Offererstatningslovens § 15, stk. 2 – advokatudgifter mv., j. nr. 18-520-00199
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/10186@2021-02-25/da
Indhold
Offererstatningslovens § 15, stk. 2 – advokatudgifter mv., j. nr. 18-520-00199
Ansøger var i forbindelse med sit arbejde blevet udsat for trusler. Ansøger havde herefter ansøgt Erstatningsnævnet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte. Ansøger blev repræsenteret af sin fagforening, og fagforeningen valgte at lade en ekstern advokat føre sagen for ansøger. Ved sagens afslutning anmodede advokaten nævnet om at afholde udgiften til denne. Nævnet anmodede ansøgers fagforening om at oplyse, hvem der afholdt udgiften til advokaten. Fagforeningen oplyste, at det var fagforeningen, som afholdt udgiften til advokaten. Nævnet valgte at foretage partshøring over for advokaten om oplysningen fra fagforeningen. Nævnet henledte i den forbindelse opmærksomheden på offererstatningslovens § 15, stk. 2, hvorefter nævnet i særlige tilfælde kan bestemme, at ansøgeren helt eller delvist skal have dækket udgifter, som han har afholdt i anledning af sagen. Advokaten fremsatte sine bemærkninger og gjorde gældende, at dækning af advokatudgifter følger af retssædvane, og at retssædvanen ikke begrænses af hverken offererstatningslovens §§ 6 a eller 15, stk. 2. Retssædvanen skelner heller ikke mellem, om det er skadelidte selv eller en fagforening, som afholder udgiften til advokat. Det blev endvidere gjort gældende, at ansøger i medfør af offererstatningslovens § 6 a skal stilles over for staten på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen. Advokaten mente endvidere, at nævnet havde foretaget en ulovlig praksisændring på området og henviste til, at praksisændringen var meddelt i nævnets årsberetning for 2013. Nævnet besluttede at afslå advokatens anmodning om dækning af fagforeningens udgifter til advokat. Nævnets afslag skyldtes, at det ikke var ansøger, som afholdt udgiften til advokat. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at offererstatningslovens § 15, stk. 2, alene giver hjemmel til at dække ansøgers advokatudgifter, og at en eventuel retssædvane i overensstemmelse med den retlige trinfølge må vige i det omfang, at loven udtrykkeligt bestemmer noget andet. Nævnet bemærkede endvidere, at det ved offererstatningslovens § 6 a er bestemt, at ved afgørelser om erstatning efter offererstatningsloven finder dansk rets almindelige regler om skadevolderens erstatningsansvar anvendelse. Offererstatningslovens § 6 a fraviges dog i det omfang, hvor det udtrykkeligt fremgår af loven. Det kan for eksempel være offererstatningslovens § 15, stk. 2, som regulerer muligheden for dækning af advokatudgifter ved sagens behandling i Erstatningsnævnet. Nævnet bemærkede afslutningsvist, at det ikke på noget tidspunkt har været nævnets praksis at dække andres udgifter til advokat end ansøgers.