Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0355
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2019/10214@2019-12-21/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0355
DR får ikke kritik for artikel uden forelæggelse DR bragte i juni måned en artikel, hvor der var omtale af dele af en politikers opslag på en åben Facebook-profil samt citater af andre personers opslag på de sociale medier om samme emne. Politikeren klagede over manglende forelæggelse. Nævnet fandt ikke de bragte citater krænkende og lagde vægt på, at det tydeligt fremgår af artiklen, hvem der er afsender af de bragte udsagn, som fremstår som personlige holdninger i en aktuel politisk debat, ligesom klageren som offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af sin person og handlinger, og udtalte derfor ikke kritik.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Borgmester som 30-årig, stod frem som solomor – og nu minister: [Ministeren] kan både være ”snu” og ”tonedøv” ”, bragt på netavisen dr.dk den 27. juni 2019, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at han ikke blev forelagt artiklen før offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel DR bragte den 27. juni 2019 artiklen ” Borgmester som 30-årig, stod frem som solomor - og nu minister: [Ministeren] kan både være ”snu” og ”tonedøv” ” på DRs hjemmeside dr.dk med følgende underrubrik: ”[Bynavn]s borgmester [Ministeren] skal være kultur- og kirkeminister. ” Af artiklen fremgår herefter: ”En af de store overraskelser på det ministerhold, statsminister Mette Frederiksen netop har sat, er den 38-årige [Ministeren], der kommer fra en borgmesterpost i [Bynavn] Kommune. Den har hun siddet på siden 2011 - og det har hun gjort godt, lyder det fra partifælle i byrådet. - [Ministeren] bliver rigtig, rigtig savnet i byrådet og i [Bynavn] i det hele taget. Men vi glæder os enormt meget over, at hun bliver [Bynavn]s stemme i en regering på Christiansborg, fortæller [Politiker A], der også sidder i byrådet for Socialdemokratiet i [Bynavn]. […] [Ministeren] er uddannet i kultur- og sprogmødestudier fra [Bynavn] Universitet og har været medlem af byrådet i [Bynavn] siden 2005, hvor hun med det samme blev viceborgmester og gruppeformand i en alder af 24. - Jeg synes, [Ministeren] er en fremragende politiker. Hun er rigtig god til at lytte og får alle nuancer med. Og hun kan træffe den rette beslutning. Der sker noget omkring [Ministeren], siger [Politiker A]. Han er formand for plan- og teknikudvalget, og så skulle han have været [Ministeren]s barselsvikar på borgmesterposten, når hun skulle på barsel i efteråret. […] Hun venter en lille pige i oktober og stod tidligere i år frem i blandt andet Aftenshowet og fortalte, at hun får barnet med en anonym donor. Det fik partifællen [Klager] til at kritisere hendes beslutning, som han kaldte ”selvcentreret”, ”egoistisk” og ”et personligt frigørelsesprojekt”. Men det tog de meget stille og roligt i den lokale S-gruppe, fortæller [Politiker A]: - Jeg tror, hverken [Ministeren] eller [Klager] synes, det (episoden og kritikken, red.) var i orden. De fik vist talt sammen, og nu er de videre. Og hun kan være et forbillede for andre kvinder i samme situation, lyder det fra hendes søster [Søsteren], der var mødt op på Amalienborg Slotsplads. - Hun skal bane vejen for alle de alene kvinder, der er derude og vise et godt eksempel, sagde hun. […]”. Til artiklen er indsat henholdsvis et interview på 44 sekunder med [Ministeren]s søster, som kommenterer på sin søsters udnævnelse til kultur- og kirkeminister, og et indslag på godt 2 minutter fra DRs program, Aftenshowet, der blev bragt den 2. maj 2019 på DR1, hvor [Ministeren] og [Klager] var gæster. Af sidstnævnte indslag fremgår følgende: ” Vært : "Og det kommer jo altså efter at du, [Ministeren], borgmester i [Bynavn] Kommune, forleden også herinde var ude at melde ud sådan offentligt, at du var blevet gravid, og du har valgt at få et donorbarn - alene. Velkommen til jer begge to. [ Vært til [Klager] ] Hvorfor er det egoistisk, at en kvinde som [Ministeren], hun vælger at få et barn alene? " [Klager] : "Det er det da bestemt heller ikke." Vært : "Det har du sagt? " [Klager] : "Og jeg synes, at [Ministeren] fortjener at få det barn, og det er rigtig dejligt. Jeg synes der er, hvad skal man sige, løbet meget vand i åen i forhold til det her. Jeg er rigtig glad på dine vegne. Selvfølgelig. Rigtig, rigtig glad. Tillykke, tillykke. Ja, men for Søren da. Det er jo ikke det, det er jo ikke det, der er formålet." Vært : "Men lad os lige holde fast herved din Facebookopdatering, hvor du har skrevet, at det er egoistisk." [Klager] : "Du må gerne lave konflikthistorien. Den er jeg med på. Jeg synes det er rigtig vigtigt, at børn der kommer i den her verden, i en optimal situation, hvor de har en mor og en far. Sådan går det ikke altid. Og vi har også nogle andre issues hos folk, vi er nødt til at hjælpe. Og sådan skal det være. Men de fleste af os lever jo i kedelige heteroseksuelle forhold, møder hinanden i nogle år og så får nogle børn. Den store brede befolkning lever jo sådan. De lever i familier og de familier kan vi godt passe bedre på, end vi gør. Det er det, der er mit budskab. Vi kysser og knalder og bruger alt for lidt tid på hinanden. Det skal vi have mere af. Det er jeg optaget af. Og styrke familien. Mit parti - Socialdemokratiet - har indtil for nyligt været stærke på familiepolitik. Nu taler vi om konkurrencestat, og ungerne skal paces gennem skoler og kan ikke komme i skole og det ene og det andet, og de skal igennem uddannelserne hurtigere og hurtigere og have en karriere, og det gør jo, at det bliver senere i livet, de kommer i gang." Vært : "Men jeg skal bare forstå, hvad det så helt præcist er du mener, for når jeg læser, for når jeg læser din Facebookside, som er offentlig tilgængelig, alle kan gå ind og læse på den. [Klager] skal man bare google på Facebook, så bruger du altså ord som ”egoistisk”, ”selvcentreret” og ”en tragedie af shakespeareske dimensioner”. Så, så, så hvad er det, hvad er det, din pointe er? For det er jo, der er jo flere og flere, som gør som [Ministeren] og vælger at få et barn alene." [Klager] : "Og det kan jeg godt forstå og godt for det. Det er både moralsk og juridisk rigtigt. Men så står der også 400-500.000 mænd, som også har ønsker om at få børn. Hvem tænker på de mænd? " [Ministeren] : "Men, men skulle vi så ikke prøve, øh, så vil jeg måske råde dig til, i stedet for at starte debatten med også at kalde os magelige og altså, at vi tager det lette valg og ikke gør os umage i vores parforhold, hvilket jeg jo bare må sige. Andres parforhold skal man gøre sig rigtig forsigtig med at gøres sig til ekspert for. Øh." Foruden de to videoer er der i artiklen indsat et link til et opslag på Twitter fra tidligere medlem af Folketinget [Politiker B] med teksten: ”En kvinde der har fået et barn alene som kirkeminister. Jeg elsker det! Stort tillykke @[Ministeren], både med det ende og det andet. Tag den [Klager]”. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 27. juni 2019. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Forelæggelse [Klager] har anført, at han finder det unfair, at han ikke inden offentliggørelsen af den påklagede artikel er blevet hørt, idet der i artiklen blandt andet står: ”Tag den [Klager]”. 2.2 DRs synspunkter God presseskik Forelæggelse DR har anført, at den påklagede artikel er udarbejdet som led i dækningen af folketingsvalget 2019, og at der er tale om en portrætartikel, der portrætterer [Ministeren]. Artiklens tekst indeholder ikke faktiske oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og teksten omtaler alene et faktisk hændelsesforløb, som har fundet sted. Det er på den baggrund DRs opfattelse, at teksten i artiklen ikke er omfattet af forelæggelsespligten. For så vidt angår det i artiklens indsatte indslag fra DRs program, Aftenshowet, der blev bragt den 2. maj 2019 på DR1, og hvor [Ministeren] og [Klager] var gæster, har DR anført, at indslaget efter deres opfattelse heller ikke indeholder faktiske oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager]. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Forelæggelse [Klager] har klaget over, at DR ikke har forelagt ham oplysningerne i den påklagede artikel, og har i den forbindelse anført, at der i artiklen blandt andet står: ”Tag den [Klager]”. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Det følger videre, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A. 3 og A. 4. Det er samtidig nævnets opfattelse, at offentlige personer, herunder politikere, må tåle mere nærgående omtale, særlig når emnet er af klar almen interesse. Pressenævnet finder ikke, at oplysningerne i den påklagede artikel kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager]. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udsagnet ”Tag den [Klager]” er et citat, der stammer fra et opslag på Twitter, hvorfor det tydeligt fremgår, hvem der er er afsender af udsagnet, som fremstår som Enhedslistens [Politiker B]s personlige holdning i en aktuel politiske debat. Det er samtidig nævnets opfattelse, at [Klager] som en offentlig person må tåle en mere nærgående og kritisk omtale af sin person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Afgjort den 12. december 2019