Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9731@2018-09-07/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence
J.nr. 18-27767 En forening, som varetager fædres rettigheder, klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at foreningen ikke er repræsenteret i Rådet i Institut for Menneskerettigheder. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at en forening ikke er beskyttelsessubjekt efter ligestillingsloven, og at klagen på den baggrund faldt uden for nævnets kompetence. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en forening, som varetager fædres rettigheder, ikke er repræsenteret i Rådet i Institut for Menneskerettigheder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Klager er en forening, der varetager fædres rettigheder. Klagen vedrører forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sammensætningen af Rådet i Institut for Menneskerettigheder. Rådet nedsættes af Institut for Menneskerettigheders bestyrelse. Rådet sammensættes således, at det afspejler de synspunkter, som gør sig gældende blandt civilsamfundsorganisationer, der arbejder med menneskerettigheder. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. april 2018. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at sammensætningen af Rådet i Institut for Menneskerettigheder er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. I Rådet er der repræsenteret en række organisationer med fokus på kvinders, homo- og biseksuelles samt transpersoners rettigheder. Klager, som er en forening, der varetager fædres rettigheder, er derimod ikke repræsenteret i Rådet. Det er klagers oplevelse, at instituttet ikke har den tilstrækkelige og nødvendige viden, indsigt og forståelse for kønsdiskrimination af børn og fædre. Klager har gjort instituttet opmærksom på problemstillingen vedrørende repræsentation i Rådet og har anmodet instituttet om at rette op på forholdet. Dette har instituttet imidlertid ikke fundet relevant. Institut for Menneskerettigheder overtræder dermed en række bestemmelser i ligestillingsloven. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingslovens § 2, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet vurderer, at klager som forening ikke er beskyttelsessubjekt efter ligestillingsloven, og at klagen derfor falder uden for nævnets kompetence. Nævnet kan derfor ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence - § 8, om afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling <18-27767>