Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9892@2018-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

J.nr. 18-27722 En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som familierådgiver i en kommune. Nogle måneder forud for afskedigelsen havde hun fået stillet diagnosen primær progressiv sclerose. Udover gradvist indsættende problemer med gang havde hun på afskedigelsestidspunktet ikke oplevet symptomer fra sygdommen. Hun var fortsat fuldt erhvervsaktiv, og hun havde ikke som følge af sygdommen haft sygefravær eller behov for skånehensyn i arbejdet. Nævnet vurderede på den baggrund, at familierådgiveren på afskedigelsestidspunktet ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Hun fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling hos den indklagede kommune . Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget. Sagsfremstilling Klager blev med virkning fra den 15. november 2012 ansat som støtte- og kontaktperson i familieafdelingen i den indklagede kommune. Hun er uddannet sygehjælper og –plejer og har i en årrække arbejdet inden for psykiatriområdet. Den 1. januar 2017 overførte den indklagede kommune klager til en stilling som familierådgiver i kommunens familiecenter. I december 2017 besluttede indklagede, at der som følge af besparelser i familiecentrets budget for 2018 skulle afskediges 6 ud af de i alt 40 medarbejdere i centret. På et MED-udvalgsmøde den 11. december 2017 orienterede ledelsen om den økonomiske ramme for det følgende år. Der blev på mødet fremlagt en procesplan for den påtænkte personalereduktion, og følgende kriterier for udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse blev drøftet og godkendt: ” Kriterier for uansøgt afsked i [klagers afdeling]. Faglige og personlige kompetencer i forhold til opgaveløsningen efter tilpasningen, herunder: - Kapacitet, bredde og stabilitet i opgaveløsningen - Samarbejde - Fleksibilitet og omstillingsevne - Udviklingsfokus - Helhedsvurdering i sammensætningen af medarbejdernes kompetencer - Kvalitet og synlighed i udførelsen af arbejdsopgaver, (hvordan omsættes teori til praksis)” Klager blev indkaldt til et møde med sin ledelse den 4. januar 2018. På mødet blev hun orienteret om, at hun ud fra en vurdering af de opstillede kriterier ville blive indstillet til afskedigelse i forbindelse med besparelserne i familiecentret. Den 5. januar 2018 modtog klager brev fra indklagede om den påtænkte afskedigelse. Det fremgik heraf, at afskedigelsen var begrundet i tilpasningen af den økonomiske budgetramme for 2018 og den deraf følgende reduktion af personalet. I et udateret høringssvar til den påtænkte afskedigelse anførte klager blandt andet følgende: ”Jeg fik d. 13 Oktober 2017 konstateret Progressiv Sclerose, hvilket jeg i samråd med daværende TR meddelte min afdelingsleder [navn] den 19 Oktober 2017. Jeg har ikke haft sygedage pga. af sygdommen og der er intet i denne specielle diagnose, hvor man kan forvente sygefravær. Mener diagnosen ligger til grundlag for min opsigelse. ” Klagers forbund forhandlede den 24. januar 2018 den påtænkte afskedigelse med indklagede. Forbundet oplyste følgende om klagers sygdom under forhandlingen: ”… ift. [klager] så har hun i oktober mdr. 2017 fået konstateret Progressiv Sclerose, som er oplyst til afdelingslederen den 19. oktober 2017. [Klager] har ikke haft nogen sygedage pga. af sygdommen og har oplyst at hun har haft sygdommen i mange år uden at vide det, men er nu diagnosticeret med en ikke aggressiv sclerosediagnose. Hun forventer derfor ingen ændringer i tilstanden som skulle afføde begrænsninger eller sygefravær i arbejdet. …” Under forhandlingen bad forbundet indklagede om en uddybende begrundelse for den påtænkte afskedigelse af klager. Indklagede oplyste, at klagers diagnose ikke var indgået ved vurderingen, men at udvælgelsen af klager udelukkende var sket i forhold til de udmeldte kriterier. Den 29. januar 2018 blev klager opsagt til fratræden den 31. maj 2018. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. marts 2018. Under sagens behandling har klager fremlagt lægelige oplysninger vedrørende sin sclerose. Af journalnotater af 13. oktober 2017 fremgår blandt andet følgende: ” Ambulant plejekontakt … Har været til læge konsultation hos [navn og afdeling] og fået diagnosen primær progressiv sclerose. Mærker i store ikke meget til sygdommen andet en det er som om benene ikke helt vil med hende og hun har nogle mus[k]el spændinger i læg[g]ene og oplever indimellem at hø. fod spjætter. Første symptomer mærkede hun for 6 år siden. Oplever ingen kogn[i]tive problemer eller træthed. ” ” Klinisk kontakt …Samlet set er tilstanden forenelig med primær progressiv sklerose, idet pt. ikke tidligere har haft attaksuspekte episoder og kun har fået gradvist indsættende problemer med gang. … Pt. er fortsat fuldt arbejdsaktiv og har ikke oplevet kognitive vanskeligheder. … Konklusion og plan … Indtil videre bør diagnosen ikke ændre på hendes arbejdssituation, men hun skal fremadrettet være opmærksom på sine begrænsninger. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen. Indklagede har ikke fremlagt den nødvendige dokumentation for, at afskedigelsen af klager ikke har sammenhæng med hendes sclerose. Et af kriterierne for udvælgelsen til afskedigelse var kapacitet, bredde og stabilitet i opgaveløsningen. Det vil sige, at indklagede har lagt vægt på sygefravær. To af de andre medarbejdere, der blev afskediget i forbindelse med budgettilpasningerne på familiecenteret, havde et højt sygefravær. Dette indikerer, at indklagede har kigget på de ansattes sygefravær i forbindelse med udvælgelsen. Klager har ikke selv haft meget sygefravær under sin ansættelse ved kommunen, og hun har heller ikke haft behov for skånehensyn. Med diagnosen sclerose vil der dog sandsynligvis ske en ændring i dette på grund af sygdommens udvikling. Dette vil kunne medføre en funktionsnedsættelse og dermed risiko for øget sygefravær. De udvalgte kriterier har været med til at stille klager ringere end sine kollegaer ved vurderingen i forbindelse med personalereduktionen. Indklagede har ikke villet fremlægge dokumentation for, hvordan de øvrige medarbejdere i familiecentret blev vurderet i forhold til de opstillede kriterier, heller ikke i anonymiseret form. Indklagede har ikke tidligere oplyst, at vurderingerne er blevet makuleret. Det forhold, at det var nødvendigt med budgettilpasninger, er ikke i sig selv bevis eller dokumentation for, at det var nødvendigt at afskedige netop klager. Klager har en ”ren” personalesag, da der ikke på noget tidspunkt er rejst kritik af hendes arbejde og adfærd på arbejdspladsen. Klager har haft en bred opgavesammensætning og har både arbejdet med børn, familier og flygtninge. Hun har i kraft af sin mangeårige psykiatriske viden om personlighedsforstyrrelser fået tildelt sager med unge i denne målgruppe. Hun har på intet tidspunkt fravalgt at arbejde med andre målgrupper, og ledelsen har heller ikke orienteret hende om, at hun ikke skulle have favnet bredt nok fagligt. Hun kan ikke genkende, at hun har haft mindre fremmøde på kontoret end sine kollegaer. Mange af hendes arbejdsopgaver har ligget i eftermiddagstimerne, hvor afdelingslederen ikke har været til stede og derfor ikke har kunnet registrere hendes tilstedeværelse. Klager har tilpasset sig de nye vilkår i forbindelse med den gennemførte organisationsændring i samme udstrækning som sine kollegaer. Ledelsen har ikke tilkendegivet over for hende, at hun ikke har tilpasset sig i tilstrækkelig grad. Hun er mødt op til supervision og øvegruppefora i den udstrækning, som arbejdet har tilladt det, og hun er mødt frem i de to faglige rum i samme grad som sine kollegaer. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap. Det er korrekt, at klager den 26. oktober 2017 oplyste sin afdelingsleder og kollegaer, at hun havde fået stillet diagnosen progressiv sclerose. Klager fortalte, at hun havde haft sygdommen i mange år uden at vide det, og at det ikke ville ændre noget, da hun hverken havde haft eller forventede at ville få sygedage som følge af sygdommen. Klager har ikke haft nævneværdigt fravær, og ledelsen har ikke på noget tidspunkt haft oplevelsen af, at klager var eller ville blive ustabil i sit fremmøde. Hendes udlægning af diagnosen gav således ikke anledning til bekymring i den forbindelse. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hendes progressive sclerose har haft betydning for, at hun blev udvalgt til afskedigelse. Afskedigelsen af klager var begrundet i den tilpasning, der skulle ske i indklagedes familieafdeling, hvor familiecentret skulle reducere udgifterne med 4,5 mio. kr. Det medførte, at antallet af medarbejdere skulle reduceres med 6 stillinger. Klager blev i lighed med sine kollegaer vurderet i forhold til de fastsatte kriterier, så indklagede kunne beholde de medarbejdere, som var mest kvalificerede til at varetage den fremtidige opgaveløsning, hvor flere generalistkompetencer var nødvendige. Vurderingen af medarbejderne foregik på en tavle og på håndskrevne papirer, som efterfølgende blev makuleret for at sikre, at navnene ikke blev kendt ad den forkerte vej. I forbindelse med ledelsens udvælgelse af klager blev hendes sygdom på intet tidspunkt nævnt. Medarbejderne blev vurderet ud fra de fastsatte kriterier om kapacitet, bredde og stabilitet i opgaveløsningen, samarbejde, fleksibilitet og omstillingsevne, udviklingsfokus, helhedsvurdering i sammensætningen af medarbejderens kompetencer samt kvalitet og synlighed i udførelsen af arbejdsopgaver. Klagers kompetencer var meget centreret omkring en bestemt borgergruppe, og hun var meget optaget af at fortsætte med opgaver med denne målgruppe. Hun udførte denne opgave tilfredsstillende, men i modsætning til hendes kollegaer opfyldte hun ikke det fremtidige behov for, at medarbejderne kunne favne bredt fagligt og varetage mange forskelligartede opgaver. Klager har ikke haft en kontinuerlig tilstedeværelse på kontoret. Dette var ikke et krav, men ledelsen opfordrede medarbejderne til at være til stede på kontoret, da det gav mulighed for at drøfte sagerne og sparre med hinanden. Det var ledelsens oplevelse, at klager ikke i samme grad som hendes kollegaer ønskede at investere i dette samarbejde. Klager har fastholdt sin ærgrelse over de organisatoriske ændringer, som hun har været en del af under sin ansættelse. Hun har givet udtryk for, at hun ønsker sig de gamle dage tilbage, og at hun havde minimale intentioner om at følge de nye sagsgange. De øvrige medarbejdere har hurtigere og i højere grad end klager været i stand til at tilpasse sig de nye vilkår. Det var derfor ledelsens vurdering, at klager ikke i samme grad som de tilbageværende kollegaer opfyldte kravet om fleksibilitet og omstillingsparathed. Ligesom sine kollegaer er klager både mundtlig og skriftligt blevet gjort bekendt med, at det er obligatorisk at deltage i supervision og øvegruppefora, som er to uafhængige faglige rum, hvor medarbejderne under vejledning af professionelle fagfolk bruger hinanden på tværs. Klager er ikke mødt op, selvom hendes afdelingsleder har tydeliggjort vigtigheden af at prioritere dette. På den baggrund vurderede ledelsen, at klager havde et mindre fokus på sin egen fagudvikling og den fælles udvikling i personalegruppen end de tilbageværende kollegaer. Ud fra en samlet vurdering af klagers kompetencer og det fremtidige kompetencebehov i organisationen var det således indklagedes vurdering, at klager ikke opfyldte kriterierne i lige så høj grad som de tilbageværende medarbejdere. Kriteriet om ”stabilitet” blev i øvrigt medtaget efter ønske fra medarbejdersiden på MED-udvalgsmødet den 11. december 2017. Ud af de to øvrige opsagte medarbejdere, der, som klager har oplyst, havde et højt sygefravær, blev den ene omplaceret internt i organisationen. Alle de opsagte medarbejdere blev i øvrigt tilbudt at byde ind på 3 ledige stillinger. Klager var kun interesseret i den ene af disse, men blev ikke valgt til stillingen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Klager modtog den 4. januar 2018 meddelelse om, at indklagede påtænkte at opsige hende. Hun blev opsagt den 29. januar 2018 til fratræden den 31. maj 2018. Hun fik i oktober 2017 stillet diagnosen primær progressiv sclerose. Det fremgår af journalnotater af 13. oktober 2017, at klager bortset fra gradvist indsættende problemer med gang ikke havde oplevet symptomer fra sygdommen. Hun var fortsat fuldt erhvervsaktiv, og ifølge den lægelige vurdering burde diagnosen heller ikke indtil videre ændre på hendes arbejdssituation. Klager har oplyst, at sygdommen ikke har medført sygefravær eller behov for skånehensyn i arbejdet. Nævnet vurderer på den baggrund, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke som følge af sin sygdom havde sådanne funktionsbegrænsninger, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i sin klage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde <18-27722>

Versioner

1. 2018-10-31