Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0084
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9483@2018-06-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0084
Fredericia Avisen får ikke kritik for at omtale frifundet person ved navn En person klagede over, at Fredericia Avisen bragte oplysninger om en straffesag, hvor han blev frifundet, og i den forbindelse nævnte hans fulde navn. En fældende dom mod klager fra 2009 blev desuden nævnt, ligesom der blev bragt ukorrekte oplysninger om hans tidligere ansættelse. Pressenævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fredericia Avisen for at omtale hverken straffesagen eller klagers tidligere dom og lagde blandt andet vægt på, at straffesagen havde almen interesse, idet den omhandlede overtrædelse af et forbud mod at beskæftige sig med børn og unge, ligesom der var klar sammenhæng med klagers tidligere dom. Nævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af Fredericia Avisen for at have bragt oplysninger om klagers navn og arbejdsplads, da det klart fremgik af artiklen, at klager blev frikendt, ligesom artiklen citerede et offentligt byrådsmøde, hvor klagers fulde navn og straffesagen blev nævnt.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen: ”Kenny Bruun Olsen: ”Velkommen tilbage DanmarkC TV, I har gjort det godt””, bragt af Fredericia Avisen på hjemmesiden Fredericiaavisen.dk den 8. januar 2018, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at Fredericia Avisen har offentliggjort hans identitet og arbejdsplads i forbindelse med omtale af en straffesag, hvor han blev frifundet, og har bragt ukorrekte oplysninger om hans tilknytning til DanmarkC TV. 1 Sagsfremstilling Forudgående omtale Forud for den påklagede artikel bragte Fredericia Avisen i marts 2017 artiklerne ”Lokalpolitiet efterforsker tv-stationsleder hos DanmarkC TV- har tilhold efter dom for overgreb på mindreårige piger”, ”Mikrofonholderi blev godt betalt af Fredericia Kommune” og ”Slipper sandsynligvis billigere end forventet” . Artiklerne omhandlede Fredericia politis efterforskning af en unavngiven medarbejder i DanmarkC TV i en sag, hvor medarbejderen var anklaget for at have overtrådt et forbud mod at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Det fremgik også af omtalen, at medarbejderen i 2009 blev idømt et års ubetinget fængsel for overgreb på tre mindreårige piger. Den omtalte medarbejder er [Klager]. Den 22. december 2017 omtalte Fredericia Avisen Retten i Koldings frifindelse af medarbejderen. Af artiklen ”DanmarkC TV-medarbejder frifundet” fremgår følgende: ”For en time siden blev der afsagt dom i Byretten i Kolding vedrørende sagen mod en medarbejder fra DanmarkC TV. Den frifundne medarbejder ønsker ikke at udtale sig om sagen, men Forsvareren i sagen, Mette Grith Stage, udtaler følgende til Fredericia Avisen: “Jeg er overrasket over, at man har rejst tiltale i den her sag. Min klient havde i den grad forsøgt at indrette sig efter den gamle dom. I forhold til de her to praktikanter, havde man på DanmarkC TV været obs. på, at det ikke var min klient, der skulle være vejleder for dem. Man havde arrangeret sådan, at det var kollegaen, der skulle have kontakt med de unge,” siger Mette Grith Stage og fortsætter: “Man havde arrangeret sig således, at klient kun var kortvarigt på kontoret i den periode og var ikke alene med de unge mennesker på noget tidspunkt. Han havde kun overfladisk berøring med hilsner og des lignende”. “Han fik for mange år tilbage forbud mod at beskæftige sig med børn og unge. Anklageren mente, at min klient har overtrådt den gamle dom. Retten nåede dog frem til, at han ikke har beskæftiget sig med de unge. Han er heller ikke ejer af DanmarkC tv, hvilket anklageren påstod. ”” Den påklagede artikel Fredericia Avisen bragte den 8. januar 2018 artiklen: ”Kenny Bruun Olsen: ”Velkommen tilbage DanmarkC TV, I har gjort det godt”” om et byrådsmøde, afholdt samme dag, med følgende underrubrik: ”Jacob Bjerregaard gennemgik dagens punkter, hvor blandt andet bestyrelsen i Business Fredericia formelt fik valgt Pernelle Jensen og Jacob Bjerregaard. Kenny Bruun Olsen tog herefter ordet og bød velkommen igen til DanmarkC TV, hvis ejer, [Klager] har gennemgået en hård retssag. ” Af artiklen fremgik følgende: ”[Klager] og DanmarkC TV modtog ros fra den tidligere Venstreborgmester Kenny Bruun Olsen, som sagde: "Som I kan se, står DanmarkC TV heroppe efter næsten et helt år. Det er jeg sådan rigtig glad for, at de gør igen, den information de kommer med synes jeg er guld værd i forhold til borgerne. Det er rigtigt, at byrådsmøderne er blevet optaget, og man kan se dem igen. Jeg vil også sige tillykke til både DanmarkC TV og [Klager], som er blevet totalt frikendt for det, han er blevet politianmeldt for. Og så vil jeg ønske dem held og lykke, rigtig god vind fremover. Jeg håber, at I ekspanderer og bliver store. Tak. ” Jacob Bjerregaard ringede herefter mødet ud, da ikke andre havde noget til eventuelt, hvorefter byrådsmødet blev lukket til debat om vederlag. ” Til artiklen er der indsat et billede af Kenny Bruun Olsen. I artiklen er der desuden indsat et link med teksten: ” [Klager] blev fornyligt frifundet for ikke at have overtrådt sit påbud om at have med børn- og unge at gøre i forbindelse med en tidligere dom” . Linket henviser til ovennævnte artikel bragt i Fredericia Avisen den 22. december 2017 med overskriften ”DanmarkC TV-medarbejder frifundet” . [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 15. januar 2018. Yderligere oplysninger - DanmarkC TV Af hjemmesiden danmarkc.tv fremgår følgende under fanen ”Om os”: ”DanmarkC TV er en lokalt forankret TV-station, der uden nogen former for økonomisk støtte, havde sendestart 1. november 2012. […]” - Oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister Ved opslag i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) ses, at DanmarkC TV er en forening med startdato den 7. august 2012. I perioden 7. august 2012 til 13. august 2012 var foreningen registreret på adressen: ”C/O [Klager], [Klagers adresse]”. Fra den 7. august 2012 til den 20. januar 2013 hed foreningen ”TVFredericia”, og fra 21. januar 2013 til 3. februar 2013 var virksomhedsnavnet ”FredericiaC TV”, der var en ”personligt ejet mindre virksomhed” med [Klager] som ”fuldt ansvarlig deltager”. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God Presseskik [Klager] har anført, at Fredericia Avisens omtale af ham er i strid med god presseskik. Privatlivets fred [Klager] har anført, at Fredericia Avisen har ført en aggressiv kampagne mod ham i forbindelse med en straffesag i 2017, hvor han blev frifundet. [Klager] har hertil oplyst, at der var nedlagt navneforbud i sagen, men at Fredericia Avisen har nævnt både hans navn og tidligere arbejdssted i artiklen. [Klager] her endvidere anført, at Fredericia Avisen efter hans opfattelse kunne have opretholdt artiklens konsistens uden at have nævnt hans navn, men i stedet have brugt en alternativ benævnelse. [Klager] har anført, at der ikke er almen interesse, der kræver offentlig omtale ved navns nævnelse, og at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, ligesom medierne bør ”tage hensyn til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse”. [Klager] har afslutningsvis anført, at der ikke har været transmitteret livebilleder fra det byrådsmøde, som Fredericia Avisen omtaler, men at der udelukkende er sket en transmission af lydsignal til lokalradio, hvorfor det er unødvendigt og krænkende, at Fredericia Avisen har valgt at offentliggøre hans navn. [Klager] har desuden anført, at han mener, at han er uskyldigt dømt i sagen fra 2009, der henvises til i artiklen. Korrekt information [Klager] har anført, at Fredericia Avisen har omtalt ham som ejer at virksomheden DanmarkC TV, der rettelig er en forening, hvor ledelsen varetages af en bestyrelse. [Klager] har i forlængelse heraf oplyst, at han var ansat på ordinære vilkår som mediemedarbejder. 2.2. Fredericiabladet.dks synspunkter God presseskik Fredericia Avisen har afvist at have tilsidesat god presseskik. Privatlivets fred Fredericia Avisen har anført, at det ikke er i strid med god presseskik, at [Klager] er nævnt ved navn i artiklen, da artiklen beror på og citerer en udtalelse fra et byrådsmedlem under et offentlig byrådsmøde den 8. januar 2018, hvor byrådsmedlemmet nævner [Klager] ved navn. [Klager] var til stede i byrådssalen, og citatet ” Jeg vil også sige tak til både DanmarkC TV og [Klager], som er blevet totalt frikendt for det, han er blevet politianmeldt for” stammer fra byrådsmedlemmets tale, hvor han rettede direkte henvendelse til [Klager]. Fredericia Avisen har anført, at det er i offentlighedens interesse at oplyse, hvilken sag det er, byrådsmedlemmet henviser til på et offentligt byrådsmøde, ligesom byrådsmødet blev live-transmitteret. Fredericia Avisen har desuden oplyst, at de ikke har bragt oplysninger om indholdet af retssagen mod [Klager], som byrådsmedlemmet henviser til. Fredericia Avisen har derudover oplyst, at artiklen beror på en udtalelse fra [Klager]s advokat, der repræsenterede [Klager] under straffesagen fra 2017, og at advokaten dengang ikke stillede krav om anonymisering. I forlængelse heraf har Fredericia Avisen oplyst, at der i sagen fra 2009 er afsagt endelig dom, idet dommen ikke er anket, hvorfor navneforbuddet er bortfaldet. [Klager] blev dømt for blufærdighedskrænkelse med videre. Fredericia Avisen har i den forbindelse påpeget, at navneforbuddet på tidspunktet for artiklens udgivelse ikke længere ville kunne overtrædes, idet [Klager] allerede var identificeret ved hjælp af byrådsmedlemmets udtalelser på det offentlige byrådsmøde. Korrekt information Fredericia Avisen har ikke kommenteret klagepunktet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmålet om, hvorvidt Fredericia Avisen har overtrådt navneforbuddet efter reglerne i retsplejeloven, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Det forhold behandles derfor ikke. God presseskik [Klager] har klaget over, at Fredericia Avisen har omtalt en straffesag, hvor han blev frifundet, og i den forbindelse har bragt oplysninger om hans fulde navn og arbejdsplads, selvom der var nedlagt navneforbud i sagen. [Klager] har desuden klaget over, at Fredericia Avisen har bragt ukorrekte oplysninger om, at han er ejer af DanmarkC TV. Privatlivets fred [Klager] har klaget over, at Fredericia Avisen har offentliggjort hans navn og arbejdsplads i forbindelse med omtale af straffesagen mod ham, hvor der var nedlagt navneforbud, og hvor han blev frifundet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. I videst muligt omfang skal mediet følge en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet, jf. punkt B. 1 og punkt C. 6. Det følger videre af de vejledende regler, at en sigtet person bør forskånes for at få fremdraget pågældendes tidligere straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, vedkommende nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden sammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales, jf. punkt C. 8. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. For så vidt angår mediernes omtale af ældre straffedomme, finder Pressenævnet det afgørende for bedømmelsen af omtalen, om den tidligere straffedom har en tilstrækkelig relevant sammenhæng med det emne eller den sag, som omtalen i mediet angår, ligesom blandt andet kriminalitetens alvor og karakter bør indgå. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i 2009 blev idømt et års ubetinget fængsel for overgreb og krænkelse af tre mindreårige piger, og i den forbindelse blev frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Pressenævnet lægger yderligere til grund, at han i 2017 blev tiltalt for at have overtrådt påbuddet i relation til to praktikanter hos DanmarkC TV, der er en lokal tv-station. Nævnet lægger endelig til grund, at [Klager] blev frifundet af Retten i Kolding den 22. december 2017. [Klager] har ikke over for Pressenævnet bestridt de faktuelle oplysninger om de beskrevne straffesager imod ham. [Klager] blev ikke nævnt ved navn i Fredericia Avisens omtale i 2017, men blev betegnet som ”en medarbejder fra DanmarkC TV”. Af den påklagede artikel fremgår følgende oplysninger om [Klager] fra det offentlige byrådsmøde den 8. januar 2018: ”Kenny Bruun Olsen tog herefter ordet og bød velkommen igen til DanmarkC TV, hvis ejer, [Klager] har gennemgået en hård retsag. ” Og ”Jeg vil også sige tillykke til både DanmarkC TV og [Klager], som er blevet totalt frikendt for det, han er blevet politianmeldt for. ” Derefter er følgende tekst fremhævet med blå skrift: ”[Klager] blev fornyligt frifundet for ikke at have overtrådt sit påbud om at have med børn- og unge at gøre i forbindelse med en tidligere dom”. Pressenævnet finder, at det har almen interesse at omtale efterforskningen og udfaldet af en straffesag vedrørende forbud mod at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Under hensyn til karakteren af [Klager]s tidligere kriminalitet, og den omstændighed, at den omtalte efterforskning og straffesag i 2017 har en klar sammenhæng med [Klager]s domfældelse i 2009, finder nævnet hverken grundlag for at udtale kritik af Fredericia Avisens omtale af [Klager]s tidligere straffedom i 2009, herunder påbuddet i forbindelse med omtalen af efterforskningen og straffesagen mod ham i 2017. Efter en samlet vurdering udtaler nævnet heller ikke kritik af Fredericia Avisen for at nævne [Klager]s navn, arbejdsplads og stilling i DanmarkC TV, til trods for [Klager]s frifindelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at anmeldte forhold, ifølge avisens omtale i 2017, relaterede sig til [Klager]s arbejdsplads DanmarkC TV, ligesom det klart fremgår af den påklagede artikel af 8. januar 2018, at han er blevet frifundet. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at den påklagede artikel indeholder citater fra et offentligt byrådsmøde, hvoraf det klart fremgår, at [Klager] (der nævnes ved navn) er ansat i DanmarkC TV, og at han har gennemgået en hård retssag det seneste år. Korrekt information [Klager] har klaget over, at Fredericia Avisen har bragt ukorrekte oplysninger om ham, da de har skrevet, at han er ejer af DanmarkC TV, der rettelig er en forening, og at han var ansat som mediemedarbejder på ordinære vilkår. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie er forpligtet til at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. A. 1. Det fremgår af den påklagede artikel, at [Klager] er ejer af DanmarkC TV. På baggrund af [Klager]s oplysninger og oplysningerne i CVR-registret lægger Pressenævnet til grund, at han på tidspunktet for omtalen var ansat i DanmarkC TV, der er en forening, drevet af en bestyrelse. Det fremgår også af CVR-registret, at foreningen på tidspunktet for foreningens stiftelse den 7. august 2012 var registreret med adressen C/O [Klager], [Klagers adresse], ligesom foreningen den 21. januar 2013 til 3. februar 2013 under virksomhedsnavnet ”FredericiaC TV” havde [Klager] som ”fuldt ansvarlig deltager”. Pressenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at fejlen ikke er af sådan karakter, at den kan føre til kritik. Afgjort den 19. juni 2018