017, fremsat et forslag om, at [foreningen] nedsætter et udvalg der skal arbejde for, at der på [foreningen]s ordinære generalforsamling 2018 kan fremsættes et forslag til en vedtægtsændring, der gør [foreningen]s vedtægter i overensstemmelse med gældende lovgivning omkring ligestilling. I henhold til [foreningen]s vedtægter kan vedtægtsændringer kun ske på den ordinære generalforsamling. Årsagen til at [foreningen] ikke straks ændrer sine vedtægter er, at en meget stor del af [foreningen]s vedtægter netop i detaljer omhandler hvem der kan blive medlem i [foreningen], og hvordan reglerne for optagelser er, herunder udførelse af pligtarbejde og kontingenter, samt andre forhold for nye medlemmer. Som nævnt ovenfor kan svigersønner af et medlem godt blive medlem i [foreningen], og der er en del svigersønner som er medlemmer og har været det i mange år. Når døtre i forbindelse med vedtægtsændringen i 2018 kan blive medlem af [foreningen], bliver der e[n] problematik omkring svigersønner som allerede er medlemmer, og der vil være en række andre forhold i de nuværende vedtægter, der også potentielt vil være problematiske i forbindelse med en ændring til optagelse af kvindelige medlemmer. Det vil derfor være et meget omfattende arbejde at ændre vedtægterne, og kontrollere at de nye vedtægter er i overensstemmelse med gældende lovgivning, og ikke kun vedrørende ligestilling. De kan således fortælle deres klient [klagers navn],[ …], at arbejdet med at ændre vedtægterne i [foreningen] i relation til ligestilling er påbegyndt, og at en vedtægtsændring vil finde sted på den ordinære generalforsamling i april 2018. …” Ved brev af 29. juni 2017 opfordrede klagers advokat indklagede til at optage klager som medlem trods foreningens aktuelle vedtægter, alternativt straks at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med forslag om vedtægtsændring. Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. juli 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Hun ønsker en godtgørelse, hvis størrelse fastsættes i lyset af, at der er økonomisk fordel for medlemmer, samt at forskelsbehandlingen fortsatte trods klagers henvendelse til indklagede og indklagedes kendskab til ulovligheden. Klager opfylder alle indklagedes øvrige medlemsbetingelser, men blev fortsat nægtet optagelse i foreningen, hvilket skyldes, at hun er en kvinde. Indklagede har trods opfordret hertil hverken indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at fremskynde processen eller optaget klager som medlem. En optagelse af klager ville være i strid med vedtægterne men i overensstemmelse med loven. Indklagede valgte trods sit kendskab til ligebehandlingsreglerne aktivt at fastholde sin lovstridige praksis om ikke at optage døtre af afdøde medlemmer. Selvom indklagede vidste, at vedtægterne er i strid med lovgivningen og kendte klagers ønske om at blive medlem, valgte indklagede ikke at stemme om en vedtægtsændring i 2017, men besluttede alene at nedsætte et udvalg. Når vedtægtsændringer ifølge vedtægtens § 5 kræver, at 2/3 af indklagedes medlemmer er til stede, og at 2/3 af de repræsenterede medlemmer stemmer for en vedtægtsændring, er det ikke sikkert, at indklagede ved ordinær generalforsamling i marts/april 2018 vil ændre sin vedtægt. Indklagede vil ændre sine vedtægter således, at kvinder kan blive medlem af foreningen. På baggrund af den klare udmelding fra foreningens advokat blev det på den ordinære generalforsamling i april 2017 besluttet at nedsætte et udvalg, der skulle arbejde med vedtægtsændringer i relation til ligestilling. Ændringerne forventes vedtaget på den ordinære generalforsamling i marts eller april 2018. I henhold til foreningens vedtægter kan vedtægterne kun blive ændret på den ordinære generalforsamling. Dette blev efterfølgende mundtligt meddelt klager. Indklagede vil ikke nægte at optage klager eller andre kvinder som medlem i foreningen. Bestyrelsen vil fremsætte et forslag til vedtægtsændring, der giver klager og andre kvinder mulighed for at blive medlem. Inden den årlige generalforsamling i foråret 2018 vil et udvalg læse foreningens vedtægter og komme med forslag til ændringer med henblik på at undgå, at foreningen vedtager ændringer, som efterfølgende viser sig ikke at være fyldestgørende med hensyn til lovgivningen. Udvalget er ikke nedsat for at forsinke optagelsen af klager. Hvis medlemmerne mod forventning ikke stemmer for vedtægtsændringer, der vil give kvinder adgang til at blive medlem af foreningen, vil bestyrelsen gå af. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Ved tjenesteydelser forstås efter lovens forarbejder ydelser, der normalt udføres mod betaling. Varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres mod betaling, er som udgangspunkt ikke omfattet. Den indklagede forening driver en havn, hvorfra der udlejes bådpladser. Foreningens medlemmer har som medejere af havnen ret til at benytte bådpladser, mens resten udlejes. Nævnet vurderer på denne baggrund, at klagen er omfattet af ligestillingsloven. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Den indklagedes forenings vedtægter medfører, at kvinder ikke kan være medlem af foreningen. Døtre eller svigerdøtre af et medlem bliver således i henhold til vedtægterne behandlet ringere end mænd, der er sønner eller svigersønner af et medlem. Det er derfor i strid med ligestillingsloven, at klager ikke kan blive optaget i den indklagede forening. Klager får herefter medhold i klagen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at vedtægterne som oplyst af indklagede søges ændret ved generalforsamling i foråret 2018. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse og krænkelsens økonomiske betydning for klager. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 5. juli 2017, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a, om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling <2017-6811-36966>