Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9462@2018-06-20/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kompetence - ej medhold
J.nr. 2017-6811-61006 Et forældrepar klagede over en skoles håndtering af skolestarten for deres seksårige søn. Skolens vedtægtsmæssige hjemsted var i Tyskland, og skolen blev drevet i Tyskland. Klagen var ikke omfattet af de danske retsinstansers stedlige kompetence. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en skoles håndtering af skolestarten for klagernes søn. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Et forældrepar, der har bopæl i Tyskland, har klaget over den indklagede skoles håndtering af skolestarten for deres seksårige søn. Klagernes søn var i september 2017 elev på den indklagede skole A, der ligger i Tyskland. Indklagede har ifølge sine vedtægter hjemsted i Tyskland og driver dansksprogede institutioner i en del af Tyskland for det danske mindretal. Indklagede modtager økonomiske midler fra Kulturministeriet. Indklagede er registreret og har postadresse i både Tyskland og Danmark. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. november 2017. Parternes bemærkninger Klagerne gør gældende, at der er sket forskelsbehandling af deres søn på grund af moderens hviderussiske oprindelse. Indklagede har forsømt sine pligter og har herunder sendt klagernes seksårige søn uden for døren i tre timer den første skoledag - uden at informere forældrene herom. Da moderen hentede sønnen den pågældende dag, fik hun den tilbagemelding, at sønnen ikke hørte til på skolen på grund af hendes modersmål. Indklagede har tilsidesat forvaltningsretlige regler. Indklagede er en dansk institution, der skal leve op til danske regler. Indklagede gør gældende, at klagen skal afvises. Indklagede stiller spørgsmålstegn ved inddragelsen af en dansk myndighed. Indklagede er et privat skole- og dagtilbudsvæsen i Tyskland og underlagt tysk skolelov og forvaltningsret. Indklagede kan ikke genkende det forløb, der er beskrevet af klagerne. Indklagede har gjort, hvad de kunne for at ”rede trådene ud”, men klagerne har ignoreret alle disse forsøg. Indklagede har fremlagt en redegørelse for forløbet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Nævnet kan behandle klager, der er omfattet af de danske retsinstansers stedlige kompetence. Nævnet lægger til grund, at indklagede har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Tyskland og driver sin virksomhed i Tyskland. Indklagedes virksomhed er derfor som udgangspunkt undergivet tysk ret. Der er ikke i øvrigt i den konkrete sag fremlagt oplysninger om andre former for tilknytning til dansk ret, der kan begrunde, at klagen er omfattet af nævnets kompetence. Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling <2017-6811-61006>