Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9838@2018-10-05/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sagsbehandling - ej medhold
J.nr. 18-41035 En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i form af chikane i forbindelse med anholdelse og efterfølgende sagsbehandling. Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med de indklagedes behandling af ham og i sagsbehandlingen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i form af chikane i forbindelse med en anholdelse og den efterfølgende sagsbehandling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Den 27. september 2015 blev klager anholdt af politiet (indklagede 1). Den 2. november 2015 indbragte klagers advokat på vegne af klager en klage til indklagede 3 over politiets adfærd i forbindelse med anholdelsen samt transport til og ophold på en politigård. Ved byrettens dom af 22. januar 2016 blev klager fundet skyldig i at have fremsat verbale trusler omfattet af straffeloven den 27. september 2015. Den 29. april 2016 traf indklagede 3 afgørelse i adfærdsklagen. Indklagede 3 vurderede, at der ikke var grundlag for at udtale kritik af politiet. Der var ifølge afgørelsen afgivet en række modstridende forklaringer om hændelsesforløbet fra klager på den ene side og to politiassistenter på den anden side. Det kunne ikke lægges til grund, at beslutningen om at lave en indberetning til kommunen eller orienteringen herom til klager skete på et chikanøst eller andet usagligt grundlag. Den 19. september 2016 stadfæstede landsretten byrettens dom i straffesagen. Klager indbragte en klage til Advokatnævnet over sin beskikkede advokats (indklagede 4) adfærd i forbindelse med straffesagen. Den 13. marts 2017 traf den pågældende politikreds afgørelse på baggrund af en klage indbragt af klagers advokat på vegne af klager over politiets dispositioner. Der var ikke anledning til at udtale kritik af politiets dispositioner i forbindelse med, at klager blev ilagt håndjern. Der var heller ikke anledning til at udtale kritik af politiets dispositioner i forbindelse med håndteringen af klagers søn på 1½ år i forbindelse med anholdelsen. Den 16. maj 2017 traf Statsadvokaten afgørelse på baggrund af en klage over afgørelsen truffet af politiet i den pågældende politikreds. Statsadvokaten var enig i afgørelsen og begrundelsen herfor. Klager, der har et udenlandsk klingende navn, indbragte klagen for Ligebehandlingsnævnet den 15. juni 2018. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling i form af racistisk behandling. Hans navn er årsagen hertil. Under anholdelsen fremkom den ene politiassistent med udtalelse om, at klager fik denne behandling på grund af sit navn. I forbindelse med anholdelsen stod klager med håndjern på ryggen i 45 minutter. Politiet overgav klagers søn til familie, der kom til stedet. Under transporten til politistationen oplyste politiet, at de ville indberette klager til myndighederne. Under opholdet på politistationen blev klager nægtet et opkald. Dermed kunne han ikke sikre sig, at sønnen var hos sin mor, ligesom han ikke kunne ringe til en advokat. Han fik intet at spise eller drikke og kom ikke på toilettet. Politiet fjernede en madras, og truede ham. Under sagen hos indklagede 3 fik klager ikke lov til at oplyse alt. Vidnerne blev ikke kontaktet til trods for, at dette fremgår af afgørelsen fra indklagede 3. Klager kunne ikke fremlægge en lydfil i retten, som han ønskede at bruge som bevis. Endvidere var der blevet ændret i skriftlige rapporter. Klagers advokat modarbejdede ham og lagde ikke skjul på, at klager ville blive dømt skyldig. Det er klagers overbevisning, at det på forhånd var aftalt, hvordan straffesagen skulle ende. Advokaten vejledte ikke klager, han bestemte sagens forløb, han frafaldt et af de vidner, som klager havde indkaldt, og han stillede ikke vidnerne de rigtige spørgsmål. Advokaten forsvarede derudover ikke klager, han nægtede at indkalde et vidne, han gjorde ikke opmærksom på, at et vidne skiftede forklaring, han vildledte vidnerne, han råbte af klager, og han nægtede klager at skifte advokat. Det er klagers opfattelse, at politiet behandler udlændinge anderledes. Politiet vil ikke hjælpe klager på grund af hans navn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en bestemmelse, betingelse eller praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Der er ikke i klagen af 15. juni 2018 eller i klagers efterfølgende bemærkninger oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med de indklagedes behandling af klager og i sagsbehandlingen har været udsat for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Nævnet kan ikke tage stilling til de rejste spørgsmål om overholdelse bestemmelser i strafferetsplejen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 6, stk. 3, om formandsafgørelser - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 3, stk. 4, om chikane - § 7, om bevisbyrde <18-41035>