Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0200

GældendeVersion 2019-03-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2019/9212@2019-03-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0200

Tidligere journalistpraktikant får ikke slettet billede fra Nordjyske.dk En person, som i 2006 var journalistpraktikant på Nordjyske Stiftstidende, klagede til Pressenævnet over, at mediet havde afvist at slette personens portrætbillede fra nogle artikler. Der var tale om artikler, personen skrev under praktikopholdet, og som fortsat er tilgængelige på nordjyske.dk. Pressenævnet fandt, at portrætbilledet ikke kunne anses for at være særligt belastende for personen, og nævnet udtalte ikke kritik af Nordjyske Stiftstidende for at have afvist at slette billedet.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Nordjyske Stiftstidende har afvist at slette et billede af hende, som blandt andet fremgår af artiklen ”Når det, du ser, handler om det, du kunne se” bragt den 1. december 20o6 på nordjyske.dk, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Nordjyske Stiftstidende bragte den 1. december 2006 artiklen ”Når det, du ser, handler om det, du kunne se” . Artiklen, som fortsat er tilgængelig på nordjyske.dk, er skrevet af [Klager]. Mellem artiklens overskrift og brødtekst er der indsat et billede af [Klager]. Billedet, der viser et nærbillede af [Klager]s ansigt på en hvid baggrund, fylder ca. det samme som artiklens brødtekst. [Klager] anmodede den 13. august 2018 Nordjyske Stiftstidende om at fjerne billedet af hende fra ovenstående artikel samt fra andre artikler, som [Klager] skrev for Nordjyske Stiftstidende i 2005 og 2006. Nordjyske Stiftstidende afviste [Klager]s anmodning den 15. august 2018. [Klager]s klage over Nordjyske Stiftstidendes afslag er modtaget i Pressenævnet den 21. oktober 2018. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har oplyst, at hun i 2006 var tilknyttet Nordjyske Medier som journalistpraktikant, og at hun i den forbindelse skrev en række klummer. Til illustration blev der dengang brugt et portrætfoto, som blev taget af en af avisens fotografer. Dette var standard hos Nordjyske Medier, så billederne kunne benyttes, når det var relevant, ikke mindst i den trykte avis. [Klager]s portrætfoto optræder imidlertid fortsat som illustration til mindst én artikel på nordjyske.dk, ”Når det, du ser, handler om det, du kunne se” , hvor størrelsen på fotoet efter klagers opfattelse er gigantisk. [Klager] har anført, at billedet ikke har offentlighedens interesse eller er af afgørende betydning for læserens forståelse af artiklen. En sådan tekst kunne have været (og kan stadig i dag) illustreres på mange andre måder – eller stå helt uden illustration. Som journalist respekterer og forstår [Klager], at efterredigering i offentligt tilgængelige informationsdatabaser som eksempelvis dagblades websites kan være problematisk. [Klager] kan dog ikke se, hvordan hendes portrætfoto kan have offentlighedens interesse, betinge mediets troværdighed eller på anden vis være væsentligt i denne sammenhæng. [Klager] er den eneste, som bærer sit navn i Danmark, og hvis navnet googles, kommer artiklens portrætfoto frem blandt resultaterne. Det er for [Klager] sårbart, at hendes navn fører til det nu 13 år gamle portrætfoto, og [Klager] føler sig unødigt udstillet. Dette gælder i almindelighed, men i særdeleshed fordi [Klager] sidenhen har forladt både Nordjyske Medier og det klassiske journalistfag. At [Klager]s navn i sig selv henfører til visse artikler og andet journalistisk arbejde via Google er en helt naturlig og rimelig sag, men et portrætfoto er dybt personligt. 2.2 Nordjyske Stiftstidendes synspunkter Nordjyske Stiftstidende har bemærket, at [Klager] i sin henvendelse til mediet af 13. august 2018 begrundede sit ønske om at få fjernet det påklagede billede med, at hun var ”ung og tyk” og ikke vil se billedet ”på Google i al evighed”. Nordjyske Stiftstidende afviste [Klager]s anmodning med henvisning til, at der ikke er tale om en fejl. Billedet er en korrekt og retvisende gengivelse af skribenten og er på ingen måde nedgørende eller på anden vis problematisk. At [Klager] ønsker at fremtræde anderledes nu og ikke mener, at billedet er nødvendigt for teksten, er sagen uvedkommende. Nordjyske Stiftstidende har afvist, at billedet ikke har offentlighedens interesse. Det er almindelig praksis at vise billeder af klummeskribenter, ganske som billeder af medarbejdere også bruges i andre sammenhænge ud fra det enkle princip, at Nordjyske Stiftstidende står ved, hvem mediet er, og hvad mediet laver. Nordjyske Stiftstidende kan ikke genkende [Klager]s fremstilling af, at hun føler sig ”unødigt udstillet på nordjyske.dk”. Den påklagede artikel fra 2006 er ikke publiceret på sitet, og man kan udelukkende finde den ved at søge i arkivet. Såvel ved en søgning på nordjyske.dk som ved en Googlesøgning skal man flere sider hen i søgeresultaterne for at finde artiklen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. [Klager] har anmodet om, at hendes portrætfoto fjernes fra nordjyske.dk, herunder fra artiklen ”Når det, du ser, handler om det, du kunne se” . Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager efter offentliggørelsen af artiklen i 2006 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik. Det påklagede billede er et portrætfoto af [Klager]. Pressenævnet finder ikke, at billedet kan anses for følsomt eller privat, hvorfor nævnet ikke finder, at billedet er særligt belastende for klager. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Nordjyske Stiftstidende for at afvise [Klager]s anmodning om sletning. Afgjort den 12. marts 2019

Versioner

  1. 2019-03-21