Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9559@2018-07-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - genoptagelse - ej medhold

J. nr. 2017-6811-40698 På baggrund af EU-Domstolens dom af 6. april 2017 i sag C-668/15 genoptog Ligebehandlingsnævnet efter anmodning fra indklagede en sag, hvor nævnet tidligere havde vurderet, at indklagede havde handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Indklagede havde i forbindelse med klagers optagelse af et billån stillet krav om supplerende legitimation, fordi klager var født uden for en EU-medlemsstat eller et EFTA-lands område. I overensstemmelse med EU-Domstolens dom vurderede nævnet, at kravet om supplerende legitimation, som alene blev stillet på grund af klagers fødested, hverken udgjorde direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Nævnet ændrede herefter sin tidligere afgørelse, således at klager ikke fik medhold i sin klage.

Sagen angår, om der efter anmodning fra indklagede er grundlag for at genoptage Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 29. april 2014. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 29. april 2014 genoptages og ophæves. Det var ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev bedt om at fremvise anden legitimation end EU-kørekort eller gyldigt pas i forbindelse med oprettelsen af et billån. Sagsfremstilling Ligebehandlingsnævnet traf den 29. april 2014 afgørelse i sagsnr. 2013-6811-61300. Sagen havde tidligere været behandlet under sagsnr. 7100583-12. Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev bedt om at fremvise supplerende legitimation, da han ansøgte om et lån til en bil. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. med procesrente fra den 13. september 2012, hvor klagen var modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Af sagsfremstillingen i afgørelsen fremgår følgende: ”Klager er født i 1972. Han er dansk statsborger, født i Argentina og af anden etnisk oprindelse end dansk. Den 9. september 2012 var klager sammen med sin ægtefælle på besøg hos en bilforhandler (indklagede 1). Klager og hans ægtefælle besluttede at købe en bil. Købet skulle finansieres af et finansieringsselskab (indklagede 2) I låneansøgningen (bilkøb), der er en standard ansøgning, markerede ansøgeren ved afkrydsning at være dansk statsborger. Det fremgår, at der normalt kun ydes lån, hvis ansøger eller medansøger har fast bopæl i Danmark. Hvis ansøgeren svarer ja til at være dansk statsborger, kræves der legitimation i form af gyldigt EU-kørekort eller gyldigt dansk pas. Hvis ansøgeren svarer nej til at være dansk statsborger, kræves der legitimation i form af gyldigt EU-kørekort eller gyldigt pas samt varig opholdstilladelse. Af mailkorrespondance den 11. og 12. september 2012 fremgår det, at indklagede 2 bad indklagede 1 om at indhente pas eller opholdstilladelse fra klager, da det fremgik af klagers kørekort, at han var fra Argentina. Efter indklagede 1 havde videresendt denne anmodning, kontaktede klager indklagede 2. Det fremgår videre af mails fra den 11. og 12. september 2012 mellem klager og indklagede 2, at indklagede 2 i første omgang fastholdt, at der skulle fremsendes dokumentation for, at klager havde varigt ophold i Danmark, eller var blevet dansk statsborger. Indklagede 2 begrundede det med, at firmaets regler var sådan i relation til personer, som ikke var oprindelige EU-borgere. Dette ville være tilfældet uanset, om der var tale om en person med et dansk eller udenlandsklingende navn. Slutteligt kontaktede indklagede 2 klager pr. telefon og forklarede, at der havde været tale om en fejl, idet man fejlagtigt havde behandlet klager som om, at han havde svaret nej til at være dansk statsborger. Ligebehandlingsnævnet behandlede og afgjorde på et møde den 11. september 2013 sagen på grundlag af ovennævnte faktum. Klager fik medhold og tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Nævnet modtog herefter mail af 4. oktober 2013 fra det finansieringsselskab, der var indklaget i sagen. Finansieringsselskabet oplyste heri, at selskabet ikke var rette indklagede. Det finansieringsselskab, der i denne sag er anført som indklagede 2, har erkendt at være rette indklagede. Nævnet har på den baggrund genoptaget sagen på forvaltningsretligt grundlag. ” Af begrundelsen for nævnets afgørelse af 29. april 2014 fremgik bl.a. følgende: ”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnicitet efter lov om etnisk ligebehandling. Nævnet finder i den konkrete sag, at det er i forhold til indklagede 2, at nævnet skal vurdere, om der er sket en overtrædelse af princippet om ligebehandling. Nævnet finder ikke grundlag for at sætte sagens afgørelse i bero på den ankesag, der efter det oplyste verserer ved Vestre Landsret. Det fremgår af sagen, at indklagede 2 i forbindelse med gennemgangen af klagers låneansøgning bad klager om at fremsende kopi af hans kørekort. Indklagede bad ikke klagers ægtefælle om tilsvarende oplysninger. Efter at have modtaget kopi af klagers kørekort bad indklagede 2 yderligere om kopi af pas eller opholdstilladelse. Indklagede 2 begrundede dette ønske med, at det fremgik af klagers kørekort, at han er født i Argentina. Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at klager på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin etniske oprindelse. Det påhviler herefter indklagede 2 at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Nævnet finder ikke, at indklagede 2 har ført dette bevis. Nævnet har herved særligt lagt vægt på, at indklagede 2 fastholdt sine yderligere dokumentationskrav til klager, også efter at klager havde fastholdt, at han er dansk statsborger Klager får derfor medhold i sin klage. Nævnet har noteret sig, at indklagede 2 har beklaget forholdet over for klager, ligesom man har indskærpet legitimationsreglerne over for medarbejderne. ” Indklagede betalte efterfølgende godtgørelsen på 5.000 kr. til klager. Af e-mailkorrespondancen i sagen fremgår, at bilforhandleren den 11. september 2012 alene fremsendte kopi af klagers kørekort til indklagede til brug for deres behandling af låneansøgningen. Klagers daværende hustrus kørekort blev ikke fremsendt til indklagede. Ligebehandlingsnævnet traf den 22. december 2010 afgørelse i en lignende sag (sagsnr. 2500032-10). Sagen vedrørte en anden klager, mens indklagede var den samme. Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede krævede yderligere dokumentation for statsborgerskab eller opholdstilladelse i forbindelse med et billån alene på baggrund af oplysninger om, at klageren ikke var født i Danmark. Indklagede blev ved afgørelsen tilpligtet at betale en godtgørelse på 10.000 kr. til denne klager. Sagen blev efterfølgende indbragt for domstolene. Ved Retten i Viborgs dom af 5. februar 2013 nåede byretten frem til samme resultat som nævnet. Indklagede ankede herefter dommen til Vestre Landsret, der under sagens behandling traf beslutning om, at der skulle ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Som svar på de præjudicielle spørgsmål i sagen udtalte EU-Domstolen ved dom af 6. april 2017 i sagsnr. C-668/15 følgende: ”Artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for et kreditinstituts praksis, hvorefter en kunde, hvis kørekort angiver et andet fødeland end en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i Den Europæiske Frihandelssammenslutning, pålægges et krav om at fremlægge supplerende legitimation i form af en kopi af pas eller opholdstilladelse. ” På baggrund af EU-Domstolens dom tog Ligebehandlingsnævnet bekræftende til genmæle over for indklagedes påstand om frifindelse. Landsretten tog herefter indklagedes påstand om frifindelse til følge. Ved brev af 31. maj 2017 anmodede indklagede Ligebehandlingsnævnet om at genoptage den aktuelle sag under henvisning til resultatet af Vestre Landsrets dom i den anden sag (sagsnr. 2500032-10). Parternes bemærkninger Klager har anført, at han stiller sig undrende over for anmodningen om genoptagelse. Klager og hans ekshustru er begge danske statsborgere, og de er begge født uden for Danmark. Klagers ekshustru er dansk og blev født i Bahrain i forbindelse med, at hendes far var udstationeret i landet i en periode på 1-2 år. Efterfølgende vendte hun og hendes familie tilbage til Danmark, hvor hun – bortset fra et udvekslingsophold i Argentina af et års varighed – har boet siden. Klager er født og opvokset i Argentina, hvor han boede, indtil han var 27 år. Derefter flyttede han til Danmark, hvor han på tidspunktet for ansøgningen om billån havde boet i 12 år. På grund af klagers accent er det ikke til at tage fejl af, at han ikke kommer fra Danmark, hvilket hans sydamerikanske udseende bekræfter. Det fremgår både af klagers og hans ekshustrus kørekort, at de er født uden for EU. På trods af dette blev kun klager bedt om yderligere legitimation. Den eneste forskel var derfor reelt, at ekshustruen taler bedre dansk end klager, ligesom hun har blondt hår og blå øjne, mens klager har brunt hår og brune øjne. Det er derfor tydeligt, at der er sket forskelsbehandling mellem klager og hans ekshustru i forbindelse med optagelse af lånet til bilkøbet. Klager og hans hustru gjorde med det samme opmærksom på, at de begge var danske statsborgere, og fejlen kunne derfor straks være blevet rettet. Klagers sag er ikke identisk med nævnets sagsnr. 2500032-10 som anført af indklagede. Indklagede har henvist til, at klagerne i begge sager havde en dansk ægtefælle som meddebitor, som ikke skulle fremvise yderligere dokumentation. Selvom klagers ægtefælle er dansk, var indklagede ikke klar over dette på ansøgningstidspunktet. På hendes kørekort stod der som nævnt, at hun var født i Bahrain. Hvis indklagede stillede krav om yderligere legitimation, når en ansøgers kørekort angav et andet fødeland, burde klagers ekshustru også være afkrævet supplerende legitimation. Sagen kan derfor ikke sammenlignes med EU-Domstolens dom af 10. december 2016 og Vestre Landsrets dom af 30. juni 2017 som hævdet af indklagede, da klagers hustru i denne anden sag ikke var født i udlandet. Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnets afgørelse skal genoptages og ændres, således at indklagede frifindes for at have overtrådt lov om etnisk ligebehandling. Indklagede har henvist til EU-Domstolens dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15. Denne dom er baseret på en forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen fra Vestre Landsret af 30. juni 2017 i en lignende sag, som forinden var afgjort af Ligebehandlingsnævnet. Ved dommen tilsidesatte EU-Domstolen Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 10. december 2016 i sagsnr. 2500032-10. De konkrete omstændigheder i den foreliggende sag og i sagsnr. 2500032-10 er i det væsentligste identiske. I begge sager var klager en dansk statsborger, der var født i et land uden for EU. I begge tilfælde blev kravet om fremlæggelse af yderligere dokumentation i form af dansk pas eller kopi af varig opholdstilladelse foranlediget af, at klagers kørekort viste et udenlandsk fødested uden for EU. Endelig havde klagerne begge en dansk ægtefælle som meddebitor på lånet, som ikke skulle fremvise yderligere dokumentation. Forud for afgørelsen i den foreliggende sag anmodede indklagede om, at sagen blev sat i bero, indtil der forelå en afgørelse af sagsnr. 2500032-10, der på daværende tidspunkt verserede for Vestre Landsret. EU-domstolen fastslog ved dom af 6. april 2017, at EU-retten ikke er til hinder for et kreditinstituts praksis, hvorefter en kunde, hvis kørekort angiver et andet fødeland end en EU-medlemsstat eller et EFTA-land, pålægges et krav om at fremlægge supplerende legitimation i form af kopi af pas eller opholdstilladelse. Da de konkrete omstændigheder i de to sager som nævnt i det væsentligste er identiske, er forholdet i den foreliggende sag på baggrund af EU-Domstolens dom heller ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling. Praksis og fortolkningen af retsgrundlaget har ændret sig væsentligt ved EU-Domstolens dom, og Ligebehandlingsnævnet er derfor forpligtet til at genoptage den foreliggende sag, som hviler på en retsvildfarelse fra nævnets side. Afgørelsen i sagen ville således have fået et andet udfald, hvis oplysningerne om EU-Domstolens dom af 6. april 2017 havde foreligget forud for afgørelsen. Klagen i denne sag er i øvrigt indgivet efter, at sagsnr. 2500032-10 var anlagt ved domstolene. Praksisændringen har derfor betydning for denne sag. Det har ikke været muligt for indklagede at fremkomme med de nye oplysninger på et tidligere tidspunkt. Klagers låneansøgning blev ved en fejl behandlet, som om han havde oplyst, at han ikke var dansk statsborger. Indklagede kontaktede efterfølgende klager telefonisk og forklarede ham, at der var tale om en fejl. Låneansøgningen er en standardansøgning, hvor det fremgår, at der normalt kun ydes lån, hvis ansøger eller medansøger har fast bopæl i Danmark. Hvis ansøgeren svarer ja til at være dansk statsborger, kræves der legitimation i form af gyldigt EU-kørekort eller gyldigt dansk pas. Da klagers kørekort viste et fødeland uden for EU og EFTA, fastholdt indklagede, at der skulle vises yderligere dokumentation for statsborgerskab, selvom han efterfølgende fastholdt, at han var dansk statsborger. Klagers ægtefælle blev ikke spurgt om yderligere dokumentation, fordi indklagede behandlede klager som hoveddebitor på låneaftalen. Derfor fandt indklagede det ikke nødvendigt at spørgere yderligere ind til ægtefællens forhold. Det er i øvrigt ikke relevant for sagen, at klagers ægtefælle ikke blev bedt om yderligere dokumentation. Omdrejningspunktet i sagen er, om EU-retten er til hinder for kreditinstituttets praksis. På baggrund af Vestre Landsrets dom af 30. juni 2017 er det ikke i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede som kreditinstitut fastholdt kravet om fremlæggelse af supplerende legitimation, fordi klagers kørekort angav et fødeland uden for EU og EFTA-området. Indklagede har aldrig fysisk mødt klager eller hans ægtefælle. Der er tale om et fjernsalg, hvor bilforhandleren har varetaget opgaver for indklagede og blandt andet har indhentet legitimation. Det er derfor misforstået, at indklagede skulle have en diskriminerende procedure ud fra race, etnicitet eller religion. Indklagede har alene skelnet mellem national oprindelse ud fra en generel og overordnet risikovurdering, hvilket blev godkendt af Landsretten i dom af afgørelsen af 30. juni 2017 i sagsnr. 2500032-10. Indklagede har tidligere betalt klager den tilkendte godtgørelse på 5.000 kr. Hvis indklagede frifindes for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling, er det ikke afgørende for indklagede at få beløbet tilbagebetalt. Det er derimod afgørende for indklagede at blive frifundet for at have handlet i strid med loven, da en afgørelse herom kan have negativ effekt på forretningsførelsen på samtlige kommercielle områder. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan beslutte at genoptage en sag, hvori der er truffet afgørelse, hvis særlige grunde taler for det. Ved dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15 fastslog EU-Domstolen, at Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for et kreditinstituts praksis, hvorefter en kunde, hvis kørekort angiver et andet fødeland end en medlemsstat i EU eller et EFTA-land, pålægges et krav om at fremlægge supplerende legitimation i form af en kopi af pas eller opholdstilladelse. Direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse er implementeret ved lov om etnisk ligebehandling. Nævnet vurderer på baggrund af EU-Domstolens dom af 6. april 2017, at der er grundlag for at genoptage sagen. Efter lov om etnisk ligebehandling må ingen udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Det fremgik af bilforhandlerens e-mail til indklagede af 11. september 2012, at alene klagers kørekort blev fremsendt til brug for indklagedes behandling af låneansøgningen. Nævnet vurderer på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at indklagede behandlede klager som hoveddebitor i låneaftalen, og at dette var årsagen til, at indklagede ikke anmodede klagers daværende ægtefælle om supplerende legitimation. Herefter, og efter det øvrige indhold af e-mailkorrespondancen af 11. og 12. september 2012, lægger nævnet til grund, at indklagedes krav til klager om supplerende legitimation alene var begrundet i, at det fremgår af hans kørekort, at han ikke er født i Danmark. I dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15 udtalte EU-Domstolen, at begrebet ”etnisk oprindelse” bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper blandt andet kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested. EU-Domstolen fastslog, at en persons etniske oprindelse ikke kan afgøres alene på baggrund af ét kriterium. Det bør derimod baseres på en vifte af elementer, hvoraf nogle har objektiv karakter og andre subjektiv karakter. Selvom en persons fødeland vil kunne indgå som et af disse kriterier, kan fødelandet ikke i sig selv alene være afgørende for, om en person tilhører en bestemt etnisk gruppe. Nævnet vurderer herefter, at der ikke ved kravet til klager om supplerende legitimation alene som følge af oplysningen om hans fødeland er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Det må på baggrund af indklagedes oplysninger lægges til grund, at kravet om supplerende legitimation blev stillet til alle ikke-danske statsborgere, som var født uden for en EU-medlemsstat eller et EFTA-lands område. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at klagers ansøgning ved en fejl blev behandlet, som om han på låneansøgningen havde svaret, at han ikke var dansk statsborger. Nævnet vurderer på den baggrund, at der heller ikke er påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Kravet om supplerende legitimation, som blev stillet til alle ikke-danske statsborgere født uden for EU eller EFTA, stiller således ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. Da det er oplyst, at det er afgørende for indklagede at blive frifundet for at have handlet i strid med loven og ikke at få godtgørelsen tilbagebetalt, finder nævnet ikke anledning til at tage stilling til, om nævnet har kompetence til at afgøre spørgsmålet om tilbagebetaling af godtgørelse. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 10, om genoptagelse - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2 om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 om bevisbyrde <2017-6811-40698>

Versioner

1. 2018-07-10