Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2020/9775@2020-11-05/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - handicap - ej medhold - medhold - øvrige

J.nr. 19-4522 En kvindelig indsat indgav en klage over påstået forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med flere forhold under hendes varetægtsfængsling. De mandlige indsatte på arrestafdelingen havde mulighed for at handle personligt i fængslets købmandsbutik, mens dette ikke var en mulighed for kvinderne. Nævnet vurderede, at den kvindelige indsatte havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn. Det påhvilede herefter Kriminalforsorgen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Kriminalforsorgen havde oplyst, at de kvindelige indsatte var afskærmet fra de mandlige indsatte i forbindelse med placering af celler af ordens- og sikkerhedsmæssige årsager, og at det tidligere var blevet besluttet, at kvinderne skulle handle via bestillingsseddel af hensyn til sikkerhed og orden. Nævnet vurderede, at hensynet til den generelle sikkerhed for ansatte og indsatte udgjorde et legitimt mål. Kriminalforsorgen havde imidlertid hverken redegjort nærmere for hensigtsmæssigheden eller nødvendigheden af at afskære kvinder i arresten fra at handle i fængslets købmandsbutik. Kriminalforsorgen havde herefter ikke løftet bevisbyrden for, at det valgte middel var både hensigtsmæssigt og nødvendigt. Klager fik derfor medhold i denne del af klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Den indsatte havde oplyst, at hun har type 1-diabetes, og at hun har brug for sund mad seks til syv gange om dagen, hvilket hun ikke modtog i fængslet. På trods af nævnets opfordring hertil, havde den indsatte ikke dokumenteret sin sygdom og de begrænsninger, den medfører, og havde herefter ikke godtgjort, at hun på tidspunktet for forskelsbehandlingsloven havde et handicap i lovens forstand. Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med flere forhold under klagers varetægtsfængsling. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligestillingsloven, at klager, der er kvinde, i modsætning til de mandlige indsatte ikke havde mulighed for at handle i fængslets købmandsbutik. Kriminalforsorgen skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at Kriminalforsorgen ikke foretog tilpasninger på grund af klagers angivelige type 1-diabetes. Sagsfremstilling Klager var på tidspunktet for indgivelsen af klagen til Ligebehandlingsnævnet indsat i et fængsel under Kriminalforsorgen. Klager har oplyst, at hun var varetægtsfængslet og sad i arrest. Klager har oplyst, at hun var placeret i en afdeling med syv andre kvinder. Kriminalforsorgen har oplyst, at klager var placeret i en afdeling, hvor der både var mænd og kvinder. Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at de kvindelige indsatte var afskærmet fra de mandlige indsatte. Klager har oplyst, at kvinder ikke måtte gå over at handle selv. I stedet skulle kvinder handle på seddel. Klager har oplyst, at de øvrige indsatte i arresten måtte gå over at handle i fængslets købmandsbutik. Kriminalforsorgen har oplyst, at de mandlige indsatte på afdelingen på et tidspunkt havde mulighed for at handle personligt i fængslets købmandsbutik, mens dette ikke var en mulighed for kvinderne. Klager har i øvrigt oplyst, at hun har type 1-diabetes. Klager har i den forbindelse oplyst, at de indsatte fik mad morgen, middag og aften. Klager har oplyst, at de i klagers afdeling og de andre afdelinger i arresten ikke måtte benytte køkkenerne. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. januar 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klager har til sagen fremlagt flere anmodningssedler indgivet til Kriminalforsorgen. Af anmodningsseddel af 25. december 2018 fremgår blandt andet: ”Anmoder om vi kan gå over og handle i stedet for på seddel efter der kun er kvinder på [klagers afdeling]” Kriminalforsorgen svarede følgende herpå: ”Kære [klager] - Det kan desværre ikke lade sig gøre. Ledelse [klagers afdeling]” Af anmodningsseddel af 5. januar 2019 fremgår blandt andet: ”Jeg vil gerne vide hvorfor Det ikke kan lade sig gøre vi ikke kan komme over og handle i stedet for at købe ind på [seddel]” Kriminalforsorgen svarede følgende herpå: ”Kære [klager] - Det er besluttet af ordens og sikkerhedsmæssige årsager. Ledelsen [klagers afdeling]” Af anmodningsseddel af 6. januar 2019 fremgår blandt andet: ”Anmoder om [der] kunne komme strøm på kontakterne i køkkenet til når jeg støvsuger kan bruge dem også. og anmoder om en toast maskine da vi Heller ikke kan bruge ovnen” Klager har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke svarede klager herpå. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det er ikke rimeligt, at klager og de øvrige kvinder i afdelingen ikke må gå over at handle, fordi de er kvinder. Klager får desuden ikke den mad, hun skal have. På grund af hendes type 1-diabetes, skal hun have mad seks til syv gange om dagen. Da de indsatte kun får mad morgen, middag og aften, får klager ikke de sidste tre til fire måltider, som hun skal have. Dette er blandt andet fordi, at ledelsen ikke vil have, at de i klagers afdeling benytter køkkenet. Ledelsen vil heller ikke sørge for, at klager får den mad, hun skal have. Klager skal have vejet sin mad og skal spise meget sundt. Den mad, som bliver serveret i fængslet, er ikke sundt for personer med type 1-diabetes. Dog tager fængslet hensyn til muslimer. Der er intet svinekød i det mad, der bliver serveret. Klager kunne få mad seks til syv gange om dagen, hvis hun kunne købe og lave maden selv. Men dette ville kræve, at hun måtte bruge køkkenet. I dette tilfælde ville der heller ikke være så meget madspild, som der er på nuværende tidspunkt. Vagterne smider store mængder mad ud hver dag. Det ville også være billigere, hvis de indsatte fik penge og selv kunne lave mad. De indsatte skal kunne leve et liv så tæt på et normalt liv som muligt. Man laver selv mad derhjemme, så det burde man også kunne i fængslet. Køkkenet i klagers afdeling er desuden helt nyt. Køkkenerne i klagers afdeling og i de øvrige afdelinger i arresten må ikke benyttes, da afdelingschefen ikke vil have det. Afdelingschefen har fjernet mikroovnen, alt køkkenudstyret og har taget låget til ovnen af, så den ikke kan benyttes. Vagterne synes også, at det er for dårligt, at de indsatte i arresten ikke må bruge køkkenet. Når der serveres mad, skal de indsatte stå med deres madbakke ved døren, fordi de ikke må rende frem og tilbage i deres celler. Hvis de ikke har bakken med, får de ikke noget mad. Det ligner ikke noget at nægte de indsatte mad, hvis ikke de har bakken med. Klager kan ikke forstå, at dette er lovligt. Der kan kun stå én tallerken og et glas på bakken. Skal man have pålæg til aften, er der ikke plads på bakken. Klager og andre indsatte der skal have medicin, kan ikke både stå med bakken med tallerken, pålæg, brød, frugt, mælk, smør, ost og hvad de ellers får, og derefter kunne tage deres medicin. Klager ved ikke, hvordan afdelingschefen har tænkt sig, at de skal balancere med bakken og tage medicin samtidig med, at de ikke må gå frem og tilbage med maden, som de får udleveret. Afdelingschefen har tidligere været ansat i et andet fængsel, og vil gerne have, at det hele kører på samme måde som i det. Hun glemmer, at de indsatte er mennesker, og behandler dem som robotter, der skal stå med deres bakker i døren til deres celle og få udleveret mad, og derefter låses inde igen. Kriminalforsorgen gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. De kvindelige indsatte er afskærmet fra de mandlige indsatte af ordens- og sikkerhedsmæssige årsager. Der er dels tale om hensyn til den generelle sikkerhed for ansatte og indsatte, dels om hensyn til at skærme kvinderne, således at de kvindelige indsatte ikke bliver truet eller presset til at gøre noget, de ikke har lyst til. Det var under klagers fængsling besluttet, at kvinderne skulle handle via bestillingsseddel af hensyn til sikkerhed og orden. Det er efter indgivelsen af klagen blevet fælles for alle indsatte på afdelingen, at der kun kan handles via bestillingsseddel. Til klagepunkterne om, at klager ikke får det antal måltider, som hun dagligt har brug for på grund af sin type 1-diabetes, at køkkenfaciliteterne på afdelingen ikke må anvendes af de indsatte, og at mad skal udleveres ved brug af blå bakker, idet det giver flere praktiske udfordringer, er der tale om forhold, der er gældende for alle indsatte på afdelingen uanset køn. Indsatte har tidligere klaget over samme forhold både til fængslet og til Folketingets Ombudsmand. De indsatte har således fået svar på disse klagepunkter. Kriminalforsorgen har derfor ikke bemærkninger til disse. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Køn Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særligt ufordelagtigt i forhold til det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, kriterium eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. De mandlige indsatte på arrestafdelingen havde på tidspunktet for indgivelsen af klagen mulighed for at handle personligt i fængslets købmandsbutik, mens dette ikke var en mulighed for kvinderne, herunder klager. Nævnet vurderer, at klager på den baggrund har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn. Det påhviler herefter Kriminalforsorgen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det følger af ligestillingslovens § 3 a, at loven ikke er til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det følger af ligestillingslovens forarbejder og af det bagvedliggende EU-direktiv, at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold (i tilfælde såsom oprettelse af centre til beskyttelse forbeholdt det ene køn). Kriminalforsorgen har oplyst, at de kvindelige indsatte var afskærmet fra de mandlige indsatte i forbindelse med placering af celler af ordens- og sikkerhedsmæssige årsager. Kriminalforsorgen har oplyst, at der er tale om hensyn til den generelle sikkerhed for ansatte og indsatte, og om hensyn til at skærme kvinderne, således at de kvindelige indsatte ikke bliver truet eller presset til at gøre noget, de ikke har lyst til. Kriminalforsorgen har oplyst, at det i den forbindelse tidligere var blevet besluttet, at kvinderne skulle handle via bestillingsseddel af hensyn til sikkerhed og orden. Nævnet vurderer, at hensynet til den generelle sikkerhed for ansatte og indsatte, og til at de kvindelige indsatte ikke bliver truet eller presset til at gøre noget de ikke har lyst til, udgør et legitimt mål. Kriminalforsorgen har imidlertid hverken redegjort nærmere for hensigtsmæssigheden eller nødvendigheden af at afskære kvinder i arresten fra at handle i fængslets købmandsbutik. Kriminalforsorgen har for eksempel ikke redegjort for, hvordan indkøbssituationen foregår, eller hvordan kvindernes og de ansattes sikkerhed herved bliver kompromitteret. Kriminalforsorgen har heller ikke redegjort for nødvendigheden af helt at afskære kvinder fra selv at handle, herunder hvorfor ordninger der kunne tilgodese begge køn ikke kunne etableres, for eksempel ved at lade mænd og kvinder handle i købmandsbutikken på forskellige tidspunkter. Kriminalforsorgen har herefter ikke løftet bevisbyrden for at det valgte middel – at tillade mandlige, men ikke kvindelige indsatte at handle i fængslets købmandsbutik – var både hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet vurderer på den baggrund, at tiltaget ikke opfylder betingelserne i ligestillingslovens § 3 a. Klager får derfor medhold i denne del af klagen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Kriminalforsorgen efterfølgende ændrede sin praksis til, at hverken mænd eller kvinder i arresten måtte handle i fængslets købmandsbutik. Handicap Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Klager har oplyst, at hun har type 1-diabetes, og at hun har brug for sund mad seks til syv gange om dagen. På trods af nævnets opfordring hertil, har klager ikke dokumenteret sin sygdom og de begrænsninger, den medfører. Klager har herefter ikke godtgjort, at hun på tidspunktet for forskelsbehandlingsloven havde et handicap i lovens forstand. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1-2, om klagebehandling Ligestillingsloven - § 1 a, om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1-2, om forbud mod forskelsbehandling - § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde - § 3 a, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling - § 3 c, om godtgørelse Handicapdiskriminationsloven - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling <19-4522>

Versioner

1. 2020-11-05