Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - repressalier - ej medhold

GældendeVersion 2018-07-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9565@2018-07-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - repressalier - ej medhold

J. nr. 18-8313 En mand havde tidligere klaget til Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med, at han havde fået afslag på en ansøgning begrundet i alder. Nævnet gav ved afgørelse sendt til parterne den 2. januar 2017 manden medhold i sin klage, og han blev tilkendt en godtgørelse. Den 25. januar 2018 klagede manden til Ligebehandlingsnævnet over repressalier som følge af afgørelsen, idet der i tæt tidsmæssig sammenhæng med meddelelsen om afgørelsen var startet en disciplinærsag mod manden. Der var ikke noget, der tydede på, at mandens tidligere fremsatte krav om ligebehandling havde betydning for beslutningen om at starte en disciplinærsag. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påståede repressalier som følge af, at klager fremsatte krav om ligebehandling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1957, indbragte den 13. maj 2016 en klage til Ligebehandlingsnævnet. Klagen vedrørte indklagedes afslag på klagers ansøgning til en stilling blandt andet begrundet i klagers alder. Ligebehandlingsnævnet traf den 21. december 2016 afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Klager er beskæftiget inden for politiet, og afgørelsen af 21. december 2016 vedrørte ansøgning til en anden afdeling (A afdeling) end den, klager var beskæftiget i (B afdeling). Ultimo januar 2017 iværksatte klagers leder i B afdeling en disciplinærsag over for klager. Sagen omhandlede, hvorvidt klager den 19. januar 2017 i forbindelse med drøftelser om en konkret sag, bevidst gav urigtige oplysninger til sin nærmeste leder. Drøftelserne vedrørte fremstilling af en mistænkt i dommervagten fredag den 20. januar 2017 samt spørgsmålet om, hvorvidt en mulig medgerningsmand skulle anholdes samme dag eller ugen efter. Man ville alene fremstille den anholdte, såfremt man i dommervagten kunne oplyse, at politiet var i færd med at forsøge at anholde medgerningsmanden. Klager skulle ifølge sin daglige leder have oplyst, at han havde haft en telefonsamtale med en senioranklager, som havde ændret holdning til, hvorvidt det var nødvendigt at anholde medgerningsmanden fredag den 20. januar 2017, og at vedkommende havde sagt, at anholdelsen kunne vente til mandag den 23. januar 2017. På baggrund af disse oplysninger fik klager lov til at afspadsere tilgodehavende frihed fredag den 20. januar 2017. Grundet klagers manglende tilstedeværelse i afdelingen den 20. januar 2017 blev det besluttet, at der ikke skulle foretages forsøg på anholdelse af medgerningsmanden den dag. Konsekvensen heraf var, at den allerede anholdte person måtte løslades. Klager blev overført til et andet hold. Ved brev af 4. september 2017 blev klager af indklagede oplyst om, at disciplinærsagen var afsluttet, uden at klager blev meddelt en disciplinær sanktion. Det kunne ikke afvises, at sagen beroede på en misforståelse. Indklagede bemærkede herefter, at det havde været mere hensigtsmæssigt, om B afdeling havde ventet med at tage stilling til, om der var grundlag for midlertidigt at overføre klager til et andet hold, til forløbet i sagen var bedre belyst. Den 25. januar 2018 oplyste klager over for nævnet, at han ønskede at klage over, at han havde været udsat for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi han havde fremsat krav om ligebehandling (repressalier). Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for repressalier i forbindelse med, at han har fremsat krav om ligebehandling. Forskelsbehandlingen startede under tre uger efter, at han var tilkendt godtgørelse. Der er tale om et længerevarende forløb, der i stor grad har påvirket klager. Han ønsker en godtgørelse på 50-75.000 kr. I perioden fra den 19. januar 2017 og frem til den 4. september 2017 blev klager udsat for forskelsbehandling og chikane. Han blev bortvist fra B afdeling og beordret til to gange at flytte kontor til enkeltmandskontorer. Klagers tilstedeværelse og resultater blev ignoreret. Han så sig nødsaget til at søge væk fra afdelingen, og han tiltrådte en ny stilling den 1. august 2017. Der er begrundet mistanke om, at grundlaget for chikane og forskelsbehandling er, at klager i starten af januar 2017 fik tilkendt godtgørelse for forskelsbehandling forøvet af A afdeling. 17 dage efter, at klager havde modtaget Ligebehandlingsnævnets afgørelse, startede hans nærmeste leder en sag mod ham på et ikke eksisterende grundlag. Lederen havde tidligere været ansat i A afdeling og i en politikreds, hvor lederen af A afdeling også kom fra. Syv dage senere blev klager bedt om at følge med til afdelingslederens kontor. Her blev han oplyst om, at sagen var startet på grund af en episode den 19. januar 2017. Klager fik besked på straks at rydde sit skrivebord, da han blev overflyttet til et andet hold i afdelingen, så længe sagen verserede. Klager gjorde indsigelser mod at flytte kontor og hold, og han efterspurgte en begrundelse, ligesom han var sikker på, at han ikke havde gjort noget forkert. Han kunne imidlertid ikke få oplyst indholdet i sagen. Han blev heller ikke tilbudt hjælp eller bistand. Klager blev anvist et enkeltmandskontor, der imidlertid først skulle klargøres til anvendelse. Kontoret var placeret cirka 15 meter fra klagers tidligere skrivebord. Han blev ikke spurgt, om han ville sidde blandt sine nye kolleger. Klagers tidligere leder havde ifølge de tidligere kolleger oplyst medarbejderne om, at der skulle være flere forhold i sagen, uden at dette blev præciseret nærmere. Cirka tre uger senere fik klager igen besked på, at han skulle flytte til et nyt enkeltmandskontor placeret længst nede på etagen og langt væk fra de andre. Han blev igen ikke spurgt, om han ønskede at sidde alene eller blandt sine kolleger. Klager sad på sit enmandskontor i uvidenhed om, hvad han var blevet beskyldt for. Fredag den 10. marts 2017 fik han udleveret sagens akter og blev oplyst om, at der var foretaget en indstilling af sagen til personaleafdelingen om, at klager den 19. januar 2017 bevidst skulle have afgivet forkerte oplysninger til sin nærmeste leder for at få en fridag. Den 24. april 2017 modtog klager en høringsskrivelse fra indklagede, hvoraf det fremgik, at indklagede agtede at meddele ham en irettesættelse. Klager kunne imidlertid fremkomme med sine bemærkninger til sagen. I hele perioden blev klager ignoreret både med hensyn til sin placering i afdelingen, resultater og ved besættelse af stillinger som fagkoordinator. Klager overvejede at stoppe i politiet, men valgte at søge en ny stilling, som han tiltrådte den 1. august 2017. Disciplinærsagen blev afsluttet uden, at klager blev meddelt nogen former for sanktion. Indklagede beklagede den lange sagsbehandlingstid og fremkom med kritik af afdelingens behandling af sagen. Sagen var fundet ikke eksisterende og uden hold. Det virker påfaldende, at der under tre uger efter Ligebehandlingsnævnets afgørelse blev startet en sag op på et så spinkelt grundlag af en tidligere ansat i den afdeling, hvor klager havde fået afslag på ansættelse med henvisning til sin alder. Det var velkendt på klagers hold, at klager havde fået en godtgørelse, hvorfor hans nærmeste leder og eventuelt andre ledere også havde hørt det. Indklagede har ikke redegjort for, hvorfor ledelsen alene på grund af en bagatel ville tvangsflytte klager til en anden sektion. Sagen mod klager blev iværksat på et grundlag, der var helt ude af proportioner. Klager har aldrig tidligere i politiet oplevet, at der overhovedet blev startet en sag, når der kan være tale om misforståelser fremfor at tage fat i den pågældende medarbejder for at få oplyst, hvad der var sket og rette misforståelsen. Hvis klagers nærmeste leder havde kontaktet klager den 20. januar 2017, havde tingene ordnet sig. Det ønskede ledelsen af ukendte grunde imidlertid ikke. Indklagede afviser at have udsat klager for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, fordi han havde fremsat krav om ligebehandling. På baggrund af klagen indhentede indklagede oplysninger vedrørende forløbet fra B afdeling. Erklæring fra afdelingen af 19. marts 2018 og fra klagers nærmeste leder af 18. marts 2018 er fremlagt for nævnet. Afdelingen har på det kraftigste afvist, at klager var udsat for chikane. Klagers nærmeste leder i perioden havde intet kendskab til, at klager var blevet tildelt en godtgørelse for forskelsbehandling, endsige at han havde søgt en stilling. Lederen blev først bekendt hermed, da han blev anmodet om en udtalelse i forbindelse med behandlingen af denne klagesag. Afdelingens HR var ej heller bekendt med hverken den tidligere sag eller den tilkendte godtgørelse. De ledelsesmæssige dispositioner blev således udelukkende truffet på baggrund af en vurdering af de oplysninger om klagers opgavevaretagelse og generelle ageren, som forelå på daværende tidspunkt. Indklagede har anmodet A afdeling om at oplyse, om B afdeling kunne være bekendt med, at klager havde søgt den pågældende stilling i foråret 2016 eksempelvis i form af en anmodning om en udtalelse fra nærmeste leder i forbindelse med rekrutteringsprocessen. A afdeling har i mail af 10. april 2018 oplyst indklagede om, at klager ikke blev indkaldt til samtale, og at der ikke blev indhentet referencer eller udtalelser hos nærmeste leder i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en person ikke må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger (repressalier), fordi denne har fremsat krav om ligebehandling. Klager har tidligere klaget til Ligebehandlingsnævnet over indklagede i forbindelse med, at han fik afslag på sin ansøgning begrundet i alder. Ved afgørelse sendt til klager og indklagede den 2. januar 2017 fik klager medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse. I tæt tidsmæssig sammenhæng med meddelelsen om afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet startede klagers leder i en anden afdeling end den, der gav afslag med henvisning til alder, en disciplinærsag mod klager. Sagen var foranlediget af en episode den 19. januar 2017 som ifølge lederen medførte, at en anholdt person måtte løslades. På baggrund af oplysningerne i sagen er der ikke noget, der tyder på, at klagers tidligere fremsatte krav om ligebehandling havde betydning for beslutningen om at starte en disciplinærsag mod klager. Den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem meddelelse om afgørelsen fra nævnet og opstart af disciplinærsagen, der siden blev afsluttet uden sanktion, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 7, stk. 2, om repressalier - § 7 a, om delt bevisbyrde <18-8313>

Versioner

  1. 2018-07-10