Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9847@2018-10-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J.nr. 2017-6810-35690 En kriminalassistent sygemeldt på grund af psykisk sygdom blev afskediget med henvisning til, at hendes sygefravær ikke var foreneligt med driften af politikredsen. Kriminalassistenten havde i omkring to år gradvist optrappet arbejdstiden til 20 timer ugentligt, hvorefter hun blev sygemeldt. En måned senere erklærede Helbredsnævnet kriminalassistenten tjenstudygtig, og hun blev afskediget yderligere en måned herefter. Uanset de gennem 2½ år iværksatte tilpasningsforanstaltninger, var kriminalassistenten på afskedigelsestidspunktet ikke kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Kriminalassistenten fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse af en kriminalassistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager blev ansat som politibetjent den 1. august 1981. I de senere år arbejdede hun som kriminalassistent i afdelingen for efterforskning/personfarlig kriminalitet og virkede bl.a. som videoafhører i børnesager. Klager blev fuldtidssygemeldt med arbejdsrelateret stress fra september 2014 og et år frem. Klager blev under sygemeldingsperioden tilknyttet Arbejdsmedicinsk Klinik. Der blev foretaget anmeldelse til arbejdsskademyndighederne af en erhvervssygdom. Arbejdsskademyndighederne anerkendte senere en uspecificeret belastningsreaktion som en erhvervssygdom og tilkendte klager et varigt mén på 15 procent. Klager gav i marts 2015 over for indklagedes personalelæge udtryk for, at hun havde planer om at vende tilbage til politimæssige arbejdsfunktioner. Klager sendte i maj 2015 forskellige lægelige oplysninger til personalelægen, herunder en psykiatrisk speciallægeerklæring fra februar 2015, der angav en prognose for tilbagevenden på op til seks måneder. Ved tilbagevenden til arbejdet anbefalede speciallægen, at klager blev placeret med mindre belastende arbejdsopgaver i et struktureret, støttende og trygt miljø, og at hun burde friholdes for arbejdsopgaver, der kunne være psykisk traumatiserende. Klager genoptog arbejdet som deltidssygemeldt i slutningen af september 2015 med tre arbejdsdage om ugen af to timers varighed. Klager optrappede løbende timetallet. Den 8. februar 2016 vurderede Helbredsnævnet klager tjenstdygtig i sin stilling som kriminalassistent. Det forventedes, at klager langsomt kunne genoptage sin tjeneste i fuldt omfang under etablerede skåneforhold. Den 1. marts 2016 holdt ledelsen en samtale med klage. Klager havde på dette tidspunkt øget sin arbejdstid til 20 timer om ugen. Klager gav udtryk for, at hendes helbredsmæssige situation ikke gjorde det muligt at øge arbejdstiden yderligere. Som foreløbigt mål blev det aftalt, at klager inden sommerferien skulle optrappe arbejdstiden til 27 timer om ugen. Klager blev stadig fritaget for alle operative arbejdsopgaver. Den 14. april 2016 holdt ledelsen en samtale med klager. Ledelsen gav udtryk for en forventning om, at klager skulle optrappe arbejdstiden til fuld tid senest den 1. oktober 2016, og at der herefter skulle tages endelig stilling til klagers placering i organisationen. Klager ønskede at få oplyst alternative løsninger. Hun blev oplyst om, at hun i stedet kunne vælge at gå ned i tid og løn, og at ledelsen ellers ville se sig nødsaget til at indstille klager til afsked grundet ”fraværsuegnethed”. Klager gav udtryk for, at hun var rystet over ledelsens håndtering af sygesagen, og at alternativerne var med til at stresse hende yderligere og ikke fremmede processen i forhold til at optrappe tjenesten til fuld tid. Af en mailkorrespondance mellem tillidsrepræsentanten og HR-lederen fra maj 2016 fremgår: Tillidsrepræsentanten den 2. maj 2016: ”…[Klager] og jeg har lige haft en samtale, som opfølgning på vores sidste sygesamtale. I den forbindelse har [klager] et supplerende spørgsmål, som jeg vil bede dig om at undersøge. • [Klager] blev præsenteret for, at hvis ikke hun er tilbage på fuld tid senest d. 011016, så kan hun enten frivilligt gå ned i tid, mod egenbetaling, alternativt vil organisationen indstille hende til afsked som følge af fravær/uegnethed. Spørgsmålet går på, om organisationen med det forventer at hun senest d. 011016 er fuldt funktionsdygtig igen? Skal hun kunne bidrage med alle former for sager, opgaver og uddannelse, eller er organisationen indstillet på at hjælpe hende videre og at tilpasse hendes opgaver til det hun kan håndtere? …” HR-lederen den 17. maj 2016: ”… Politikredsen forventer, at [klager] er i stand til at genoptage arbejdet på fuld tid den 1. oktober 2016 - indtil videre i lokalpolitiet i [by 1]. Det forventes også, at [klager] er fuldt ud i stand til bestride arbejdsopgaverne i den funktion / stilling, som hun placeres i, herunder lejlighedsvis deltagelse i sponsorvagter mm. i lighed med øvrige medarbejdere i afdelingen - evt. efter den nødvendige kompetenceudvikling. …” Tillidsrepræsentanten videresendte mailkorrespondancen til klager den 18. maj 2018. Klager skrev den 19. maj 2016 til sin psykolog. Hun vedlagde mailkorrespondancen og gav udtryk for, at hun var meget rystet og grædefærdig. Klager gik tidligt hjem den 19. maj 2016, da hun havde det dårligt. Klager skrev den 20. maj 2016 en mail til beskæftigelsesrådgiveren i kommunen og spurgte til sine muligheder for en § 56-aftale, hvis hun raskmeldte sig fra den 1. oktober 2016. Hun gjorde opmærksom på, at hun følte sig virkelig presset, da hun var ”stillet fyring i udsigt”. Klager skrev også en mail til personalelægen den 20. maj 2016. Af mailen fremgår bl.a.: ”Jeg skriver, fordi jeg pt. er meget presset på job. Jeg havde opstart ca. 1. okt. 2015 på deltid. Er stillet fyring i udsigt pr. 1. okt., hvis jeg ikke kan "alt" politimæssigt. og det tror jeg ikke kan leve op til allerede der… Arbejder pt. ca . 22 timer ugentligt. Det er meget svært for mig at vurdere egen situation m.m. Går stadig i psykologbehandling ca. hver 3. uge. Er bange for mit helbred, men vil virkelig gerne beholde mit job. Vil du ringe til mig for en samtale, når du en gang har tid? ” Både i mailen til beskæftigelsesrådgiveren og personalelægen var mailkorrespondancen mellem tillidsrepræsentanten og HR-lederen vedlagt. Klager skrev den 15. september 2016 en mail til sin nærmeste leder med overskriften ”Ansøgning om aftale efter sygedagpengelovens § 56 vedr. [klager]”. Af korrespondancen fra den 15. september 2016 fremgår bl.a.: Klager kl. 11.05: ”Min plan er at raskmelde mig til fuld tid pr. 1. okt. 2016 understøttet af aftale efter sygedagpengelovens§ 56, hvis politiet vil være med. Jeg har forventning om, at kommunen vil bevillige. Kommunen har skrevet følgende om proceduren som herunder i mailen. … Vil du hjælpe til, at HR hurtigt indsender, så det hele kan nås at være i orden inden 1. okt.? Det skal jo også forbi min læge m.m. Det vil glæde mig, hvis det kan videresendes i dag. Jeg lægger udfyldt og underskrevet formular i kuvert på dit bord. ” Daglig leder kl. 13.50: ”Jeg har håndbåret kuverten over til HR. [HR-leder] er pt. på ferie, men kommer tilbage på mandag. Jeg har derfor sendt en mail med anmodning om hastebehandling af din sag. Så lige pt. afventer jeg nærmere fra HR/Koncern HR. I forhold til en opfølgningssamtale, skal vi så ikke afvente indtil vi har en nærmere afklaring på § 56 eller HR vender tilbage med et krav om at den evt. skal afvikles uanset udfaldet af § 56? ”” Klager kl. 13.57: ”Tusind tak for det… Vil gerne have opfølgningssamtale alligevel. ” Klager har fremlagt en kopi af den formular, som hun havde udfyldt. Under lidelsens art fremgår ”PTSD og generaliseret angst”. HR-lederen ringede den 20. september 2016 til kommunens beskæftigelsesrådgiver og blev vejledt om § 56-ordningen. Ledelsen anmodede den 20. september 2016 om en fornyet vurdering fra Helbredsnævnet af klagers tjenstdygtighed. Klager blev ikke på dette tidspunkt orienteret herom. Af en psykiatrisk speciallægeerklæring af 22. september 2016, der blev udfærdiget til brug for klagers arbejdsskadesag, fremgår, at klager siden 2014 havde været belastet af anspændthed, bekymringer og stemningsustabilitet, angstsymptomer og flash backs. Hun havde udviklet kognitive forstyrrelser med svigtende hukommelse og koncentration, men havde dog oplevet en vis bedring inden for det seneste år i forhold til dette. Klagers tilstand svarede til en posttraumatisk belastningsreaktion i middelsvær til svær grad. Tilstanden havde bestået i mere end to år og vurderedes at have varig og stationær karakter. Det fremgår videre, at klager ikke kunne magte almindelige politiopgaver og direkte person- eller klientkontakt, og at hun havde svært ved at magte mere omfattende/krævende situationer. Klager så sig ikke i stand til at genoptage fuldtidsbeskæftigelse på ordinære vilkår, og hun havde svært ved at magte den nuværende arbejdsbelastning på 24 timer pr. uge med skånevilkår. Klagers funktionstab blev beskrevet som omfattende såvel i forhold til beskæftigelse i politiet som generelt på arbejdsmarkedet. Den 26. september 2016 blev der holdt en rundbordssamtale, hvor den nærmeste leder, HR-lederen, klager, tillidsrepræsentanten og beskæftigelsesrådgiveren fra kommunen deltog. Der foreligger både et referat fra ledelsen og fra beskæftigelsesrådgiveren. Beskrivelsen nedenfor er en sammenskrivning af de to referater. HR-lederen indledte samtalen med at oplyse, at ledelsen – på baggrund af de nye oplysninger, som fremgik af den af klager udfyldte ansøgning om en § 56-aftale - havde anmodet Helbredsnævnet om en ny vurdering af klagers tjenstdygtighed. Ledelsens stillingtagen til en § 56-aftale afventede denne vurdering. Ledelsen var indtil da indstillet på, at klagers delvise sygemelding kunne fortsætte på uændrede vilkår. Klager og tillidsrepræsentanten gav udtryk for, at denne melding var overraskende. Klager forklarede, at hun ønskede at arbejde med efterforskning af økonomisk kriminalitet, enten centralt eller lokalt, da hun gerne ville indgå i et team, og at dette ville medvirke til at gøre hende rask. Hun forklarede også, at hun ikke så sig i stand til at deltage i tjenesteskydning pga. sin diagnose. Klager forklarede endvidere, at hun ikke kunne deltage i fællesmøder (morgenparoler) på grund af sin diagnose. Den nærmeste leder gav udtryk for, at der ikke var planer om, at klager skulle tilbage til efterforskning centralt, idet disse arbejdsformer og opgaver havde medvirket til hendes sygemelding. De øvrige ønsker til arbejdsformer og opgaver blev taget til efterretning. Den daglige leder gav udtryk for, at klagers nuværende arbejdsindsats var tilfredsstillende ud fra omstændighederne, men at klager endnu ikke var på det niveau, som man måtte forvente af en polititjenestemand med klagers anciennitet og erfaring. ¬¬Ledelsen spurgte til årsprøverne i skydning og kørsel, hvortil klager oplyste, at hun havde anmodet om udsættelse. Ledelsen bemærkede hertil, at klager skulle vedligeholde/udvikle sine kompetencer, som det var blevet oplyst den 18. maj 2016, og at ledelsen ikke havde intentioner om at give klager udsættelse. Tillidsrepræsentanten bemærkede, at han ville anbefale en udsættelse. Klager anmodede herefter om at få mødet afsluttet. Beskæftigelsesrådgiveren oplyste under afslutningen på mødet, at hun ikke var forberedt på den drejning, som mødet tog, da det var hendes indtryk, at klager skulle raskmeldes pr. 1. oktober 2016. Klager har fremlagt en udtalelse af 19. januar 2018 fra tillidsrepræsentanten, der var til stede på mødet den 26. september 2016, hvoraf fremgår bl.a.: ”På trods af [klager] 3 gange anmodede om, at afslutte mødet da det var en anden dagsorden end hun var forberedt på blev hun i stedet beskyldt for ikke at ville samarbejde. Det gjorde at [klager] blev meget ked af det og blev fuldstændig lamslået over den drejning, som mødet havde taget. [Klagers] nærmeste leder […] sagde til [HR-lederen], ” Nu har [klager] bedt om at afslutte mødet 3 gange og så må vi respektere det ”. Herefter blev mødet afsluttet og [klager] var næste dag sygemeldt af sin læge. ” Klager blev fuldtidssygemeldt fra den 27. september 2016. Indklagede indkaldte den 27. september 2016 klager til efterårets tjenesteskydning med afholdelse den 27. november 2016. Af en psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. oktober 2016, der blev udarbejdet til brug for Helbredsnævnets vurdering, fremgår, at klager under året som deltidssygemeldt brugte enorme ressourcer på at møde på arbejdet og ikke magtede at deltage i morgenparoler. Selvom hun optrappede timetallet, følte hun sig dybest set ikke bedret. Hun følte, at hun hang i med det yderste af neglene. Den seneste tid blev klager mødt med krav om at skulle bestå årsprøver i skydetræning og udrykningskørsel, hvilket hun ikke magtede, og hun brød herefter sammen og fuldtidssygemeldte sig. Speciallægen vurderede, at klager ikke fremover ville kunne varetage sit job uden betydeligt øget sygefravær og nedsat funktionsevne. Helbredsnævnet vurderede den 31. oktober 2016 klager som helbredsmæssigt utjenstdygtig i stillingen som kriminalassistent. Vurderingen var bl.a. baseret på speciallægeerklæringen af 21. oktober 2016. Den 24. november 2016 blev klager hørt over påtænkt indstilling til afskedigelse. Af høringsbrevet fremgår bl.a.: ”Det er [indklagedes] foreløbige vurdering, at du har haft et omfattende sygefravær frem til nu, og at der ikke er udsigt til, at du kan vende tilbage til dit arbejde på sædvanlige vilkår inden for en rimelig fremtid. Dette er ikke foreneligt med driften af [politikredsen]. [Indklagede] har ved den foreløbige vurdering lagt vægt på, at du i perioden fra den 18. september 2014 frem til og med den 27. september 2015 i all havde 368 sygedage. Du var efterfølgende delvist sygemeldt fra den 28. september 2015 frem til den 27. september 2016, hvor du igen blev fuldtidssygemeldt, hvilket du fortsat er. [Indklagede] har endvidere lagt vægt på, at politikredsen har søgt at iværksætte fastholdelsestiltag i form af arbejde på nedsat tid og med tilpassede arbejdsopgaver, men at dette desværre ikke har medført, du har været i stand til at vende tilbage på arbejdet på fuld tid og fuld opgaveportefølje. Endelig har [indklagede] ved den foreløbige vurdering lagt afgørende vægt på, at Helbredsnævnet har vurderet dig utjenstdygtig i forhold til din stilling som kriminalassistent. ” Klager gjorde i et høringssvar af 5. december 2016 indsigelse mod afskedigelsen og anførte, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager forklarede nærmere om forløbet og beskrev bl.a., at ledelsens melding af 18. maj 2016 satte hende under pres og gav hende et tilbagefald. Til trods herfor havde klager gjort sig klar til raskmelding og fuldtidsarbejde pr. den 1. oktober 2016 med en bevilget § 56-aftale. Behandlingen af klager på mødet den 26. september 2016, hvor hun blev ”fuldstændig kørt over” af HR-lederen, gav et nyt tilbagefald – og kort tid efter blev hun indkaldt til en speciallægeundersøgelse, der blev anvendt som grundlag for vurderingen af hendes utjenstdygtighed. Klagers forbund meddelte i et høringssvar af 8. december 2016, at forbundet ikke havde indvendinger imod afskedigelsen. Klager blev afskediget den 27. januar 2017. Begrundelsen var i det væsentlige den samme som i den påtænkte indstilling til afskedigelse. Af en psykiatrisk speciallægeerklæring fra den 16. maj 2017, der blev udarbejdet med henblik på en vurdering af klagers generelle erhvervsevne, fremgår, at klager var invalideret af PTSD-symptomer, at tilstanden var stationær, og at funktionsniveauet var nedsat til det ubetydelige inden for ethvert erhverv. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. juni 2017. Klager blev tilkendt førtidspension den 1. februar 2018 med den begrundelse, at hendes arbejdsevne var varigt nedsat, og at hun ikke kunne blive selvforsørgende hverken ved arbejde på almindelige eller særlige vilkår. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede har overtrådt forskelsbehandlingslovens regler om handicap ved afskedigelsen af hende. Indklagede har tilsidesat klagers handicap. Indklagede havde indsigt i de udarbejdede speciallægeerklæringer. De kendte til klagers PTSD-diagnose og angstproblematik og var vidende om klagers begrænsninger. Klager blev på mødet den 26. september 2016 sat i en meget presset situation, og hun måtte mindst tre gange bede om at få mødet afbrudt. Det afstedkom angst og efterfølgende sammenbrud og sygemelding. Indklagedes bemærkninger er ikke dækkende for den behandling, som klager fik på mødet. Det er korrekt, at klager på tidspunktet for mødet ikke fuldt ud var på sit tidligere niveau, men hun var på vej – langsomt men sikkert – og havde stabilt fremmøde. Hun var kompetent. Klagers udvikling stagnerede i sommeren 2016, da hun blev mødt med truslen om afskedigelse, hvis ikke hun blev fuldt tjenstdygtig pr. den 1. oktober 2016. Indklagede ville ikke foretage relevante tilpasninger og afviste at arbejde videre hen imod en § 56-aftale. En § 56-aftale kunne have understøttet klagers videre helbredelse. Klager samarbejdede med arbejdspladsen og gjorde, hvad hun kunne. Klager havde behov for ro og megen struktur, hvilket sagtens kunne være løst på den store arbejdsplads. Det var åbenbart, at klager ikke kunne varetage de udadvendte politiopgaver. Klager kunne imidlertid fx udføre efterforskning af økonomiske sager, som hun havde mange års erfaring med og efteruddannelse indenfor, og hvor hendes kompetencer kunne bruges bedst i betragtning af sygdommen. Klager arbejdede under sin deltidssygemelding i lokalpolitiet med efterforskningssager. Hun behandlede et stort antal sager og agerede også sparringspartner for sine yngre kolleger. Politiinspektøren var særdeles tilfreds med klagers arbejde og fremgang og ville meget gerne have beholdt klager. Det blev ikke afprøvet, om klager med en § 56-aftale kunne have fastholdt sit arbejde. ¬¬Klager var ansat i politiet i næsten 36 år, og hendes kompetencer kunne være brugt i mange år frem. Der blev stillet krav om, at klager skulle kunne skyde og deltage i vagter på lige vilkår med sine kolleger. Klager kender flere medarbejdere i politikredsen, der har en § 56-aftale, ligesom der er flere politikolleger, der ikke deltager i tjenesteskydning og har afleveret deres våben. Det samme burde være sket for klager. Klager gik på otte måneder fra tjenstdygtig til utjenstdygtig. Klager blev væltet af behandlingen på mødet den 26. september 2016, og hendes tilstand blev forværret og gjorde hende ude af stand til at vende tilbage til politiet. Hun henviser til speciallægeerklæringerne fra henholdsvis den 22. september 2016 (før mødet) og den 21. oktober 2016 (efter mødet). Udfaldet kunne have været anderledes, hvis klagers situation var blevet håndteret mere skånsomt. Indklagede gør gældende, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager var sygemeldt i en lang periode, og under den delvise sygemelding tilrettelagde indklagede klagers opgaver i overensstemmelse med de oplyste skånebehov. Klager blev tilbudt en deltidsansættelse for at imødekomme de fortsatte skånebehov, hvilket hun afslog. Klager blev vurderet utjenstdygtig af Helbredsnævnet i sin stilling som politiassistent. Klager var ikke kompetent, egnet og disponibel i sin stilling som politiassistent. Klagers følelse af at være presset ved rundbordssamtalen den 26. september 2016 kan ikke tages til indtægt for, at ligebehandlingsprincippet er krænket. Det samme gælder for afslaget på en § 56-aftale. ¬¬Indklagede er som organisation en rummelig arbejdsplads, der tager et socialt ansvar. I den konkrete sag viste det sig ved, at indklagede i den langstrakte sygeperiode tilpassede klagers arbejdsopgaver og arbejdstid og herunder tilbød klager deltidsansættelse med henblik på at fastholde hende på arbejdsmarkedet. Det var rimeligt og sagligt begrundet at indstille klager til afsked som følge af helbredsmæssig utjenstdygtighed. På mødet den 26. september 2016 blev det ikke vurderet hensigtsmæssigt at gå videre med en § 56-aftale af hensyn til klagers alvorlige helbredsmæssige tilstand. Det understøttes af, at klager senere er blevet tilkendt førtidspension. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). En arbejdsgiver må ikke på grund af handicap forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 835H. Nævnet vurderer, at klager har et handicap i lovens forstand. Nævnet lægger vægt på, at klager på afskedigelsestidspunktet havde været fuldtids- eller deltidssygemeldt i cirka to år på grund af psykisk sygdom. Nævnet lægger også vægt på oplysningerne om klagers tilstand og funktionsbegrænsninger i perioden frem til afskedigelsen, herunder vurderingerne i speciallægeerklæringerne fra efteråret 2016. Indklagede, der var bekendt med klagers sygdom og skånebehov, vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand Påvisning af faktiske omstændigheder Klager blev afskediget med henvisning til, at hendes sygefravær ikke var foreneligt med driften af politikredsen. Klages sygefravær skyldtes i al væsentlighed hendes handicap. Klager har herefter påvist faktisk omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der ved afskedigelsen af hende er sket forskelsbehandling på grund af handicap. Tilpasningsforpligtelsen Arbejdsgiveren skal træffe de rimelige foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Indklagede skal bevise, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Klager har siden sygemeldingen i september 2014 i samarbejde med indklagede gradvist optrappet arbejdstiden til 20 timer ugentligt i efteråret 2016. Hun blev sygemeldt efter mødet den 26. september 2016. Helbredsnævnet erklærede klager tjenstudygtig den 31. oktober 2016, og klager blev afskediget den 27. januar 2017. Under disse omstændigheder finder nævnet, at klager uanset de gennem 2½ år iværksatte tilpasningsforanstaltninger ikke på afskedigelsestidspunktet var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a om tilpasning - § 7a om delt bevisbyrde <2017-6810-35690>

Versioner

1. 2018-10-05