Fastholdelse af strakspåbud om at sikre forsvarlig opbevaring af kemiske produkter, herunder at spild og fald opsamles
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9611@2018-07-27/da
Indhold
Fastholdelse af strakspåbud om at sikre forsvarlig opbevaring af kemiske produkter, herunder at spild og fald opsamles
Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg hos virksomheden og afgav i den forbindelse strakspåbud om at sikre forsvarlig opbevaring af kemiske produkter, herunder at spande lukkes samt at spild og affald opsamles, således at der ikke sker unødig påvirkning af de ansatte. Et enigt nævn fastholdt afgørelsen og vurderede, at der på tilsynspunktet i coatinghallen på arbejdsstedet, ikke skete en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig opbevaring af stoffer, samt at spild og affald ikke blev opsamlet forsvarligt. Nævnet lagde på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der stod åbne spande med bl.a. Vespox SL hærder komp. B på gulvet væk fra procesventilationen. Vespox SL hærder komp. B indeholder reaktive opløsningsmidler. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det blev oplyst, at spandene havde stået åbne fra fredag til besøgstidspunktet den efterfølgende mandag. Nævnet lagde desuden vægt på, at der lå spild af fortynder på gulvet ved mixeren i et omfang på ca. 60 X 30 cm. Nævnet lagde endelig vægt på, at der var kørende og gående færdsel tæt op ad de åbne spande samt spildet på gulvet.
[Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 26. juni 2018 behandlet [navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 19. januar 2018 med strakspåbud til virksomheden om at sikre forsvarlig opbevaring af kemiske produkter, herunder at spande lukkes samt at spild og affald opsamles, således at der ikke sker unødig påvirkninger af de ansatte. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 19. januar 2018 med strakspåbud, således at virksomheden skulle sikre forsvarlig opbevaring af kemiske produkter, herunder at spild og affald opsamles. B E G R U N D E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at der på tilsynspunktet den 15. januar 2018 hos [navn udeladt] i coatinghallen på arbejdsstedet [adresse udeladt], ikke skete en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig opbevaring af stoffer, samt at spild og affald ikke blev opsamlet forsvarligt. Nævnet vurderer, at de ansatte herved blev udsat for risiko for påvirkninger af stoffer og materialer fra åbne spande og spild, samt risiko for fald og snublen. Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der stod åbne spande med bl.a. Vespox SL hærder komp. B på gulvet væk fra procesventilationen. Vespox SL hærder komp. B indeholder reaktive opløsningsmidler. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det blev oplyst, at spandene havde stået åbne fra fredag til besøgstidspunktet den efterfølgende mandag. Nævnet lægger desuden vægt på, at der lå spild af fortynder på gulvet ved mixeren i et omfang på ca. 60 X 30 cm. Nævnet lægger endelig vægt på, at der var kørende og gående færdsel tæt op ad de åbne spande samt spildet på gulvet. Uforsvarlig opbevaring af stoffer, herunder spild på gulvet, kan medføre sundhedsfare i form af indånding af opløsningsmidler. Opbevaring af åbne spande i et færdselsområde samt spild på gulvet kan desuden medføre risiko for fald og snublen på gulvet med fare for alvorlig legemsbeskadigelse til følge. Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om faste arbejdssteders indretning, at arbejdsstedet skal holdes forsvarligt vedlige, rent og ryddeligt, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages, der sker en forsvarlig opbevaring af stoffer og materialer, samt at spild og affald samles og bortskaffes på forsvarlig måde Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn. BEMÆRKNINGER TIL KLAGEN I klagen anfører [navn udeladt], at spandene med Vespox SL hær-der, komp-B ikke var fyldte. Arbejdsmiljøklagenævnet skal henvise til Arbejdstilsynets udtalelse af 20. marts 2018, hvori Arbejdstilsynet oplyser, at de tilsynsførende husker, at der var rester i varierende mængde i alle spandene. Dette kan i nogen grad ses på foto nr. 1. Selv om spandene er ”tomme” vil der altid være rester af det anvendte stof tilbage. Endvidere anfører klager, at procesventilationen suger direkte over spandene i en højde af 1 m over gulvet, jf. foto nr. 1. Yderst til venstre på fotoet ses spande stående på en palle længere væk fra udsugningen og på foto 2 ses det, at ventilationen er ca. 1½ m fra spandene. Arbejdstilsynet anfører hertil, at for at procesventilationen skal være effektiv, skal den være helt tæt på spandene. Endvidere anfører klager, at det af sikkerhedsdatabladet for produktet fremgår, at åndedrætsværn normalt ikke er nødvendigt. Arbejdstilsynet anfører hertil, at der ved utilstrækkelig ventilation skal anvendes åndedrætsværn. Påbuddet vedrører ikke anvendelse af personlige værnemidler. Af databladet fremgår det i øvrigt, at der skal være tilstrækkelig ventilation . Desuden anfører klager, at foto 2 viser 2 åbne tomme (spande? ). Spandene er mærket med Vespox SL Base, Komp-A, hvilket ikke indeholder opløsningsmidler, ligesom dette også står under procesventilation. Skulle der have været noget i spandene, ville de ikke have udgjort en sundhedsrisiko . Arbejdstilsynet bemærker hertil, at der er tale om et stof, der ikke er ligeså farligt som Vespox sl hærder, komp-B, men dog langtfra uskadeligt. Af sikkerhedsdatabladet pkt. 7.2 fremgår det således, at det skal opbevares i tæt, lukket originalemballage. I almindelighed er det heller ikke kun stoffer med opløsningsmidler, der skal opbevares forsvarligt mv. Det gælder alle stoffer og materialer. Herudover anfører klager, at foto 3 viser området med spild fra fortynderen. Farven kommer dog af det afvaskede produkt. Mængden af fortynder er derfor ikke så stor som beskrevet. Dog skal der naturligvis gøres rent med det samme. Arbejdstilsynet bemærker hertil, at det på tilsynet blev oplyst, at spildet på gulvet var en fortynder – ikke at fortynderen var blandet med andet, og det er heller ikke afgørende – det skal fjernes straks. Endelig anfører klager, at der ikke foregik kørende færdsel tæt op ad de åbne spande, samt at der kun arbejdede 1 medarbejder i området. Arbejdstilsynet oplyser hertil, at de tilsynsførende så kørsel med truck indtil ½ m fra spildet på gulvet, samt at de ved besøget stødte på 3 ansatte, der arbejdede i området omkring spandene og spildet. Påbuddet ville i øvrigt være givet uanset antallet af ansatte. Nævenet er enig i det af Arbejdstilsynet anførte. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse ● § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Om faste arbejdssteders indretning ● § 42, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 ● § 41, stk. 1, punkt 2 og 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Reglerne kan læses på de følgende sider. OPLYSNINGERNE I SAGEN Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [Navn udeladt] [Stilling udeladt] Kopi til [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 Kapitel 6 Arbejdsstedets indretning § 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning Kapitel 10 Vedligeholdelse og rengøring § 41. Arbejdsstedet skal holdes forsvarligt vedlige, rent og ryddeligt, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages, at 1.færdselsveje og -arealer, herunder gulvbelægninger, holdes i forsvarlig stand og fri for genstande, materialer, 1. spild eller lignende, der kan være til fare for færdslen, 2. der sker en forsvarlig opbevaring af tekniske hjælpemidler og stoffer og materialer, 3. spild og affald samles og bortskaffes på forsvarlig måde, og 4. vinduer, lysarmaturer og lignende vedligeholdes og rengøres. Stk. 2. Rengøringen skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes. Stk. 3. Der må ikke anvendes rengøringsmidler eller -metoder, der kan forringe de sikkerheds- eller sundhedsmæssige forhold i øvrigt på arbejdsstedet.