Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0347
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2019/10213@2019-12-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0347
B. T. får ikke kritik for artikel uden forelæggelse B. T. bragte i juni måned en artikel, hvor der var omtale af dele af en politikers opslag på en åben Facebook-profil samt citater af andre personers opslag på de sociale medier om samme emne. Politikeren klagede over artiklens vinkel samt over manglende forelæggelse. Nævnet fandt ikke de bragte citater krænkende og lagde vægt på, at det tydeligt fremgår af artiklen, hvem der er afsender af de bragte udsagn, som fremstår som personlige holdninger i en aktuel politisk debat, ligesom klageren som offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af sin person og handlinger, og udtalte derfor ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Minister hyldes: En megasejr” , bragt den 27. juni 2019 af B. T. på netavisen bt.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklen er blevet fordrejet, da der kun er anvendt et udpluk i hans synspunkt, og at han ikke blev forelagt artiklen før offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Før offentliggørelsen B. T. har i forbindelse med Pressenævnssagen tilsendt Pressenævnet en udskrift af det opslag, som [Klager] den 28. april 2019 lagde op på sin åbne Facebook-profil. Af opslaget fremgår: ”Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie. Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor. Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til [Ministeren] i artiklen og far til [Ministeren]s barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg? Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler. ¬(statistikken er klar). https://www.bt.dk/politik/[Ministeren]-gravid-med-anonym-donor”. Den påklagede artikel B. T. bragte den 27. juni 2019 artiklen ” Minister hyldes: 'En megasejr' ” i B. T.s netavis bt.dk med følgende underrubrik: ”Det er intet mindre end en sejr – for alle kvinder – at [Bynavn]s borgmester, [Ministeren], bliver den nye kultur- og kirkeminister. ” Af artiklen fremgår herefter: ”Partikollegaen [Politiker A], som kender den nye minister fra kvinde-netværket Helga, går så langt som at kalde udnævnelsen for: »En megasejr.« For [Ministeren] er gravid, hvilket man ikke kunne undgå at bemærke under ministeroverdragelsen i Kulturministeriet. »Hun ([Ministeren], red.) er kvinde – og kvinder bærer børn. Det er et vilkår, vi ikke kan komme udenom, men dét har man formået at se ud over ved at vælge hende. Det er et kæmpe skridt for ligestillingen,« siger socialdemokraten [Politiker A], der sidder i Næstved Byråd. Kvinfos direktør mener, at [Ministeren] kan blive 'rollemodel for masser af unge kvinder'. »Udnævnelsen af hende viser, at man kan kombinere magtfulde poster med moderskabet,« siger [Person A] fra Kvinfo. Det er ikke første gang, at en kvindelig minister får et barn. Men [Ministeren] har allerede inden udnævnelsen meddelt, at hun går på barsel i oktober, præcis samme måned som det nye folketing træder sammen. Dét er nyt, mener Kvinfos direktør, og det er også nyt, at [Ministeren] bliver alene om forældreskabet. Et faktum, der allerede under valgkampen gjorde hendes graviditet til genstand for diskussion. Den 38-årige borgmester, der også er medlem af KL's bestyrelse, dannede i flere år par med [Person B], som bl.a. har været direktør i Erhvervsforum i [Bynavn]. Men 1. marts i år offentliggjorde [Ministeren], at hun var blevet single. To måneder senere meddelte hun, at hun var blevet gravid med hjælp fra en anonym sæddonor, og ser frem til livet som singlemor. »Jeg har prøvet at blive gravid i mange år og har haft meget svært ved det, og så syntes jeg, at tidspunktet var til det. Jens og jeg er jo ikke sammen længere, og så må man tage stilling til, om man vil leve uden børn, eller om man vil gøre et forsøg. Heldigvis har vi et velfærdssamfund, hvor enlige kvinder har en mulighed for at vælge, og det er jeg utroligt taknemmelig for,« sagde [Ministeren] i den forbindelse til sn.dk. Det fik under valgkampen partifællen [Klager] til at poste et opsigtsvækkende opslag på Facebook. 'Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespearske dimensioner, når der samtidig er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse, og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til [Ministeren] og far til [Ministeren]s barn,' skrev han. Opslaget fik Helga-Netværk – et netværk af socialdemokratiske kvinder, der kæmper for ligestilling – til at anklage ham for 'vold mod kvinder i politik'. Det fik hans eget bagland til at udtrykke mistillid til hans kandidatur. Og det fik Mette Frederiksen til officielt at lykønske [Ministeren] – og irettesætte [Klager]. »Om man bliver gravid med hjælp eller ej. Om man er en eller to om at påtage sig forældreopgaven – det er simpelthen ikke op til andre at fælde dom over. Det er der en socialdemokratisk politiker, der har gjort. Det er for mig helt uforståeligt. Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega. Jeg får altid at vide, at politik er et hårdt game. Og beskidt. Det bestemmer vi selv. At alle ikke bare glæder sig over andres lykke, er ganske enkelt forkert. Tillykke, [Ministeren],' skrev hun på Facebook. Nu har hun udnævnt [Ministeren] som sin nye kultur- og kirkeminister. En beslutning, som [Politiker A], der er socialdemokrat i Næstved Byråd og medstifter af Helga-Netværk, er glad for. »Hun ([Ministeren], red.) bliver valgt ind på kultur og værdier. Det var netop dét, hun stod for i sagen med [Klager]. Det er det, hun kommer til at stå for som kultur- og kirkeminister. Det er dét, hun kan,« siger hun. På Twitter gav Enhedslistens [Politiker B] torsdag både [Ministeren] og [Klager] en hilsen med på vejen. 'En kvinde, der har fået et barn alene som kirkeminister. Jeg elsker det! Stort tillykke @[Ministeren], både med det ene og det andet. Tag den, [Klager]. ' [Ministeren] selv havde torsdag svært ved at forholde sig til at blive udråbt som rollemodel. »Man stiller ikke op for at være rollemodel, men fordi man brænder for noget. Men jeg har lagt mærke til, at når andre finder inspiration i én, så skal man dele ud af sine erfaringer.« […]”. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 28. juni 2019. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Fordrejning af synspunkt [Klager] har anført, at der i artiklen er anvendt et udpluk i hans synspunkt, således at dette fremstår fordrejet i artiklen. Forelæggelse [Klager] har endvidere anført, at han finder det unfair, at han ikke inden offentliggørelsen af den påklagede artikel er blevet hørt, idet der i artiklen blandt andet står udsagnet: ”Tag den [Klager]”. 2.2 B. T.s synspunkter God presseskik Fordrejning af synspunkt B. T. har anført, at [Klager] i den påklagede artikel er citeret fra et offentligt opslag på hans Facebook-profil. B. T. har som begrundelse herfor oplyst, at det er almindelig journalistisk praksis at citere brudstykker af længere tekster eller udsagn, og at B. T. ikke mener, at det i den påklagede artikel er blevet gjort på en sådan måde, at det oprindelige budskab er blevet kompromitteret eller fordrejet. B. T. har afslutningsvist opfordret [Klager] til at udforme og fremsende dem et genmæle, hvis der skulle være et ønske om dette fra hans side, så B. T. i overensstemmelse med anbefalingen i Pressenævnets ”Vejledning om genmæle” kan forholde sig til det. Forelæggelse B. T. har anført, at der i den påklagede artikel citeres flere forskellige opslag fra fremtrædende personer på sociale medier, herunder fra Enhedslistens [Politiker B], der på Twitter har skrevet: “En kvinde, der har fået et barn alene som kirkeminister. Jeg elsker det! Stort tillykke @[Ministeren], både med det ene og det andet. Tag den, [Klager]. ” B. T. har afvist, at en sådan udtalelse nødvendigvis skal forelægges [Klager]. B. T. har i den forbindelse anført, at B. T. ikke vurderer, at ”Tag den, [Klager]”, er udtryk for en skadelig, krænkende eller agtelsesforringende ytring, men som en almindelig tilkendegivelse i en aktuel politisk debat. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Fordrejning af synspunkt [Klager] har klaget over, at der i den påklagede artikel er anvendt et udpluk af hans synspunkt, så dette fremstår fordrejet. Pressenævnet lægger til grund, at [Klager] i artiklen er citeret fra et opslag fra sin åbne Facebook-profil på følgende måde: ”Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespearske dimensioner, når der samtidig er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse, og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til [Ministeren] og far til [Ministeren]s barn. ” Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Citater og meningstilkendegivelser må imidlertid ikke bringes i en form, så de forvansker det fremførte synspunkt. Det er samtidig nævnets opfattelse, at offentlige personer, herunder politikere, må tåle mere nærgående omtale, særlig når emnet er af klar almen interesse. Det er Pressenævnets opfattelse, at det kunne have givet et mere nuanceret billede af [Klager]s synspunkt, såfremt B. T. i forbindelse med gengivelsen havde anført, at der var tale om et uddrag af [Klager]s Facebook-opslag. Citatet er imidlertid taget fra [Klager]s åbne Facebook-profil, og [Klager] må som politiker tåle en mere nærgående omtale, særligt når emnet er af klar almen interesse. På denne baggrund, og da det konkrete synspunkt ikke fremstår forvansket, finder nævnet ikke, at B. Ts brug af citatet fra [Klager]s opslag på Facebook giver grundlag for at kritisere B. T. Forelæggelse [Klager] har derudover klaget over, at han ikke blev forelagt den påklagede artikel, og har i den forbindelse anført, at der i artiklen blandt andet står: ”Tag den [Klager]”. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Det følger videre, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A. 3 og A. 4. Pressenævnet finder ikke, at oplysningerne i den påklagede artikel, herunder de bragte citater fra andre personers opslag på de sociale medier, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager]. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det tydeligt fremgår, hvem der er er afsender af udsagnene, som fremstår som personlige holdninger i en aktuel politiske debat. Det er samtidig nævnets opfattelse, at [Klager] som en offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af sin person og handlinger. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik af B. T.s for manglende forelæggelse. Afgjort den 12. december 2019.