Offererstatningslovens § 1 – Tingsskade og formueskade, nævnets j.nr. 20-520-07156
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/10174@2021-03-16/da
Indhold
Offererstatningslovens § 1 – Tingsskade og formueskade, nævnets j.nr. 20-520-07156
Ansøger blev sammen med to kammerater (hvoraf den ene er ansøgeren i sag nr. 20-520-07157) over en periode på ca. tre måneder udsat for afpresning. Forholdet begyndte med, at ansøger og hans to kammerater en aften af uoplyste årsager blev stoppet i deres bil af to personer, som ved bl.a. trusler om vold fik ansøger til at hæve 1.900 kr. i en hæveautomat. De to skadevoldere ”pålagde” desuden ansøger og hans to kammerater at betale ”dummebøder” på 5.000 kr. pr. måned. Ansøger og hans to kammerater betalte herefter i den nævnte periode et stort samlet beløb til den ene skadevolder. Beløbene blev betalt på to forskellige måder i perioden: Enten ved at ansøger efter forudgående aftale mødtes med den ene skadevolder og gav ham kontanter, dels nogle, som han forinden selv havde hævet, og dels nogle, som han forinden havde fået fra kammeraterne. Eller ved at ansøger og kammeraterne overførte penge til skadevolder via MobilePay uden noget møde/nogen fysisk kontakt. Ansøger blev ved et af sine møder med den ene skadevolder desuden truet til at hæve yderligere 1.100 kr. fra en hæveautomat, mens han var sammen med skadevolder. Den ene skadevolder blev – ved en tilståelsessag – dømt for afpresning (hvor f.eks. trussel om anvendelse af vold på et senere tidspunkt er tilstrækkeligt); der var ikke rejst sigtelse for røveri (hvor det kræves, at der er trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold). Den anden skadevolder var ukendt. Nævnet tilkendte ansøger erstatning for de to tilfælde, hvor han under trussel om vold havde hævet penge i en hæveautomat, mens skadevolder/-erne var til stede, da der var tale om et røverilignende forhold (da der i øvrigt reelt måtte siges at have været tale om trusler om øjeblikkelig anvendelse af vold) under sådanne omstændigheder, at nævnet efter praksis ville give erstatning, hvis der havde været domfældt for røveri. Ansøger fik dog i overensstemmelse med nævnets faste praksis alene tilkendt erstatning med 1.000 kr. for hver af de to hævninger. Nævnet afslog erstatning for så vidt angår de øvrige betalinger til skadevolder, da betingelsen i offererstatningslovens § 1, stk. 2, om at have haft pengene ”på sig” ikke kunne siges at være opfyldt, da der var tale om overgivelse af allerede hævede kontanter under møder afholdt efter forudgående aftale henholdsvis elektroniske pengeoverførsler uden møder/fysisk kontakt.