Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9745@2018-09-07/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - ej medhold

J.nr. 2017-6811-31866 Inden en kvinde kunne donere blod, skulle hun oplyse om resultatet af en HIV-test af sin ægtefælle, som er født i Afrika, og som kort forinden havde opholdt sig der i en længere periode. Der var ikke tale om direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, idet en persons etniske oprindelse ikke kan afgøres alene på baggrund af fødeland. Kravet om helbredsmæssige oplysninger blev stillet til alle bloddonorer med partner af modsat køn fra flere områder i verden. Kravet stillede derfor heller ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer. Der var derfor ikke sket en overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling. Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen over Styrelsen for Patientsikker og en region drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager som bloddoner blev afvist fra at donere blod. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Styrelsen for Patientsikkerhed og regionen har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Sagsfremstilling Klager, der er af etnisk dansk oprindelse, er gift med en mand fra Uganda. I forbindelse med donorinterview forud for tapning af blod blev klager oplyst om, at hendes mand, der havde været i Afrika, skulle aflevere en negativ HIV-test, før klager som bloddoner måtte donere blod. Om donorinterviews fremgår af hospitalets instruks gyldig fra 3. april 2017 i afsnit om ”Partner med heteroseksuel risikoadfærd”: ”Dette afsnit gælder danske donorer med partner af modsat køn fra områder i Afrika, Indien, Sydøstasien (undtaget Kina, Japan, Korea, Taiwan) og Syd- og Mellemamerika, hvor HIV er særligt udbredt. 1. Donor tildeles 4 måneders karantæne efter partners ankomst til Danmark. 2. Partner skal være testet negativ for HIV 1+2 i et dansk laboratorium mindst 4 måneder efter partners ankomst til Danmark. Negative HIV svar fra udenlandske laboratorier eller negative HIV svar, hvor donor kun kender svaret, fordi partner har meddelt dette, kan ikke anvendes som dokumentation for, at partner er HIV negativ. 3. Donor møder op til tapning 4 mdr. efter partners ankomst til Danmark. a. Donor skal kunne dokumentere den negative HIV test enten ved, at - donor medbringer det negative HIV svar. Svaret scannes og sendes via mail til [modtager og mailadresse], hvor det arkiveres under donors CPR-nr. på [hospitalets fællesdrev]. - Donor oplyser direkte at have fået og set svaret af en dansk autoriseret læge. Partners initialer og fødselsdag, sted og tidspunkt for negativ HIV-test af partner skrives i begrundelsen på spørgeskemaet i D0. b. Donor tappes. 4. Donor møder op til tapning 4 mdr. efter partners ankomst til Danmark ledsaget af partner uden negativ HIV test. a. Der oprettes glaskode 011 (part. HIV) på donor. b. I konklusionsfeltet noteres ”initialer og fødselsdato på partner – afventer HIV”. Konklusionen slettes af viruslaboratoriet efterfølgende. c. Donor tappes. d. Prøve udtages på partner. e. Partners navn, CPR-nr., adresse noteres listen 11 . f. Der skal foreligge en negativ HIV test på partner. Hvis ikke, tildeles donor afgangskode 91 (eksposition). Donor oplyses om, at hvis forholdet slutter, er donor altid velkommen at henvende sig til blodbanken 4 måneder efter. 5. Rejser partner tilbage til hjemlandet og opholder sig der i ≥ 4 mdr. gentages fra punkt 2. ” Klagen over Styrelsen for Patientsikkerhed og en region blev indbragt for nævnet den 14. juni 2017. Klager henvendte sig endvidere til Styrelsen for Patientsikkerhed og hospitalet i den indklagede region. Efter en telefonsamtale med klager, skrev overlægen fra hospitalets Klinisk Immunologisk Afdeling den 27. juni 2017 i en mail til klager: ”Kære [klager] Tak for snakken her i dag. Som nævnt i telefonen forstår jeg både din frustration og forundring. Det er ikke vores rolle i samfundet at bidrage til diskrimination og racisme og det er ærgerligt når det kommer til at virke sådan. Som nævnt i telefonen er det nødvendig at man når man har en partner fra et område med meget HIV og hepatitis-B én gang sikrer sig, at partneren er negativ via test i annerkendt laboratorium. Du skal ikke medbringe testen men selv have set den. (Dette give jo også meget god mening i beskyttelsen af en selv) Derefter er der ikke yderligere karantæneforhold i forbindelse med partners rejse. (og selvfølgelig heller ikke med hverken etnicitet eller statsborgerskab). Jeg takker dig for din klare tilbagemelding – den giver os mulighed for intern information og undervisning. Du er velkommen til at kontakte mig vedrørende donation og karantæneforhold. Jeg ønsker jer en god tur til Uganda og håber vi ser dig igen i blodbanken. ” Herefter spurgte klager om, hvorvidt kravet om en HIV-test, hvis partneren har opholdt sig mere end fire måneder i højrisikoområder, også gælder, hvis partneren er af etnisk dansk oprindelse. Som svar på dette spørgsmål skrev den pågældende overlæge: ”Med hensyn til de 4 måneder vil vi fjerne dette (vi sidder aktuelt og tilretter ny instruks) – men ja reglerne knytter (eller knyttede) sig ikke til nationalitet eller hudfarve udelukkende til opvækstland og længde af efterfølgende ophold. ” Styrelsen for Patientsikkerhed besvarede klagers henvendelse ved brev af 3. juli 2017: ” Din henvendelse vedrørende din oplevelse i Blodbanken, [hospital] Kære [klager] Tak for din henvendelse. Styrelsen for Patientsikkerhed kan oplyse, at styrelsen har indhentet en redegørelse fra [hospitalet] om hændelsesforløbet omkring din henvendelse i blodbanken. Det fremgår af denne redegørelse, at den besked du har fået ikke er i overensstemmelse med blodbankens instrukser på området, hvilket de beklager. De vil nu gennemgå deres instrukser med henblik på at tydeliggøre reglerne på dette område. Styrelsen for Patientsikkerhed skal bemærke, at der af bekendtgørelse om sikkerhed i forbindelse med bloddonation fremgår en række krav til donor, herunder til oplysninger om donors adfærd og til testning af donor forud for tapning. Disse krav skal sikre, at modtagere af blodkomponenter ikke udsættes for helbredsmæssige risici, som eksempelvis overførsel af smitte. Du gør blandt andet selv opmærksom på, at du på grund af karantænereglerne ikke har kunnet være donor i en flerårig periode. Bekendtgørelsen indeholder imidlertid ikke krav om, at der indhentes helbredsoplysninger fra andre end donor, og Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor taget initiativ til at undersøge blodbankernes praksis på området nærmere. Vi håber, at du fortsat ønsker at være en del af donorkorpset. ” Hospitalet reviderede sin instruks gyldig fra den 21. september 2017. Af afsnittet ”Partner med heteroseksuel risikoadfærd” fremgår herefter: ”Personer, der har svaret bekræftende på at have eller inden for de sidste 6 måneder at have haft kontakt med en person, hvis baggrund eller seksuelle adfærd kan udgøre en smitterisiko (f.eks. har levet >1 år i områder, hvor hiv eller hepatitis B forekommer udbredt i befolkningen), skal spørges om, hvorvidt donor efter bedste overbevisning er bekendt med, om dennes seksualpartner er testet negativ for hiv og hepatitis B infektion på et anerkendt laboratorium tidligst 4 måneder efter risikoadfærden. Donor skal oplyses om baggrunden for de uddybende spørgsmål. I de tilfælde, hvor donor svarer bekræftende på spørgsmålet ”Har du inden for de sidste 6 måneder haft seksuel kontakt med en person fra Afrika, Asien, Syd- eller Mellemamerika? ” er de ekstra spørgsmål, der skal stilles og besvares følgende: Er du bekendt med at din seksualpartner fra disse områder er testet negativ for hiv og hepatitis B? . . . . . . . . . . . . . . . . . Ja □ Nej Hvor er testen foretaget? ____________________ Svarer donor ja, noteres på spørgeskemaet ” Donor oplyser at seksualpartner er testet negativ for hiv og hepatitis B ”. Såfremt donor svarer, at partneren så vidt vides ikke er testet, eller at donor ikke har kendskab hertil, skal der ske en konkret lægelig vurdering af donors egnethed. Blodbanken kan i den sammenhæng eventuelt tilbyde, at partneren, hvis denne ønsker det, kan testes for hiv og hepatitis B ved blodbankens hjælp. … Seksualpartnerens identitet må under ingen omstændigheder fremgå af donorjournalen…” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sin mands etniske oprindelse. Hun ønsker, at retningslinjerne på bloddonorområdet bliver ændret således, at de samme regler gælder for alle uanset etnisk oprindelse. Klagers mand har boet i Danmark i 8 år. Ifølge vejledning på bloddonorområdet, skal alene personer, der oprindeligt er fra Asien, Syd- eller Mellemamerika eller Afrika aflevere en negativ HIV-test. Det ville ikke gælde, hvis klagers partner var etnisk dansk og rejste meget i de pågældende områder. Der er tale om forskelsbehandling, der forudsætter, at der er større risiko for, at klagers mand var klager utro, end hvis han var af etnisk dansk oprindelse. I et debatindlæg i en avis har overlægen fra hospitalets blodbanksenhed svaret, at der ikke er krav om, at en bloddonors partner fremlægger en negativ HIV-test, men at bloddonoren skal have en negativ HIV-test, hvis partneren har rejst til et højrisikoområde i mere end fire måneder ad gangen. Klager ønsker, at risikovurderingen bliver ens i forhold til partnere og deres risiko for HIV-smitte uanset, hvilket land de er opvokset i. Indklagedes bemærkninger ændrer ikke på klagers oprindelige spørgsmål om, hvorvidt det bliver vurderet som risikoadfærd, at klager har sex med sin mand, der er fra Afrika. Styrelsen for Patientsikkerhed henholder sig til sit svar til klager af 3. juli 2017. Regionen har ændret sin instruks. Klager blev i blodbanken informeret om, at hun som donor gift med en ugandisk mand skulle kunne fremvise negativ HIV-test på manden for at blive godkendt som donor. Hun blev herudover oplyst om, at denne test skulle gentages, når manden rejste tilbage til sit hjemland. Baggrunden for, at blodbanken overhovedet interesserer sig for donorers seksualpartneres smitterisiko, er, at de tests, der skal identificere HIV og hepatitis-B og C, ikke er 100 % sensitive. Hvis donor udsættes for smitterisiko, er der en øget risiko for recipienterne. Dette afspejles således i både officielle karantæneregler, i daværende nationale faglige vejledninger på området og i blodbankens daværende instrukser. Den konkrete information til klager var dog forkert i forhold til afdelingens daværende instrukser, idet kun ophold af varighed over 4 måneder i områder med høj risiko for HIV og hepatitis skulle medføre gentestning af partner. Klagen medførte, at de nationale faglige vejledninger på området blev revideret, så identitet på partner aldrig må registreres i donorjournalsystem. Tilsvarende blev det i de nationale retningslinjer indskærpet, at partner til donor ikke skal gentestes ved fornyet ophold i områder med høj risiko for HIV og hepatitis, samt at en risikovurdering gælder alle donorer med heteroseksuel partner, hvis baggrund eller seksuelle adfærd kan udgøre en smitterisiko. Med baggrund menes f.eks. at have opholdt sig mere end 12 måneder i områder med høj endemisk forekomst af HIV og hepatitis B. Blodbanken på hospitalet i den indklagede region har nu revideret sin instruks på området i overensstemmelse med de nye og reviderede nationale retningslinjer. Den nye instruks sikrer, at den fejlhåndtering, klager var udsat for i form af krav om gentest og registrering af partners identitet, ikke vil kunne gentage sig. Klagen er imødekommet ved, at risikovurderinger nu gælder alle donorer med heteroseksuel partner, der kan udgøre en teoretisk smitterisiko. Blodbanken på hospitalet i den indklagede region har i perioden 27.-29. juni 2017 været i telefonisk og skriftlig dialog med klager. Klager er blevet orienteret om, at der dels var tale om en fejl, og at det herudover ikke var ægtemandens etnicitet, men derimod opvækst i et område med høj risiko for HIV og hepatitis, der var baggrunden for, at blodbanken overhovedet spurgte til HIV testning af ægtemanden. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende person. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Indklagedes krav til klager om oplysninger om resultatet af en HIV-test af klagers ægtefælle var begrundet i, at klagers ægtefælle er født i Afrika, og at han for nylig i en længere periode havde opholdt sig der. I dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15 udtalte EU-Domstolen, at begrebet ”etnisk oprindelse” bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper blandt andet kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested. EU-Domstolen fastslog, at en persons etniske oprindelse ikke kan afgøres alene på baggrund af ét kriterium. Det bør derimod baseres på en vifte af elementer, hvoraf nogle har objektiv karakter og andre subjektiv karakter. Selvom en persons fødeland vil kunne indgå som et af disse kriterier, kan fødelandet ikke i sig selv alene være afgørende for, om en person tilhører en bestemt etnisk gruppe. Nævnet vurderer herefter, at der ikke ved kravet til klager om supplerende lægelige oplysninger alene som følge af oplysningen om hendes ægtefælles fødeland er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Hvis en praksis baseret på bloddonorers partneres fødeland stiller personer af en bestemt etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer, kan der foreligge indirekte forskelsbehandling. Det må på baggrund af oplysningerne i indklagedes tidligere gældende instruks lægges til grund, at kravet om helbredsmæssige oplysninger blev stillet til alle bloddonorer med partner af modsat køn fra områder i Afrika, Indien, Sydøstasien (undtaget Kina, Japan, Korea, Taiwan) og Syd- og Mellemamerika. Nævnet vurderer på den baggrund, at der heller ikke er påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Kravet til bloddonorer med partner af modsat køn fra områder i Afrika, Indien, Sydøstasien (undtaget Kina, Japan, Korea, Taiwan) og Syd- og Mellemamerika, stiller ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer. Det er således nævnets vurdering, at der ikke er sket en overtrædelse af reglerne i lov om etnisk ligebehandling. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om bevisbyrde <2017-6811-31866>

Versioner

1. 2018-09-07