Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9896@2018-10-31/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold

J.nr. 18-44139 En mand, der er døv og kommunikerer på tegnsprog, søgte en læreplads som VVS-lærling. Manden deltog i en samtale, og han fik efterfølgende afslag på ansættelse med henvisning til kommunikation, sikkerhed og virksomhedens kapacitet i forhold til at have en lærling med et hørehandicap. Virksomheden havde ikke redegjort for, om de undersøgte, om manden med rimelige tilpasninger i forhold til sine konkrete behov ville kunne varetage en stilling som lærling i virksomheden, herunder om byrden ved at foretage tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger. Virksomheden havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte manden, eller at manden uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling. Manden fik medhold i klagen, og han blev tilkendt en godtgørelse på 12.500 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse som lærling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager fik afslag på ansættelse som lærling. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 12.500 kr. med procesrente fra den 3. juli 2018, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager er døv og kommunikerer på tegnsprog. Den 16. oktober 2017 ansøgte klager uopfordret om en læreplads hos indklagede. Den 25. oktober 2017 blev klager inviteret til at deltage i en samtale i ugen efter. Ved mail af 30. oktober 2017 fik klager afslag på ansættelse: ”Hej [klager] Jeg må skuffe dig, vi har lige på kontoret drøftet dig, og vi mener ikke at vi kan komme det igennem desværre. Vi ser for store problemer vedr. at kommunikere med vores svende, og så har vi også drøftet sikkerheden, hvis du evt. er på en plads, og noget skulle blive tabt hed ovenfra. Jeg havde nok ikke selv tænkt så langt, så jeg er frygtelig ked af de andre ikke [havde] tid til at drøfte det med mig før i dag. Du må have held og lykke med din videre søgning. ” Hertil skrev klager samme dag: ”Hej [navn] Tak for din mail. Årsagen er at I ikke ved, hvad jeg kan. Sikkerheden og kommunikation er jeg rigtig god til at fungere med. Jeg foreslår I prøver at ansætte mig i 2 måneder for at se hvordan det går. Hvad siger du til det? Mvh [klager] Jeg er virkelig ked af at læse din negative mail. ” Den 1. november 2017 blev klager på ny indkaldt til en samtale: ”Hej [klager] [Navn] og jeg har drøfte[t] dig, vi er blevet enig om at vi godt vil tage en samtale med dig fredag den 10.11.2017 kl. 14.30 men vi lover dig ikke nogle læreplads på nuværende tidspunkt, skriv om det passer ind i din kalender? ” Den 15. april 2018 henvendte klager sig på ny til indklagede. I en mail skrev klager: ”Hej [navn] Jeg håber, du kan huske mig, da jeg har været til samtalen med dig om praktikpladsen og jeg er døv. Jeg har været til praktikplads i tre måneder men jeg har mistet min læreplads i fredags. Mangler du en lærling, selvom min kommune kan betale min løn? Hvis du vil høre mere fra mig, kan du godt ringe til [navn] og hans nummer er [telefonnummer], da han har ansat mig i tre måneders læreplads og han kan fortælle dig hvis du har flere spørgsmål. Hans firma hedder [virksomhed]. Lad mig høre fra dig. ” Hertil svarede indklagede i en mail den 16. april 2018: ”Hej [klager] Vi har desværre ikke brug for din hjælp Og det var da noget øv vedr det sted som du ikke kunne være mere” Den 8. maj 2018 sendte klager på ny en uopfordret ansøgning til en læreplads som VVS-lærling hos indklagede. Den 9. maj 2018 svarede indklagede i en mail til klager: ”Hej [klager] Tak for din mail, vi har haft dig ned til møde for nogle mdr. siden, den gang meddelte vi dig at vi ikke kunne ansætte dig grundet dit handicap, vores firma er desværre ikke giret til at have dig, sidste gang henviste vi dig til at kontakte et større firma, [navn]. Vi ønsker dig alt held og lykke med at finde et sted. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. juli 2018. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager blev ved afslaget den 8. maj 2018 afvist alene på grund af sit hørehandicap. Samtidig foretog indklagede ikke en konkret vurdering af, om det ved relevante tilpasningsforanstaltninger var muligt at have klager ansat. Indklagede skal tilpligtes at betale en godtgørelse. Klager har behov for kompensation i form af tegnsprogstolk for at kunne kommunikere med omverdenen på lige vilkår med andre arbejdstagere. Han er således handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede afviste klagers ansøgning udelukkende på grund af hans hørehandicap. Der er intet, der tyder på, at indklagede iværksatte en undersøgelse af, hvilke tilpasningsmuligheder der var nødvendige for at ansætte klager. Således blev klager direkte diskrimineret på grund af sit hørehandicap. Da klager er under uddannelse, har han ret til specialpædagogisk støtte i form af tegnsprogstolk og IT-hjælpemidler. Udgifter hertil bliver dækket af Styrelsen for undervisning og kvalitet. Der findes endvidere flere offentlige kompensationsordninger, som indklagede kunne være blevet informeret af jobcentret om. Klagers hørehandicap hindrer ham ikke i at udføre VVS-arbejde eller at stå i lære inden for VVS-branchen. Flere hørehandicappede lærlinge og faglærte udfører VVS-arbejde uden problemer. De klarer sig på arbejdspladserne med skriftlig kommunikation, tegnsprogstolk og armfagter. Klager har fremlagt en artikel fra sin faglige organisations fagblad om en døv medarbejder i VVS-branchen. En døv VVS-lærling kan sagtens håndtere de sikkerhedsforanstaltninger, som er nødvendige på en byggeplads. Der er ingen saglig begrundelse for, hvorfor en VVS-lærling på en byggeplads er nødt til at være hørende. Forskelsbehandlingsloven finder anvendelse i nærværende sag. Indklagede og klager var tidligere i kontakt, og der fandt en jobsamtale sted i indklagedes virksomhed, hvor en eventuel ansættelse af klager blev drøftet. Der var derfor reelt tale om en ledig stilling, som klager kunne komme i betragtning til. Formodningen om mulighed for ansættelse var ligeledes årsagen til klagers gentagne henvendelser til indklagede. Den 9. maj 2018 gjorde indklagede det imidlertid klart, at klager ikke kunne blive ansat i virksomheden udelukkende på grund af sit hørehandicap. Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at forholdene ikke kan sidestilles med en ansøgning til en ledig stilling, henholder klager sig til nævnets afgørelse af 10. oktober 2012 sag nummer 7100329-12. Nævnet tilkendte en godtgørelse på 10.000 kr. til en kvinde, der var blevet direkte forskelsbehandlet i et skriftligt afslag på en uopfordret ansøgning. Indklagede påstår, at sagen skal afvises. Subsidiært skal indklagede alene betale et mindre beløb efter nævnets skøn. Indklagede er en mindre virksomhed på mellem 20 til 25 ansatte, der beskæftiger sig med VVS-arbejde i form af entrepriser og servicearbejde hos privatkunder. Klager sendte en uopfordret ansøgning, idet indklagede ikke havde ansøgt om lærlinge, og der var derfor ikke en ledig stilling som lærling i virksomheden. Klager ansøgte ikke en ledig stilling, hvilket efter forskelsbehandlings-lovens § 2, stk. 1, er en betingelse for reglens anvendelse. Indklagede bør derfor frifindes allerede fordi forskelsbehandlingslovens regler ikke finder anvendelse i nærværende sag. Såfremt nævnet er af den opfattelse, at der til trods herfor var tale om en ledig stilling, har indklagede anført følgende: Klager vedblev med at søge om ansættelse hos indklagede til trods for, at indklagede den 30. oktober 2017 meddelte, at der ikke var en ledig stilling og oplyste om bekymringer for, hvorvidt klager under de givne forhold i virksomheden ville være i stand til at kommunikere med de øvrige svende samt bekymring for sikkerhed. Indklagede indvilligede i at holde et møde med klager den 10. november 2017 kl. 14:30. Mødet blev afholdt med deltagelse af indklagedes ledelse bestående af to personer, klager og klagers tegnsprogstolk. Under mødet oplyste indklagede klager om, at der ikke var behov for en lærling på det pågældende tidspunkt. Derudover forklarede indklagede, at der ikke var ressourcer i virksomheden til, at der kunne tilknyttes en fast medarbejder til klager, der kunne stå for oplæring, som klager har krav på efter erhvervsuddannelsesloven, idet klager oplyste under mødet, at der ikke var rådighed over en tegnsprogstolk alle arbejdsdage. Indklagede udtrykte under mødet på ny bekymring for klagers sikkerhed, idet der i forbindelse med arbejdet hos indklagede jævnligt ville være arbejdsopgaver uden direkte kontakt med en kollega eller mulighed for at medbringe en tegnsprogstolk eksempelvis ved arbejde i ventilationsskakte. I disse tilfælde kan der opstå farlige situationer, såfremt materiale eller værktøj bliver tabt eller løsriver sig. Det ville ikke være muligt at advare klager, hvorfor der kunne opstå personskade. Bekymringerne blev ikke mindre, da klager oplyste under mødet, at han ikke kunne disponere over en tegnsprogstolk alle ugens dage. Efter arbejdsmiljøreglerne har indklagede ansvaret for at sikre, at arbejdet kan udføres sikkert og forsvarligt. Dette vil efter indklagedes opfattelse ikke kunne ske, når klager har behov for direkte visuel kontakt til en kollega eller har en tegnsprogstolk med sig. Hertil kommer, at indklagede ved at beskæftige klager som lærling ville have haft ansvaret for tilstrækkelig oplæring. Der er tale om at kunne tilbyde en lærling uddannelse og ansættelse, der vil give mening, og som vedkommende vil kunne få et udbytte af. På den baggrund oplyste indklagede under mødet, at de ikke kunne håndtere de særlige behov, klager havde til en ansættelse, såfremt der havde været en ledig stilling. Mødet blev alene afholdt i håb om at kunne forklare klager, at der ikke var en ledig stilling i virksomheden. Såfremt der havde været en ledig stilling, havde indklagede ikke ressourcerne til at foretage de foranstaltninger, der var nødvendige for, at klager kunne fungere på lige fod med andre ansatte. Klager forstod tydeligvis ikke beskeden om, at der ikke var en ledig stilling. Den fremlagte artikel kan ikke tages til udtryk for bevis for, at det i alle virksomheder er muligt at beskæftige lærlinge med samme funktionsnedsættelse. I artiklen er det beskrevet, at der var tilknyttet en fast medarbejder til en lærling, hvilket ikke er muligt for indklagede. Indklagede annoncerede på intet tidspunkt efter lærlinge mellem den 16. oktober 2017 og frem til klagen til Ligebehandlingsnævnet. Indklagede så det derfor nødvendigt at afholde et møde med klager i november 2017 for at drøfte dette. Selvom indklagede var af den opfattelse, at beskeden om, at der ikke var behov for en lærling, og at indklagede ikke så sig egnet til at håndtere klagers handicap, var forstået af klager, henvendte klager sig på ny den 15. april og 8. maj 2018. Sagen er afstedkommet af klagers vedvarende henvendelser til indklagede til trods for, at indklagede ved samtlige henvendelser meddelte klager, at der ikke var behov for en lærling. Klagers ageren i sagen må anses for at have fremprovokeret afslaget af 8. maj 2018. Indklagede annoncerede ikke efter lærlinge. Af den årsag har klager ikke været udsat for forskelsbehandling, idet klager ikke er blevet forfordelt i forhold til andre ansøgere til en stilling. Indklagede besvarede alene en uopfordret henvendelse fra klager om mulighed for ansættelse og meddelte, at der på de pågældende tidspunkter ikke var behov for en lærling i virksomheden. Indklagedes besvarelse kan ikke sidestilles med en jobannonce, hvorfor indklagede ikke har brudt forskelsbehandlingsloven, jf. nævnets afgørelse af 4. maj 2016 med kendelsesnummer 9756 (sag nummer 2015-6811-41374). Klager nyder alene en ret mod ikke at blive udsat for forskelsbehandling grundet sit handicap. Forskelsbehandlingsloven giver ikke ret til positiv forskelsbehandling/særbehandling. Klager har således ikke krav på at blive ansat, blot fordi han blev ved med at ansøge om en praktikplads, og blot fordi han har et handicap. Klager har derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling. Såfremt nævnet finder, at klager har været udsat for forskelsbehandling, bør godtgørelsesniveauet være ganske lavt. Indklagede annoncerede ikke efter lærlinge, hvorfor der ikke var et ansøgerfelt, som klager kunne forskelsbehandles i forhold til grundet sit handicap. Derudover havde klager haft anden praktikplads, men da klager mistede denne, henvendte han sig adskillige gange til indklagede trods indklagedes gentagne afvisninger. Der var andre virksomheder, hvor klager kunne have søgt en praktikplads, som var bedre rustet til at imødekomme klagers særlige behov. En godtgørelse bør ikke overstige kr. 5.000. Indklagede har henvist til nævnets afgørelse af 28. februar 2017 i sag nummer 2016-6810-47780, hvor en ansøger til en stilling som vikar i et vikarbureau blev tilkendt kr. 5.000 i godtgørelse. Sagens faktiske omstændigheder samt alvoren i det passerede og den ønskede stillings indhold bør ikke give anledning til, at nævnet tilkender klager en godtgørelse på mere end kr. 5.000. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Klager deltog i en samtale med indklagede og fik konkret afslag. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at han har et handicap i forskelsbehandlings-lovens forstand. Klager er døv og kommunikerer på tegnsprog. Klagers døvhed forhindrer ham i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Klager har således et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager fik afslag på ansættelse som lærling hos indklagede med henvisning til kommunikation, sikkerhed på byggepladser og til indklagedes kapacitet i forhold til at have en lærling med et hørehandicap. Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit hørehandicap. Nævnet lægger til grund, at indklagede vidste eller burde vide, at klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiverens pligt til at foretage tilpasninger Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Indklagede indkaldte klager til samtale, og gav efterfølgende klager afslag på ansættelse med henvisning til kommunikation, sikkerhed, hvis klager eventuelt arbejdede på en byggeplads, hvor der blev tabt en genstand samt til indklagedes kapacitet i forhold til at have en lærling med et hørehandicap. Indklagede har ikke redegjort for, om de undersøgte, om klager med rimelige tilpasninger i forhold til sine konkrete behov - for eksempel ved ændring af arbejdsmønstre eller opgavefordeling - ville kunne varetage en stilling som lærling hos indklagede, herunder om byrden ved at foretage tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger. Indklagedes løsere overvejelser om uhensigtsmæssighed, sikkerhed og kapacitet er ikke nærmere underbygget. På denne baggrund har indklagede ikke løftet bevisbyrden for, at det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde at ansætte klager, eller at klager uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 12.500 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis. Efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse og den mulige stillings karakter, har nævnet fastsat godtgørelsen som ovenfor bestemt. Indklagede skal herefter betale 12.500 kr. til klager med procesrente fra den 3. juli 2018, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a, om tilpasning - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7 a, om delt bevisbyrde <18-44139>

Versioner

1. 2018-10-31