Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9891@2018-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - medhold

J.nr. 18-6864 En mand, der var nået pensionsudbetalingsalderen, fik af en kommune afslag på forlængelse af sin ansættelse som personlig assistent for en person med et handicap. Kommunen begrundede afslaget med, at pensionister kun i ganske særlige og nødvendige tilfælde skulle ansættes i kommunen, og hvis det var nødvendigt at ansætte en pensionist, måtte dette kun ske i korte, afgrænsede perioder. Nævnet fandt, at begrebet pensionist var uadskilleligt forbundet med en persons alder, og at der derfor var tale om direkte forskelsbehandling. Nævnet vurderede videre, at kommunen havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik derved medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 35.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslag på forlængelse af ansættelse i en stilling som personlig assistent. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede afslog at forlænge klagers ansættelse som personlig assistent. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 35.000 kr. med procesrente fra den 23. januar 2018, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1948, blev den 1. august 2017 ansat af den indklagede kommune, som personlig assistent i et vikariat på tre måneder. Ansættelsesperioden fulgte bevillingen til en personlig assistent for en person med et handicap. Af ansættelseskontrakten fremgår blandt andet: ” Ansættelsesbrev … Vikariatet ophører uden yderligere varsel 31. oktober 2017. Arbejdsstedet vil indtil videre være [skole]. Din ugentlige arbejdstid er 9,00 timer. ” Personen, som klager var personlig assistent for, søgte en ny bevilling ved ophør af den forudgående bevilling, og blev bevilget en ny periode på et år med samme timetal. Indklagede afslog at genansætte klager i forbindelse med den fornyede bevilling. Det blev dog aftalt, at klager kunne fortsætte i stillingen til den 31. januar 2018. Ved e-mail af 14. december 2017 rettede forbundet for personen, som klager var assistent for, henvendelse til indklagede. Af e-mailen fremgår: ”[Forbundet] har modtaget en henvendelse fra vores medlem [A], som er ansat på [skole] i [indklagede kommune]. [A] har fra [indklagede kommune] en bevilling på en personlig assistent 9 timer om ugen til at støtte [A] i at udføre de praktiske opgaver [A] grundet sit handicap ikke selv er i stand til at varetage. Det er blevet meddelt [A] at hendes nuværende personlige assistent ikke kan få forlænget sin ansættelse, der løber frem til d. 31.01.18. [A] vil gerne fremføre følgende til dette: Jeg vil meget gerne beholde [klager] i stillingen som min personlige hjælper[…]. Det er trygt for mig, fordi Jeg kender [klager] igennem mange år, […] Det er trygt at have [klager] som hjælper der optræder etisk korrekt dels som min hjælper, men også i sit møde med kollegaer og børn, som han ikke kan undgå at have en vis kontaktflade med. [Klager] har et stabilt fremmøde. [Klager] er et harmonisk og myndigt menneske, det skaber ro og tryghed for mig i mit virke […], hvilket gør at jeg kan arbejde professionelt […] og dermed være en ressource i teamet med mine kollegaer, som de kan regne med. [Klager] falder naturligt ind i huset og løser de opgaver jeg stiller ham upåklageligt. Derfor vil jeg gerne beholde [klager] i stillingen som min hjælper. … I følge bekendtgørelsen af lov om kompensation til handicappede i erhverv fremgår det af § 7, at den handicappede forud for ansættelse af den personlige assistent skal godkende denne. Det har stor betydning for [A] at kunne beholde sin nuværende personlige assistent. . [Forbundet] mener, at der ved beslutningen om den pædagogiske assistents ansættelse skal tages højde for [A’s]bemærkninger og handicappedes ret til medbestemmelse og selvstændighed, som det også fremgår af [indklagede kommunes] handicappolitik. Såfremt [A’s] anmodning ikke imødekommes ønskes der en objektiv begrundelse for årsagen til dette. ” Indklagede besvarede henvendelsen ved e-mail af 21. december 2017. Heraf fremgår blandt andet: ”Trods forståelse for [A’s] situation kan hendes nuværende personlige assistent ikke fortsætte i stillingen efter 31. januar 2018. Vi har i [indklagede kommune] den holdning, at pensionister kun i ganske særlige og nødvendige tilfælde skal ansættes i kommunen. Hvis det er nødvendigt at ansætte en pensionist må dette kun ske i korte afgrænsede perioder. Vi er helt enig i, at [A] skal være en del af processen i forbindelse med rekruttering af en ny personlig assistent og at hun har de rettigheder som fremgår af bekendtgørelsen af lov om kompensation til handicappede i erhverv § 7. ” Ligebehandlingsnævnet har modtaget klagen den 23. januar 2018. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat forskelsbehandling i forbindelse i forbindelse med, at indklagede afslog at forlænge hans ansættelse som personlig assistent. Bevillingen til den person, som klager var personlig assistent for, blev fornyet efter den 31. oktober 2017, og klager gik derfor ud fra, at hans stilling også blev tilsvarende forlænget. På grund af manglende lønudbetaling kontaktede klager indklagede, hvor han fik oplyst, at han ikke længere var ansat. Som begrundelse herfor oplyste indklagede, at man i kommunen havde besluttet ikke at ansætte pensionister i faste stillinger. Klager fik dog lov til at fortsætte i stillingen frem til den 31. januar 2018, men indklagede oplyste, at ansættelsen herefter ikke kunne forlænges yderligere. Klager var glad for at være ansat i stillingen som personlig assistent og ønsker at fortsætte i stillingen. Det er i øvrigt den person, som klager var personlig assistent for, der skal vælge, hvem personen ønsker som personlig assistent. Det var denne persons klare ønske, at klager skulle fortsætte i stillingen. Indklagedes afslag på at forlænge ansættelsen yderligere er udtryk for forskelsbehandling på grund af alder. Selvom klager er pensioneret, har klager stadig en del ressourcer, og et job som det pågældende på ni timer ugentligt passer godt til en pensionist. Klager er uforstående overfor indklagedes henvisning til lokalaftalen om midlertidig ansættelse af pensionerede lærere. Denne er klager ikke blevet gjort bekendt med, men ud fra det oplyste må indholdet af aftalen medføre forskelsbehandling på grund af alder. Aftalen er imidlertid indgået med en anden personalegruppe end den, som klager tilhører, hvorfor klager ikke er omfattet af aftalen. Ud fra indklagedes begrundelse er klager i øvrigt uforstående overfor, at han blev ansat i jobbet i første omgang. Klager ønsker genansættelse i stillingen. Hvis dette ikke er muligt, ønsker klager godtgørelse. I forbindelse hermed bør der henses til, at klager fortsat ville have været ansat i stillingen, hvis indklagede ikke havde udøvet forskelsbehandling. Indklagede afviser at have handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager blev ansat 9 timer om ugen fra 1. august 2017 med slutdato 31. oktober 2017 som personlig assistent. Ansættelsesperioden fulgte bevillingen til en personlig assistent for personen med et handicap. Den daværende bevilling var gældende frem til 31. oktober 2017. Personen, som klager var assistent for, søgte om ny bevilling hos bopælskommunen, der bevilligede en ny periode på 1 år med samme timetal. Indklagede kommune blev i den forbindelse opmærksom på klagers ansættelse og vurderede, at ansættelsen ikke kunne fortsætte. Vurderingen skete med udgangspunkt i en lokalaftale om midlertidige ansættelser af pensionerede lærere, som indklagede har indgået, selvom klager ikke er omfattet af aftalen. Klager fratrådte derefter sin stilling 31. januar 2018. Det har ikke været indklagedes hensigt at udsætte klager for forskelsbehandling, og det er heller ikke indklagedes opfattelse, at der er tale om forskelsbehandling. Indklagede har dog forståelse for, at ansættelsen har haft et uhensigtsmæssigt forløb for klager og er derfor villig til at betale en godtgørelse svarende til 3 måneders løn. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis på grund af alder vil stille personer ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager blev ansat af den indklagede kommune i en tidsbegrænset stilling som personlig assistent for en lærer i perioden fra den 1. august 2017 til den 31. oktober 2017, som blev forlænget til den 31. januar 2018. Derefter afslog den indklagede kommune at forlænge ansættelsen yderligere. Den indklagede kommune har begrundet afslaget med, at pensionister kun i ganske særlige og nødvendige tilfælde skulle ansættes i kommunen, og hvis det var nødvendigt at ansætte en pensionist, måtte dette kun ske i korte, afgrænsede perioder. Begrebet ”pensionist” er direkte og uadskilleligt forbundet med klagers alder, og der er således ikke tale om et neutralt eller tilsyneladende neutralt kriterium i ligebehandlingslovens forstand. Klager har derved påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling pga. sin alder. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede har ikke anført andre begrundelser for afslaget, end at klager var pensionist. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at indklagede har løftet ovennævnte bevisbyrde. Klager får derfor medhold i klagen. Nævnet har ikke kompetence til at underkende en afskedigelse, der angår forskelsbehandling på grund af alder. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 35.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 35.000 kr. til klager med procesrente fra den 23. januar 2018, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 5a om ugyldighed - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7a om delt bevisbyrde <18-6864>

Versioner

1. 2018-10-31