Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9562@2018-07-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - sport - uddannelse - ej medhold

J. nr. 2017-6811-60977 En mand, der er døv og kommunikerer på tegnsprog, blev optaget på et trænerkursus med henblik på at blive instruktør i crossfit. Efter første dag oplyste træneren på kurset, at manden ikke kunne blive instruktør i centret på baggrund af sit handicap, da han havde brug for tegnsprogstolk. Efter karakteren af stillingen fungerede det efter cheftrænerens vurdering ikke i praksis at gennemføre instruktionen i crossfit med bistand fra tegnsprogstolk. Nævnet vurderede herefter, at det var godtgjort, at manden ikke var egnet til at varetage stillingen. Han fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som instruktør i det indklagede træningscenter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på at komme i betragtning som instruktør. Sagsfremstilling Klager er døv og har indopereret cochlear implantat på begge ører. Den 23. og 24. september 2017 deltog klager i et trænerkursus i crossfit hos indklagede. Klager havde to tegnsprogstolke med under kurset. Tolkene var med begge dage fra kl. 9.00 til kl. 17.00. Ifølge indklagedes hjemmeside får deltagere på trænerkurserne teoretisk og praktisk forståelse for anvendelse af undervisningsværktøjerne og deres potentiale som træner bliver vurderet. Der er ikke garanti for at blive tilbudt et job efterfølgende. Det fremgår videre af indklagedes hjemmeside, at de deltagere, der gennemfører trænerkurset tilfredsstillende, vil blive tilbudt at gå videre til næste forløb. I næste forløb underviser personen et hold med en garvet træner på sidelinjen. Bliver dette forløb også gennemført tilfredsstillende, vil personen blive tilbudt et fast trænerjob hos indklagede på deltid eller fuldtid. Den 25. september 2017 skrev klager i en mail til indklagede: ”Kære [indklagede], Jeg har netop været til træningsweekend hos [indklagede]. Det var super lærerigt og har fået super meget udbytte. Men allerede lørdag på dag 1, hiver [navn] mig til side og fortæller at I allerede ved nu, at I ikke vil kunne bruge mig fordi jeg er døv. Jeg forstår det slet ikke, fordi jeg har jo tolke til rådighed. Der blev blandt argumenteret med, at der vil være dobbeltrisiko for sygemeldning? ? Jeg vælger dog alligevel at komme søndag og det er jeg glad for, for det fik jeg meget ud af. Men jeg bliver ikke udvalgt til at komme videre på baggrund af at jeg er døv. Er det ikke overhovedet ikke muligt at få lov til at undervise i [indklagede]? Jeg vil gerne have chancen for at vise at det KAN lade sig gøre. For jeg kan ikke se forhindringerne? ? Mvh [klager]” Den 26. september 2017 besvarede en medarbejder hos indklagede henvendelsen fra klager: ”Hej [klager] Tak for din mail. Jeg har lige talt med [navn], som du var på kursus hos os. Det han fortæller mig er at det ikke fungerede i praksis med tolk i undervisningen. Om det er muligt at gennemføre en [træningsundervisning] med tolk på siden er i denne omgang ikke min opgave at vurdere, men kursusafholderne i weekenden var enige om at det ikke ville fungere i praksis. Der ud over er det vigtigt, at pointere at du også blev vurderet for uerfaren i dine egenfærdigheder, hvilket [navn] gjorde mig opmærksom på da vi talte sammen. Jeg er glad for at du fik meget ud af kurset uanset udfaldet! De bedste hilsner, [navn] / cheftræner” Tolk A har i skriftlig erklæring fremlagt for nævnet oplyst: ”… Lørdag før vi skal til at smutte hjem fortæller træneren at [klager] ikke vil bestå. Der er nogle sprogbarriere pga tolken, som man også kunne se tilsidst. Tolkene kendte ikke ordene. (Træneren viste en øvelse til tolkene). Træneren var ked af at skulle sige det sagde han, men han ville ikke give ham for høje forventninger. Søndag var der evalueringssamtale. [Klager] siger han har fået meget ud af det. Træneren siger, at hans niveau ikke var højt nok og han ikke ville bestå selvom han var hørende. [Klager] føler ikke han har fået en chance. Han fortæller, at det er første gang tolkene tolker [træningen], så de kender ikke ordene. Træneren siger, at han skal sende en mail til kontoret, hvis han skulle prøves at tages ind, det er ikke ham der kan bestemme det. Inden for deres rammer med tid osv er det svært at se hvis der skulle en tolk med, da der bliver brugt mere tid pga tolken. Han kan ikke tage ham ind på prøve, hvor han så skal prøve at undervise de andre medlemmer. Medlemmerne betaler for undervisningen og niveauet er ikke højt nok. ” Tolk B har i skriftlig erklæring fremlagt for nævnet oplyst: ”… I slutningen af lørdag dag beder den primære træner om at tale med den døve bruger. De går sammen med os tolke til et mere afsides træningslokale, hvor træneren siger til den døve bruger, at han, bare for at brugeren ikke har for høje forventninger, vil melde ud med det samme, at brugeren ikke vil blive udtaget som træner når kurset afsluttet søndag eftermiddag. Der blev det sagt, at det skyldtes, at brugeren er døv og at det ikke var realistisk, at han ville kunne træne hold med/gennem en tolk. Undertegnede husker ikke de præcise ord der fulgte, men træneren baserede det på det han havde oplevet i løbet af lørdagen, og sagde at det ikke ville kunne opfylde rammerne for den træning de har i [træningscenteret]. Søndag var der i slutningen af dagen individuelle samtaler med deltagerne , hvor de fik besked på om de var blevet udpegede som trænere eller ej. Her blev det igen sagt til den døve bruger, at denne ikke kunne blive træner. Undertegnede husker ikke meget af denne samtale, andet end at den døve bruger stillede spørgsmålstegn ved beslutningen og sagde at han ikke følte at han havde fået en ærlig chance. Træneren sagde bl.a. at hvis man i centeret skulle ansætte en døv som træner så skulle ledelsen være inddraget i den beslutning, da det ikke var en beslutning ha[n] kunne tage alene på centerets vegne. Ligeledes sagde han, at den døve bruger kunne klage til ledelsen hvis han ville [g]å videre med det. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. november 2017. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Han ønsker en godtgørelse. Klager deltog i kurset med henblik på at blive ansat som instruktør hos indklagede. Efter undervisningen den første dag trak træneren klager til side og oplyste, at han ikke kunne blive instruktør, fordi han er døv, og at det ikke ville fungere med tegnsprogstolke i praksis. Klager valgte alligevel at møde op til næste undervisningsdag i håb om at overbevise indklagede. Det lykkedes imidlertid ikke. Klager fik ikke den samme feedback som de øvrige deltagere, der fik at vide, hvad de skulle gøre bedre næste gang, således at de stadig havde mulighed for at blive instruktører hos indklagede. Klager blev imidlertid ikke tilbudt at komme igen. Klager spurgte specifikt, om han kunne komme igen. Indklagede svarede imidlertid, at det på grund af døvheden ikke ville give mening, at klager tog trænerkurset igen. Klager prøvede at overbevise indklagede om, at han burde have en chance for at undervise i praksis og vise dem, at det kunne fungere. Indklagede svarede, at det ville gå ud over deres medlemmer og deres gode ry. Den næste dag skrev klager til indklagede og bad om en uddybende forklaring på, hvorfor han ikke kunne blive ansat som instruktør. Han ville gerne have en chance for at vise, at det sagtens kunne fungere med tegnsprogstolke. Klager fik yderligere at vide, at han heller ikke havde de fornødne færdigheder. Klager bestrider påstanden om, at han ikke har de fornødne færdigheder for at blive instruktør hos indklagede. Klager har deltaget i mange konkurrencer, som kræver et vist niveau. Såfremt det kun var egenfærdighederne, der havde betydning, ville der ikke have været nogen grund til at tale med klager dagen før ”eksamen” den sidste dag, hvor alle deltagere slutteligt skulle evalueres og få at vide, om de var bestået eller ej. Klager blev således ikke vurderet på baggrund af egenfærdigheder, men på baggrund af sin døvhed. Selvom deltagerne først på anden kursusdag havde mulighed for at vise deres praksiskunnen i forhold til det, de havde lært, blev klager hevet til side efter første dag med besked om, at det ikke ville fungere i praksis. Indklagede traf således beslutningen, inden klager havde vist sine færdigheder. Beslutningen blev derfor truffet på et urigtigt grundlag. Klager har mulighed for at få bevilget en tegnsprogstolk på 20 timer om ugen, hvilket ville dække alle de timer, han skulle undervise i plus/minus otte timer ugentligt. Derudover var det muligt at etablere et fast tolketeam, således at undervisningen kunne blive forberedt inden. Formidlingen ville således foregå på højt niveau. Der er ikke noget til hinder for, at klager skulle kunne undervise som instruktør hos indklagede. Klager bestrider indklagedes påstand om, at han kom for sent på trænerkurset. Begge dage mødte klager før tid, idet han skulle forberede sig sammen med tolkene, inden kurset gik i gang. Klager har været psykisk påvirket efter afvisningen. Han har meldt sig ud af indklagedes træningscenter. Indklagede beklager, at klager fik det indtryk, at han ikke kunne blive instruktør, fordi han er døv. Klagers egenfærdigheder og undervisningsegenskaber var ikke tilstrækkelige til den kvalitet, der bliver forbundet med indklagede. Indklagede afholder omkring 20 trænerkurser årligt med mange hundrede deltagere uden at møde kritik over evalueringsmetoderne. Det samme team af cirka 10 instruktører er ansvarlige for disse kurser samt for vurdering af kursisterne med henblik på ansættelse. Kurserne varer 2 x 8 timer, og i løbet af disse dage bliver kursisternes egenbevægelser (motoriske færdigheder) og undervisningsfærdigheder vurderet. Der deltog 22 kursister på det kursus, som klager var tilmeldt. Af disse 22 deltagere blev 6 vurderet gode nok til at blive trænere hos indklagede, hvilket svarer til 27 %. Klagers egenbevægelser var ikke gode nok. Dette fremgår endvidere af e-mailen af 26. september 2017 fra cheftræneren. Indklagede har høje krav til egenfærdigheder. Det er meget normalt at tage kurset mere end én gang for at bestå. På trænerkurset er der en lav beståelsesprocent, fordi det kræver store motoriske evner at blive instruktør hos indklagede. Mange af indklagedes instruktører har taget kurset to eller tre gange, inden de er blevet erklæret egnede. En god lærer skal kunne lære af sine egne fejl. En kandidat, der ikke har bestået, kan på et nyt kursus vise, at vedkommende har forbedret sig og lært af sine fejl. Klager er velkommen til at tage kurset igen, når han har forbedret sine egenbevægelser og fået mere erfaring. Klagers undervisningsegenskaber blev også vurderet ikke at være tilfredsstillende. Som instruktør er det meget vigtigt at møde fem minutter, før undervisningen eller kurset starter. Klager mødte for sent. Der skal ikke være et fuldt hold, der venter på en instruktør. Indklagede har opfordret klager til at tage trænerkurset igen. Klager er dermed ligestillet med alle andre kandidater, der også ofte tager kurset flere gange. En vigtig del af at være træner hos indklagede er, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det skal også være sjovt at være træner på trænerkurset. Derfor bruger indklagede normalt ikke tid på skriftlige karakterer, men fokuserer på mundtlig feedback og en god stemning. Indklagede vil gøre en ekstraordinær indsats og dokumentere, hvor klagers egenbevægelser ikke er gode nok. Med klagers accept vil indklagede endvidere bruge videodokumentation. Klager kan dermed få en færdig liste over, hvilke egenbevægelser og undervisningsteknikker han skal forbedre for at blive træner hos indklagede. Indklagede vil gerne give en bedre feedback på det gratis trænerkursus, end hvad der normalt er ressourcer til. Indklagede stiller dermed klager bedre end alle andre kandidater. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at indklagede driver en uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse. Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR 2018.830H og UfR 2018.853H. Klager har bevisbyrden for, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager er døv og har som følge heraf cochlear implantat på begge sider. Han kommunikerer på tegnsprog. Klagers konstaterede døvhed hindrer ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Klager har således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager bestod ikke kurset blandt andet med henvisning til, at det ikke var muligt for ham som instruktør at gennemføre undervisning med en tegnsprogstolk. Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit hørehandicap. Nævnet lægger til grund, at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede var herefter forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der var hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give klager adgang til beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis indklagede derved blev pålagt en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger. Hensigtsmæssige foranstaltninger kan eksempelvis være, men er ikke afgrænset til, tilpassede arbejdsmønstre, tilpasset opgavefordeling og nedsat arbejdstid. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, og til virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte. Der stilles ikke krav om ansættelse af en person, der – uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger – ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Indklagede optog klager på trænerkurset, men oplyste allerede efter første dag, at klager ikke kunne blive instruktør i crossfit hos indklagede på baggrund af sit handicap, da klager havde behov for tegnsprogstolk. Efter karakteren af stillingen og efter cheftrænerens vurdering lægger nævnet til grund, at det ikke fungerede i praksis at gennemføre instruktionen i crossfit med bistand fra tegnsprogstolk. Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager ikke var egnet til at varetage stillingen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a, om tilpasning - § 3, stk. 2, om uddannelsesvirksomhed - § 7 a, om delt bevisbyrde <2017-6811-60977>

Versioner

1. 2018-07-10