Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0138
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9482@2018-06-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0138
En person havde ikke retlig interesse En person klagede over DRs programserie ”JERSILD om Trump”, da personen mente, at programserien er uden politiske nuancer, når deltagerne på forhånd er enige i den politiske holdning. Pressenævnet afviser at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over programserien ” JERSILD om Trump ”, som bringes ugentligt på DR2, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Den påklagede programserie ” JERSILD om Trump ” analyserer den forgangne uge i amerikansk toppolitik. [Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført: ”[…] Det er helt åbenlyst, at man i dette program kører en politisk holdning i fælles selvgod indforståelse. Der er ingen nuancer overhovedet. Alt er vendt negativt mod Trump og med slet skjult fryd over at sværte ham til. Dette har ingen nyhedsværdi, ingen informationsværdi, ingen debatværdi. Der er ikke tale om analyser af politisk relevans. Der er ingen analyser, fordi alle på forhånd er enige (i deres politiske holdning og budskab). Programmet lever ikke op til de krav man skal stille til DRs udøvelse af sit monopol om at give saglig information til landets befolkning. […]” [Klager] klagede den 5. maj 2018 til DR over programserien. Af korrespondancen mellem klager og DR fremgår det, at DR har afvist hans klage. Af DRs mail af 23. maj 2018 fremgår det afslutningsvis, at: ”[…] Hvis du ikke er tilfreds med dette svar, kan du klage til Pressenævnet, forudsat at du har retlig interesse. Din klage skal være modtaget i Pressenævnet senest 12 uger efter modtagelsen af dette svar. Du kan rette henvendelse til Pressenævnet på denne adresse: Pressenævnet, Adelgade 11-13. 4. sal, 1304 København K eller på e-mail: sekr@pressenaevnet.dk . […]” [Klager] har trods Pressenævnets anmodning herom ikke redegjort for sin retlige interesse i relation til klagen. Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler : Klagen angår en programserie på DR. [Klager] har ikke redegjort for sin retlige interesse i klagen. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. På baggrund af sagens oplysninger kan Pressenævnet ikke lægge til grund, at [Klager] har en sådan direkte, væsentlig og individuel retlig interesse, at han personligt kan anses for klageberettiget. Der er derfor ikke grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager]. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 19. juni 2018