Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0170

GældendeVersion 2018-09-25
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9787@2018-09-25/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0170

Uredigerede kommentarer på Facebook hører ikke under nævnets kompetence DR har fjernet klagers kommentarer til et opslag på DR Nyheders Facebookside, fordi DR betragtede kommentarerne som hadefulde. Ifølge klager undlod DR dog, trods anmodning, at slette en anden persons hadefulde kommentarer. Debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, hører ikke under medieansvarsloven og dermed heller ikke under Pressenævnets kompetence, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation. Det samme gælder sletning af sådanne kommentarer. Pressenævnet afviste derfor at behandle sagen og bemærkede, at det også ligger uden for nævnets kompetence at pålægge DR at ophæve en blokering af en debattør.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at DR har fjernet hendes kommentarer til et opslag på DR Nyheders Facebookside, men har undladt at fjerne andre ”hadkommentarer”. Sagsfremstilling [Klager] klagede den 9. og 10. august 2018 til DR over, at ”I sletter kommentarer rask væk for personer når de ikke deler jeres politiske ståsted og lader hadkommentarer stå tilbage som man efterfølgende får FB til at slette med baggrund i samme forhold. ” , og at DR havde blokeret hende, så hun ikke kunne kommentere opslag omkring den fransk/algierske rigmand, der ville betale bøder i forbindelse med det danske burkaforbud. DR afviste den 14. august 2018 [Klager]s klage med følgende begrundelse: ”Vi udøver ikke censur på DR Nyheders Facebook-side, men vi har opstillet et sæt retningslinjer, man skal overholde for at kunne deltage i debatten. Vi har undersøgt, hvad der lå forud for din udelukkelse fra siden og konstaterer, at du i flere tilfælde har opfordret andre brugere til at "smutte hjem" og blandt andet omtalt en kildes familie som "rotteyngel". Den slags er nedladende, afsporer debatten og falder under betegnelsen hadefulde kommentarer, hvilket alt sammen er mod vores retningslinjer og af den grund er du blevet udelukket. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 14. august 2018. Hun har klaget over DRs svar til hende samt over DRs selektive håndtering af borgernes ytringsfrihed. Hun har anført, at der på samme Facebook-tråd, som hun havde kommenteret, havde været hadkommentarer, som hun fik Facebook til at fjerne. [Klager] har stillet spørgsmål ved, hvorfor DR ikke svarede på hendes anmodning om at fjerne de nævnte hadkommentarer, og hvorfor har DR ikke har ageret på disse kommentarer. Hun mener, at DR må bevise, at hendes kommentarer som modkommentarer på noget, der blev lagt op i tråden, afveg fra niveauet på Facebook-tråden. Pressenævnets formand, Hanne Schmidt, udtaler : Pressenævnet bemærker, at nævnet kan pålægge redaktøren af et massemedie at offentliggøre Pressenævnets kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang, jf. medieansvarslovens § 49. Det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge DR at ophæve en blokering af en debattør. Det er Pressenævnets opfattelse, at debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, ikke er omfattet af medieansvarsloven, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation. [Klager]s kommentarer på DR Nyheders Facebookside må betragtes som sådanne uredigerede indlæg skrevet af udefrakommende, hvor der ikke er foretaget nogen journalistisk udvælgelse inden offentliggørelsen. Det lægges til grund, at DR alene har fungeret som teknisk formidler. Kommentar-funktionen til opslag på DR Nyheders Facebookside er derfor ikke omfattet af medieansvarsloven. Redaktionens efterfølgende sletning af [Klager]s kommentarer indebærer ikke, at der er foretaget en sådan redigering, at forholdet falder ind under medieansvarslovens område. Det samme gør sig gældende i forhold til de såkaldte ”had-kommentarer”, som redaktionen trods anmodning fra [Klager] angiveligt har undladt at slette. Klagen hører derfor ikke under nævnets kompetence og afvises, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Afgjort den 18. september 2018

Versioner

  1. 2018-09-25