Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

GældendeVersion 2018-05-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9355@2018-05-25/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold

J. nr. 2017-6810-52928 En mand født i 1950 klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han havde fået en række afslag på at blive optaget som social- og sundhedsassistentelev. Der var ikke oplysninger, der tydede på, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Manden fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslag på optagelse som social- og sundhedsassistentelev i indklagede kommune. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede kommune har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1950, har fået en række afslag på optagelse som social- og sundhedsassistentelev i indklagede kommune. Klager fik blandt andet et afslag den 16. august 2017. Afslaget blev begrundet med, at klager ikke havde bestået grundforløbet for social- og sundhedsuddannelsen. Det blev umiddelbart herefter afklaret, at klager opfyldte de formelle krav. Han blev herefter indkaldt til en ansættelsessamtale, der blev holdt den 22. august 2017. Klager fik et mundtligt afslag den 7. september 2017. I kommunens it-system fremgår følgende notat om telefonsamtalen: ”Jeg ringede til [klager] og fortalte, at han får afslag fordi han til samtalen havde svært ved at holde fokus på elevperspektivet og i stedet talte sig ind i, at det var psykiatri der havde hans store interesse. I løbet af ansættelsessamtalen, måtte jeg flere gange stoppe hans tale om psykiatri med henvisning til den samtaleguide jeg skulle følge. I telefonen fortalte jeg ham, at jeg derfor blev i tvivl om han kunne vejledes og ledes i det daglige som elev. [klager] var uenig men jeg fortalte ham, at hvis han søgte igen og kunne fremvise dokumentation for, at han havde haft et halvt til et helt år, hvor han havde haft stabil ansættelse, f.eks. en udtalelse fra en leder, så ville han stå bedre. [Medarbejder 1]” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. oktober 2017. Indklagede har under sagens behandling indhentet en supplerende udtalelse fra medarbejder 1. Af udtalelsen fremgår: ”Det er vores indtryk, at [klager] er svær at fastholde i en samtale. Han lytter ikke rigtig og vil helst tale om, hvor dygtig han er i psykiatrien. Han bliver nemt frustreret, når man ikke taler ham efter munden. Han er indigneret over, at vi og andre arbejdsgivere ikke bare har ansat ham, og han kan slet ikke forstå eller vil ikke acceptere, hvorfor vi vurderer, at han ikke skal ansættes. Han mener selv, han nærmest er overkvalificeret. Vi har tidligere talt med ham flere gange og forklaret, at han ikke opfyldte adgangskravene, jf. karakteren 00 i Naturfag. Alligevel mente han, at der var alle mulige andre årsager til, at han ikke blev ansat. Han beskylder både [en uddannelsesinstitution og en region] og andre for forskelsbehandling og for at forhindre ham i at blive ansat. Han siger bl.a., at det er for dårligt, at alle mulige asiater og muslimer kan få ansættelse, når han ikke kan. Det er vores indtryk, at [klager] har svært ved at forholde sig konkret til det, man siger, når man ikke er enig med ham. I stedet bliver han ophidset og afbryder med en usammenhængende kritik, der ofte slet ikke står i relation til det han er uenig i. Vi vurderer på den baggrund, at [klager] er meget svær at vejlede” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han i forbindelse med afslagene er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Klager har igennem to år forsøgt at blive optaget på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Han har modtaget 52 afslag. Klager havde bestået grundforløbet, da han modtog afslaget den 16. august 2017. Klager havde flere gange sendt beviser herpå, som indklagede påstod ikke at kunne åbne. Den 22. august 2017 kom klager endelig til en samtale. Det mundtlige afslag blev begrundet med, at medarbejder 1 ikke kunne se klager i en gruppe. Det var en klar personlig holdning, der kom til udtryk. Medarbejder 1 må ikke dømme på den måde. Det eneste, der var i vejen med klager, var hans alder. Klager opfylder alle kravene til stillingen. Han har 33 års erfaring i hjemmeplejen og en eksamen hos Carl-Mar Møller som terapeut. Klager bestrider indklagedes oplysninger om forløbet. Klager lider af tinnitus, og derfor hører han dårligt. Indklagede afviser at have begået aldersdiskrimination. Sagens oplysninger underbygger ikke klagers udlægning af hændelsesforløbet, som indklagede bestrider. Klager ringede samme dag, som han havde modtaget afslaget den 16. august 2017. Efter en lang samtale blev det afklaret, at klager havde sendt et forkert grundløbsbevis. Han sendte derefter hurtigt et bevis, hvor karakteren 02 i naturfag var indskrevet. Indklagede besluttede derfor at indkalde klager til en samtale, da han nu opfyldte de formelle krav. Til samtalen var det indtrykket, at klager havde svært ved at fokusere på at svare på de spørgsmål, der var fastlagt i indklagedes spørgeguide. Klager talte i stedet meget om sine uddannelser og erfaringer og sin særlige indsigt i psykiatri. Indklagede har fremlagt oplysninger om forløbet og en udtalelse fra medarbejder 1. Oplysningerne viser, at kommunens afslag er begrundet i saglige kriterier, og at ligebehandlingsreglerne er overholdt. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Forbuddet gælder også for enhver, der driver uddannelsesvirksomhed, der sigter mod lønnet beskæftigelse. ¬¬Det er klager, der skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i forbindelse med afslagene på optagelse som social- og sundhedsassistentelev er blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Klager har ikke påvist sådanne faktiske omstændigheder. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-52928>

Versioner

  1. 2018-05-25