Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om straks at sikre, at arbejdet med håndtering af pallevarer ved aflæsning i alle led udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (arbejdets udførelse - ulykke - arbejdsgivers pligter - instruktion)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/10104@2021-12-23/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om straks at sikre, at arbejdet med håndtering af pallevarer ved aflæsning i alle led udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (arbejdets udførelse - ulykke - arbejdsgivers pligter - instruktion)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at jeres ansattes håndtering af pallevarer ikke foregik sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på ulykkestidspunktet. Nævnet lagde vægt på, at virksomhedens ansatte skulle aflæsse en palle med varer, der skulle destrueres. Da den ansatte vendte pallen med el-hund, så han, at flere kasser var ustabile, og der var risiko for de kunne vælte. Han stoppede el-hunden og gik om på siden af pallen og forsøgte at skubbe kasserne tilbage. Kasserne væltede dog alligevel, men den ansatte nåede at træde hurtigt til side, og blev ikke ramt. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det var forbundet med fare for den ansattes sikkerhed at træde ind under pallevarer, der var ved at vælte. Den ansatte kunne blive ramt og ved undvigemanøvre, kunne der opstå uforudsete hændelser. Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at den ansatte pådrog sig et vrid i ryggen, da han undgik kasserne og var sygemeldt i en uge. Nævnet lagde også vægt på, at afgørelser og påbud efter arbejdsmiljøloven bliver givet til den ansvarlige virksomhed og arbejdsgiver forudsat, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere personer, der er ansat hos eller tilknyttet virksomheden. Overtrædelsen i den konkrete sag bestod i, at virksomhedens ansatte greb ud efter kasserne, der var i risiko for at vælte, derved udførte den ansatte ikke arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at instruktioner følges, og at arbejdet til enhver tid udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det kunne således ikke føre til et andet resultat, at virksomheden havde oplyst, at tilskadekomne gennem sin oplæring havde fået konkret instruktion i, at man skulle gå væk fra faldende gods, så man ikke kom til skade. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 26. august 2021 om at sikre arbejdet med håndtering af pallevarer. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 30. november 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 26. august 2021 med påbud til jer om straks at sikre, at arbejdet med håndtering af pallevarer ved aflæsning i alle led udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at jeres ansattes håndtering af pallevarer ikke foregik sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på ulykkestidspunktet den 28. juni 2021. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg den 13. august 2021 fik oplyst, at jeres ansatte skulle aflæsse en palle med varer på jeres hjemadresse, da varerne skulle destrueres. Pallen med varer var omkring 1,8 meter høj og havde wrap om den nederste halvdel. Da den ansatte vendte pallen med el-hund, så han, at flere kasser var ustabile, og der var risiko for de kunne vælte. Han stoppede el-hunden og gik om på siden af pallen og forsøgte at skubbe kasserne tilbage. Kasserne væltede dog alligevel, men den ansatte nåede at træde hurtigt til side, og blev ikke ramt. Nævnet lægger også vægt på, at det er forbundet med fare for den ansattes sikkerhed at træde ind under pallevarer, der er ved at vælte. Den ansatte kan blive ramt og ved undvigemanøvre, kan der opstå uforudsete hændelser. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at den ansatte pådrog sig et vrid i ryggen, da han udgik kasserne og var sygemeldt i en uge. Nævnet lægger også vægt på, at afgørelser og påbud efter arbejdsmiljøloven bliver givet til den ansvarlige virksomhed og arbejdsgiver forudsat, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere personer, der er ansat hos eller tilknyttet virksomheden. Overtrædelsen i den konkrete sag består i, at jeres ansatte griber ud efter kasserne med ost, der er i risiko for at vælte, derved udfører jeres ansatte ikke arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at instruktioner følges, og at arbejdet til enhver tid udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det kan således ikke føre til et andet resultat, at I har oplyst, at tilskadekomne gennem sin oplæring har fået konkret instruktion i, at man skal gå væk fra faldende gods, så man ikke kommer til skade. Nævnet bemærker endvidere, at påbuddet ikke angår jeres pligt til at instruere jeres ansatte, men angår den måde, arbejdet blev udført på. Instruktion kan være med til at sikre, at en lignende ulykke ikke indtræffer igen. Det forhold, at den ansatte eventuelt måtte have handlet i strid med jeres instruktion, har ikke betydning for, om der kan træffes afgørelse efter arbejdsmiljøloven, men kan have betydning for, om I ifalder et strafferetligt ansvar. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021. Om arbejdsgivers pligter efter arbejdsmiljøloven • § 15, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021. • § 7, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: Arbejdstilsynet, j.nr. 20210064303/4 [Adressat udeladt], Att. : Arbejdsmiljørepræsentant/De ansatte Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 4 Almindelige pligter § 15. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særligt til 1) kapitel 5 om arbejdets udførelse, 2) kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet, 3) kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v., 4) kapitel 8 om stoffer og materialer Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.