Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2021-12-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/10060@2021-12-16/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 20-16053 En kvinde, der er født i 1953, blev afskediget fra sin stilling som lektor hos et gymnasium den 28. november 2018. Kvinden påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde til grund, at det indklagede gymnasium på grund af besparelser skulle foretage personalemæssige reduktioner i skoleåret 2019-2020. Kvinden var på afskedigelsestidspunktet 65 år. Ud over kvinden blev en medarbejder på 40 år og en medarbejder på 59 år tillige afskediget. Af sagens oplysninger fremgik, at aldersspredningen blandt de ansatte i 2018 var mellem 30 og 69 år, og at 21 procent af de fastansatte lærere på det indklagede gymnasium i 2018 var mellem 55 og 69 år. Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som tydede på, at gymnasiet i forbindelse med afskedigelsen af kvinden lagde direkte eller indirekte vægt på kvindens alder. Der var heller ikke øvrige oplysninger i sagen, der tydede på, at alder var indgået i gymnasiets vurdering af, hvilke medarbejdere, der skulle udvælges til afskedigelse, herunder beslutningen om at afskedige kvinden. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en lektor blev afskediget fra sin stilling hos et gymnasium. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som lektor på det indklagede gymnasium. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1953, har en bacheloruddannelse i dansk, uddannelsen ”pædagogikum for lærere ved erhvervsskoler og AMU-centre” og en kandidatuddannelse i dansk og psykologi. Ved ansættelsesbrev af 15. juni 2007 blev klager ansat som årsvikar på det indklagede gymnasium fra den 1. august 2007. Af klagers ansættelsesbrev fremgår blandt andet: ”Du ansættes som tidsbestemt vikar indtil 31.juli 2008 med et årligt timetal på 800 inkl. ferie og fridage. … Din beskæftigelsesanciennitet er fastsat af [det indklagede gymnasium] til 01.08.05. ” Ved brev af 23. juni 2008 blev klager igen ansat som årsvikar ved det indklagede gymnasium fra den 1. august 2008. Af klagers ansættelsesbrev fremgår blandt andet: ”Du ansættes som tidsbestemt vikar indtil den 31. juli 2009 med et årligt timetal på 1680 eksl. ferie og fridage. … Din beskæftigelsesanciennitet er fastsat af [det indklagede gymnasium] til 01.12.99. Du vil tillige få udbetalt et årligt tillæg svarende til pædagogikumtillæg iflg. overenskomsten. Skolen er indstillet på at tilmelde dig til fagdidaktiske kurser i dine fag, se særskilt aftale. ” Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager herefter blev fastansat på det indklagede gymnasium. Ved brev af 26. oktober 2017 blev klager oplyst om, at der i forbindelse med en ny lokalaftale skete en ændring i hendes løntillæg. Ændringen medførte, at et grundtillæg og et loyalitetstillæg erstattede to tidligere tillæg. Ændringen, som trådte i kraft fra 1. januar 2017, skete for lønnen for oktober 2017. Indklagede har oplyst, at der var tale om et lokalt anciennitetstillæg. Af referat fra bestyrelsesmøde på det indklagede gymnasium afholdt den 17. september 2018 fremgår blandt andet: ”3.2 Regnskabsopfølgning for perioden 1. halvår 2018 (bilag 3.2) Der ses en positiv afvigelse ift. budget pa ca. kr. 270.000 for første halvår. Indekstal elev-årsværklønudgifter er nu i balance ift. tidligere år. … 3.3 Forventninger til 2019-2021 (bilag 3.3) Elevoptaget 2018 benyttes i overslaget for de kommende år. Lønstigninger og de seneste taxametre er med i udregningen. Overslaget viser et minus på 2,4 mio. i 2019. Bestyrelsen drøftede om, og i givet fald hvordan, budgettet kan komme i balance. Bestyrelsen besluttede, at budgettet skal balancere. Hvis ansøgerantallet i 2019 ender med at blive som i 2018 vil det, alt andet lige, betyde at der oprettes færre nye klasser end der dimitteres, og dette bør afspejles i personaleforbruget. Det er ledelsens opgave at agere hurtigst muligt. ” Den 31. oktober 2018 modtog klager høring om påtænkt afskedigelse: ” Høring om påtænkt afskedigelse Kære [klager] Den selvejende institution [det indklagede gymnasium] påtænker at afskedige dig på grund af krav om besparelser i 2019/2020. Bestyrelsen har vedtaget, at driftsbudgettet skal i balance, hvorfor skolen ikke ser andre muligheder end at tilpasse skolens lønudgifter. Der har været drøftelser i SU om skolens økonomi 2019 og det er ledelsens samlede vurdering, at der desværre er behov for at afskedige et antal medarbejdere. I udvælgelsen af de medarbejdere, som vi desværre må tage afsked med i denne forbindelse, har jeg brugt følgende kriterier, der har været behandlet i SU-underudvalg: - Uddannelse og fagkombination i forhold til skolens behov - Faglig fleksibilitet - At få de mest langtidsholdbare løsninger med hensyn til dækning af skolens undervisningstimer Det er min konklusion, at du desværre er en af de medarbejdere, som skolen i den aktuelle situation bedst kan undvære. Skolen påtænker derfor at afskedige dig med 6 måneders varsel, dog med forlænget opsigelsesvarsel til den 30. juni 2019, jf. overenskomstens §27 om anvendelse af funktionærlovens opsigelsesfrister 1 [henvisning til bekendtgørelse af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer] Inden jeg træffer afgørelse, skal du have lejlighed til at udtale dig, jf. forvaltningslovens 2[henvisning til forvaltningsloven] § 19. Jeg skal have dine eventuelle bemærkninger skriftligt senest onsdag den 14. november 2018 kl. 12.00. Din udtalelse skal afgives til undertegnede. Hvis jeg ikke hører fra dig inden fristens udløb, må du regne med, at jeg vil træffe en afgørelse på det foreliggende grundlag. Med venlig hilsen, [Rektor]” Ved brev af 14. november 2018 svarede klager på høringen om påtænkt afskedigelse: ” Vedr. : Høring om påtænkt afskedigelse … Jeg er indforstået med, at der i disse år sker besparelser i gymnasiesektoren, herunder omprioriteringsbidraget på 2 %, samt at antallet af elever er usikkert. Jeg er imidlertid uforstående over for, at valget er faldet på mig i forhold til de tre kriterier, som SU-underudvalget henviser til i forbindelse med afskedigelser. Det første kriterium er "Uddannelse og fagkombination i forhold til skolens behov". Det undrer mig, at dette kriterium har betydning i forhold til min ansættelse, da jeg er uddannet cand.mag. i dansk og psykologi, som er to fag, der også fremover vil være stort behov for på [det indklagede gymnasium]. I indeværende skoleår er der oprettet fem hold i psykologi, hvoraf de to er opdelt i fire, således at der i skrivende stund er syv forskellige psykologihold, nemlig fem læst af undertegnede og to af min fagkollega. Det er min overbevisning, at der også fremover vil være et stort antal elever, som ønsker psykologi som valgfag, idet det er en kendsgerning, at unge i deres identitetsdannelsesproces i dag ofte har en oplevelse af angst, meningsløshed og usikkerhed i forhold til deres egne valg og evner samt omgivelsernes krav. Disse bekymringer, som de unge oplever, kan psykologiundervisningen være med til at reducere, da det faglige indhold giver dem rig mulighed for spejling, således at de bedre forstår deres oplevelser og dermed får mulighed for at skabe andre narrativer samt øget bevidsthed om handlemuligheder. Høringsskrivelsens andet kriterium er "Faglig fleksibilitet". Fagene dansk og psykologi, som er mine fag, giver rig mulighed for at beskæftige mig. Ud over undertegnede og rektor er der én fastansat, som er uddannet til at undervise i psykologi. Med min afskedigelse vil fleksibiliteten forringes, eftersom den faglige bemanding i psykologi vil være udfordret. Derudover har jeg i de seneste år været den eneste censor i skriftlig dansk fra [det indklagede gymnasium], hvilket efter min overbevisning har styrket mine faglige kompetencer yderligere i forhold til den skriftlige dimension i danskfaget. … Det tredje kriterium er "At få de mest langtidsholdbare løsninger med hensyn til dækning af skolens undervisningstimer". Til dette punkt vil jeg understrege, at jeg er uforstående over for, hvordan min ansættelse kan betragtes som en ulempe i forhold til langtidsholdbare løsninger for gymnasiet. Hvis grundlaget for afskedigelsen skulle ændre sig, er jeg interesseret i fortsat ansættelse med størst muligt timetal. Med venlig hilsen [Klager]” Den 28. november 2018 modtog klager endelig afskedigelse: ” Afskedigelse som følge af generelle besparelser 2019. Jeg må hermed meddele dig, at [det indklagede gymnasium] afskediger dig på grund af aktivitetsnedgang på skolen og krav om besparelser i 2019. Du afskediges med 6 måneders opsigelse, dog med forlænget opsigelsesvarsel til den 30. juni 2019 til fratrædelse med udgangen af juni måned 2019 … Partshøring og begrundelse … Jeg har modtaget et rettidigt høringssvar fra dig d. 14. november 2018. Du har anført en række forhold, som jeg har taget i betragtning. I dit høringssvar gør du ledelsen opmærksom på alle dine kvalifikationer. Jeg vil gerne understrege overfor dig, at begrundelsen for at du afskediges, ikke skyldes din mangel på kvalifikationer, men alene krav om generelle besparelser og tilpasning af skolens lønudgifter. En samlet vurdering giver derfor ikke anledning til at ændre min beslutning, hvorfor afgørelsen sker på det foreliggende grundlag og med følgende begrundelse, som er anført i høringsskrivelsen. Udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse er sket ud fra en samlet vurdering af, hvilke medarbejdere skolen bedst kan undvære. Ved udvælgelsen har [det indklagede gymnasium] foretaget en konkret individuel vurdering af hver enkelt medarbejder ud fra en række kriterier, som er behandlet i SU-underudvalg. - Uddannelse og fagkombination i forhold til skolens behov - Faglig fleksibilitet – antal fag, kompetencer inden for fagene - At få de mest langtidsholdbare løsninger med hensyn til dækning af skolens undervisningstimer Skulle grundlaget for afskedigelsen blive ændret i opsigelsesperioden, trækkes din opsigelse tilbage. Arbejdsforpligtelsen i opsigelsesperioden Du skal fortsat møde på arbejde hos os i opsigelsesperioden. … På skolens vegne vil jeg afslutningsvis gerne takke dig for din indsats hos [det indklagede gymnasium] i de år, du har været ansat her, og ønske dig held og lykke med din videre karriere. … Med venlig hilsen [Rektor]” På afskedigelsestidspunktet bestred klager en fuldtidsstilling med undervisning af syv hold, herunder to danskhold og fem psykologihold. Der blev afskediget to øvrige lærere på samme tid som klager. Indklagede har oplyst, at den ene lærer underviste i dansk, og at vedkommende var 40 år på afskedigelsestidspunktet. Indklagede har videre oplyst, at der var to vikarer, der ikke fik forlænget deres vikariater hos indklagede. Klager har oplyst, at den anden lærer, der blev afskediget, var 59 år på afskedigelsestidspunktet. Dette er ikke bestridt af indklagede. Efter, at der var truffet beslutning om at afskedige klager, blev hun bedt om at undervise et hold i dansk i opsigelsesperioden. Klager blev bedt herom på grund af langtidssygemelding hos en anden lærer. Indklagede har oplyst, at undervisningen ikke havde indflydelse på gymnasiets behov for undervisning i det efterfølgende skoleår, hvor afskedigelsen af klager blev effektueret, fordi der var tale om en 3.g-klasse, som afsluttede ved skoleårets udgang. I forbindelse med undervisningen i opsigelsesperioden oparbejdede klager 148 timers merarbejde. Parterne indgik herefter aftale om forlængelse af klagers opsigelsesperiode. Herefter blev klagers opsigelsesperiode ved tillæg til fratrædelse af 25. marts 2019 forlænget til og med den 31. juli 2019. Ledelsen på det indklagede gymnasium havde overset, at forlængelsen af opsigelsesperioden medførte, at klager havde været ansat hos indklagede i 12 år, og derfor var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse. Klager var herefter berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til en måneds løn. Af referat fra bestyrelsesmøde på det indklagede gymnasium afholdt den 3. december 2018 fremgår blandt andet: ” 2. Bestyrelsens arbejde 2.0 Meddelelser fra formanden … Socialt taksameter er genberegnet til [indklagede]’s gunst med plus på 780.000 kr. Finanslovsaftalen der netop er indgået tildeler kr. 500.000 pr. år i de kommende 3 år til små gymnasier. . . . 3. Økonomi 3.1 Regnskabsopfølgning for perioden 3. kvartal 2018 Ved opgørelse pr. 30.09. ses en positiv afvigelse på kr. 125.000. Det forventes, at årets samlede resultat balancerer. 3.2 Forventet budget 2018 – årets resultat (bilag) herunder status på investeringer 2018. For 2018 forventes der et underskud på kr. 125.000. Fratrukket foretaget investeringer på kr. 125.000 forventes det at driftsregnskabet ender på nul. Udgifter til investering i yderligere efteruddannelse er opgjort d.d. til ca. 73.000 kr. 3.3. Budget 2019, (inkl. overslag for 2020-22) Det estimerede elevoptag for 2019 er sat lig med elevoptag i 2018. Budgettet balancerer inkl. tagvedligeholdelse. Der er taget højde for det øgede sociale taksameter. Ekstra udkantstils[k]ud på kr. 500.000 indgår ikke i budgettet. Der er ikke medregnet beløb til selvforsikring. Beslutning om anvendelse af ekstrabevilling på 500.000 træffes først efter 1. marts hvor elevoptaget kendes. Budgettet vedtages således og justeres evt. til marts når elevtallet kendes. ” I slutningen af april 2019 blev klager tilbudt en stilling som pædagogikumvejleder i psykologi på det indklagede gymnasium. Opgaven indebar, at klager skulle undervise et psykologihold på B-niveau samt vejlede en pædagogikumkandidat i psykologi. Da stillingen som pædagogikumvejleder alene svarede til 15 procent af en fuldtidsstilling, efterspurgte klager yderligere arbejdsopgaver, men fik afslag herpå. Klager afslog herefter tilbuddet om at varetage stillingen som pædagogikumvejleder for pædagogikumkandidaten. Det indklagede gymnasium søgte ved stillingsopslag af 9. maj 2019 lærere til besættelse af timerester i flere fag fra den 1. august 2019. Af stillingsopslaget fremgår blandt andet: ” TIMERESTER [DET INDKLAGEDE GYMNASIUM] På [det indklagede gymnasium] søger vi fra 1. august 2019 et antal lærere til besættelse af timerester i spansk, tysk, dansk, musik, psykologi, matematik, erhvervsøkonomi, religion og oldtidskundskab. Omfanget vil afhænge af kandidaternes fagkombinationer. ” I skoleåret 2018-2019 blev medarbejder B og medarbejder D ansat på det indklagede gymnasium som årsvikarer. Disse skulle undervise i spansk og tysk. Fra den 1. august 2019 blev medarbejder B og medarbejder D fastansat i pædagogikumstillinger i henholdsvis spansk-psykologi og tysk-dansk. Medarbejder A blev også ansat på det indklagede gymnasium fra den 1. august 2019. Medarbejder A blev ansat som årsvikar med timer i samfundsfag, religion og psykologi. Medarbejder A blev med virkning fra den 1. august 2020 fastansat på det indklagede gymnasium. Fastansættelsen af medarbejder A skyldtes, ifølge indklagede, forhold, som indklagede ikke var bekendt med ved klagers fratrædelse. Medarbejder A, medarbejder B og medarbejder D var efter det oplyste 27, 27 og 29 år gamle på ansættelsestidspunktet. Medarbejder C blev ansat som årsvikar i en 40 procent stilling i skoleåret 2019-2020. Stillingen blev dog ikke forlænget, og medarbejder C er ikke længere ansat på det indklagede gymnasium. Klager har for nævnet fremlagt en oversigt over lærerene på det indklagede gymnasium. Af oversigten fremgår, at de fire nyansatte lærere alle underviste i enten dansk eller psykologi. Klager var sygemeldt fra den 10. maj 2019 frem til sin fratrædelse den 31. juli 2019. Indklagede har fremlagt skærmprint af en SMS-korrespondance af 13. maj 2019 mellem en medarbejder fra klagers faglige organisation og den daværende rektor på det indklagede gymnasium: ”Kære [rektor]. Jeg har nu talt med [klager]. Skolen kommer ikke til at modtage en raskmelding i aften. Jeg er faktisk lidt overrasket over det. Jeg har ellers haft den opfattelse, at det ville blive udfaldet. Men det ligger nu fast. Tak for dialog og tålmodighed i løbet af dagen. Jeg håber, I vil sende en bekræftelse på, at [klager] får udbetalt en godtgørelse på 1 måned ved fratræden efter 12 års ansættelse, som jeg kan videresende til hende en af dagene. God aften. Vh [medarbejder fra faglig organisation]” Den daværende rektor besvarede senere samme dag beskeden fra medarbejderen fra klagers faglige organisation: ”Kære [medarbejder fra faglig organisation]. [Det indklagede gymnasium følger naturligvis gældende regler. Tak for snakken, mvh [rektor]” Klager har for nævnet oplyst, at hendes faglige organisation ikke ville yde hende juridisk bistand i forbindelse med forfølgelse af et eventuelt krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af alder. Af referat fra bestyrelsesmøde på det indklagede gymnasium afholdt den 20. maj 2019 fremgår blandt andet: ” 3. Økonomi 3.1 Regnskabsopfølgning fra 1. kvartal 2019 Der er ikke nogen større afvigelser for 1. kvartal. Årets slutresultat forventes pt. at svare til budgettet. 3.2 Budgetjustering med udgangspunkt i forventet elevtal 2019 . . . Der er dags dato 81 STX- 26 HF- og 41 HHX-ansøgere til det kommende skoleår. Tallene er pæne ift. sidste år, og set i lyset af en generel nedgang i antallet af ansøgere til gymnasierne er det tilfredsstillende. … Hvis alle optages viser budgettet et lille overskud på ca. 150.000 (før investering). Bestyrelsen godkender budgettet. … 4. Elev- og personalesituationen 4.1 Aktuel elevbestand (bilag følger på mødet) og orientering om personalesituationen Elevtallene er stort set konstante. Næste års opgavefordeling er i gang. Der bliver behov for vikarer til dækning af timerester. Ansættelsessamtaler foregår i denne uge. ” Af brev af 9. juli 2019 fra det kommunale jobcenter vedrørende ophør af ret til refusion for sygedagpenge for klager fremgår blandt andet: ” Orientering om ophør af ret til refusion for medarbejder [klager] Vi skal hermed informere jer om, at jeres medarbejder [klager] cpr. […] ikke længere er berettiget til sygedagpenge i henhold til sygedagpengelovens § 7 fra og med den 10.07.2019. Da [klager] har været sygemeldt mere end 2 måneder, og er opsagt fra sit arbejde, skal der ifølge gældende regler foretages en bred vurdering af hendes arbejdsdygtighed. Vi har fået oplyst, at hun alene er uarbejdsdygtig i forhold til jer som arbejdsgiver, grundet forhold i forbindelse med opsigelsen, men at hun mener sig i stand til at kunne varetage alt andet arbejde på lignende arbejdspladser. [Klager] opfylder således ikke længere betingelserne for ret til udbetaling af sygedagpenge, hvilket medfører, at der heller ikke længere er ret til udbetaling af refusion. Hun har meddelt sig rask med sidste sygedag 09.07.2019 i forhold til det brede arbejdsmarked, hvorfor udbetaling af refusion ophører fra denne dato. ” Af referat fra bestyrelsesmøde på det indklagede gymnasium afholdt den 16. september 2019 fremgår blandt andet: ” 3. Økonomi 3.1 Regnskabsopfølgning for 1. halvår 2019 . . . Ift. det vedtagne budget ses en positiv afvigelse på statstilskuddet, da der i finansloven for 2019 efterfølgende blev vedtaget tilskud til ”små gymnasier”. Underskud på undervisningens gennemførelse skyldes primært udgifter til dækning af sygevikariater. Samlet set ses der pt. en negativ afvigelse på omk. kr. 300.000. 3.2 Forventninger til 2019-2021 Forventningen til 2019 er, at budgettet kan overholdes. 2020 tegner til underskud på ca. 1mio. kr hvis der tages udgangspunkt i kendte forudsætninger med omprioriteringsbidrag og forsigtigt elevtalsskøn. Bestyrelsen ønsker at de skønnede elevtal hæves til niveauet for indeværende år i fremskrivningen. Det sker på baggrund af den positive udvikling mht. [kollegie]. ” Indklagedes daværende rektor opsagde den 31. oktober 2019 sin stilling til fratrædelse ved udgangen af 2019. Indklagede har desuden oplyst, at klagers fagkollega søgte om orlov fra undervisningen i skoleåret 2020-2021, hvilket frigjorde timer i psykologi i skoleåret 2020-2021. Af brev fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet dateret den 3. december 2019 fremgår blandt andet: ” Risiko for økonomiske udfordringer for [det indklagede gymnasium] Med denne henvendelse ønsker Styrelsen for Undervisning og Kvalitet at gøre bestyrelsen for [det indklagede gymnasium] opmærksom på en række forhold omkring institutionens økonomi, der alt i alt peger i retning af, at institutionen kan blive økonomisk udfordret inden for en årrække – bestyrelse og øverste ledelse er formentlig allerede bekendt med disse forhold. … I figuren nedenfor fremgår de væsentligste opmærksomhedspunkter: Styrelsen skal opfordre til, at bestyrelsen drøfter denne henvendelse samt den vedlagte rapport ved førstkommende lejlighed, og i forlængelse heraf tager stilling til nødvendige initiativer. Derudover opfordres til, at bestyrelsen hyppigt følger op på institutionens økonomi. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. marts 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Klager har for nævnet fremlagt kopi af sine lønsedler for perioden februar 2019 til juli 2019. Indklagede har fremlagt revisionsprotokol for 2019 dateret den 16. april 2020. Af revisionsprotokollen fremgår blandt andet: … I 2019 er både lønudgiften og lønudgifterne pr. elev steget, hvilket for en dels vedkommende, er en konsekvens af større lønudgifter i forbindelse med sygdom og fratrædelser i 2019 samt generelle lønstigninger. ” Indklagede har desuden fremlagt det indklagede gymnasiums årsrapport for 2019, som blev behandlet og godkendt af bestyrelsen og direktionen den 16. april 2020. Af årsrapporten fremgår blandt andet: ” Ledelsesberetning … … Øvrige forhold Personalets sygefravær I henhold til sygelister kan sygefraværet (inklusive barnets 1. og 2. sygedag) for 2019 opgøres til: 3,95% (2,89%) for skolen som helhed. 1,80% (1,13% langtidssyg) vedrører TAP-personalet og 4,52% (3,36% langtidssyg) det pædagogiske personale. Sygefraværet er således fortsat lavt (der er medtaget langtidssygdom) … Årets økonomiske resultat Årets økonomiske resultat udviser et resultat på underskud på ÷661.936 kr., hvilket sammenholdt med det vedtagne budget for 2019 på 1.382 kr., og anvendelse af ca. 105.000 af vedtagne investeringer, må siges at være utilfredsstillende. Der har der været afvigelser til de enkelte poster, hvoraf følgende kan fremhæves: - Mere statstilskud (755.000 kr.) som følge af ekstra udkantstilskud og mere brobygning - Større udgifter til timerester, sygdom, fratrædelse og (÷1.145.000) - Højere IT-omkostninger (÷165.000) Forventninger til det kommende år Finansloven 2020 betyder afslutning på nedskæringer på skolens generelle taxametre. Det er dog stadig skolens opgave at skoleopgaver står mål med antal personale, således driften balancerer. Det er bestyrelsens beslutning at driftsbudgettet skal balancere. Således blev budget 2020 vedtaget med en økonomisk balance. … Hoved- og nøgletal … … Resultatopgørelse for 1. januar – 31. december … Særlige specifikationer …” Indklagede har oplyst, at der var højere aktivitet på gymnasiet i skoleåret 2018-2019, end der var i skoleåret 2019-2020, hvilket medførte, at der i de første otte måneder af 2019 var et højere antal årsværk. Dette løftede det samlede antal årsværk for hele kalenderåret. Indklagede har videre oplyst, at der i kalenderåret 2019 var flere langtidssygemeldinger, som skulle vikardækkes, hvilket medførte en forhøjelse af antal årsværk, fordi både vikaren og den langtidssygemeldte medarbejder indgik i statistikken. Indklagede har oplyst, at der ved afslutningen af skoleåret 2018-2019 var ansat i alt 48,5 årsværk på det indklagede gymnasium. Umiddelbart efter at afskedigelserne blev effektueret i midten af august 2019 var antal årsværk 45,4. Indklagede har for nævnet fremlagt gymnasiets budget for 2020. Budgettet indeholder også en budgetprognose med overslag over gymnasiets indtægter og udgifter i 2021, 2022 og 2023. Af budgetprognosen fremgår, at der var et forventet underskud på omkring 1.600.000 kr. i 2021 og et forventet underskud på omkring 1.470.000 kr. i 2022 og 2023. Indklagede har fremlagt referat fra bestyrelsesmøde på det indklagede gymnasium afholdt den 16. april 2020. Af referatet fremgår blandt andet: ”4. Økonomi 4.1 Finansåret 2019 4.1.1. Årsrapport for 2019 Revisor har udtrykt tilfredshed med håndteringen af økonomien på [det indklagede gymnasium]. Årsrapporten har fået en blank påtegning. Det negative årsresultat på minus 661.000 kr. er ikke tilfredsstillende. Afvigelsen var forventet, da 2019 har været præget af store vikarudgifter. Egenkapital er pt. ca. 10,6 mio. … 4.1.2. Revisionsprotokol Revisors påtegning er uden modifikationer og særlige fremhævelser. Ingen kritiske bemærkninger fra hverken revisor eller bestyrelse. … 4.2 Budget 2020 Opfølgning på det foreløbige budgetudkast fra bestyrelsesmødet 2. december 2019 ud fra aktuelle søgetal. (bilag vedlagt – justeret til søgetal pr. 16.4.2020 udleveres på mødet) Med de aktuelle søgetal på STX: 71 – HF: 27 – HHX: 31 må man forvente, at budgettet for 2020 vil balancere. Bestyrelsen er opmærksomme på, at 2021 tegner til underskud som det ser ud lige nu, så opmærksomheden rettes mod problematikken når næste års budget lægges. Budgettet for 2020 vedtages. … 5.1 Aktuel elevbestand Siden sidste bestyrelsesmøde er det samlede elevtal gået marginalt tilbage fra 359 til 355. 5.2 Personalesituationen … Langtidssygemeldt lærer siden september forventes ikke at komme tilbage i dette skoleår. Det har betydet forlængelse af vikaraftaler. I kommende skoleår arbejdes ud fra en 50% tilbagevenden. Ledelse og TR tager fat på opgavefordelingen for næste år i indeværende uge. 6 Valg af valgfag 2020/21 Samlæsning af hold mellem uddannelserne og mellem studieretningshold og valghold giver fortsat gode muligheder for, at elevernes ønsker til valgfag imødekommes i vid udstrækning. Der er oprettet en del hold med færre elever end de 10, der giver krav på holdoprettelse. Det er en bevidst satsning på at øge valgmulighederne for eleverne, bl.a. affødt af de ekstramidler, der blev tilført små gymnasier i 2019-2021. Der er især fokus på at oprette A- niveauhold. ” Indklagede har fremlagt beskrivelse af processen omkring afskedigelsen af klager. Beskrivelsen er dateret den 28. maj 2020, og er underskrevet af den daværende tillidsrepræsentant og tillidsrepræsentant-suppleant. Af beskrivelsen fremgår: ” Beskrivelse af proces omkring afskedigelse af [klager] TR- og TR-suppleant ved [det indklagede gymnasium] er blevet bedt om at komme med en beskrivelse af processen omkring afskedigelse af [klager], der var ansat som dansk- og psykologilærer ved [det indklagede gymnasium]. I forbindelse med budgetlægning for finansåret 2019 blev TR og TR-suppleant informeret af ledelsen omkring behovet for en reducering af antallet af lærere for at opfylde kravet fra skolens bestyrelse om et budget i balance. Efter en drøftelse af nedskæringernes omfang blev der varslet et antal afskedigelser inden for fagene dansk, psykologi, mediefag, fysik og kemi. De varslede afskedigelser var bredt repræsenteret i lærerkollegiet både i forhold til køn, anciennitet og alder. Kriterierne for de varslede afskedigelser blev før varslingen af afskedigelserne drøftet i samarbejdsudvalget. TR og TR-suppleant har været i tæt dialog med konsulenter fra gymnasielærernes fagforening for at sikre sig, at processen omkring afskedigelsen af berørte lærere har været korrekt. ” Indklagede har fremlagt uddrag fra Medarbejder- og kompetencestyrelsens Personaleadministrative Vejledning vedrørende afskedigelser, der er begrundet i arbejdsgiverens forhold. Af vejledningen fremgår blandt andet: ” 31.6. Afskedigelse begrundet i arbejdsgiverens forhold … 31.6.6. Samarbejdsudvalgs- og tillidsrepræsentantregler om information og drøftelse I samarbejdsudvalget skal der gives gensidig information og foregå drøftelser om arbejdspladsens forhold. Informationen skal så vidt muligt gives både skriftligt og mundtligt. I samarbejdsudvalget skal ledelsen bl.a. informere om: • Arbejdspladsens seneste udvikling og den forventede udvikling i aktiviteter og i den økonomiske situation • Arbejdspladsens aktuelle situation og forventede udvikling med hensyn til struktur og beskæftigelse, især i forbindelse med strukturændringer og i situationer, hvor beskæftigelsen er truet - planlagte og forventede foranstaltninger skal også inddrages i denne sammenhæng • Andre beslutninger, der kan føre til betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og de ansattes ansættelsesforhold • Udbud og udlicitering. Informationen skal gives så tidligt og med et så passende indhold, at der kan gennemføres en grundig drøftelse i samarbejdsudvalget, således at de ansattes synspunkter og forslag kan indgå i grundlaget for ledelsens endelige beslutning. Konsekvenserne af et finanslovforslag skal senest behandles i samarbejdsudvalget, når finanslovforslaget fremlægges i Folketinget. Mange institutioner har dog praksis for at drøfte budgetter på et tidligere tidspunkt. … 31.6.7. Udvælgelse af ansatte i forbindelse med en afskedigelsesrunde … Typisk proces ved gennemførelse af en større afskedigelsesrunde: Institutionens øverste ledelse udarbejder de generelle kriterier, man vil lægge vægt på ved vurdering af, hvilke ansatte der bør indstilles til afskedigelse. Kriterierne drøftes herefter i SU. På baggrund af kendskabet til den enkelte ansatte foretager cheferne en grundig vurdering, hvor de vedtagne kriterier anvendes i forhold til de relevante ansatte sammenholdt med den fremtidige opgavevaretagelse i institutionen. De enkelte chefer udarbejder en indstilling om, hvem der bør afskediges inden for pågældendes område. Indstillingen bør være skriftlig, dels af bevismæssige hensyn, dels for at sikre, at den konkrete viden bevares i organisationen. Chefkredsen drøfter herefter indstillingerne for at opnå et tværgående overblik over de ansattes kvalifikationer og en mulighed for at vurdere den enkelte ansatte bredere end blot i forhold til kollegerne i afdelingen/kontoret. Andre chefer, som har kendskab til den ansatte, har hermed også mulighed for at komme med input. På baggrund af de tværgående drøftelser udarbejdes en indstilling til den øverste ledelse om, hvilke ansatte der bedst kan undværes og derfor bør afskediges. Ved drøftelse med de enkelte chefer kan der indhentes yderligere oplysninger og afklares tvivlsspørgsmål. 31.6.8. Saglige kriterier Ved vurderingen af, hvilke ansatte der er bedst kvalificeret, skal der foretages en konkret individuel vurdering af de ansattes kvalifikationer sammenholdt med en vurdering af institutionens fremtidige behov for kompetencer. På denne baggrund foretages en tværgående vurdering af, hvilke ansatte institutionen bedst kan undvære. Som udgangspunkt må det lægges til grund, at det, der er sagligt at lægge vægt på i en ansættelsessituation, også vil være sagligt at lægge vægt på i en afskedigelsessituation. Også ved afskedigelse som følge af institutionens forhold skal særlovgivningens krav om fx ligebehandling overholdes, og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning skal iagttages. De forvaltningsretlige grundsætninger, som fx forbuddet mod at sætte skøn under regel samt magtfordrejningslæren, skal ligeledes iagttages. Kvalifikationsvurderingen bør indeholde en vurdering af de ansattes • faglige kvalifikationer , fx kan der lægges vægt på uddannelse, kurser, relevant erhvervserfaring, varetagelse af specialistfunktioner og faglig fleksibilitet • opgavevaretagelse, fx kan der lægges vægt på kvalitet, hurtighed og den ansattes kapacitet/bredde i opgaveløsningen • personlige kvalifikationer , fx kan der lægges vægt på den ansattes engagement og motivation, fleksibilitet, omstillingsevne, samarbejdsevne, stabilitet og andre relevante jobrelaterede forhold som fx fysik og servicemindedhed. Ovenstående er ikke en udtømmende oplistning af relevante kriterier. Anciennitet og sociale beskyttelseshensyn skal indgå i den samlede vurdering, men skal ikke tillægges afgørende vægt frem for andre nødvendige hensyn, jf. faglig voldgiftskendelse af 8. december 2004, hvor det udvidede formandskab udtalte, at anciennitet og sociale beskyttelseshensyn skal indgå i den samlede vurdering - men samtidig fastslog, at der ikke gælder en generel regel om, at hensynet til ansatte med lang anciennitet skal tillægges afgørende vægt frem for andre nødvendige hensyn. Arbejdsgiveren har således en ret vid adgang til at skønne over, med hvilken vægt de enkelte hensyn skal indgå. ” Klager har udarbejdet en oversigt over aldersfordelingen blandt de afskedigede fastansatte lærere i perioden fra 2016 til 2019. Klager har fremlagt oversigten for nævnet. Af oversigten fremgår, at gennemsnitsalderen for de afskedigede medarbejdere fra 2016 til 2019 var 49,1 år, og at gennemsnitsalderen for de afskedigede medarbejdere i 2018 var 54,7 år. Klager har endvidere udarbejdet en oversigt over aldersfordelingen blandt de fastansatte lærere på det indklagede gymnasium for skoleåret 2018-2019 og skoleåret 2019-2020. Klager har fremlagt oversigten for nævnet. Af oversigten for skoleåret 2018-2019 fremgår, at der var to lærere i aldersgruppen 65-69 år, hvoraf den ene var klager, mens den anden var en lærer som lod sig pensionere frivilligt den 31. juli 2019. Det fremgår endvidere, at der var én lærer i aldersgruppen 60-64 år, mens der var fem lærere i aldersgruppen 55-59 år. Derudover var der 24 lærere i aldersgruppen 25-54 år. Af oversigten for skoleåret 2019-2029 fremgår, at der ikke var nogle lærere i aldersgruppen 65-69 år, tre lærere i aldersgruppen 60-64 år og tre lærere i aldersgruppen 55-59 år. Derudover var der 25 lærere i aldersgruppen 25-54 år. Indklagede har for nævnet oplyst, at klagers oversigt over aldersspredningen blandt de fastansatte lærere er behæftet med fejl. Indklagede har desuden fremlagt en oversigt over gennemsnitsalderen for fastansatte lærere på det indklagede gymnasium pr. 1. august i skoleårene 2015-2016 til 2018-2019. Indklagede har oplyst, at oplysningerne stammer fra indklagedes økonomi- og lønsystem: Samlet antal lærere* Gnmsn. Alder alle lær. Afsked.lærere Gnmsn.alder.afsk. Skoleåret 2015-2016 45 44,8 år 3 49,9 år Skoleåret 2016-2017 40 43,8 år 1 39,8 år Skoleåret 2017-2018 38 44,8 år 2 43,4 år Skoleåret 2018-2019 35 45,3 år 3 53,7 år Skoleåret 2019-2020 34 43,3 år 0 0 Skoleåret 2020-2021** 36 44,9 år 0 0 Perioden 2015-2019 44,7 år 9 48,6 år * Lærere, uanset ansættelsesprocent, dvs. antal hoveder, ikke årsværk ** I tallet er medregnet skolens nye rektor, samt skolens nye medarbejder, der er pædagogisk ansvarlig for [kollegie] og varetager opgaven som mentor-/coach for skolens elever generelt – opgaver, der tidligere var fordelt blandt flere lærere på skolen. ” Af indklagedes oversigt fremgår, at indklagede fra skoleåret 2015-2016 til skoleåret 2018-2019 afholdt flere afskedigelsesrunder. Indklagede har oplyst, at disse afskedigelsesrunder var begrundet i aktivitetsnedgang, lavere elevoptag og nedskæringer. I afskedigelsesrunderne blev i alt ni medarbejdere afskediget. Indklagede har oplyst, at den aldersmæssige spredning ved afskedigelsesrunderne var 30 til 65 år. Klager var den eneste af de afskedigede medarbejdere, der på fratrædelsestidspunktet var over 60 år. Klager bestrider, at indklagedes opgørelse over aldersfordelingen af afskedigede medarbejdere kan lægges til grund, idet indklagede, efter klagers opfattelse, har medtaget ledende medarbejdere i opgørelsen. Det er således klagers opfattelse, at indklagedes oversigt ikke kan sammenlignes med klagers oversigt. Indklagede har desuden fremlagt en tabel over aldersfordelingen blandt gymnasielærerne på det indklagede gymnasium sammenholdt med aldersfordelingen blandt alle gymnasielærere i Danmark: Klager har udarbejdet og fremlagt et overslag over indklagedes udgifter i forbindelse med afskedigelsen af hende samt lønudgifter med mere til de lærere, der blev ansat i skoleåret 2019-2020. Klager har ud fra egne beregninger anslået, at det indklagede gymnasium havde ekstra udgifter for 342.000 kr. i 2019 i forbindelse med afskedigelsen af hende og ansættelsen af nye lærere. Indklagede har bestridt klagers overslag over udgifterne. Klagers overslag er ifølge indklagede behæftet med fejl, idet klager blandt andet har beregnet overslaget ud fra en forudsætning om, at der blev ansat fire lærere på fuld tid, og at disse beskæftigede sig med klagers fag halvdelen af tiden. Indklagede har oplyst, at de fire lærere, der blev ansat i skoleåret 2019-2020, udgjorde i alt 1,9 undervisningsårsværk, og at under halvdelen af deres arbejdsopgaver berørte klagers fag. Indklagede har fremlagt en udarbejdet tabel over deres besparelser ved de afskedigelser, der blev foretaget i efteråret 2018 med effekt fra sommeren 2019: Nettobesparelser 2019-2022 Skoleåret 2019-2020 Skoleåret 2020-2021 Skoleåret 2021-2022 3 lærere afskediget 2019 1.980.000,00 1.980.000,00 1.980.000,00 2 vikarer ikke forlænget, 1,35 årsværk á 550.000 742.500,00 742.500,00 742.500,00 3 kandidater ansat i pædagogikum -412.800,00 -1.238.400,00 -1.238.400,00 3 vikarer ansat 19-20, 2,1 årsværk á 450.000 -945.000,00 945.000,00 945.000,00 Besparelse netto 1.365.700,00 2.429.100,00 2.429.100,00 Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget fra sin stilling som lektor på det indklagede gymnasium på grund af alder. Klager betvivler ikke, at indklagede skulle foretage generelle besparelser. Efter, at klager fik indsigt i årsrapporten for 2019 og kunne se, hvad ledelsen på gymnasiet foretog af økonomiske dispositioner i det år, hvor det var nødvendigt at foretage afskedigelser i bestræbelserne på at opnå besparelser, stiller klager sig undrende over for, hvorfor hun skulle afskediges. Ledelsen formåede ikke at efterleve kravet om besparelser i 2019, som var den overordnede og formelle begrundelse for, at klager blev afskediget. Plusset i det sociale taxameter på 780.000 kr. og den uforudsete ekstrabevilling på 500.000 kr. i 2019 udgjorde langt mere end den besparelse, som skulle opnås ved at afskedige klager. De ekstra, uforudsete penge i gymnasiets indtægter førte ikke til, at klagers opsigelse blev annulleret til trods for, at rektoren havde skrevet under på, at afskedigelsen af klager ville blive annulleret, hvis grundlaget for afskedigelsen blev ændret i opsigelsesperioden. ”Besparelser” blev anvendt som en neutral begrundelse for afskedigelsen af klager. Denne begrundelse skulle dække over aldersdiskriminationen. Klagen til Ligebehandlingsnævnet er baseret på, at afskedigelsen af klager ikke blev annulleret forud for klagers sygemelding, som indklagede selv skabte forudsætningerne for. Klagers overslag over, hvad det kostede gymnasiet at erstatte klager med nye lærere er beskedent, idet klagers feriepenge på 49.363 kr., som indklagede skulle udbetale ved klagers fratrædelse, ikke blev medregnet i overslaget. Klagers overslag medregnede heller ikke de tillæg, som de nyansatte blev tildelt. Det er dog tydeligt, at det medførte ekstra omkostninger for indklagede at afskedige klager. Afskedigelsen af klager medførte også en merudgift for indklagede, fordi klager blev berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse på en måneds løn. Dette medførte en svækkelse af de påtænkte besparelser i 2019, som afskedigelsen af klager var begrundet i. Budgetoverskridelsen i 2019 blev anvendt på timerester, sygdom og fratrædelse. Det er tydeligt, at det var en stor og belastende udgift for indklagede at afskedige klager. Det kostede indklagede et uacceptabelt højt beløb at afskedige klager, når argumentet for afskedigelsen af hende var at opnå besparelser. De to medarbejdere, som blev afskediget på samme tid som klager, blev ikke erstattet af nye medarbejdere, fordi der ikke var behov for at ansætte nye lærere i deres fag. Det var alene klager, der blev erstattet af nye medarbejdere. I sidste halvdel af maj 2019 stod det klart, at antallet af ansøgere til skoleåret 2019-2020 var højere end forventet, og at aktivitetsfremgangen ville medføre bedre økonomi end forventet. Dermed bortfaldt indklagedes påstand om, at afskedigelsen af klager skyldtes aktivitetsnedgang på gymnasiet. Når det som følge af afskedigelsen af klager var nødvendigt for indklagede at ansætte fire nye lærere med klages fag, var det fordi der netop ikke var aktivitetsnedgang på det indklagede gymnasium. Det er klart, at bemandingen i psykologi ikke blev udfordret efter afskedigelsen af klager, idet indklagede ansatte nye og yngre medarbejdere i hendes sted. Med fire nyansatte lærere til at undervise i blandt andet dansk og psykologi var det usandsynligt, at indklagedes påtænkte besparelser for 2019 kunne opnås, idet løn til de nyansatte medarbejdere udgjorde en større udgift, end den løn, som klager skulle have. Selvom det ikke fremgår direkte af årsrapporten, havde indklagede lønudgifter til de nyansatte lærere. De reelle udgifter i forbindelse med afskedigelsen af klager er ikke blevet belyst af indklagede. Det er nærmere blevet bortforklaret. Da klager var ansat på det indklagede gymnasium, var der hvert år fem psykologihold, og med den efterfølgende elevtilstrømning taget i betragtning, måtte det forventes, at psykologifagets popularitet ville blive opretholdt. Det er uforståeligt, at de nyansatte lærere ifølge indklagede ikke kom til at overtage klagers undervisning, idet en af gymnasiets tidligere psykologiundervisere, rektor, ikke længere var ansat. Den fagkollega, der var tilbage efter, at klager og de øvrige lærere var blevet afskediget, brugte langt hovedparten af sin arbejdstid som kursusleder, studievejleder og kollegieansvarlig. Det var tvivlsomt, om vedkommende kom til at undervise i psykologi i det omfang, som klager underviste i. Dermed var det nødvendigt for indklagede at fordele psykologiundervisningen på en måde, der inkluderede de nyansatte, og det gør afskedigelsen af klager ulovlig. Revisionsprotokollatets oplysninger dokumenterer, at der ikke blev sparet i personaleforbruget ved afskedigelsen af klager. Der skete derimod en øgning i personalestaben med tre medarbejdere, som kostede gymnasiet mere end en halv million kroner. Da klager modtog endelig afskedigelse den 28. november 2018, var begrundelsen for afskedigelsen blevet ændret fra, at klager blev påtænkt afskediget på grund af krav om besparelser i skoleåret 2019-2020 til, at afskedigelsen af klager skyldtes aktivitetsnedgang på gymnasiet og krav om besparelser i 2019. Klager undrer sig over, at skrivelsen med den endelige afskedigelse ikke besvarede klagers indsigelser til afskedigelseskriterierne. I sine indsigelser havde klager blandt andet gjort gældende, at de tre afskedigelseskriterier kunne være blevet opfyldt, hvis indklagede havde afskediget en medarbejder fra et fag med højere bemanding end i psykologi, hvor klager var den eneste underviser på fagets højeste niveau. Da klager kom med sine indsigelser, sagde rektoren, at der ikke var mere at tale om og forholdt sig generelt tavs. Enten ønskede rektoren at chikanere klager ved at forholde sig passiv over for hendes indvendinger, eller også tilbageholdt han information, som kunne afsløre en skjult dagsorden hos ledelsen på det indklagede gymnasium. Rektor kunne ikke komme med en god og logisk forklaring på, at klager var udvalgt til afskedigelse som den medarbejder, der bedst kunne undværes. Rektor kunne heller ikke forklare, hvorfor han ikke annullerede afskedigelsen af klager, da grundlaget for afskedigelsen ændrede sig. Klager undrer sig over, at rektoren valgte at afskedige hende på denne måde. Klager havde et godt forhold til sine elever, og de opnåede gode resultater ved eksamen. Klager har altid haft stor loyalitetsfølelse og ansvarsbevidsthed i sit arbejde. Indklagede har ikke under sagens behandling forsvaret de tre afskedigelseskriterier. Det må betragtes som udtryk for, at afskedigelseskriterierne ikke kan forsvares, og at klager dermed blev afskediget på et uretmæssigt grundlag. Det første kriterium ”uddannelse og fagkombination i forhold til gymnasiets behov” blev undermineret, da rektor kort efter afskedigelsen af klager efterspurgte klagers undervisningskompetencer til undervisning af dansk på A-niveau. Ordlyden i det andet afskedigelseskriterie blev ændret fra ”faglig fleksibilitet” til ”faglig fleksibilitet – antal fag, kompetencer inden for fagene”. Dette afskedigelseskriterie blev undermineret, da rektor efterspurgte klagers undervisningskompetencer i psykologi på B-niveau til at vejlede den pædagogikumkandidat, som skulle afløse klager efter sin fratrædelse. Klager finder det paradoksalt, at det indklagede gymnasium valgte at afskedige hende blandt andet på grundlag af kriteriet ”kompetencer inden for fagene”, når klager var den eneste, der havde kompetencerne til en af de fremtidige opgaver, der skulle løses. Det tredje kriterium ”at få de mest langtidsholdbare løsninger med hensyn til dækning af skolens undervisningstimer” må betragtes som et udtryk for aldersdiskrimination, og således et ugyldigt kriterium for at ansætte yngre lærere i klagers sted. Alle tre afskedigelseskriterier manglede således validt belæg. Indklagede har ikke forklaret, hvorfor gymnasiet bedst kunne undvære klager. Indklagede har heller ikke forklaret, hvorfor gymnasiet ikke i afskedigelsesbrevet kommenterede på de tre afskedigelseskriterier, som blev brugt som begrundelse for afskedigelsen af klager. Under forhandlingerne om aflønning af klagers merarbejde, fortalte klager den pædagogiske leder, at det efter klagers vurdering ville blive vanskeligt for gymnasiet at bemande gymnasiets mange psykologihold efter klagers fratrædelse. Den pædagogiske leders svar var, at rektoren fremover skulle undervise i psykologi. Herved kunne besparelsen opnås. Den pædagogiske leder tilføjede, at gymnasiets ledelse havde de lærere, de ville beholde. Under mødet bad klager desuden om aktindsigt i indklagedes budget med et underskud på 2.400.000 kr., som angiveligt skulle ligge til grund for afskedigelsen af klager. Klager fik afslag på aktindsigt. Indklagede må have været bekymret for, om de nogensinde kunne slippe af med klager, hvis de ikke afskedigede hende i forbindelse med besparelserne. Det var tydeligt, at indklagede ikke ønskede at beholde klager på gymnasiet. Dette understøttes af den pædagogiske leders udtalelse. Det er ikke korrekt, at der var overskud af lærere i dansk og psykologi i 2018, som anført af indklagede. Hvis der var for mange lærere med disse fag, ville det ikke være nødvendigt at søge nye lærere i dansk og psykologi efter afskedigelsen af klager. Igennem gymnasiets historie har det været et mønster, at de kandidater, der har taget deres pædagogikum på gymnasiet, efterfølgende har fået job i storbyerne efter endt pædagogikum. Det ville således have været en mere langtidsholdbar løsning at beholde klager som ansat. Klager har været stabil og holdbar gennem de 12 år, hun har været ansat på gymnasiet. Indklagede tilsidesatte forskelsbehandlingslovens påbud om at beskytte ældre medarbejdere ved ikke at fastholde ældre medarbejdere, samt ved at agere ud fra et ideal om langtidsholdbare løsninger ved at ansætte yngre vikarer i stedet for. Det er et uholdbart argument, at indklagede var nødt til at ansætte to yngre medarbejdere, fordi der skulle findes langtidsholdbare løsninger. Indklagede kunne have forlænget vikariaterne eller ansat andre vikarer. Der er ikke nogen logik i at påstå, at klager skulle afskediges, og at vikarerne skulle fastansættes for at sikre særlige behov i nogle fag. Ved en af klagers medarbejderudviklingssamtaler kunne indklagede have åbnet for en drøftelse af, hvor længe klager ønskede at arbejde, og parterne kunne herefter have lavet en nedtrapningsmodel. Der blev aldrig lagt op til dette. Indtil klager blev afskediget, var hun den langtidsholdbare løsning for gymnasiets dækning af undervisning i psykologi og dansk. I nutidens samfund går arbejdstagere ikke nødvendigvis på pension, når de fylder 65 år, hvis vedkommende ønsker at fortsætte sit arbejde. Indklagede har for nævnet fremhævet, at der ved afskedigelsen af klager blandt andet blev lagt vægt på personlige kvalifikationer. Klager er aldrig blevet gjort bekendt med, at hun skulle mangle personlige kvalifikationer. Klager har aldrig været til en irettesættende eller tjenstlig samtale. Indklagede burde have informeret klager om de påståede manglende personlige kvalifikationer, før hendes afskedigelse blev effektueret med henvisning til besparelser. Det er påfaldende, at rektoren ikke påtalte klagers personlige kvalifikationer ved mødet den 28. november 2018, hvor klager spurgte, hvorfor hun var blevet udvalgt til afskedigelse. Rektor var klar over, at klagers personlige kvalifikationer ikke kunne inddrages som et argument, idet det ville undergrave validiteten af de tre kriterier, som var anført i høringsskrivelsen om påtænkt afskedigelse. Det er grænseoverskridende, at indklagede har anfægtet klagers personlige kvalifikationer under sagens behandling, ikke mindst set i lyset af, at ledelsen oprindeligt begrundede afskedigelsen af klager med gymnasiets økonomiske forhold. Klager var stabil, kollegial og loyal over for sin arbejdsgiver. Klager har altid gået til sit arbejde med en oplevelse af både personligt og fagligt overskud. Gennem de 12 år klager var ansat hos indklagede, havde hun højst to eller tre sygedage om året. Klager var ikke en vanskelig eller kompliceret medarbejder, der havde kritiske spørgsmål eller stillede spørgsmålstegn ved ledelsens dispositioner. Klager stiller sig undrende over for, at det forhold, at hun var en højtydende medarbejder ikke blev taget i betragtning, da hun blev udvalgt til afskedigelse. Med fire nyansatte, hvoraf de tre ikke havde megen erfaring og heller ikke pædagogikum, til at varetage klagers funktioner, kunne der ikke være nogen tvivl om, at det blev langt mindre effektivt og langt mere omkostningsfuldt at dække undervisningsbehovet i dansk og psykologi, sammenlignet med da klager var ansat. Indklagede kunne ikke forvente, at klager ville være tilfreds med tilbuddet om oplære sin efterfølger. Det er absurd, at indklagede kunne få den opfattelse, at klager alene skulle oplære den nyansatte til at varetage klagers job fremover. Klager var ikke tilfreds med at få en stilling, der udgjorde 15 procent af en fuldtidsstilling efter 12 år som fuldtidsansat. Det kan alene opfattes som ren chikane. Opgaven som pædagogikumvejleder for vikaren ville indebære adskillelige møder med pædagogikumkandidaten samt møder med fagkollegaen og ministeriets tilsynsførende. Stillingen, som udgjorde 15 procent af en fuldtidsstilling, ville indeholde langt flere arbejdstimer, ansvarsområder og kompetencekrav end en stilling på 40 procent af en fuldtidsstilling. Forudsætningerne for, at man har kompetencerne til at være pædagogikumvejleder, er, at man har erfaring med undervisning på et fags højeste niveau. Klagers daværende kolleger havde alene erfaring med undervisning i psykologi på C-niveau, og derfor var de ikke kompetente til at påtage sig opgaven som pædagogikumvejledere i psykologi på B-niveau. Klager var den eneste, der havde kompetence til at undervise i psykologi på B-niveau. Dermed var klager ligeledes den eneste medarbejder med kompetence til at vejlede vikaren i pædagogikum, fordi en pædagogikumkandidat skal vejledes på det højeste niveau, som en uddannelsesinstitution udbyder et fag på. Den 10. maj 2019 blev klager bekendt med, at indklagede søgte lærere til timerester i blandt andet klagers fagkombination, dansk og psykologi. Klager efterspurgte samme dag flere opgaver, fordi hun havde set stillingsopslaget af 9. maj 2019 i sine fag. Under en kort samtale med rektoren sagde han, at klager alene kunne få stillingen som pædagogikumvejleder i det følgende skoleår. Klager fik således afslag på at få flere opgaver. Klager spurgte ind til begrundelsen for, hvorfor hun ikke kunne få flere af de opgaver, som der tydeligvis var brug for klagers kompetencer til. Rektoren kiggede på klager med korslagte arme og gav ikke klager et svar. Umiddelbart efter dette blev klager sygemeldt. Ledelsen var klar over, at de unge medarbejdere ikke kunne arbejde med den effektivitet, som klager kunne. Det ses eksempelvis af det forhold, at en af vikarerne blev ansat i en stilling svarende til 40 procent af en fuldtidsstilling til udelukkende at undervise ét danskhold på første årgang. Alene ansættelsen af denne vikar må have været yderst omkostningsfuldt for indklagede, idet vikaren med en 40 procent stilling formentlig skulle aflønnes med cirka 19.000 kr. månedligt inklusiv pension og feriepenge. Vikaren blev dermed honoreret med næsten halvdelen af klagers månedsløn for at undervise et enkelt hold på første årgang. Det valgfag i psykologi B-niveau, som klager blev tilbudt i forbindelse med stillingen som pædagogikumvejleder, var et eksamensfag, som altid placeres på tredje årgang. Til sammenligning indebærer det dobbelt så mange undervisningsmoduler og timer til forberedelse som et danskhold på første årgang, selv når der tages højde for tid til at rette stile på danskholdet. Alderen på de tre nye fastansatte lærere var mellem 24-29 år, hvilket var bemærkelsesværdigt lavt. Dermed var der et påfaldende aldersmæssigt spring i 2018 mellem de afskedigede og efterfølgende nyansatte, hvilket indikerer aldersdiskrimination. Det er bemærkelsesværdigt, at seks procent af de fastansatte lærere i 2018, ifølge klagers oversigt over aldersspredningen blandt de fastansatte lærere, bestod af medarbejdere mellem 65 og 69 år, hvorimod dette segment i 2020 var reduceret til 0 procent. Derimod var der i 2019, ifølge klagers oversigt, ingen fastansatte lærere mellem 25 og 29 år, men dette segment blev repræsenteret af seks procent i 2020. Disse tal skitserer problematikken vedrørende alder, idet klager i 2018 blev afskediget som 65-årig på trods af, at klagers kompetencer stadig var efterspurgt, og efterfølgende blev erstattet af yngre arbejdskraft. Efter de afskedigelser, der blev foretaget hos indklagede fra 2016 og frem, var der således en nævneværdig ung lærerstab. Efter afskedigelsen af klager afveg aldersspredningen på det indklagede gymnasium fra aldersspredningen på landsgennemsnit ved, at indklagede ikke herefter havde lærere over 65 år ansat. Det er en iøjnefaldende indikation på aldersdiskrimination, at der er en aldersforskel på 40 år mellem klager og de to lærere, der blev fastansat til at overtage klagers fag. Fastansættelsen af de yngre lærere, som overtog klagers fag, havde til formål at etablere en yngre lærerstab på det indklagede gymnasium. Kombineret med ledelsens manglende vilje til fyldestgørende at kommentere klagers indsigelser til afskedigelseskriterierne, samt modviljen til utvetydigt at dokumentere, hvad de påståede besparelser ved klagers afskedigelse bestod i, finder klager sin afskedigelse juridisk uholdbar. Tillidsrepræsentanten og tillidsrepræsentant-suppleantens beskrivelse af processen omkring afskedigelse af klager er ikke et bevis på, at lovbestemmelserne blev fulgt i forbindelse med afskedigelsen af klager. Der er nærmere tale om et forsøg på at dække over, hvordan afskedigelsen af klager fandt sted, idet den vejledning, tillidsrepræsentanterne gav klager under forløbet, var yderst fejlbehæftet. Efter klager blev sygemeldt den 10. maj 2019, konsulterede hun med sin læge, som vurderede, at klager var stresset på grund af forløbet med ledelsens brudte løfter, og at klager ikke burde raskmelde sig, hvorfor klager forblev sygemeldt. Det var denne besked klager bragte videre til ledelsen. Klager tilbød at fremvise en lægeerklæring, men indklagede udviste ikke interesse for dokumentation for sygemeldingen. Klager bestrider indklagedes udlægning af forløbet efter, at klager blev afskediget. Indklagedes udlægning er ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold. Klager krævede hverken eksplicit eller implicit, at afskedigelsen af hende skulle trækkes tilbage, eller at en anden kollega skulle afskediges i stedet for hende. Klager havde ikke personlige udfald mod ledelsen. Det er heller ikke korrekt, at klager skulle have fremstået meget verbal og ukollegial. I opsigelsesperioden var klager tværtimod opmærksom på at fremstå diplomatisk og kollegial. I opsigelsesperioden deltog klager ikke i sociale arrangementer, hvorfor klager ikke kunne have været verbal omkring afskedigelsen ved disse arrangementer, som påstået af indklagede. Klager var bevidst om, at hun selv havde indflydelse på, hvordan hendes afskedigelse blev opfattet. Det var hverken gavnligt for klager, kollegerne eller ledelsen, hvis klager reagerede uhensigtsmæssigt. Klager var naturligvis ked af beslutningen, men håndterede det ikke irrationelt. Klagers fokus var derfor på, at hun skulle passe sit arbejde i opsigelsesperioden. Klager havde ingen interesse i at modarbejde ledelsen eller sine kolleger. Klagers kolleger havde svært ved at forstå, hvordan det følgende skoleårs fagfordeling kunne gå op med de mange psykologihold, der skulle undervises, idet afskedigelsen af klager skabte tvivl om, hvorvidt der ville være nok psykologilærere til at dække undervisningsbehovet. Det var noget, der blev talt om på lærerværelset. Flere af klagers kolleger gav udtryk for, at de var overbeviste om, at klagers alder måtte være den reelle begrundelse for afskedigelsen af hende. Klagers kolleger forsøgte at forstå situationen, og det var derfor naturligt, at de stillede spørgsmål til omstændighederne. Det var ikke klagers oplevelse, at kollegerne distancerede sig fra klager, som påstået af indklagede. Klagers kolleger spurgte ofte, hvordan klager havde det med afskedigelsen, og i den sammenhæng var det svært at lægge skjul på skuffelsen. Hvis klager havde afvist at tale med kollegerne i opsigelsesperioden, kunne indklagede også have anklaget hende for at optræde ukollegialt. Indklagede afviser, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen. Indklagede fastholder, at afskedigelsen af klager var berettiget med udgangspunkt i gymnasiets generelle forhold. Indklagede gør gældende, at klagen er grundløs og bør afvises. Ved starten af skoleåret 2018-2019 stod det klart, at det indklagede gymnasium stod over for massive økonomiske udfordringer. Taxametrene var beskåret i alt 9,7 procent i forhold til niveauet i 2015. I 2019 ville den samlede beskæring af taxametre nå op på 11,7 procent. Der var netop indgået en overenskomst, der indebar markante lønstigninger i årene 2018-2021. Samtidig var der nedgang i antallet af elever og klasser. Budgettallene for 2018-2021 viste, at der var behov for langsigtede og varige nedskæringer i udgifterne for at bringe den økonomiske drift i balance. Hvis indklagede ikke foretog sig noget, ville underskuddet fortsætte med at vokse, og med uændrede forudsætninger ville gymnasiets egenkapital være ædt op i april 2021. Fra sommeren 2019 forventede indklagede en mærkbar aktivitetsnedgang, hvilket også skete. Optaget af elever i foråret 2019 blev dog bedre end forventet med udgangspunkt i optagetallet fra 2018, men selv med de forbedrede optagetal var der en reel og mærkbar aktivitetsnedgang fra sommeren 2019. I juni 2019 dimitterede gymnasiet otte klasser, mens kun seks nye klasser startede. Samtidig var de to HF-klasser fra 2018-2019 blevet så små, at de blev lagt sammen til én klasse. Dermed var der i alt tre klasser færre ved starten af skoleåret 2019-2020, end der havde været i skoleåret 2018-2019. En klasse svarer i gennemsnit til 2,4 lærerårsværk, mens tre klasser svarer til 7,2 lærerårsværk. Faldet i antallet af klasser svarede til 16 procent af undervisningsaktiviteten og dermed lærerbeskæftigelsen. Kort efter, at der var truffet beslutning om at afskedige klager, skete en forbedring af indklagedes økonomi, fordi indklagede fik 1.300.000 kr. i socialt taxameter samt et ekstra udkantstilskud. Disse tilskud var treårige og bevilliget for perioden 2019-2021. Den økonomiske forbedring var dog ikke nok til at fjerne behovet for økonomiske nedskæringer og dermed afskedigelser. Tilførslen af midler førte heller ikke til ændringer i beslutningen om ikke at forlænge to berørte vikarers ansættelser. Der er ikke et sagligt belæg for klagers påstand om, at grundlaget for hendes afskedigelse faldt bort i løbet af opsigelsesperioden. Besparelserne, som var årsag til afskedigelsen af klager, var ikke en neutral begrundelse for afskedigelsen, men en realitet, som gjorde, at hverken afskedigelsen af klager eller afskedigelserne af de to andre fastansatte lærere blev trukket tilbage. Det skyldtes ikke nogen form for forskelsbehandling, at afskedigelserne af lærerne ikke blev trukket tilbage. Det skyldtes alene, at gymnasiet skulle skære på sine personaleomkostninger og tilpasse personaleforbruget, så det afspejlede den forventede nedgang i antallet af klasser på det indklagede gymnasium. Det er sandsynligvis rigtigt, at den daværende rektor gav afslag på aktindsigt på klagers mundtlige foranledning. Det skyldes, at klager havde alle muligheder for at få indsigt i gymnasiets budgetter og økonomi via lærernes tillidsvalgte repræsentanter i Samarbejdsudvalget, som har fuld indsigt i alle dokumenter, der behandles i bestyrelsen. De uforudsete lønudgifter, der opstod i 2019, skyldtes hovedsageligt sygdom. I 2019 havde indklagede flere langtidssygemeldte medarbejdere, der måtte vikardækkes for. Sygefraværet blandt det pædagogiske personale på 3,36 procent svarede til 1,4 lærerårsværk. Disse 1,4 lærerårsværk medførte dels udgifter til vikarer og indebar samtidig en ekstraudgift, da sygedagpengerefusionen alene dækkede en del af lønudgiften. Den samlede udgift hertil dækkede hovedparten af afvigelsen i lønudgifterne. De fag, der var ramt af langtidssygemeldingerne, var dansk/mediefag, dansk psykologi, biologi-kemi og idræt-kemi. Klager var sygevikar for en langtidssygemeldt kollega, da hun i sin opsigelsesperiode påtog sig at undervise et 3.g-hold i dansk. Klager var også selv sygemeldt i to måneder hen imod slutningen af sin ansættelse. Der er ikke belæg i årsrapporten for 2019 for, at det var en stor og belastende udgift at afskedige klager. Indklagede havde ingen udgift af betydning ved at afskedige klager, som ikke også ville være opstået ved afskedigelse af en hvilken som helst anden lærer med fuld lønanciennitet, hvilket størstedelen af indklagedes fastansatte lærere havde. Gymnasielærere opnår fuld anciennitet efter seks års ansættelse, og derfor var der ikke nogen forskel på lønudgiften til en 35-45-årig og en 60+-årig lærer. Der er derfor heller ikke noget stort økonomisk incitament for at afskedige ældre lærere frem for yngre. Det fremgår heller ikke af årsrapporten for 2019, at indklagedes merudgifter i 2019 skyldtes ansættelse af nye lærere i dansk og psykologi. Fra 2015 til 2019 skete et markant fald i antal årselever på STX. Der var tale om et fald på 63 elever, hvilket svarer til tre klasser. I 2020 optog det indklagede gymnasium 10 elever færre end i 2019, hvilket betød, at der var et uændret aktivitetsniveau, men dog en nedgang i elevtal og et indtægtsfald på 750.000 kr. om året de efterfølgende tre år. Efter et bestyrelsesmøde i september 2019 præsenterede ledelsen Samarbejdsudvalget og Gymnasieskolernes Lærerforenings repræsentanter for de aktivitetsmæssige og økonomiske prognoser for det kommende år og behovet for personalenedskæringer i lyset af bestyrelsens krav om balance i økonomien i 2019. Gennem en grundig drøftelse blev man i Samarbejdsudvalget enige om de beskæftigelsesmæssige nedskæringer, der var nødvendige at foretage. I 2016 tilrettelagde gymnasiets ledelse og Samarbejdsudvalget en procedure for afskedigelsesprocessen med udgangspunkt i de retningslinjer, der er beskrevet i Medarbejder- og Kompetencestyrelsens Personaleadministrative Vejledning. Med udgangspunkt i denne vejledning udformede ledelsen og Samarbejdsudvalget de anvendte afskedigelseskriterier. Det indklagede gymnasium og de medarbejderrepræsentanter, der vedtog afskedigelseskriterierne, havde et helhedsperspektiv for øje, der handlede om gymnasiets faglige fleksibilitet til at tilpasse sig tænkelige scenarier i forhold til optag på de tre uddannelser på gymnasiet, elevernes valg af studieretninger og fagpakker og deres valg af valgfag. Det handlede om at foretage personalereduktioner på en sådan måde, at gymnasiet bedst muligt kunne dække det samlede fagudbud, og tilpasse sig de forskydninger i udbuddet, der kunne opstå som følge af ændringer i elevernes valg uden at skulle afskedige og ansætte på denne baggrund. Under hensyntagen til retningslinjerne i Den Personaleadministrative Vejledning gennemførte indklagede en proces, hvor gymnasiets ledelse ud fra de saglige hensyn, som vejledningen foreskriver, udvalgte de tre undervisere, som indklagede bedst kunne undvære, ud fra lærernes fagkombination og øvrige kompetencer set i forhold til gymnasiets forventede fremtidige behov. I det samlede billede, hvor gymnasiets tilgængelige lærerressourcer skulle skæres til, så alle fag blev dækket, blev der et overskud af lærerkræfter i blandt andet dansk og psykologi. Der var tre fastansatte psykologilærere på gymnasiet. Tillidsrepræsentanten var enig i, at de tre udvalgte medarbejdere var dem, der bedst matchede kriterierne for udvælgelse til afskedigelse. Klager blev således behandlet og vurderet på lige fod med sine kolleger. Klagers alder var ikke et vurderingsparameter i den proces, der førte til hendes afskedigelse. Indklagedes beslutning om, hvilke lærere der skulle afskediges, hvilede udelukkende på de tre afskedigelseskriterier. Der er desuden ikke et aldersmæssigt mønster i afskedigelserne, der underbygger, at det indklagede gymnasium skelede til alder som et kriterium i valget af de lærere, der blev afskediget. I afskedigelsen af klager og hendes to kolleger foretog indklagede en grundig vurdering af samtlige ansatte undervisere. Alle lærere blev vurderet op mod samme kriterier, hvor hverken køn, anciennitet eller alder indgik i beslutningsgrundlaget. Ingen af de afskedigede medarbejdere blev udvalgt til afskedigelse, fordi de manglede kvalifikationer. Alle lærerne på det indklagede gymnasium var fuldt kvalificerede til deres stilling. At klager blev udvalgt til afskedigelse var ikke en underkendelse eller anfægtelse af hendes kvalifikationer, men resultatet af en samlet afvejning af hendes kvalifikationer og kompetencer i forhold til resten af lærerne på gymnasiet og i forhold til gymnasiets samlede behov. De lokale repræsentanter fra klagers faglige organisation var informeret gennem hele processen, sagde god for at afskedigelsen af klager var sagligt begrundet i gymnasiets forhold, og har ikke i øvrigt haft anmærkninger til sagligheden i afskedigelsen af klager. Den faglige organisations centrale organisation har haft klagers sag til behandling. De vurderede, at afskedigelsen var sagligt begrundet, og at der ikke var grundlag for at rejse en sag om uberettiget eller usaglig afskedigelse. Gymnasiet gennemførte afskedigelsesprocessen af de tre lærere med den ordentlighed, som processen krævede. De tillidsvalgte står, sammen med ledelsen, inde for, at samtlige afskedigede lærere blev vurderet ud fra de samme kriterier. Klagers fagkombination og personlige kvalifikationer set i forhold til gymnasiets samlede behov pegede på, at hun i henhold til de tre afskedigelseskriterier var en af de lærere, der bedst kunne undværes. Det er et legitimt hensyn, og det ændrer ikke ved, at beslutningen om afskedigelsen af klager udelukkende var taget ud fra saglige hensyn til gymnasiets behov, at gymnasiet samtidig fastansatte to lærere for at imødekomme et langsigtet behov for at få dækket undervisningen i henholdsvis spansk og tysk, selvom disse hver især havde et af klagerens fag som sit andet fag. Det forhold, at der blev afskediget en lærer i skoleåret 2015-2016, der havde fagkombinationen samfundsfag-psykologi ændrede ikke ved, at der fortsat var overskud af lærerkapacitet i klagers to fag i efteråret 2018, da besparelserne og de deraf følgende afskedigelser blev iværksat. Indklagede mener ikke, at hverken begrundelsen for afskedigelsen eller de kriterier, der lå til grund for den, blev ændret i det endelige afskedigelsesbrev. De uddybende og ubetydelige ændringer i formuleringerne fra høringsbrevet til afskedigelsesbrevet har ingen betydning for det efterfølgende forløb. I høringsskrivelsen blev der henvist til besparelser i 2019-2020, som er betegnelsen for skoleåret, hvor afskedigelsen slog igennem. I den endelige opsigelse blev der henvist til skoleåret 2019, som er regnskabsåret, hvor bestyrelsen havde pålagt ledelsen at bringe balance i regnskabet. Det fremgår ikke af afskedigelsesbrevet, at besparelserne kun omfattede 2019. Besparelserne strakte sig ind i de efterfølgende år. I den endelige afskedigelse blev der henvist til aktivitetsnedgang, mens dette ikke blev nævnt i høringsskrivelsen. Det er udtryk for en uddybning af formuleringen i høringsskrivelsen. Kriteriet ”faglig fleksibilitet” blev ikke ændret, men blot uddybet i forhold til hvad der skaber faglig fleksibilitet, nemlig antal fag og kompetencer inden for fagene. Kriterieret ”faglig fleksibilitet” handlede om at vurdere den enkelte lærers kvalifikationer i forhold til overordnede formål. Det handlede også om foretage personalereduktionerne på en sådan måde, at gymnasiet bedst muligt kunne dække det samlede fagudbud. Afskedigelseskriteriet om ”uddannelse og fagkombination i forhold til gymnasiets behov” handlede ikke om, hvorvidt gymnasiet udbød klagerens to fag, og om hvorvidt klageren var kvalificeret til at undervise i fagene. Det handlede om, hvilke fagkombinationer, der var uundværlige, da hele gymnasiets udbud af fag skulle dækkes ind med kvalificerede lærerkræfter, og om hvilke fagkombinationer, der kunne undværes, fordi der var underskud af timer i begge fag. Der lå således et helhedshensyn bag gymnasiets behov for kriteriet. I fremtiden vil gymnasiet også have behov for at undervise i dansk og psykologi, men det er ikke ensbetydende med, at det i al fremtid også er muligt at fastholde alle de lærere, der har undervisningskompetence i de to fag. Langtidsholdbare løsninger indebærer, at når gymnasiet skærer ned i medarbejderstaben for at tilpasse det samlede antal årsværk til det virksomhedsniveau, man forventer og budgetterer med fremadrettet, sikrer man sig samtidig, at man på den lange bane har alle de kompetencer, som er nødvendige for at løse de opgaver, der er pålagt gymnasiet. Det er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, at unge gymnasielærere søger til de større byer efter at have færdiggjort pædagogikum hos indklagede. Det indklagede gymnasium har i de seneste år ikke haft svært ved at fastholde de unge lærere, som var uddannet eller nyansat. Der er i sagsforløbet ikke fremkommet noget sagligt belæg for, at gymnasiet i afskedigelsen af klageren og de øvrige to lærere, inddrog andre hensyn end behovet for besparelser og behovet for at tilpasse lærerstaben til det meget markante fald i aktivitetsniveauet. Der er ingen forhold i klagers afskedigelse, der ikke også gjaldt for de øvrige to afskedigede lærere. Alle tre lærere blev afskediget, fordi gymnasiet skulle spare. De ville alle tre fortsat være ansat på det indklagede gymnasium, hvis ikke aktivitetsnedgang havde nødvendiggjort nedskæringerne i økonomi og personale. Inden afskedigelsesrunden havde indklagede ingen ønsker eller plan om at skille sig af med klager, hverken på grund af hendes alder eller af andre årsager. Det blev udelukkende aktuelt at vurdere klager og de øvrige fastansatte lærere på grund af det opståede behov for besparelser og deraf følgende personalenedskæringer. Afskedigelsen af klager og de to øvrige lærere skete udelukkende på grund af kravene om at skære ned i lønudgifterne, så budgettet kom i balance. Det er korrekt, at den pædagogiske leder, som var klagers nærmeste leder, i de årlige medarbejderudviklingssamtaler i årene op til afskedigelsen af klager, ikke rejste spørgsmål om en gradvis nedtrapning af klagers ansættelse. Årsagen hertil er, at den pædagogiske leder såvel som resten af ledergruppen på intet tidspunkt før den seneste afskedigelsesrunde, så klager som en medarbejder, der var på vej væk fra gymnasiet eller arbejdsmarkedet. Den pædagogiske leder afviser, at hun på noget tidspunkt udtalte til klager, at indklagede efter afskedigelsen af klager havde de lærere, som indklagede ønskede at beholde. Der er tale om en fordrejning af den pædagogiske leders forsøg på at forklare den samlede afskedigelsesproces og kriterierne bag. På tidspunktet for afskedigelserne havde gymnasiet sikret sig, at der var tilstrækkelig lærerkapacitet til at sikre undervisningen i psykologi og dansk på lang sigt. Det var der i og med, at gymnasiet efter afskedigelserne havde to psykologilærere og fem dansklærere i faste stillinger. Gymnasiet ville uden problemer kunne have dækket samtlige timer i dansk og psykologi i skoleåret 2019-20 og fremefter ved at beholde de lærere, der var ansat på gymnasiet efter afskedigelserne i november 2018, også hvis de to pædagogikumkandidater ikke var blevet ansat i faste stillinger. En af de lærere, der blev afskediget på samme tid som klager, var tilbage på gymnasiet og undervise i kemi i løbet af skoleåret 2019-2020, fordi to af gymnasiets kemilærere var langtidssygemeldte. Derudover var den senest pensionerede biologilærer tilbage på gymnasiet for at dække biologitimer i samme anledning. Der var flere årsager til, at klager ikke blev tilbudt mere end et hold i skoleåret 2019-2020. Det hænger i en vis grad sammen med planlægningen af skoleåret, hvor der foreløbigt var afsat et hold i henholdsvis dansk og psykologi til de eventuelle pædagogikumforløb. Derudover var der et ubesat danskhold og psykologihold på B-niveau. Det hænger også sammen med klagers adfærd i forhold til kolleger og ledelsen i månederne efter, at afgørelsen om afskedigelse var blevet truffet. Disse forhold lå dog et halvt år efter beslutningen om afskedigelse af klager blev truffet, og havde ikke nogen indvirkning på selve beslutningsprocessen. Klagers merarbejde og forlængelse af ansættelse skyldtes alene et sygevikariat. Den klasse, som klager skulle undervise i dansk i sin opsigelsesperiode, skulle undervises uanset, om det betød, at indklagedes egne lærere underviste klassen, eller ved at indklagede ansatte en vikar udefra. Det havde dog været en dyrere løsning at ansætte en vikar, da der også ville tilkomme udgifter til mødeaktivitet, mentorordning med mere. Udgiften til klagers merarbejde og forlængelse af ansættelsen, udgjorde derfor ikke en ekstra udgift for gymnasiet. Indklagede kunne vælge at udbetale 148 timer som merarbejde i henhold til overenskomsten, hvilket ville have betydet, at det skulle udbetales med en faktor 1:1,5. Derfor var det billigere for gymnasiet at tilbyde klager en måneds forlængelse af ansættelsen, som timerne svarede til. Løsningen på merarbejdet gav derfor en merudgift svarende til en halv månedsløn i forhold til den oprindeligt beregnede udgift. Det var tale om en merudgift på 27.500 kr. Dette var et ubetydeligt beløb, set i lyset af, at indklagede sparede 275.00 kr. i 2019 for hver af de tre fastansatte lærere, der blev afskediget. I 2020 og i hvert af de efterfølgende år ville indklagede spare 660.000 kr. Det betød en besparelse på i alt 825.000 kr. i 2019 og 1.980.000 kr. i hvert af de efterfølgende år. Afskedigelserne af klager og de to øvrige lærere trådte først i kraft i august 2019. Derfor kan man ikke konkludere noget om besparelsernes virkning på antallet ud fra antal årsværk i kalenderåret 2019. Da klager havde afslået stillingen som pædagogikumvejleder, herunder at undervise et psykologihold, vurderede gymnasiets daværende rektor, at det ikke gav mening at tilbyde klager yderligere timerester, der måtte blive til rådighed i løbet af den efterfølgende time- og fagfordelings-proces. De timerester, der var i dansk og psykologi, var inkluderet i det stillingsopslag, der blev slået op den 9. maj 2019. På tidspunktet for stillingsopslaget var der blandt andet et psykologihold og et danskhold ledigt som timerester. Klager blev ikke erstattet af yngre lærere. Det var gældende for alle de tre afskedigede lærere, at der efterfølgende blev ansat vikarer/pædagogikumkandidater, der delvis enten direkte eller indirekte dækkede deres fag. To af de afskedigede medarbejdere havde faget dansk. Indklagede havde behov for at ansætte lærere i fag, hvor gymnasiet ikke var fuldstændig dækket ind. Indklagede havde blandt andet behov for at sikre sig kvalificerede undervisere i tysk og spansk. Under medarbejder B og medarbejder D’s ansættelser som årsvikarer i spansk og tysk i skoleåret 2018-2019 havde de bevist, at de havde faglige og personlige kvalifikationer til at udgøre langtidsholdbare løsninger. Det var en ønskelig, men ikke bindende aftalt løsning, at der kunne oprettes pædagogikumstillinger til medarbejder B og medarbejder D. De to vikarer blev opfordret til at søge om timer, og om at komme i uddannelsesstilling. Dette var ikke mere bindende end, at hvis indklagede havde modtaget ansøgninger fra bedre kvalificerede ansøgere i disse to fag, eksempelvis med pædagogikum, ville gymnasiet være juridisk forpligtet til at ansætte disse ansøgere. Dansk og psykologi blev inkluderet i stillingsopslaget, der førte til ansættelse af medarbejder B og medarbejder D, dels fordi der i planlægningen foreløbig var blevet friholdt et hold i hvert af fagene med henblik på den forventede ansættelse af medarbejder B og medarbejder D, dels fordi der på det tidspunkt i planlægningen så ud til at blive yderligere et danskhold ledigt, samt et psykologihold på B-niveau. Det var dette klager havde fået tilbudt, og havde takket nej til, inden stillingsopslaget blev offentliggjort. Der var ingen bedre kvalificerede ansøgere til timerne i spansk og tysk, end medarbejder B og medarbejder D. Derfor blev medarbejder B og medarbejder D tilbudt pædagogikumstillinger i henholdsvis spansk-psykologi og dansk-tysk i juni 2019. Medarbejder B og medarbejder D blev primært ansat til at undervise i tysk og spansk, men blev også tildelt supplerende undervisning i deres andet fag. Den begrænsede supplerende undervisning, som pædagogikumkandidaterne blev tildelt i dansk og psykologi, kan ikke henledes som direkte årsag til afskedigelsen af klager. Det er et krav i pædagogikumbekendtgørelsen, at en pædagogikumkandidat skal gennemgøre pædagogikum i alle de fag, vedkommende er kvalificeret til at undervise i. Ud over medarbejder B og medarbejder D ansatte indklagede herefter en kandidat med matematik og samfundsfag i pædagogikum. Indklagede ansatte desuden medarbejder A på 90 procent med religion, samfundsfag og psykologi, medarbejder C på 40 procent med dansk og en årsvikar på 80 procent med matematik og musik. Dette svarede til, at der blev ansat 3,1 årsværk i sommeren 2019. Medarbejder C underviste to hold i dansk. Der var tale om to hold, der blev i overskud sent i det samlede time- og fagfordelingsforløb, og efter, at klager havde afslået tilbuddet om at varetage stillingen som pædagogikumvejleder. Medarbejder C havde derudover opgaver som klasseteamlærer, brobygning, medvirken i elevaktiviteter uden for undervisningen med mere. Medarbejder A underviste overvejende i religion og samfundsfag, men blev også tildelt opgaven som pædagogikumvejleder i psykologi. Det var den stilling, som klager blev tilbudt, men takkede nej til. For at overholde overenskomstens præmis om, at der så vidt muligt skal oprettes varige stillinger, valgte indklagede at fastansætte medarbejder A fra den 1. august 2020, fordi indklagede havde brug for hendes arbejdskraft i yderligere mindst et år. Personaleplanlægningen på et gymnasium kan være svær at gennemskue og forklare. De fleste lærere har en kombination af to fag, typisk et hovedfag og et sidefag. Når der mangler lærerkræfter i et bestemt fag, er man nødt til at fokusere på at ansætte en kvalificeret lærer i netop det fag. Derefter ser man på den pågældende lærers andet fag og prøver at skabe plads for det, så man kan udnytte lærerens hovedkompetencer, og samtidig kan skabe en fuld stilling ved at inddrage lærerens andet fag. Det kan lade sig gøre på store gymnasier at matche ledige timer præcist med kvalificerede ansøgeres fagkombinationer. Men på et lille gymnasium, som det indklagede gymnasium, er det sjældent muligt at ansætte lærere, der har en fagkombination, der præcist svarer til to fag, hvor gymnasiet har ledige timer. Det ideelle for det indklagede gymnasium havde været, hvis de kunne ansætte en kvalificeret kandidat med spansk og tysk, matematisk og spansk eller matematik og tysk. Men dette kunne ikke lade sig gøre. Derfor var det nødvendigt at ansætte to kandidater med et af de fag, gymnasiet manglede, uanset at de havde et sidefag, som gymnasiet allerede havde dækket ind med lærerkræfter. Det er umuligt at undgå overlap i den svære kabale, som en time- og fagfordelingsplanlægning på et mindre gymnasium er. Der er ikke stor forskel i det samlede timetal, der regnes til et danskhold i 1.g og et psykologihold på B-niveau. Timemængden for de to hold er nogenlunde det samme, når alle forventede opgaver medregnes. Derudover tilkommer en del basistimer til fællesaktiviteter og fælles lærermøder med mere, som klager ikke forventedes at deltage i, såfremt hun tog det ene hold i psykologi, men som vikaren med 40 procent ansættelse forventedes at deltage fuldt ud i. Pædagogikumloven regulerer ikke kravene til de faglige pædagogikumvejlederes kompetencer. Der stilles alene krav om, at vejlederen har undervisningskompetence i det pågældende fag. Hverken i loven, bekendtgørelsen eller vejledningen til bekendtgørelsen stilles yderligere krav om, at vejlederen skal have undervisningserfaring i fagets højeste niveau for at kunne vejlede i det. Det ville være ønskeligt og fordelagtigt, at vejlederen har den erfaring. Dette tilstræbes også i praksis, men der er ikke tale om et krav. Derfor kan en lærer med den formelle faglige kompetence blive pålagt at undervise og vejlede i sit fag på højeste niveau, selvom læreren ikke har undervist på niveauet før. Bemandingen i psykologi var ikke udfordret efter, at klager fratrådte sin stilling. Klager var ikke den eneste lærer på gymnasiet, der havde kompetence til at undervise og vejlede i psykologi på B-niveau, som anført af klager. Når en lærer får tildelt undervisningskompetence i et gymnasialt fag, gælder denne kompetence alle gymnasiale uddannelser og på alle gymnasiale niveauer. Klagers mangeårige fagkollega i psykologi underviste et psykologihold på B-niveau i skoleåret 2019-2020. Derudover overtog den daværende rektor eksamen i psykologi på B-niveau, da klager blev sygemeldt, hvilket han ikke kunne have gjort, hvis han ikke selv var kvalificeret til at undervise i faget på det niveau, der blev eksamineret i. Foruden klager var der to yderligere lærere på gymnasiet, der havde pædagogikum, og dermed undervisningskompetence i psykologi på både C- og B-niveau. Efter afskedigelsen af klager skete der en forværring og til sidst et sammenbrud i samarbejdsforholdet til klager. Frem til tidspunktet for afskedigelsesprocessen var der et udmærket samarbejdsforhold mellem gymnasiets ledelse og klager, og mellem klager og hendes kolleger. Dette ændrede sig dog efter afskedigelsesprocessen. Afskedigelsen af klager var begrundet i de pålagte besparelser, og i en sådan situation kan man ikke kræve en afskedigelse trukket tilbage, uden at man dermed samtidig kræver, at en anden kollega skal afskediges i stedet. Under opsigelsesperioden var klager meget verbal i hverdagen blandt sine kolleger – på lærerværelset, ved sociale arrangementer og mere formelle møder - omkring, at det ikke burde være hende, der blev afskediget, og med meget personlige udfald mod gymnasiets daværende rektor for at have truffet beslutningen. Både det implicitte krav om at få en anden kollega fyret og de personlige udfald mod ledelsen, fik en stor del af lærerkollegiet til at distancere sig fra klager. Det var den daværende tillidsrepræsentant-suppleant, der foreslog, at gymnasiet skulle tilbyde klager at få holdet i psykologi på B-niveau og at fungere som pædagogikumvejleder for den kommende kandidat. TR-suppleanten mente, at det ville være en udstrakt hånd fra gymnasiet til klager, som kunne få mulighed for at bevare tilknytningen til gymnasiet i yderligere et år. Efter at klager sygemeldte sig den 10. maj 2019, fulgte der et ret uskønt forløb op til fristen for indlevering af årskarakterer for de afsluttende hold, som var den 13. maj 2019. Klager havde ikke indskrevet årskaraktererne, inden hun sygemeldte sig tre dage inden fristen. På dagen for fristen foregik der en forhandling mellem klagers faglige organisation på vegne af klageren og gymnasiets rektor. Her lod klageren via repræsentanten for sin faglige organisation på gymnasiet forstå, at hvis hun fik tilkendt den godtgørelse på en måneds løn for 12 års ansættelse, som der på dette tidspunkt ikke var enighed mellem gymnasiet og klageren om klagerens ret til, ville hun raskmelde sig midlertidigt og indskrive årskaraktererne. Gymnasiet valgte den 13. maj 2019 via repræsentanten for klagers faglige organisation at bevilge godtgørelsen. Klageren undlod dog at indskrive de karakterer, som hun ellers havde stillet gymnasiet og repræsentanten i udsigt, at hun ville levere. Klagers sygemelding betød ikke, at hun var ude af stand til at levere årskaraktererne. Sygemeldingen var nærmere selektiv begrundet. To måneder senere fik gymnasiet frataget sin refusion for klagers sygedagpenge fra det kommunale jobcenter. Med en sådan adfærd, hvor hun tog sine elever som gidsler i en forhandling om en økonomisk godtgørelse, brændte klageren endegyldigt sine broer til gymnasiet - både ledelsen og kollegerne. I de foregående år har indklagede haft en aldersprofil, hvor lærerkollegiets gennemsnitsalder har ligget omkring 45 år. Der er ikke sket en væsentlig ændring i lærernes gennemsnitsalder i perioden under og efter, at gymnasiet på grund af sparekrav og elevnedgang blev nødt til at reducere i antallet af ansatte. De faktiske data underbygger på ingen måde, at lærerne på det indklagede gymnasium er bemærkelsesværdige unge i forhold til det generelle billede i gymnasiesektoren. Fordelingen mellem ældre og yngre lærere, når man lægger en median ved 45 års aldersgrænsen, er nøjagtig den samme som for den samlede gymnasielærerstand i Danmark. Dataene viser også, at der ikke skete en væsentlig ændring i lærerkollegiets gennemsnitsalder efter afskedigelserne i 2016-2019. Gennemsnitsalderen for afskedigede medarbejdere hos indklagede fra 2016 til 2018 var 47 år. Det indikerer ikke et mønster, hvor alder indgik som et kriterium for beslutningerne om at afskedige medarbejdere. Det indikerer heller ikke en rækkefølge, hvor lærere med høj alder blev afskediget først. De tre lærere, der blev fastansat i august 2019, var ikke usædvanligt unge i forhold til ansættelse af nye medarbejdere i gymnasiesektoren. Langt de fleste ansøgere til job i gymnasiesektoren er unge og forholdsvis nyuddannede kandidater. Gymnasiesektoren har aldrig haft tradition for stor lærermobilitet. Og især de senere års besparelser i hele sektoren og de deraf følgende afskedigelser har medvirket til, at erfarne lærere i endnu mindre grad end tidligere flytter på sig af egen vilje. Afskedigelsesrunderne i sektoren har ganske vist medført, at der er flere lærere med erfaring på jobmarkedet end tidligere, og i det omfang disse har en faglig profil, der passer til gymnasiets behov, ansætter det indklagede gymnasium gerne medarbejdere fra denne gruppe. Det er på alle måder lettere at få medarbejdere ind, der har bestået deres pædagogikum og har praktisk pædagogisk erfaring med i bagagen. Det indklagede gymnasium fastansatte desuden i sommeren 2020 en lærer med pædagogikum på 42 år og en pædagog/elev-mentor/coach på 54 år. Indklagede er på ingen måde fastlåst i en ung aldersprofil i sin ansættelsespolitik. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at indklagede på grund af besparelser for skoleåret 2019-2020 skulle foretage personalemæssige reduktioner. Klager blev afskediget ved brev af 31. oktober 2018 om påtænkt afskedigelse og ved brev af 28. november 2018 om endelig afskedigelse. Begrundelsen for afskedigelsen af klager var, at der skulle ske besparelser i skoleåret 2019-2020, og at bestyrelsen havde besluttet, at driftsbudgettet skulle i balance. Til brug for udvælgelsen af hvilke medarbejdere, der skulle udvælges til afskedigelse, opstillede indklagede følgende afskedigelseskriterier: ”uddannelse og fagkombination i forhold til skolens behov”, ”faglig fleksibilitet” og ”at få de mest langtidsholdbare løsninger med hensyn til dækning af gymnasiets undervisningstimer”. På afskedigelsestidspunktet var klager 65 år. Ud over klager blev en medarbejder på 40 år og en medarbejder på 59 år tillige afskediget. Af indklagedes oversigt over aldersfordelingen blandt medarbejdere på det indklagede gymnasium fremgår, at aldersspredningen blandt de ansatte i 2018 var mellem 30 og 69 år. Det fremgår endvidere, at 21 procent af de fastansatte lærere på det indklagede gymnasium i 2018 var mellem 55 og 69 år. Efter en samlet vurdering af klagers synspunkter og når henses til bl.a. oplysningerne om aldersfordelingen blandt medarbejdere hos indklagede på afskedigelsestidspunktet, vurderer nævnet, at der ikke er påvist faktiske omstændigheder, som tyder på, at indklagede i forbindelse med afskedigelsen af klager lagde direkte eller indirekte vægt på klagers alder. Der er heller ikke øvrige oplysninger i sagen, der tyder på, at alder indgik i indklagedes vurdering af, hvilke medarbejdere, der skulle udvælges til afskedigelse, herunder i beslutningen om at afskedige klager. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2021-12-16