Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0151

GældendeVersion 2018-11-23
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2018/9955@2018-11-23/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0151

Jyllands-Posten får ikke kritik for at afvise anonymisering En person klagede over Jyllands-Postens afvisning af anonymisering af en artikel fra 2013 vedrørende sikkerhedsvagtsuddannelsen. Det var efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen skulle indeholde oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen. Nævnet udtalte derfor ikke kritik af Jyllands-Posten for at afvise anmodningen om anonymisering.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Jyllands-Posten har afvist at anonymisere ham i artiklen ”Sikkerhedsvagter i aktion på Aarhus Tech” bragt den 14. marts 2013 på hjemmesiden jyllands-posten.dk, fordi han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Jyllands-Posten bragte den 14. marts 2013 artiklen ”Sikkerhedsvagter i aktion på Aarhus Tech” på hjemmesiden jyllands-posten.dk. Øverst i artiklen er indsat et billede af en kvinde, der ser ud til at skrige. Tæt ved siden af hende står en vagt. Det ses ikke, hvilket vagtfirma vagten er tilknyttet. Af artiklen fremgår: ”Træning: Elever fra sikkerhedsvagtuddannelsen på Aarhus Tech skulle i går vise sig frem for kommende arbejdsgivere. Store hærdebrede mænd med karseklippet hår og trang til spænding. Sikkerhedsvagter har et blakket ry i den brede befolkning. Og mange kan genkalde sig billedet af en stor dørmand eller en bistert udseende centervagt. Men ifølge [Person A], der er virksomhedskonsulent på Aarhus Tech, er det billede ikke længere dækkende for branchen. »Den store fyr er en afgående race. De bedste vagter, og dem der er størst efterspørgsel på, er vagter, der har gode talegaver og et stort servicegen,« siger [Person A]. For at blive sikkerhedsvagt kan du nøjes med at gennemgå et kursusforløb på tre uger. Men på Aarhus Tech tager uddannelsen halvandet år, hvoraf ca. et halvt år er praktik. Derfor mener [Person A], at de bedste vagter kommer fra sikkerhedsvagtuddannelsen på Aarhus Tech. Det vil de gerne overbevise vagtfirmaerne om, som skal stille praktikpladser til rådighed for de studerende. Som et led i den proces var flere virksomheder inviteret med til gårsdagens arrangement på Aarhus Tech. Samtidig blev dagen også brugt som en del af den praktiske undervisning i faget. Derfor blev de opstillede situationer også løst med stor seriøsitet. Eleverne er bedre rustet Virksomhederne kunne på dagen se eleverne agere i forskellige pressede situationer som bl.a. bombetrusler, færdselsulykker og demonstrationer. På den måde fik virksomhederne et indblik i uddannelsen og kunne samtidig spotte kommende medarbejdere. »Jeg synes, Aarhus Tech beviste, at de har en god uddannelse. Eleverne er helt klart bedre rustet til at stå i svære situationer, end elever der kun har gennemgået et treugers kursusforløb,« siger kvalitets- og arbejdsmiljøleder i G4S Security Services A/S, [Klager], der var med på dagen. [Klager] understreger samtidig, at det er branchens ønske at få en længere og bredere uddannelse til sikkerhedsvagt. Aarhus Tech optager 30 elever hvert halve år på uddannelsen til sikkerhedsvagt. ” [Klager] anmodede den 25. maj 2018 Jyllands-Posten om at anonymisere hans navn m.v. i artiklen. Jyllands-Posten afslog anmodningen den 28. maj 2018. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 10. juli 2018. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Anonymisering – punkt B. 8 [Klager] har anmodet om, at hans navn og øvrige oplysninger om ham bliver fjernet fra artiklen. Han har til støtte for anmodningen anført, at han ikke erindrer at have givet tilladelse til, at hans navn kunne anvendes i artiklen. Han har dertil anført, at han besidder en stilling som særlig sikkerhedsrådgiver for blandt andet ambassader og andre højrisiko interesser i Danmark. 2.2 Jyllands-Postens synspunkter God presseskik Anonymisering – punkt B. 8 Jyllands-Posten har anført, at der ikke ses at foreligge særlige omstændigheder, som skulle begrunde en anonymisering, og at det ikke er sandsynliggjort, at den pågældende artikel på nogen måde skulle belaste klageren i hans nuværende funktion. Jyllands-Posten har dertil anført, at [Klager] i 2013 rent faktisk udtalte sig til Jyllands-Postens medarbejder, at han er loyalt refereret, og at han ikke efter artiklens offentliggørelse den 14. marts 2013 på nogen måde har tilkendegivet, at der skulle være sket misforståelser endsige citatfejl i forbindelse med offentliggørelse af artiklen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Otto Juhl Nielsen. God presseskik Anonymisering – punkt B. 8 [Klager] har anmodet om, at hans navn og øvrige oplysninger om ham bliver fjernet fra artiklen. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Klager] efter offentliggørelsen af artiklen i 2013 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik. I artiklen citeres [Klager] for følgende: ”»Jeg synes, Aarhus Tech beviste, at de har en god uddannelse. Eleverne er helt klart bedre rustet til at stå i svære situationer, end elever der kun har gennemgået et treugers kursusforløb,« siger kvalitets- og arbejdsmiljøleder i G4S Security Services A/S, [Klager], der var med på dagen. [Klager] understreger samtidig, at det er branchens ønske at få en længere og bredere uddannelse til sikkerhedsvagt. ” Det er efter Pressenævnets opfattelse ikke godtgjort, at artiklen fra 2013 på Jyllands-Postens hjemmeside jyllands-posten.dk med omtale af [Klager] indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager]. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Jyllands-Posten for at afvise [Klager]s anmodning om anonymisering. Afgjort den 20. november 2018

Versioner

  1. 2018-11-23