Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9735@2018-09-07/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - ej medhold

J.nr. 2017-6811-46623 En elev under uddannelse til ejendomsservicetekniker klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at han ikke kunne bestå sin uddannelse, idet elever under uddannelsen blandt andet skal kunne betjene maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning. Kompetencemålet om traktorkørekort fremgår af bekendtgørelse om erhvervsuddannelse til ejendomsservicetekniker, som er fastsat i medfør af erhvervsuddannelsesloven. Efter erhvervsuddannelsesloven fastsætter undervisningsministeren regler om erhvervsuddannelserne, herunder de kompetencemål, som eleven skal opfylde. Bestemmelsen om, at elever under uddannelse til ejendomsservicetekniker sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan betjene maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning, er fastsat i medfør af lov. Hverken loven eller bekendtgørelsen indeholder mulighed for dispensation fra kravet om kørekort. Eleven fik derfor ikke medhold i sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke vil kunne bestå en påbegyndt uddannelse til ejendomsservicetekniker på grund af et krav om, at eleverne blandt andet skal kunne betjene maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning. Ligebehandlingsnævnets afgørelse De indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager startede den 26. januar 2015 på grundforløb på uddannelsen til ejendomsservicetekniker hos indklagede 1, som er en uddannelsesinstitution. Klager har som følge af medfødt sygdom i blodkarrene i nethinden ufrivillige, rykvise bevægelser af øjet fra side til side og nedsat syn med cirka 60 %. Som følge af det nedsatte syn har klager bifokal brille, hvormed han kan læse, se fjernsyn og orientere sig acceptabelt. Inden klager påbegyndte uddannelsen til ejendomsservicetekniker, konsulterede han den 15. december 2014 en øjenklinik på et regionshospital på baggrund af en henvisning fra en ungdoms- og studievejleder fra IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede med henblik på at få afdækket behov for kompenserende hjælpemidler i forbindelse med uddannelsen. Det fremgår blandt andet af journalnotatet fra øjenklinikken, at klager havde haft samme synsstyrke siden 1993, hvor han første gang blev set på klinikken. Klager var ikke lysfølsom, men kunne blændes om natten. Klager benyttede ved skærmarbejde zoomtekst med 3 til 4 gange forstørrelse. Klager havde en luplampe, som virkede godt til aflæsning af arbejdstegninger, datomærkninger o.lign. Klager havde desuden en monokikkert, som han imidlertid brugte sjældent. I august 2017 blev klager indkaldt til et møde på uddannelsesinstitutionen (indklagede 1). Under mødet blev klager orienteret om, at uddannelsesinstitutionen ikke kunne lade ham bestå sin uddannelse, og at han ikke kunne få et svendebrev, fordi han ikke kan få et kørekort. Klagen blev indbragt for nævnet den 24. august 2017. Den 31. august 2017 kontaktede indklagedes 1’s uddannelses- og erhvervsvejleder en uddannelseskonsulent hos indklagede 2, som yder uddannelsesinstitutionen vejledning: ”Kære [navn] – Vores elev [klager] med 60 pct. nedsat synsevne ønsker stadig at være i uddannelse til ejendomsservicetekniker. [Praktikstedet], hvor han er i lære er klar over hans synshandicap, men ellers meget tilfredse med hans arbejde/ indsats. De kan desværre ikke love ham job efter endt uddannelse med eller uden svendebrev, men vil give ham en alle tiders anbefaling. Dansk Blindesamfund ønsker en kopi af det afsnit [link til Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker på retsinformation.dk] hvor der står, at det er påkrævet med kørekort for at eleven kan erhverve sig et svendebrev i faget. [Navn] kan du hjælpe mig, jeg har skimmet teksten, men det må stå andetsteds. Tak for dokumentation - Med venlig hilsen [navn] Uddannelses – og erhvervsvejleder” Hertil svarede uddannelseskonsulenten hos indklagede 2 samme dag: ”Kære [navn] Tak for din mail. I uddannelsesbekendtgørelsen for ejendomsserviceteknikeruddannelsen, som du rigtigt nok henviser til, står følgende under ”Kompetencer i hovedforløbet” : § 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål: …… 9) Eleven kan sikkerhedsmæssigt forsvarligt betjene værktøjer og maskiner til brug såvel inden- som udendørs, herunder også maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning. Elever skal, for at gennemføre uddannelsen, opfylde alle kompetencemålene, der er beskrevet i uddannelsesbekendtgørelsen. [Indklagede 2] kan ikke dispensere for reglerne. I uddannelsesordningen for uddannelsen står der under ”Praktikuddannelsen” bl.a. følgende: I praktikperioden efter hovedforløbets 1. skoleperiode eller første praktikperiode efter grundforløb 2 skal eleven erhverve kørekort til traktor eventuelt uden for normal arbejdstid. Praktikvirksomheden vælger kørelærer og er over for elever, der ikke forud for uddannelsen har erhvervet kørekort, forpligtet til at udrede omkostningerne inden for de angivne rammer, idet eleven inden praktikuddannelsens udløb skal betale eventuelle omkostninger, som virksomheden må afholde ud over rammerne: 1) Køreundervisning i indtil 15 lektioner i alt eksklusive køreprøve. 2) Teoriundervisning 3) Lovbefalet førstehjælpskursus 4) Lægeattest, billede og prøvegebyr til den første teoriprøve og den første praktiske køreprøve. Jeg håber, at ovenstående er svar på dit spørgsmål. Venlig hilsen [navn] Uddannelseskonsulent” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Han ønsker at gennemføre sin igangværende uddannelse og at få sit svendebevis. Klagers synsnedsættelse hindrer ham ikke i at gennemføre uddannelsen på lige vilkår med normaltseende. Synsnedsættelsen medfører dog, at han har brug for særlige tekniske hjælpemidler såsom forstørrelsesprogram til PC, lup og andet forstørrelses- og hjælpeudstyr. Inden studiestart var klager i kontakt med uddannelsesinstitutionen (indklagede 1), hvor han gjorde opmærksom på sin synsnedsættelse og ønskede at få forsikring for, at uddannelsen var en mulighed til trods for synsnedsættelsen. I forbindelse med studiestart deltog klager i et møde med en tidligere ansat hos uddannelsesinstitutionen (indklagede 1). Her oplyste klager ganske åbent om udfordringerne ved det nedsatte syn, herunder at han ikke har kørekort, og at han ikke vil kunne erhverve kørekort. Klager blev optaget på uddannelsen og blev samtidig bevilget hjælpemidler. Seks måneder senere bestod han grundforløbet på uddannelsen til ejendomsservicetekniker. Den 1. november 2016 startede klager som lærling på et plejecenter. I sin ansøgning til elevpladsen og ved ansættelsessamtalen oplyste han om sit nedsatte syn, og at han ikke er i besiddelse af kørekort. Klager har bestået alle sine opgaver, og praktikstedet udtalte, at de var mere end tilfredse med hans indsats. Under mødet med uddannelsesinstitutionen (indklagede 1) i august 2017 blev klager oplyst om, at det var en fejl, at han dengang blev optaget på uddannelsen. Uddannelsesinstitutionen kunne ikke lade klager bestå uddannelsen og kvittere med et svendebrev, idet han ikke var i besiddelse af et kørekort. Klager klagede over afgørelsen, og uddannelsesinstitutionen (indklagede 1) rettede derfor henvendelse til indklagede 2, som kan dispensere i disse sager. Indklagede 2 gav ved klagers tidligere erhvervede uddannelse som knallertmekaniker, som også blev gennemført via indklagede 1, dispensation til, at klager kunne gennemføre uddannelsen, da et kørekort ikke var en forudsætning for at få et arbejde som knallertmekaniker efter afsluttet uddannelse. Kørekort er heller ikke en forudsætning for at få adgang til arbejdsmarkedet som ejendomsservicetekniker. Klager er derfor uforstående over for afgørelsen om afslag på at gennemføre sin igangværende uddannelse, og at han vil blive nægtet svendebrev som bevis herpå. Klager har hverken over for indklagede 1 eller på praktikstedet lagt skjul på, at han har nedsat syn, og hvilke konsekvenser det har for hans kunnen. Der er tale om et i denne sammenhæng ubetydeligt handicap. Under et møde i september 2017 mellem klager, den praktikansvarlige på praktikstedet og en uddannelseskonsulent gav praktikstedet udtryk for stor tilfredshed med klagers evner og hans opfyldelse af læringsmålene. De ønskede at fortsætte ansættelsen på trods af manglende kørekort. Indklagede 1 har ligeledes i sine bemærkninger til nævnet oplyst, at klager også i sine skoleperioder har levet fuldt ud op til alle krav om at følge undervisningen. Reglerne omkring erhvervelse af kørekort er i dette tilfælde en ligegyldig faktor for at modtage svendebrev. Der er flere jobs inden for klagers uddannelsesområde, hvor et kørekort vil være påkrævet, men der er også jobs, hvor manglende kørekort ikke vil være en hindring. På baggrund af indklagede 2’s beslutning om ikke at give dispensation for manglende kørekort, har indklagede 1 kontaktet klagers praktiksted. I en mail har indklagede 1 oplyst, at de vil slette målpinden traktorkørekort i klagers uddannelsesbeskrivelse, hvilket vil medføre, at klager ikke må kalde sig ejendomsservicetekniker efter endt uddannelse. Der er tale om grov diskrimination, når det ved klagers uddannelses- og praktikaftale med plejecentret er dokumenteret, at han selv uden kørekort kan ansættes som ejendomsservicetekniker. Indklagede 1 afviser, at de som skole har udsat klager for forskelsbehandling i forbindelse med den del af uddannelsen, som de har indflydelse på. Indklagede 1 kan ikke ændre uddannelsens praktikmål og kan ikke afgøre, om der skal udstedes et svendebrev. Klager er i gang med en uddannelsesaftale som ejendomsservicetekniker og deraf tilhørende skoleperioder hos indklagede 1. Det skal klager fortsætte med, idet han trods sit synshandicap lever op til forventninger i uddannelsen. Indklagede 1 har dog gjort klager opmærksom på, at der vil opstå et problem, idet indklagede 2 ikke vil udstede svendebrev, hvis eleven ikke har kørekort. Som uddannelsesinstitution kan indklagede 1 alene vurdere, om klager lever op til kravene i skoleperioderne. Indklagede 1 har ikke hjemmel til at vurdere, om klager lever op til praktikmålene i virksomheden. Det er ikke indklagede 1 men indklagede 2, der står for svendeprøven og efterfølgende udsteder svendebrevet. Ligeledes er det ikke uddannelsesinstitutionen, der har fastsat kravene i bekendtgørelsen for uddannelsen. Der er således ikke tale om, at indklagede 1 nægter klager at bestå uddannelsen eller at kvittere med et svendebrev. Indklagede 1 har som uddannelsesinstitution kun interesse i, at klager gennemfører uddannelsen. Indklagede 1 forudser imidlertid og har gjort klager opmærksom på, at der kan blive en udfordring i forbindelse med udstedelse af svendebrev. Indklagede 2 udsteder svendebreve og afgør dermed også, om de vil dispensere fra kravene. For at klager ikke skal være usikker på, om han kan blive faglært inden for området, kan han forsætte med sin nuværende uddannelsesaftale i samme virksomhed og med de skoleperioder, der hører til uddannelsen, indtil der er taget stilling til eventuel udstedelse af svendebrev. Hvis det ved afslutningen af klagers uddannelsesaftale ikke er afklaret, om indklagede 2 kan eller vil udstede svendebrev, kan uddannelsesinstitutionen udstede et samlet uddannelsesbevis, som dokumenterer en gennemført erhvervsuddannelse, og som svarer til et svendebrev. Dette kan indklagede 1 gøre i medfør af erhvervsuddannelseslovens § 15, stk. 3, og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser § 15 omhandlende individuelt tilrettelagte erhvervsuddannelser. Den uddannelse, der i givet fald vil blive givet bevis på, vil have det præcise indhold af ejendomsserviceteknikeruddannelsen indeholdende såvel skole som praktik med undtagelse af målpinden om kørekort. Forudsætningen og forventningen er naturligvis, at klager fortsat lever op til de øvrige krav i uddannelsen. Indklagede 2 , der varetager sekretariatsbistand for Det Faglige Udvalg, har bemærket, at Det Faglige Udvalg ikke kan give klager dispensation. Det Faglige Udvalg har ikke mulighed for at dispensere fra reglerne. Det fremgår af vejledning fra Undervisningsministeriet. Uddannelsesbekendtgørelsen er godkendt af Undervisningsministeriet. Af kompetencemål nr. 9 i uddannelsesbekendtgørelsen for ejendomsserviceteknikeruddannelser fremgår: ” Eleven kan sikkerhedsmæssigt forsvarligt betjene værktøjer og maskiner til brug såvel inden- som udendørs, herunder også maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning” . Uddannelsesinstitutionen skal forud for uddannelsesstart foretage en vurdering af elevens realkompetencer med henblik på at vejlede eleven bedst muligt i forhold til en given uddannelse. Ved uddannelsesstart modtog klager mangelfuld vejledning fra uddannelsesinstitutionen, idet klager på daværende tidspunkt havde oplyst, at han ikke kunne opnå kørekort. En erhvervsuddannelse skal kunne anvendes i alle de relevante virksomheder. Kompetencemål beskrevet i uddannelsen skal derfor være opfyldt. Indklagede har ikke bemyndigelse til at dispensere fra reglerne i erhvervsuddannelsen til ejendomsserviceteknikeruddannelsen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig videreuddannelse. Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Klager har bevisbyrden for, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klager har en medfødt øjensygdom som blandt andet bevirker ufrivillige, rykvise bevægelser af øjet fra side til side og nedsat syn med cirka 60 %. Som følge af øjensygdommen kan han bl.a. ikke erhverve kørekort. På den baggrund vurderer nævnet, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Det fremgår af bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker § 4, nr. 9, at hovedforløbet under uddannelse til ejendomsservicetekniker har som kompetencemål, at eleven sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan betjene værktøjer og maskiner til brug såvel inden- som udendørs, herunder også maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af erhvervsuddannelsesloven. Det fremgår af erhvervsuddannelseslovens § 4, stk. 2 og 4, og § 38, stk. 2, at undervisningsministeren fastsætter regler om erhvervsuddannelserne, herunder de kompetencemål, som eleven skal opfylde, jf. erhvervsuddannelseslovens § 23, stk. 2. Bestemmelse om, at elever under uddannelse til ejendomsservicetekniker sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan betjene maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning, er fastsat i medfør af lov. Hverken loven eller bekendtgørelsen ses efter indhold og forarbejder at indeholde en mulighed for, at indklagede 1 og/eller indklagede 2 kan dispensere fra kravet om kørekort. Indklagede 1 og indklagede 2 har herefter ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Efter det anførte finder nævnet ikke anledning til at tage stilling til, om indklagede 2 driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Klager får herefter ikke medhold i klagen. Nævnet kan ikke tage stilling til, om klager efter andre regler kan rejse krav over for de indklagede. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 3, stk. 2, om vejlednings- og uddannelsesvirksomhed Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til ejendomsservicetekniker - 4, stk. 9, om betjening af maskiner, hvor traktorkørekort er en forudsætning Lov om erhvervsuddannelser - § 4, stk. 2 og 4, om undervisningsministerens kompetence - § 23, stk. 2, om fastsættelse af kompetencemål - § 38, stk. 2, om undervisningsministerens fastsættelse af regler <2017-6811-46623>

Versioner

1. 2018-09-07 · til 2019-04-10