Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0311

GældendeVersion 2019-11-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2019/9983@2019-11-13/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0311

A4 Nu får ikke kritik for artikler om afskedigelsessag A4 Nu (tidligere Avisen.dk) omtalte i artikler i februar og marts måned en afskedigelsessag, hvor et stort byggefirma blev beskyldt for uretmæssigt at have afskediget tre håndværkere. Byggefirmaet og en ledende medarbejder herfra klagede til Pressenævnet over artiklerne. Klagerne klagede blandt andet over, at A4 Nu i én af artiklerne havde offentliggjort en mail om sagen, som den ledende medarbejder havde sendt som intern orientering i byggefirmaet, og at den ledende medarbejders kontaktoplysninger hos byggefirmaet havde været synlige i artiklen. Pressenævnet fandt, at den omtalte sag havde offentlig interesse. Da den ledende medarbejders telefonnummer og mailadresse hurtigt var blevet fjernet fra artiklen, fandt nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

[Klager 1] og [Klager 2] har ved advokat Michael Møller Nielsen klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Håndværkere bad om overtidsbetaling hos kendt byggefirma: Så blev de fyret” og ”Tømrer er havnet på firmaets sorte liste ”Når jeg siger mit navn, siger de nej tak””, bragt på Avisen.dk den 18. februar 2019, og artiklerne ”Kendt byggefirma under anklage: Hænger fyret tømrer ud i brev” og ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” , bragt på Avisen.dk den 29. marts 2019, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager 1] og [Klager 2] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt og krænkende information om dem. 1 Sagsfremstilling Den 18. februar 2019 bragte Avisen.dk artiklen ”Håndværkere bad om overtidsbetaling hos kendt byggefirma: Så blev de fyret” med følgende underrubrik: ”Det store danske byggefirma [Klager 1] fyrede tre tømrere, efter de havde bedt om betaling for overarbejde og var blevet nægtet at få en lønaftale på skrift. Ifølge 3F skyldes fyringerne personlig forfølgelse, og fagforeningen har nu rejst sag mod [Klager 1]. ” Af artiklen, som nu er tilgængelig på a4nu.dk, fremgår: ”Fagforeningen 3F rejser nu sag mod et af landets største byggevirksomheder [Klager 1], efter at virksomheden i efteråret fyrede tre tømrere fra en byggeplads i København. Ifølge 3F er de tre håndværkere blevet fyret, fordi de blandt andet bad om overtidsbetaling i forbindelse med et medarbejderarrangement i [Klager 1], hvor der var mødepligt. Derudover skulle fyringen have bundet i, at de tre tømrersvende havde bedt om at få en lønaftale på skrift, samt at de bad om sikkerhedsudstyr og varmt tøj, mens de arbejdede på et stillads i koldt vejr. Hos 3F kalder man fyringerne "groteske". - Jeg synes, det er skræmmende, at et så velanset firma som [Klager 1] vælger at fyre ansatte, fordi de stiller krav, som er fuldstændigt rimelige i forhold til den overenskomst, de arbejder under, siger [Person A], formand for Snedker-Tømrernes Brancheklub i København til Avisen.dk. Efter fyringen af de tre håndværkere valgte [Klager 1] at betale de resterende medarbejdere løn for arrangementet. Sort liste Ud over kravene til løn og udstyr skulle de tre være blevet præsenteret for en fyreseddel, fordi en leder i [Klager 1] var blevet ringet op af op mod 10 ledere fra både [Klager 1] og andre byggefirmaer, der var oprørte over ansættelsen af en af de tre tømrersvende. Harmen blandt branchens chefer skulle blandt andet bunde i, at den pågældende tømrersvend havde rådgivet kolleger på andre byggepladser om løn- og arbejdsforhold. Det har nu fået 3F til at rejse en sag om såkaldt "organisationsfjendtlig adfærd" mod NCC. -Vi mener ikke, at der er nogen tvivl om, at de her fyringer bunder i, at den ene af de tre tømrere er røget på en sort liste i byggebranchen, fordi han hjælper sine kolleger med faglige spørgsmål, siger [Person A]. -Det koster så ham og hans kolleger jobbet, og det mener vi selvfølgelig er fuldstændigt uacceptabelt, tilføjer han. Klar grænse Avisen.dk har været i kontakt med den tidligere [Klager 1]-ansatte tømrer, som ifølge 3F er offer for sortlistning. Han ønsker ikke stå frem med navn, men fortæller, at sagen har gjort det sværere for ham at få arbejde i byggebranchen. - Når jeg ringer rundt til firmaerne og siger mit navn, så får jeg at vide, at der ikke er noget arbejde til mig. Det er allerede svært for mig at finde arbejde, og jeg frygter, at det kun bliver sværere, siger han til Avisen.dk. Ifølge [Person B], forhandlingssekretær i 3F, rejser fagforeningen sjældent sager af denne type, da det kan være svært at bevise. Han mener dog, at den pågældende sag er særligt grov. - Vi mener, at [Klager 1] har overskredet en klar grænse ved at fyre de her ansatte, og derfor vil vi forfølge denne sag, siger [Person B] til Avisen.dk. Avisen.dk har forelagt 3F's kritik og påstande for [Klager 1], og bedt om en kommentar til sagen. [Person C], HR-chef i [Klager 1] skriver i et mailsvar til Avisen.dk: - Vi tager skarpt afstand fra påstanden om, at der er udvist organisationsfjendtlig adfærd, men udtaler os ikke yderligere om verserende sager, der kører i det fagretslige system, skriver [Person C]. ” Den 18. februar 2019 bragte Avisen.dk endvidere artiklen ”Tømrer er havnet på firmaernes sorte liste ”Når jeg siger mit navn, siger de nej tak”” : ”Det var en arbejdsdag som de fleste andre. Tømreren Jens var sammen med to kolleger i gang med at bygge en facade på Falkoner Alle på Frederiksberg, da de blev kaldt ind i skurvognen af chefen og præsenteret for en fyreseddel. - Vi fik at vide, at vi skulle lade vores værktøj ligge og forlade pladsen. Vi blev simpelthen smidt væk, siger Jens til Avisen.dk. Fyringen kom i kølvandet på en episode, hvor Jens og de andre håndværkere i hans sjak var blevet nægtet overtidsbetaling i forbindelse med et medarbejderarrangement i byggevirksomheden [Klager 1], hvor der var mødepligt. Det havde Jens og hans kolleger været kritiske overfor. [Klager 1] mente dog, at der var tale om "interessetimer", og at de ansatte derfor ikke skulle have løn. Efter fyringen af Jens valgte [Klager 1] at betale medarbejderne løn for arrangementet. Derudover skulle fyringen have bundet i, at de tre tømrersvende havde bedt om at få en lønaftale på skrift, hvilket [Klager 1] nægtede dem. Senere kom det også frem, at chefen inden episoden var blevet ringet op af ledere fra en lang række andre byggepladser, der var oprørte over, at Jens overhovedet var blevet ansat i [Klager 1]. Det var dog langtfra første gang, at Jens oplevede at komme i problemer på en arbejdsplads alene på grund af sit navn. […] [Sidst i artiklen er der indsat følgende oplysning i kursiv, Pressenævnet ]: Jens er et opdigtet navn. Tømrerens navn er Avisen.dk's redaktion bekendt, men han har ikke ønsket at stå frem med navn og billede af frygt for at skade hans fremtidige muligheder for at få arbejde i byggebranchen. ” Den 29. marts 2019 bragte Avisen.dk artiklen ”Kendt byggefirma under anklage: Hænger fyret tømrer ud i brev” med følgende underrubrik: ”Fagforeningen 3F mener, at fagligt aktiv tømrer er på ”sort liste” i byggebranchen. Nu nævner entreprenørgiganten [Klager 1] mandens navn i brev til firmaets byggeledere. ” Af artiklen, som nu er tilgængelig på a4nu.dk, fremgår: ”I et brev til blandt andet en række byggeledere kritiserer en højtstående chef i entreprenørvirksomheden [Klager 1] en navngiven tømrer, som - sammen med to kollegaer - er blevet fyret fra firmaet. Chefens vendinger er så grove, at der er tale om bagvaskelse og et forsøg på at lukke munden på en fagligt aktiv tømrer, mener fagforeningen 3F. I brevet skriver [Klager 2], der er Senior Produktionschef i [Klager 1], blandt andet, at tømreren var "blevet smidt ud af sjakket på sin tidligere arbejdsplads", at det "hurtigt begyndte at gå skævt" og "efter det vi oplevede som talrige episoder, valgte jeg at opsige ham". Se brevet ved at klikke her. [Ordene ”ved at klikke her” udgør et link til artiklen ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” , som er gengivet nedenfor, Pressenævnet ] Tømreren - der er fagligt aktiv - gav i følge [Klager 1]-chefen ved fyringen udtryk for, at der var tale om organisationsforfølgelse. "Det virkede nærmest helt planlagt og indstuderet! ", skriver [Klager 1]s Senior Produktionschef [Klager 2] i brevet til byggelederne. - Det er en højest usædvanlig opførsel, at [Klager 1] på den måde skriver ud til svendene med usande påstande og rygter fra helt andre firmaer med det formål at miskreditere en navngiven tidligere kollega, siger [Person D], formand 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Blacklistet Brevet vil også gøre det sværere for tømreren at få arbejde i branchen, fordi hans ry lider skade, frygter fagforeningen. Her peger man på, at brevet fra [Klager 1]-chefen både er sendt til en bred kreds af blandt andet byggeledere og hængt op i mindst en skurvogn. Den tidligere [Klager 1]-ansatte tømrer ønsker ikke stå frem med navn, men siger, at sagen har gjort det sværere for ham at få arbejde i byggebranchen. - Når jeg ringer rundt til firmaerne og siger mit navn, så får jeg at vide, at der ikke er noget arbejde til mig. Det er allerede svært for mig at finde arbejde, og jeg frygter, at det kun bliver sværere, siger han til Avisen.dk. 3F har rejst en fagretslig sag, fordi fagforeningen mener, at de tre svende er blevet fyret uretmæssigt. Og nu vil man også føre en civilretslig sag på vegne af tømreren, der nævnes i brevet: - Når firmaet vælger at bagtale én af de fyrede på den måde, så bliver vi nødt til at reagere. Hvis vi skal kunne håndhæve vores rettigheder i overenskomsten, så skal folk trygt kunne komme til fagforeningen og få rejst en sag uden at skulle frygte for at blive udsat for bagvaskelse. Vi har derfor bedt vores advokat kikke på mulighederne for at rejse en sag, siger [Person D], 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening til Avisen.dk Sagen ligger nu hos forbundets jurister. Avisen.dk erfarer, at der er en civilretslig sag på vej mod [Klager 1] på baggrund af det, 3F opfatter som ringeagtsytringer mod et navngivent medlem. [Klager 1]: Det var en intern mail [Klager 1]s Senior Produktionschef [Klager 2], der har skrevet brevet, har ikke ønsket at stille op til et interview, men vil gerne svare skriftligt på spørgsmål fra Avisen.dk: I et brev til en række byggeledere skriver du om en sag, hvor du har fyret tre tømrere. Hvorfor gør du det? - Grunden til, at jeg orienterer i en intern mail er, at 3F har valgt at køre sagen i pressen og på de sociale medier i stedet for i det fagretslige system, hvor den burde drøftes. Efter at vi blev hængt ud i pressen og på de sociale medier, har vi jo behov for at give vores version – dog har jeg kun gjort det i en intern mail og til en udvalgt gruppe medarbejdere. I brevet til byggelederne omtaler du én tømrer ved hans fulde navn og ”kælenavn”. Det kan ifølge kollegaer og fagforening påvirke hans fremtid i tømrerbranchen. Er denne fremgangsmetode rimelig? - 3F har selv brugt hans navn, da de mødte uanmeldt op på vores byggepladser for at tale om sagen. Så jeg har svært ved at se problemet i, at jeg også bruger navnet i en intern mail. Og med hensyn til kælenavnet, så er det almindeligt brugt i branchen. Jeg er selv tidligere tømrer og har hørt ham omtalt med det navn for 20 år siden, så det er velkendt i branchen. Brevet er efterfølgende ophængt i skurvogne, hvor mange af mandens kollegaer har set det. Hvordan kan det ske? - Mig bekendt har det aldrig været ophængt i skurvognen. Orienteringen er sendt per mail, og jeg understregede også, at den kun var til internt brug. Den pågældende tømrers kollegaer og fagforening mener, der er tale om bagvaskelse af en tidligere kollega og et forsøg på at få fagligt aktive til at makke ret. Hvad mener du om denne kritik? - Det er et billede, jeg slet ikke kan genkende. Vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores svende og hidtil også med 3F, så disse anklager kommer meget bag på mig. Opbakning fra kollegaerne Den fyrede tømrer har fået opbakning fra 45 tillidsvalgte snedkere og tømrere i hovedstadsregionen. I et brev til [Klager 1] opfordrer de firmaets ledelse "til at genoverveje om de ønsker at stå fast på [Klager 2]s destruktive og uforsonlige linje." - Vi håber, at [Klager 1] vil indse, at det ikke klæder et velrenommeret firma, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger, der skal til for at vise branchen, at [Klager 1] er et firma, hvor svendene ikke skal frygte at blive fyret, bare fordi man ønsker at følge reglerne, skriver Snedker-Tømrernes Brancheklub i København. ” Samme dag, den 29. marts 2019, bragte Avisen.dk artiklen ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” . Af artiklen, som nu er tilgængelig på a4nu.dk, fremgår: ”I brevet til en række byggeledere skriver [Klager 2], der er Senior Produktionschef i en af Danmarks største entreprenørvirksomheder, [Klager 1], blandt andet, at en tidligere ansat tømrer var "blevet smidt ud af sjakket på sin tidligere arbejdsplads", at det "hurtigt begyndte at gå skævt" og "efter det vi oplevede som talrige episoder, valgte jeg at opsige ham". Fagforbundet 3F mener, der er tale om ringeagtsytringer, som vil skade tømrerens jobmuligheder og vil nu føre civil retssag mod [Klager 1]. Sådan ser brevet fra [Klager 1]s Senior Produktionschef [Klager 2] ud. 3F beskylder byggegiganten for at hænge en navngiven tømrer ud og skade hans fremtid i byggebranchen. Avisen.dk har valgt at fjerne tømrerens navn. Foto: Avisen.dk” I artiklen er der indsat et billede, hvorpå der ses et foto af det omtalte brev. På billedet var det på artiklens offentliggørelsestidspunkt muligt at se følgende oplysninger om brevets underskriver: ”[Klager 2] Senior Produktionschef, Energirenovering DK, [Klager 1]” Endvidere fremgik [Klager 1]s postadresse, telefonnummer og hjemmeside, samt [Klager 2]s mobiltelefonnummer og mailadresse hos [Klager 1]. Disse oplysninger fremgår ikke længere af artiklen på a4nu.dk. Øvrige oplysninger Pressenævnet har af [Klager 1] [Herefter [Klager 1], Pressenævnet ] og [Klager 2] modtaget kopi af den i ovenstående artikel gengivne mail, som det fremgår, at [Klager 2] den 19. februar 2019 sendte til 17 mailadresser i [Klager 1]. Af mailen fremgår: ”Hej alle Som de fleste af jer formentligt er bekendt med, har vi i øjeblikket er verserende sag kørende med 3F/Brancheklubben. Meget kort, drejer det sig om [Tømrers navn fjernet af Pressenævnet] og sjakket der blev opsagt på Falkoner. [Tømrers navn fjernet af Pressenævnet] ringede på foranledning af […], for at søge arbejde i [Klager 1], fordi han kort tid forinden var blevet smidt ud af sjakket på sin tidligere byggeplads. [Tømrers navn fjernet af Pressenævnet] følte sig forfulgt i branchen og mente at mange havde misforstået ham, og efter meget grundige overvejelser, valgte vi at viske tavlen ren og give ham en ny chance hos os i [Klager 1]. Det begyndte hurtigt at gå skævt, og efter det vi oplevede som talrige episoder, valgte jeg at opsige ham efter ca. 14 dage. Det første [Tømrers navn fjernet af Pressenævnet] sagde ved opsigelsen var, at det var organisationsforfølgelse…………. . . . det virkede nærmest helt planlagt og indstuderet! 3F/Brancheklubben anklager nu [Klager 1] for ”Organisations-fjendtlig adfærd”, og vi har derfor afholdt møder med 3F, LO, Dansk Byggeri samt DA omkring sagen. Status pt. er, at 3F skulle vende tilbage, om man agtede at videreføre sagen for domstolene, hvilket 3F stadig ikke har gjort. [Klager 1] anklages bl.a. for ikke at ville udlevere ansættelseskontrakter, termodragter, beskyttelsesbriller, samt flere andre ting! Vi blev i onsdags kontaktet af AVISEN. DK, som var kommet i besiddelse af alle mødereferater, og journalisten ville have [Klager 1]s kommentar omkring sagen, men da vi ikke må udtale os omkring verserende sager, valgte avisen at udgive artiklen, alene set med [Tømrers navn fjernet af Pressenævnet]s og 3F’s øjne. Sagen peakede for alvor i går eftermiddags, hvor ca. 50 3F medlemmer med [Navn fjernet af Pressenævnet] i spidsen, ankom til vores hovedkontor i en demonstration med røde bannere, hvor de udleverede en skriftlig erklæring fra brancheklubben, hvori man nu vender sagen imod undertegnede personligt. Ovenstående anklager kan virke paradoksale, set i lyset af 3 års fremragende samarbejde, samt at [Navn fjernet af Pressenævnet] på vores forrige fællesmøde fra scenen bekendtgjorde, at [Klager 1] var et af de absolut bedste entreprenørfirmaer at være ansat i. Det kan umiddelbart virke som om at [Klager 1] er gået i flyverskjul, men reglerne omkring kommentarer i verserende sager er meget stringente, så vi må indtil videre leve med alverdens grundløse beskyldninger, på AVISEN. DK, Facebook, YouTube, mv., uden at kunne fortælle vores version af sagen. Jeg håber og tror dog på, at vores svende på trods af alle historier og anklager i aviser og på sociale medier, stadig kan fastholde deres eget billede af vores daglige samarbejde, som i min verden står i skærende kontrast til 3F/Brancheklubbens anklager. ” Pressenævnet har endvidere modtaget kopi af en opfølgende mail, som [Klager 2] den 5. marts 2019 sendte til samme 17 mailadresser i [Klager 1]: ”Hej alle Der har været en forespørgsel omkring nedenstående, og jeg burde naturligvis have præciseret, at info. kun er beregnet til jer som formænd/produktionsledere. Såfremt i er i tvivl om noget, kan i ringe. (Ingen ”svar-alle” mail)! [Original fremhævelse, Pressenævnet ]” [Klager 1] og [Klager 2]s klage er modtaget i Pressenævnet den 11. april 2019. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter God presseskik Korrekt information og kildekritik mv. [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at de påklagede artikler, der omhandler en fagretlig uoverensstemmelse i det kollektive overenskomstdækkede system mellem den faglige organisation 3F og entreprenørvirksomheden [Klager 1], der er medlem af Dansk Byggeri under Dansk Arbejdsgiverforening, efter det for [Klager 1] oplyste er skrevet direkte på opdrag fra 3F. Således har A4 Nu [Tidligere Avisen.dk, Pressenævnet ] henvendt sig til [Klager 1] og oplyst, at A4 Nu er blevet ”bedt om at skrive en artikel af 3F”. Uanset at det daværende Avisen.dk, og nu A4 Nu, har som sit afsæt at tage udgangspunkt i ”egenproduceret historie og delbart indhold om arbejdslivet på det danske arbejdsmarked. Vi skildrer politiske, sociale og faglige begivenheder, der påvirker arbejdslivet” , er det i strid med god presseskik ikke at formidle objektivt og upartisk, idet der på denne måde opstår tvivl om A4 Nus frie og uafhængige stilling. Den måde, hvorpå uoverensstemmelsen mellem [Klager 1] og 3F, som i øvrigt udspringer af en konkret personalesag om en enkelt medarbejders ansættelsesforhold ved [Klager 1], er beskrevet, samt den daværende Avisen.dks direkte udtalelse om, at man er blevet anmodet om at skrive en artikel af 3F, er i strid med de grundlæggende synspunkter i de vejledende regler for god presseskik, idet et medie ikke må udvise ”eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om mediernes frie og uafhængige stilling. ” Det faktum, at A4 Nu i den konkrete sag agerer som talerør for 3F, er en journalistisk tilgang, der er egnet til at skabe væsentlig tvivl om A4 Nus frie og uafhængige stilling i forhold til dels den politiske debat, dels parterne på arbejdsmarkedet og en faglig organisation som 3F. Det fremgår også af artiklerne i sagen, at A4 Nu formidler 3Fs og den pågældende medarbejders synspunkter ensidigt i artikelserien. [Klager 1] har en politik om, at [Klager 1] ikke udtaler sig om verserende sager, herunder i særdeleshed verserende konkrete personalesager, hvorfor [Klager 1] ikke har haft kommentarer til A4 Nus henvendelser. A4 Nu har i artiklen af 29. marts 2019, hvor [Klager 2]s mail blev offentliggjort, endvidere handlet i strid med de presseetiske reglers punkt A. 1 om korrekt information, idet mediet ikke i tilstrækkelig grad har kontrolleret, om de oplysninger, der er gengivet i den pågældende mail, er korrekte. Det fremgår af den pågældende artikel af 29. marts 2019, at 3F vil indlede en civil retssag mod [Klager 1] på baggrund af de ytringer, der er fremkommet i den offentliggjorte mail. Herved har A4 Nu handlet i strid med de presseetiske regler, da avisen slet ikke har forholdt sig til, hvorvidt oplysningerne om den konkrete sag og den konkrete medarbejder, som er medlem af 3F, er faktuelt korrekte. I stedet har A4 Nu ukritisk lagt til grund, at 3Fs oplysninger er korrekte. Derved har A4 Nu endvidere handlet i strid med punkt A. 2 i de presseetiske regler, da A4 Nu ikke har været tilstrækkeligt kritisk over for sine kilder, som må antages alene at være 3F. 3F er part i den verserende, konkrete personalesag mellem 3F og [Klager 1], da den tidligere medarbejder er medlem af 3F, og 3F er derfor åbenlyst farvet af personlige interesser og har væsentlig interesse i at fremstille sagen på en ensidig måde. Med henvisning til det ovenfor anførte er det klagernes opfattelse, at A4 Nu også har handlet i strid med punkt 3 i de presseetiske regler. Til A4 Nus bemærkninger under pressenævnssagen har [Klager 1] og [Klager 2] anført, at der ikke er belæg for mediets betragtninger om, at artiklerne omtaler en sag af væsentlig og principiel betydning, som optager mange lønmodtagere, og som føres i såvel arbejdsretlig som civilretslig sammenhæng. Disse betragtninger bør således ikke indgå med nogen vægt i Pressenævnets behandling af sagen; dels forekommer en enkeltsag om et enkelt medlem af 3F ikke at være af ”væsentlig og principiel betydning”, dels er der ikke nogen relevant dokumentation for, at sagen ”optager mange lønmodtagere”. Sagen bliver ikke ført civilretligt, idet der ikke er indgivet noget sagsanlæg mod nogen af de involverede ved de almindelige domstole. Der er sendt et brev med trussel om sagsanlæg mod [Klager 2] fra 3F’s advokat den 29. marts 2019, men dette brev er i sin helhed tilbagevist af klagernes advokat i brev af 12. april 2019 til 3F – et brev, som 3F ikke har reageret på. At A4 Nu angiveligt er i besiddelse af 3Fs brev med trussel om sagsanlæg og formidler indhold derfra, selvom brevet i øvrigt ikke involverer A4 Nu eller har nogen relevant indgangsvinkel for A4 Nu i forhold til den journalistiske dækning, underbygger blot synspunktet om, at 3F og A4 Nu har samarbejdet om artiklerne. Sagen er heller ikke siden fællesmødet videreført i det fagretlige system. Denne ukorrekte gengivelse af faktum støtter, at sagen er ensidigt dækket fra A4 Nus side og i øvrigt ikke tilstrækkeligt researchet. Det er usandsynligt, at en enkeltsag skal kunne have så stor betydning som anført af klagerne. Privatlivets fred [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at det er i strid med de grundlæggende synspunkter i de presseetiske regler, at A4 Nu i artiklen ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” af 29. marts 2019 har offentliggjort en mail fra [Klager 1]s Senior Projektchef [Klager 2], som er sendt til andre kollegaer i [Klager 1] og udelukkende til internt brug. Mailen blev offentliggjort med [Klager 2]s direkte kontaktdetaljer, stillingsbetegnelse mv. Det tjener hverken journalistisk interesse eller noget objektivt formål så ensidigt at formidle den enkelte parts synspunkt, i dette tilfælde den faglige organisations synspunkt, ligesom der ikke er noget journalistisk anerkendelsesværdigt formål med at offentliggøre den pågældende mail på den måde, som det er sket. A4 Nu har ikke engang formidlet, hvordan man er kommet i besiddelse af den pågældende mail, som kan være tilvejebragt på ulovlig måde. Mailen var, som anført ovenfor, udelukkende ment som intern orientering, og offentliggørelsen af mailen i ucensureret form og med videregivelse af [Klager 2]s personlige kontaktdetaljer udgjorde en krænkelse af privatlivets fred, hvilket er i strid med punkt B. 1 i de vejledende presseetiske regler. Der er ikke klar almen interesse i offentlig omtale af den pågældende mail og offentliggørelse af [Klager 2]s og [Klager 1]s navne og kontaktoplysninger m.m. Herved har A4 Nu ikke i tilstrækkelig grad beskyttet [Klager 2]s og [Klager 1]s personlige anseelse. Offentliggørelsen af mailen har haft alvorlige konsekvenser for [Klager 2]s privatliv såvel som for hans professionelle liv, idet der er modtaget truende beskeder på både mail og sms, eksempelvis beskeden ”Man kan aldrig føle sig sikker, hvis man snyder håndværkere …. . ” , der også kom ind på [Klager 2]s iPad, som hans børn har adgang til. I forhold til A4 Nus bemærkninger under pressenævnssagen vedrørende [Klager 2]s manglende ønske om anonymitet har klagerne anført, at det ikke er [Klager 2]s opgave at sikre sig anonymitet – i øvrigt har [Klager 2] ingen forventning om i forbindelse med interviews at blive omtalt på en måde som sket. Det er i stedet A4 Nu, der skulle have sikret sig, at [Klager 2] var indforstået med at optræde i medierne med de identitetskendetegn, som blev anvendt i artiklerne. Hertil kommer, at det er A4 Nus ansvar som ansvarligt medie at sikre sig, at oplysninger, der er tilvejebragt uden om afsenderen, kan blive bragt i mediet uredigeret med afsenderens ([Klager 2]s) accept. Hverken [Klager 2] eller [Klager 1] er blevet forelagt den påtænkte anvendelse af mailen. Om mailens udbredelse inden artiklens offentliggørelse har klagerne bemærket, at [Klager 2] udelukkende rundsendte mailen til interne [Klager 1]-modtagere for at informere om sagen, efter at A4 Nu påbegyndte artiklerne på anmodning fra 3F. Netop denne tilgang til artikelskrivningen medførte, at klagerne ikke opfattede A4 Nu som uafhængige og saglige i mediets dækning af sagen. Der blev anført en række udokumenterede påstande i den første artikel, og da [Klager 1] ikke ønskede at medvirke til A4 Nus dækning, blandt andet på grund af mediets ensidige tilgang til sagen, blev der orienteret internt. Det er ikke [Klager 1]-modtagerne/ledelsen, der har sat mailen op i skurvogne, så derfor er mailens offentliggørelse ikke sket på foranledning af eller ønske fra [Klager 1] eller [Klager 2]. Det er i øvrigt også udokumenteret, at mailen har hængt i ”skurvogne”. Klagerne er heller ikke bekendt med, at billedet florerer på mange mobiltelefoner. Selvom om det er tilfældet, så berettiger det ikke offentliggørelse i mediet som sket. Journalisten, som henvendte sig til [Klager 2], var meget utilfreds med, at [Klager 2] alene ville besvare spørgsmål på skrift. [Klager 2] følte sig kraftigt angrebet af A4 Nus dækning, hvilket er svar på, hvorfor han ikke rettede henvendelse til mediet før i klagernes mail af 9. april 2019. Klagerne har tidligere henvendt sig til A4 Nu og anmodet om berigtigelse og en beklagelse af hændelsesforløbet, hvilket mediet ikke har efterkommet. I overensstemmelse med det ovenfor anførte bør Pressenævnet således pålægge A4 Nu at bringe en passende berigtigelse i et passende omfang og på et passende sted. Sletning – punkt B. 8 Det er en væsentlig vurdering som baggrund for klagen, at videreformidling og offentliggørelsen af [Klager 2]s interne mail går langt ud over grænserne for ytringsfriheden og respekten for privatlivets fred. [Klager 1] og [Klager 2] har på den baggrund anført, at A4 Nu bør pålægges at sikre, at [Klager 1]s og [Klager 2]s navn og kontaktoplysninger mv. bliver slettet fra den pågældende artikel, og at A4 Nu løbende udfolder tilstrækkelige bestræbelser på at slette dette indhold i den pågældende mail i det omfang, dette måtte være gengivet på internettet. Der er ikke noget journalistisk formål med at lade [Klager 2]s og [Klager 1]s navn fremgå. I forbindelse med pressenævnssagen har A4 Nu slettet [Klager 2]s telefonnummer og mailadresse fra artiklens gengivelse af [Klager 2]s mail. [Klager 2]s navn figurerer fortsat i forbindelse med artiklen, ligesom hans stilling, arbejdsgiver og division fremgår. Den mulige kommercielle skadevirkning for [Klager 1] af A4 Nus fortsatte anvendelse af disse oplysninger er væsentlig, og den af A4 Nu foretagne sletning har derfor ikke været tilstrækkelig. 2.2 A4 Nus synspunkter God presseskik Korrekt information og kildekritik mv. A4 Nu har afvist, at de påklagede artikler er i strid med god presseskik. Artiklerne indeholder både relevant og regulær arbejdsmarkedsjournalistik. A4 Nu overholder samtlige normale journalistiske standarder og presseetiske regler i en sag af væsentlig og principiel betydning, hvor et fagforbund beskylder et meget stort byggefirma for ”blacklistning” af en fagligt aktiv tømrer. En sag, som optager mange lønmodtagere, og som tilmed føres i såvel arbejdsretlig som civilretslig sammenhæng. At sagen er af væsentlig og principiel betydning vil i øvrigt altid være mediets redaktionelle vurdering. Det er ikke et argument, som anført af klagerne, at der er tale om en enkeltsag. Enkeltsager kan sagtens være både principielle, relevante – og værd at dække journalistisk. I denne sag er der i øvrigt ikke tale om en enkelt, men tre tømrere, der er blevet fyret fra [Klager 1]. At sagen optager mange håndværkere, ses blandt andet af, at der har været demonstration foran [Klager 1], at forskellige brancheklubber i byggebranchen har forholdt sig til sagen, og at der har været stor debat på sociale medier mv. Klagerne har under pressenævnssagen, med henvisning til et brev af 12. april 2019 fra [Klager 1]s advokat til 3F, oplyst, at i hvert fald den civilretlige del af sagen ikke er blevet til noget. A4 Nus artikel, der omtaler den potentielle retssag, er imidlertid fra den 29. marts 2019. Hvad der senere er sket i den civilretlige såvel som den fagretlige del af sagen, vidste A4 Nu ikke på tidspunktet for artiklens offentliggørelse, men mediet har hørt begge parter og refereret loyalt. På tidspunktet for A4 Nus indgivelse af bemærkninger herom til pressenævnssagen var hverken den fagretlige eller den civilretlige del af sagen, efter mediets oplysninger, lukket. Der har ikke været tale om en ukritisk formidling af synspunkter, men om en dækning, hvor alle involverede parter er blevet hørt og refereret loyalt. På den baggrund har A4 Nu afvist, at de ”er blevet anmodet om at skrive en artikel for 3F”. Privatlivets fred A4 Nu har anført, at [Klager 2] som Senior Produktionschef i [Klager 1] ikke er en menig medarbejder, men at han indtager en ledende position og spiller en nøglerolle i sagen. A4 Nu har talt med [Klager 2] og har i omtalen bragt samtlige af [Klager 2]s skriftlige svar uredigeret. [Klager 2] har indvilliget i at medvirke i artiklen og har på intet tidspunkt i processen – hvor aftalen om interviewet indgås – ønsket anonymitet. A4 Nu har dertil – i stedet for et mundtligt interview på almindelige vilkår med mulighed for opfølgende spørgsmål – accepteret, at [Klager 2] fik spørgsmålene på skrift og svarede skriftligt. A4 Nu har ikke hørt noget fra [Klager 2] om, at han skulle være utilfreds eller på anden måde mene, at der var problemer i mediets dækning, fra A4 Nu offentliggjorde artiklen den 29. marts 2019, indtil de modtog et brev fra [Klager 1] den 9. april 2019. [Klager 2] har selv rundsendt et brev, som A4 Nu har valgt at offentliggøre på grund af dets dokumentationsværdi, til en bredere kreds af blandt andet byggeledere. Brevet – med [Klager 2]s navn, arbejdsmobiltelefonnummer og mailadresse – er derudover opsat i skurvogne, hvor mange har adgang til det, og billeder af brevet florerer på mange københavnske håndværkeres mobiltelefoner. Brevet er dermed allerede kendt i en meget bred kreds også uden for [Klager 1]. Sletning – punkt B. 8 A4 Nu har med det samme efterkommet ønsket fra klagerne om at fjerne [Klager 2]s mailadresse og arbejdstelefonnummer, som fremgår med ganske småt i artiklen, der viser en affotografering af mailen, som har været hængt op i en skurvogn. Mailadressen og telefonnummeret har ikke betydning for den journalistiske relevans på samme måde som [Klager 2]s navn og position. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen. Kompetence Det indklagede medie har under pressenævnssagens forløb skiftet navn. På tidspunktet for artiklernes offentliggørelse den 19. februar 2019 og den 29. marts 2019 og på tidspunktet for klagens indgivelse den 11. april 2019 var navnet på den indklagede netavis Avisen.dk, mens selskabet bag netavisen hed Avisen.dk ApS. Fra den 3. maj 2019 er selskabets navn A4 Medier ApS, og dette selskab har fra den 1. maj 2019 været publicistisk ansvarlig for netavisen A4 Nu, hvor de påklagede artikler nu er tilgængelige på netavisen a4nu.dk. Selskabet A4 Medier ApS er fortsat under samme CVR-nummer, som tidligere tilhørte Avisen.dk ApS, ligesom den mediestøtte, der tidligere blev tildelt Avisen.dk ApS, nu tildeles UgebrevetA4.dk, som netavisen A4 Nu hører under. Den ansvarshavende chefredaktør for det tidligere Avisen.dk er nu ansvarshavende chefredaktør for A4 Nu og har afgivet mediets udtalelser under pressenævnssagen. Samtidig har selskabet Freeway Holding ApS overtaget det redaktionelle ansvar for hjemmesiden Avisen.dk. Selskabet Freeway Holding ApS har i forbindelse med pressenævnssagen oplyst, at både A4 Medier ApS og Freeway Holding ApS har adgang til artikeldatabasen fra det tidligere Avisen.dk, hvor de påklagede artikler oprindeligt blev offentliggjort. Freeway Media ApS har sørget for, at den påklagede artikelserie ikke er tilgængelig på det nuværende Avisen.dk. På baggrund af ovenstående finder Pressenævnet, at det indklagede medie i sagen er A4 Nu. God presseskik Korrekt information og kildekritik mv. [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at A4 Nus omtale er ensidigt vinklet til fordel for klagernes modpart i den omtalte sag, fagforbundet 3F. [Klager 1] og [Klager 2] har i den forbindelse klaget over, at A4 Nu har bragt oplysninger om dem, som ikke er blevet tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen, og at A4 Nu ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 1 og A. 2. [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at artiklerne er skrevet på opfordring fra 3F, og der er i den forbindelse klaget over, at sagen i artiklerne er fremstillet på en ensidig måde, som er egnet til at så tvivl om A4 Nus frie og uafhængige stilling som medie. A4 Nu har dermed handlet i strid med de ”Grundlæggende synspunkter” i de vejledende regler for god presseskik. Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det forhold, at artiklerne måtte være skrevet efter henvendelse fra 3F, ikke i sig selv kan anses for kritisabelt. Pressenævnet finder, at det har klar samfundsmæssig interesse at omtale, at et entreprenørfirma beskyldes for at have fyret medarbejdere blandt andet for at have rådgivet kollegaer om løn- og arbejdsforhold. Nævnet finder samtidig, at A4 Nu på trods af den valgte, kritiske vinkel havde et ansvar for, at det samlede indtryk i artiklen gav et retvisende billede af sagen. De vejledende regler for god presseskik indeholder i de ”Grundlæggende synspunkter” den såkaldte ”non-informationsklausul”, som har følgende ordlyd: ”Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling. ” Det fremgår af forarbejderne til medieansvarsloven, at det ikke er hensigten, at Pressenævnet skal tage stilling til de ”Grundlæggende synspunkter”, herunder ”non-informationsklausulen”, da dette vil indebære et alvorligt indgreb i mediernes ret til at vurdere og bestemme mediernes indhold. Disse grundprincipper har, ifølge forarbejderne, navnlig betydning for mediernes interne forhold. Pressenævnet bemærker herefter generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. I forhold til A4 Nus kildevalg bemærker Pressenævnet, at det fremgår af artiklerne, at de medvirkende kilder fra fagforbundet 3F, som i artiklerne alle er omtalt med deres fulde navn og titel, alle har udtalt sig kritisk om [Klager 1] i relation til fyringssagen. Pressenævnet finder, at dette forhold gav A4 Nu anledning til at være særligt opmærksom på at kontrollere grundlaget og rigtigheden af kildernes oplysninger, da kilderne kunne være farvet af personlig interesse og skadevoldende hensigt. Det fremgik imidlertid klart af artiklerne, hvem de medvirkende, navngivne kilder var, at de var kritiske over for [Klager 1], og at deres udtalelser derved kunne være farvet af personlig interesse. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at de valgte kilder medvirkede. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at udtale kritik af den valgte vinkling i artiklerne. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det tydeligt fremgår af artiklerne, at den rejste kritik er udtryk for 3Fs vurdering af sagen. Samtidig fremgår det af artiklerne, at klagerne har fået forelagt den fremsatte kritik inden offentliggørelsen, og klagernes kommentarer til den rejste kritik er gengivet i artiklerne i det omfang, klagerne har ønsket at medvirke. Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at artiklerne samlet set ikke giver et retvisende billede af den rejste kritik af [Klager 1] og [Klager 2] samt af klagernes forsvar imod de rejste angreb. [Klager 1] og [Klager 2] har endvidere klaget over, at A4 Nu ikke har efterprøvet de oplysninger, der fremgår af artiklen ”Kendt byggefirma under anklage: Hænger fyret tømrer ud i brev” . Klagerne har henvist til udsagn i artiklen om, at 3F vil rejse en civilretlig sag som følge af den i artiklen omtalte mail fra [Klager 2]. Af artiklen fremgår følgende: ” […] - Når firmaet vælger at bagtale én af de fyrede på den måde, så bliver vi nødt til at reagere. Hvis vi skal kunne håndhæve vores rettigheder i overenskomsten, så skal folk trygt kunne komme til fagforeningen og få rejst en sag uden at skulle frygte for at blive udsat for bagvaskelse. Vi har derfor bedt vores advokat kikke på mulighederne for at rejse en sag, siger [Person D], 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening til Avisen.dk Sagen ligger nu hos forbundets jurister. Avisen.dk erfarer, at der er en civilretslig sag på vej mod [Klager 1] på baggrund af det, 3F opfatter som ringeagtsytringer mod et navngivent medlem. […] ” Klagerne har i forbindelse med pressenævnssagen oplyst, at [Klager 1] den 29. marts 2019 modtog et brev fra 3F’s advokat med trussel om sagsanlæg, men at klagerne ikke har hørt yderligere, efter klagernes advokat i et brev af 12. april 2019 til 3F tilbageviste de af fagforbundet fremsatte påstande. Uanset, om 3F efterfølgende har valgt ikke at rejse en civilretlig sag, er det korrekt, som oplyst i artiklen, at 3F på offentliggørelsestidspunktet overvejede et sagsanlæg. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Privatlivets fred [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over A4 Nus offentliggørelse af en mail, der var blevet sendt af [Klager 2] som intern orientering til medarbejdere i [Klager 1]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. [Klager 1] og [Klager 2] har indledningsvist klaget over, at A4 Nu ikke forelagde dem den påtænkte anvendelse af mailen inden artiklernes offentliggørelse. Den pågældende mail fra [Klager 2] blev af A4 Nu omtalt i to artikler af 29. marts 2019. I artiklen ”Kendt byggefirma under anklage: Hænger fyret tømrer ud i brev” har A4 Nu indhentet [Klager 2]s kommentarer til mailens indhold. Det fremgår af artiklen, at [Klager 2] blandt andet udtaler: ” […] Brevet er efterfølgende ophængt i skurvogne, hvor mange af mandens kollegaer har set det. Hvordan kan det ske? - Mig bekendt har det aldrig været ophængt i skurvognen. Orienteringen er sendt per mail, og jeg understregede også, at den kun var til internt brug. Den pågældende tømrers kollegaer og fagforening mener, der er tale om bagvaskelse af en tidligere kollega og et forsøg på at få fagligt aktive til at makke ret. Hvad mener du om denne kritik? - Det er et billede, jeg slet ikke kan genkende. Vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med vores svende og hidtil også med 3F, så disse anklager kommer meget bag på mig. ” Samtidig fremgår følgende om mailens udbredelse: ” […] - Det er en højest usædvanlig opførsel, at [Klager 1] på den måde skriver ud til svendene med usande påstande og rygter fra helt andre firmaer med det formål at miskreditere en navngiven tidligere kollega, siger [Person D], formand 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Blacklistet Brevet vil også gøre det sværere for tømreren at få arbejde i branchen, fordi hans ry lider skade, frygter fagforeningen. Her peger man på, at brevet fra [Klager 1]-chefen både er sendt til en bred kreds af blandt andet byggeledere og hængt op i mindst en skurvogn. […] [Klager 1]s Senior Produktionschef [Klager 2], der har skrevet brevet, har ikke ønsket at stille op til et interview, men vil gerne svare skriftligt på spørgsmål fra Avisen.dk: I et brev til en række byggeledere skriver du om en sag, hvor du har fyret tre tømrere. Hvorfor gør du det? - Grunden til, at jeg orienterer i en intern mail er, at 3F har valgt at køre sagen i pressen og på de sociale medier i stedet for i det fagretslige system, hvor den burde drøftes. Efter at vi blev hængt ud i pressen og på de sociale medier, har vi jo behov for at give vores version – dog har jeg kun gjort det i en intern mail og til en udvalgt gruppe medarbejdere. […] ” Det fremgår således af artiklen og af sagens oplysninger i øvrigt, at A4 Nu inden artiklens offentliggørelse forelagde indholdet af den konkrete mail for [Klager 2], ligesom han blev forelagt oplysningen om, at mailen er blevet hængt op i ”skurvogne” og på den måde var kommet andre end de oprindelige modtagere til kendskab. På baggrund heraf finder nævnet, at [Klager 2] måtte forvente, at mailens indhold ville kunne blive offentliggjort af A4 Nu. Nævnet udtaler herefter ikke kritik af A4 Nu for ikke at have orienteret [Klager 1] eller [Klager 2] om, at mailen ville blive offentliggjort. [Klager 1] og [Klager 2] har endvidere klaget over selve offentliggørelsen af [Klager 2]s mail. Pressenævnet bemærker, at det kan være kritisabelt at offentliggøre oplysninger fra en privat mailkorrespondance, herunder hvis korrespondancen indeholder oplysninger vedrørende private forhold, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Mailen blev sendt som led i [Klager 2]s erhvervsudøvelse som Senior Produktionschef i en sag vedrørende beskyldninger mod et stort byggefirma for uretmæssig fyring, og mailens indhold må derfor anses for at være af almen interesse for offentligheden. Da mailen ikke indeholder oplysninger vedrørende private forhold, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af A4 Nu for at have offentliggjort mailen. [Klager 1] og [Klager 2] har endelig klaget over, at [Klager 2]s navn og kontaktoplysninger, herunder telefonnummer og mailadresse, fremgik af artiklen ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” , da mailen oprindeligt blev offentliggjort. Pressenævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis [Klager 2]s mailadresse og telefonnummer ikke havde fremgået af artiklen. Henset til, at oplysningerne om ham, som vedrører hans stilling som Senior Produktionschef i [Klager 1], efterfølgende er blevet sløret, finder Pressenævnet ikke grundlag for at udtale kritik. Sletning – punkt B. 8 [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at A4 Nu har afvist at slette [Klager 2]s navn, stilling, division og arbejdsgiver fra artiklen ”Afsløring: Her er [Klager 1]-chefens brev” . Klagerne har samtidig anmodet Pressenævnet om at pålægge A4 Nu løbende at udfolde tilstrækkelige bestræbelser på at slette [Klager 2]s kontaktoplysninger fra den pågældende mail i det omfang, dette måtte være gengivet på internettet. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet massemedie, og som gengives i redaktørens skrift. I det omfang den pågældende mail er blevet gengivet i andre medier, er det således disse mediers redaktører, der er ansvarlige for gengivelserne. I artiklen, som den er tilgængelig på a4nu.dk på tidspunktet for Pressenævnets behandling af den indgivne klage, ses følgende oplysninger om [Klager 2] i gengivelsen af hans mail: ”[Klager 2] Senior Produktionschef, Energirenovering DK, [Klager 1]” Det er Pressenævnets opfattelse, at omtalen af [Klager 2]s stilling og division hos [Klager 1], som sagen er oplyst, ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager 2]. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Afgjort den 6. november

Versioner

  1. 2019-11-13