Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9014@2021-01-16/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0519

Politiken får ikke kritik for kronik Politiken bragte i juni 2020 en kronik om kronikørens oplevelse af forløbet forud for og efter at være blevet frifundet for tiltalen om voldtægt af en kvinde, herunder blandt andet en ”anden involveret tidligere vens” ageren i den forbindelse. Den omtalte tidligere ven klagede til Pressenævnet over, at kronikken indeholdt løgnagtige og krænkende påstande, som han ikke blev forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som kronikørens vurdering, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i kronik, og at personens navn ikke på noget tidspunkt i kronikken blev nævnt.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” , som blev bragt den 18. juni 2020 på Politikens netavis politiken.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Kronikken blev den 19. juni 2020 bragt i Politikens trykte avis under overskriften ”Frikendt for voldtægt, men dømt for evigt” . [Klager] har klaget over, at kronikken indeholder krænkende oplysninger, som han ikke har fået forelagt. 1 Sagsfremstilling Den påklagede kronik Politiken bragte den 18. juni 2020 kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” på Politikens netavis politiken.dk. Kronikken blev bragt under bjælken ”KRONIKEN”. Kronikken har følgende underrubrik: ”Det er stort set umuligt at blive renset for mistro og mistænkeliggørelse, når man er blevet beskyldt for voldtægt. Jeg ved det, for jeg har prøvet det på egen krop: at blive frikendt i retten og derefter blive udskammet, stigmatiseret og lagt for had. ” Af kronikken fremgår følgende: ”For knap tre år siden endte jeg i mit livs mareridt. Jeg blev ud af det blå anklaget for voldtægt af en tidligere veninde, som jeg havde været sammen med en sommeraften hjemme hos mig. En måned efter blev jeg ringet op af en politimand, som fortalte, at jeg var blevet anklaget for voldtægt. I det øjeblik var det, som om jorden forsvandt under mig. Jeg var i chok, handlingslammet og knust, for hvordan kunne noget, som jeg ikke kunne opfatte som andet end gensidig frivillighed fra os begge, endte ud i en anklage om voldtægt? Jeg forstod det ikke og forstår det fortsat ikke. Det har været en meget omdiskuteret sag især i medie- og journalistverdenen, fordi det påståede offer er debattør og forkæmper for samtykkelovgivningen [Person A]. En kvinde, en tidligere veninde, som ændrede mit liv, fra den dag hun anmeldte mig. Efter et modbydeligt forløb, hvor jeg skulle påvise min uskyld, og et halvt års ventetid mellem min sigtelse og det første retsmøde, blev jeg frikendt af en enig byret. Frikendt for noget af det groveste, man kan blive beskyldt for, og som jeg aldrig har gjort. Jeg troede, at jeg efter frikendelsen og statsadvokatens afgørelse om ikke at anke, kunne begynde at lægge sagen bag mig. Men hvor jeg troede, at sagen sluttede i byretten, viste det sig, at det blot blev begyndelsen, for derfra blev det kun værre. Startskuddet lød på Kvindernes Internationale Kampdag. Den aften breakede [Person A] og hendes kommunikationsrådgiver for første gang nyheden på sociale medier, om at jeg – dog uden navns nævnelse – skulle have voldtaget [Person A]. Fra den aften af gik jeg fra at være den ’uskyldige’ og ’frikendte’ til konsekvent på diverse sociale medier at blive omtalt som ’gerningsmanden’ og ’voldtægtsmanden’. Begge dele ofte skrevet i versaler, så betydningen ikke var til at tage fejl af. [Person A] har ligesom jeg selv en baggrund i kommunikationsverdenen, og vi delte derfor netværk. Et netværk, som hun efter dommen aktivt kastede sig over og med overlagte kommunikationsgreb sammen med sin kommunikationsrådgiver forsøgte at vende mod mig ud fra hendes egen udlægning af den sag, som retten ikke havde fundet beviser for at bekræfte. På en del af hendes opslag på sociale medier støttede flere nuværende og daværende folketingspolitikere hendes sag blindt. Vel at mærke folketingspolitikere, som burde kende og forstå magtens tredeling og respektere en enstemmig byretsafgørelse. Det blev starten på en lang smædekampagne, hetz og udskamning af min person – både i det offentlige rum og på de sociale medier. Blandt andet ført an af en fremtrædende kommunikationsrådgiver, som ret frembrusende truede med at møde op til alle mine debatter på Folkemødet og råbe, at her står gerningsmanden, der er blevet anklaget, sigtet og frikendt for voldtægt. Også domsafgørelsen blev fortolket, formidlet og fordrejet til at gøre mig skyldig i både vold og mishandling. Har man blot en smule juridisk kendskab til, hvordan domme skal læses, vil man hurtigt kunne konstatere, at det på ingen måde er tilfældet. I mine øjne er den udlægning, [Person A] og andre har turneret med, en bevidst manipulatorisk udlægning af afgørelsen, drejet til deres fordel. Det har sat sig meget dybe spor hos mig og haft store og alvorlige konsekvenser i mit liv igen og igen at blive konfronteret med så grove manipulationer. I kølvandet på flere aktioner kom der flere opslag og hints rettet mod min branche. Det gjorde det klart for mig, at en hel personkreds strategisk havde koordineret en intensiv smædekampagne mod mig. En eller flere i denne personkreds sendte mit navn i omløb for at udbrede det, der føltes som en personlig vendetta. Også en toneangivende redaktør på et kendt netmedie satte en kæde i gang af grænseoverskridende rygter og historier uden hold i virkeligheden, blandt andet at jeg skulle have været frikendt i to andre lignende voldtægtssager, og at jeg skulle have haft en voldelig adfærd over for tidligere kærester – flere af dem blev endda ringet op og spurgt direkte. Fuldstændig grundløse beskyldninger sendt i omløb i større netværk. Og lad mig én gang for alle slå fast med syvtommersøm: Nej, jeg har aldrig været anklaget eller sigtet for nogen former for lovovertrædelser før denne sag. Det var, som debattør [Debattøren] engang skrev: » Du er skyldig, til det modsatte aldrig bliver bevidst «. Selv om jeg blev enstemmigt frikendt, og sagen ikke blev anket, så er jeg for altid skyldig i deres øjne. Det skulle så mange som overhovedet muligt vide, og fortællingen skulle gerne spredes, så den i folkemunde til sidst opnåede en sandhedsværdi. Jeg har i årevis været i journalist- og kommunikationsverdenen. Det er min arbejdsplads. Det er der, jeg har en stor del af mit netværk og omgangskreds. Det er som en lille landsby, hvor alle kender alle. Her skulle jeg være brændemærket og udstødt. Men det værste og mest modbydelige træk kom fra en anden involveret tidligere ven, hvis kone var og er gode venner med [Person A]. Han tog ukritisk sin kones parti og skrev syv måneder efter min frikendelse en længere klumme, hvori han kastede modbydelige påstande i spalterne. Ligesom påstandene fra det føromtalte netmedies redaktør var de både urigtige og utrolig sårende, for vi var gamle venner, og jeg havde aldrig troet, at han kunne få sig selv til at fremture med så grove og grundløse beskyldninger uden nogen form for dokumentation. Han påstod blandt andet, at jeg over for ham skulle have indrømmet, at jeg havde begået overgreb mod [Person A]. En absurd påstand, for hvorfor skulle jeg indrømme noget, som jeg ikke havde gjort – og som i så fald vel også ville have været dokumenteret i den efterfølgende retssag? Det gav jo ingen mening. Men argumenterne faldt godt sammen med resten af den daværende smædekampagne, og nærmest ingen stillede derfor spørgsmålstegn ved det. Han skrev endvidere, at jeg var millimeter fra at blive dømt. Igen helt ubegrundet, for man kan ikke gradbøje en dom. Enten er man skyldig, eller også er man uskyldig. Men igen stillede nærmest ingen spørgsmålstegn ved det, for det passede godt ind i den fortælling, som vandt frem. Disse nedslag er blot par et par eksempler på, hvordan gruppen bag smædekampagningen forsøgte og lykkedes med at fordreje virkeligheden og miskreditere mig på alle tænkelige måneder. Søsat med kommunikative greb, som jeg om nogen kender til, men som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle blive brugt mod mig. En sag, som ikke kun blev ført frem i relation til min person, men som også blev afgørende for den nationale politiske debat om voldtægt og samtykke i general forstand. Pludselig var rammen så stor, at uanset hvad jeg på det tidspunkt sagde, så lyttede ingen. Hendes version af historien passede nemlig bedre ind i fortællingen om den endeløse række af voldtægtssager, hvor gerningsmanden er gået fri, fordi lovgivningen er mangelfuld – hvilket den utvivlsomt er. Det har jeg selv råbt op om i årevis. Men at opleve sin egen fortælling og sin egen person blive taget som gidsel i en sag med det formål at bygge et fundament op, det var simpelthen uvirkeligt. Særligt fordi fortællingen er fordrejet. Som det tydeligt blev dokumenteret i retssagsforløbet, så skyldtes frikendelsen ikke kun manglende dokumentation. Det skyldtes det tynde grundlag med manglende sammenhænge mellem forklaringer og fakta og omstændigheder i forløbet. Jeg har stor respekt for [Person A]s kamp og hendes rolle som bannerfører for en ny voldtægtslovgivning herhjemme. Det er en vigtig dagsorden – og en tiltrængt debat. En samtykkelov, som baserer sig på frivillighed, for det er bekymrende, at der er så mange voldtægtsanmeldelser hver eneste år, så få sigtelser og endnu færre domsfældelser. Jeg har selv i mange år kæmpet – også efter min frikendelse – for social retfærdighed, for ligestilling, samtykke og kæmpet mod sexisme. Jeg forstår den opsparede vrede mod skævvridningen i vores samfund mellem generationer. Det er godt, der bliver taget et opgør med det. Men præmissen er helt forkert, når [Person A] og flere andre i hendes omgangskreds har forsøgt at løfte en vigtig principiel debat ud fra en ikkesag, ud fra en konstrueret platform, hvor hun ovenikøbet har en dom imod sig. Men hun har så let som ingenting kunnet påstå, at dommen er forkert og baseret på en mangelfuld lovgivning. Hvis folk og journalister ville besvære sig blot en smule med at gennemse sagsakterne, så vil de hurtigt se, at der ikke er grundlag for de udokumenterede påstande. Eksempelvis kunne man undre sig over, at hun blandt andet har gentaget igen og igen, at hun var udsat for voldsomme skader og livsfarlig vold, når fakta er, at jeg aldrig hverken har taget kvælertag eller halsgreb på hende, hvilket der – hvis man læser både domsafgørelsen og rapporten fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet – heller ikke er belæg for at påstå. Men jo mere de vilde historier blev og bliver gentaget i medierne og på sociale platforme, jo mere sandhedsværdi får de. Ord er med til at skabe virkeligheden. Det ved jeg som kommunikatør, og det vidste og ved [Person A] som kommunikatør. Derfor er udskamning og delegitimering af et andet menneske et enorm effektfuldt våben, for rygterne spreder sig, og varige myter opstår. Jeg har valgt at stå frem ved navns nævnelse for første gang, fordi det på ingen måde kan være rimeligt, at nogle mennesker sætter sig for at ødelægge et andet menneskets liv, blot fordi de ikke er enige i en dom. Jeg har været anklaget for noget, jeg aldrig har gjort. Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det. Men jeg har ikke villet forplumre en vigtig debat om voldtægtslovgivningen, og jeg har efter bedste evne forsøgt at beskytte min søn og min familie. Men min søn er nu gammel nok til at kunne rumme min historie, og jeg vil derfor ikke længere se til, mens sagen spinnes og lægges til grund for en uhyre vigtig debat, når den er en fordrejet konstruktion. Der må være en grænse. Jeg har derfor valgt at stå frem her i Politiken og i TV 2 i en udsendelse om de menneskelige konsekvenser af udskamningen og det at blive offer for en kampagne mod et større formål. Ikke for at sætte fokus på mig selv eller [Person A]s sag. Nej, for at sætte fokus på de kræfter, som i mange henseender og i egen interesse mudrer billedet til og ender med at spænde ben for vigtige dagsordenener. Jeg står frem, fordi jeg på egen krop har oplevet at blive udsat for det, som jeg igennem 20 år har kæmpet for: at alle mennesker har ret til at blive hørt, at alle stemmer har et værd, og at vi skal insistere på nuancerne, for i stort set alle andre politiske sager kan vi åbent drøfte detaljer, nuancer og forskellige perspektiver. Det synes ikke at være tilfældet på voldtægtsområdet. Det er noget så uholdbart, for emnet er stadig enormt tabubelagt, nu blot med omvendt fortegn. Derfor får miskrediteringen for mig – og andre uskyldige i samme situation – enorm store sociale og menneskelige konsekvenser. Der vil altid hænge en sky af mistanker over mig og andre i samme situation. Det sker, når man bliver ved at blive stemplet som ’forbryder’. Når man bliver ved med at bruge ord som ’voldtægtsoffer’, ’voldtægtsoverlever’, ’gerningsmand’ og ’voldtægtsmand’. Selv om en person er blevet frikendt af alle tre dommere, så underkender man helt bevidst fakta og retssamfundet i sin helhed. Det vil jeg ikke acceptere længere, og jeg vil i den vigtige sags tjeneste ikke acceptere, at vi ikke forholder os til det. Det her er min historie. Måske er det harakiri at stå frem, for det ville være langt nemmere at blive anonym på et område, som er så betændt, og hvor der kun er plads til de mest yderliggående budskaber. Men jeg vælger det alligevel, vel vidende at jeg kan blive udsat for endnu en smædekampagne. Jeg kan derfor kun opfordre til at se TV 2-dokumentaren, hvor [Person A] og jeg medvirker. Overvej også sammenhængen mellem de mange fortællinger og den juridiske dom – og vurdér så rimeligheden i at udskamme mig, blot fordi man er uenig i min frikendelse. ” Til kronikken er indsat et billede af en mikrofon i et retssagslokale. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”FRIFUNDET. Københavns Byret fandt det ikke bevist, at Kronikøren »ved anvendelse af forsætlig vold eller trussel om vold tiltvang sig samleje eller andet seksuelt forhold«, hedder det i domsbogsudskriften. ” Til kronikken er endvidere indsat følgende tekst nederst fremhævet med kursiv: ”Replik fra [Person A]: »Politiken viderebringer med denne Kronik en række usande og yderst krænkende påstande om den voldtægtssag, jeg var forurettet i og mod min person. Det er beklageligt, og jeg kommer selvfølgelig til at gendrive disse påstande offentligt. Jeg vil nemlig til enhver tid stå ved mine forklaringer afgivet til politiet og i retten under strafansvar. Jeg har aldrig været mistænkt for falsk forklaring eller falsk anmeldelse. Jeg har tidligere opfordret den frifundne til at gå til politiet med sine anklager mod mig om kriminelle handlinger, som falsk anmeldelse eller falsk forklaring jo er, i stedet for at fremsætte dem offentligt. Det ønsker han ikke. Jeg vil derfor selv videresende hans forsøg på offentlig anklage mod min person til myndighederne. Jeg er stolt af mit arbejde for at ændre både voldtægtslov og systemet håndteringer af voldtægtssager, som jeg påbegyndte efter domsafsigelse, da det stod klart for mig, at systemet havde svigtet mig. Den frifundne er som person ubetydelig i min kamp, og jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at både han selv og nogle medier har behov for at gøre ham til hovedperson i stedet for udfordre det system, som jeg retter min kritik mod. Måske forklarer den tendens, hvorfor de problemer vi har i Danmark, har stået på så længe, som de har«. ” Politiken bragte den 19. juni 2020 kronikken ”Frikendt for voldtægt, men dømt for evigt” i Politikens trykte avis i sektion 2 (Kultur), side 5-6 (Debat). Kronikken blev ligeledes bragt under bjælken ”KRONIKEN”, og kronikkens indhold er enslydende med indholdet af den påklagede kronik ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” bragt den 18. juni 2020 på politiken.dk. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 29. juni 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Forelæggelse [Klager] har anført, at kronikken indeholder løgnagtige og krænkende påstande, som han ikke er blevet forelagt. [Klager] har henvist til følgende afsnit, hvor han er omtalt som en ”tidligere ven”: ”Men det værste og mest modbydelige træk kom fra en anden involveret tidligere ven, hvis kone var og er gode venner med [Person A]. Han tog ukritisk sin kones parti og skrev syv måneder efter min frikendelse en længere klumme, hvori han kastede modbydelige påstande i spalterne. Ligesom påstandene fra det føromtalte netmedies redaktør var de både urigtige og utrolig sårende, for vi var gamle venner, og jeg havde aldrig troet, at han kunne få sig selv til fremture med så grove og grundløse beskyldninger uden nogen form for dokumentation. ” [Klager] har oplyst, at Politiken har bragt en kronik, hvori kronikkens forfatter, [Kronikøren], argumenterer for, at han efter en retssag, hvor han stod anklaget for voldtægt af [Person A] og blev frifundet, har været udsat for smædekampagne og hetz fra en folkedomstol anført af [Person A] med bistand fra andre. Kronikken blev bragt som optakt til et dokumentarprogram på TV 2 den 18. juni 2020 i ”Station 2” om voldtægtssagen, hvor både [Person A] og [Kronikøren] medvirker, og [Klager] identificeres med navn og ansigt som en ”der har taget stilling” og som en af drivkræfterne i det ”karaktermord”, der ifølge [Kronikøren] er blevet begået mod ham. Efterfølgende har både TV 2, Berlingske og Ekstra Bladet bragt artikler om sagen, der er almindelig kendt i offentligheden. [Klager] har videre oplyst, at der er mange dele af udsagnet, der ikke stemmer overens med virkeligheden og sandheden. For det første har [Kronikøren] undladt at fortælle, at [Klager] var vidne i sagen. [Klager] bliver omtalt som en ”tidligere ven”, der ”ukritisk” har valgt at tage sin kones parti. [Klager] ved ikke, hvorfor hans kone skal blandes ind i det, men han har fra første færd troet på [Person A]. Der har ikke været noget ”ukritisk” over det. [Klager] var den første, som tog imod [Person A], efter hun forlod [Kronikøren]s bopæl. [Klager] ved, hvad han så, han ved, hvem han tog imod, og i hvilken forfatning hun var. Derudover havde [Klager] også samme dag og dagen efter kommunikation med [Kronikøren]. Det drejede sig om en telefonsamtale den første dag, en telefonsamtale dagen efter og en skriftlig korrespondance, som [Klager] naturligvis stadig er i besiddelse af. I løbet af den kommunikation er der ingen tvivl om, at [Kronikøren] godt ved, at han har gjort et andet menneske fortræd. Han er ikke i stand til at fortælle [Klager], hvorfor det skete, men der er ingen tvivl hos [Klager], at han godt ved, at det skete. [Kronikøren] skrev direkte til [Klager], at han var ked af, at hun har haft den oplevelse. Det strider direkte imod dét, [Kronikøren] fortæller i både dokumentar og kronik; at de skiltes som venner, og at han intet ved om det hele før politiet ringer til ham og fortæller, at han er blevet anmeldt for voldtægt. Han har som minimum vidst lige siden dagen efter hændelsen, at hun var blevet gjort ondt, og at hun i hvert fald sad med følelsen af at være blevet udsat for et overgreb. Det er en kendsgerning, som hans (ofte skiftende) forklaringer ikke kan rokke ved. Alt dette har [Klager] fortalt til først politiet og siden i retten under strafansvar. Det er derfor en uhyre og meget alvorlig påstand, når [Kronikøren] gentagende gange insinuerer, at [Klager] lyver. Det gør [Klager] ikke. Omvendt har [Klager] ikke på noget tidspunkt fra [Kronikøren]s side set dokumentation for, at hans påstande er ”grove og grundløse”, som han direkte har skrevet i kronikken. [Kronikøren] mener, at han er blevet udsat for en systematisk smædekampagne, og han får spundet [Klager] ind i den fortælling. [Klager] har understreget, at han aldrig har deltaget i eller kendt til nogen smædekampagne mod [Kronikøren], og han har aldrig nævnt hans navn offentligt. I det Vidnesbyrd, [Klager] skrev og fik publiceret på Point of View Internationals hjemmeside pov.international, er [Kronikøren] anonymiseret, men [Klager] udnyttede sin grundlæggende ret til at skrive om en sag, han har været blandet ind i, en uretfærdighed, han har oplevet, og et system, der er i stykker, samt om et venskab, han måtte bryde. [Klager] har ikke anfægtet [Kronikøren]s ret til at komme til orde i en kronik, men han har anfægtet, at Politiken undlader at følge god presseskik og at forelægge ham teksten og lade ham komme til orde, så han har haft mulighed for at tilbagedrive [Kronikøren]s løgnagtige påstande om [Klager] ageren i sagen. [Klager] har bemærket, at Politiken har forelagt kronikken for [Person A], der har rettet flere faktuelle fejl, som har at gøre med hende og med sagen i et genmæle, ligesom Politiken også har interviewet hende. Andre anklages imidlertid i kronikken uden at have haft teksten forelagt, også selv om der netop er tale om oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende – heriblandt for [Klager]. Den samlede dækning af sagen, herunder særligt at kronikken i Politiken udkom stort set samtidig med dokumentaren, gør [Klager] nemt identificerbar. Da [Person A] fik forelagt kronikken den 17. juni 2020, påpegede hun over for debatredaktør [Debatredaktøren], at [Klager] og andre var umiddelbart identificerbare og derfor burde have teksten til forelæggelse. [Klager] ved, at [Person B] samme eftermiddag skrev til Politikens chefredaktør [Chefredaktøren], hvor hun blandt andet spurgte: ”Jeg vil meget gerne vide, om det – som [Person A] er blevet oplyst om – bliver bragt i morgen med chefredaktionens velsignelse. ” En time senere modtog hun følgende svar fra Politikens chefredaktør [Chefredaktøren]: ”Tak for din interesse. Mig bekendt bliver alle relevante parter hørt i sagen. ” Denne udveksling bekræfter efter [Klager]s opfattelse, at Politikens chefredaktør var fuldt ud bevidst om kronikken og kronikkens indhold, herunder påstande, som [Klager] finder løgnagtige og krænkende. 2.2 Politikens synspunkter Forelæggelse Politiken har anført, at god presseskik fuldt ud er iagttaget. [Klager] bliver i den påklagede tekst alene omtalt som ”en anden involveret tidligere ven”, hvilket gør det umuligt at identificere ham for læsere, der ikke allerede kender sagen og dens personkreds. Politiken har påpeget, at den påklagede tekst af [Kronikøren], ganske som andre subjektive tekster tydeligt fremstår som skribentens personlige udlægning. Det er alment anerkendt, at tekster af den art i langt videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholder vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger. De vejledende regler for god presseskik slår fast, at en part skal kunne imødegå et angreb på samme måde, som det er bragt, hvilket efter Politikens praksis indebærer, at den angrebne part vil have ret til at svare i en kronik. Dette har [Klager] tilsyneladende ikke ønsket. Politiken har i øvrigt understreget, at kronikken ikke blev bragt som en optakt til TV 2s dokumentar om samme sag, og at [Klager] efterfølgende blev navngivet i TV 2s dokumentar er Politiken uvedkommende. Politiken blev først meget sent i redigeringsforløbet klar over, at der var en dokumentarudsendelse på vej og har på ingen måde haft kontakt til TV 2 under forløbet. Politiken har bemærket, at det i øvrigt kan undre, at [Klager], som mener, at han er blevet eksponeret uberettiget, i stedet for at henvende sig til Politiken, har forøget den eksponering, han mener, har fundet sted, meget væsentligt ved at stå offentligt frem i en artikel om sagen bragt den 19. juni 2020 på Journalistens netavis journalisten.dk. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup, John Meinert Jacobsen. God presseskik Forelæggelse [Klager] har klaget over, at kronikken indeholder løgnagtige og krænkende påstande, som han ikke er blevet forelagt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A. 3. Af kronikken fremgår blandt andet følgende: ”For knap tre år siden endte jeg i mit livs mareridt. Jeg blev ud af det blå anklaget for voldtægt af en tidligere veninde, som jeg havde været sammen med en sommeraften hjemme hos mig. En måned efter blev jeg ringet op af en politimand, som fortalte, at jeg var blevet anklaget for voldtægt. I det øjeblik var det, som om jorden forsvandt under mig. Jeg var i chok, handlingslammet og knust, for hvordan kunne noget, som jeg ikke kunne opfatte som andet end gensidig frivillighed fra os begge, endte ud i en anklage om voldtægt? Jeg forstod det ikke og forstår det fortsat ikke. Det har været en meget omdiskuteret sag især i medie- og journalistverdenen, fordi det påståede offer er debattør og forkæmper for samtykkelovgivningen [Person A]. En kvinde, en tidligere veninde, som ændrede mit liv, fra den dag hun anmeldte mig. Efter et modbydeligt forløb, hvor jeg skulle påvise min uskyld, og et halvt års ventetid mellem min sigtelse og det første retsmøde, blev jeg frikendt af en enig byret. Frikendt for noget af det groveste, man kan blive beskyldt for, og som jeg aldrig har gjort. […] Men det værste og mest modbydelige træk kom fra en anden involveret tidligere ven, hvis kone var og er gode venner med [Person A]. Han tog ukritisk sin kones parti og skrev syv måneder efter min frikendelse en længere klumme, hvori han kastede modbydelige påstande i spalterne. Ligesom påstandene fra det føromtalte netmedies redaktør var de både urigtige og utrolig sårende, for vi var gamle venner, og jeg havde aldrig troet, at han kunne få sig selv til at fremture med så grove og grundløse beskyldninger uden nogen form for dokumentation. Han påstod blandt andet, at jeg over for ham skulle have indrømmet, at jeg havde begået overgreb mod [Person A]. En absurd påstand, for hvorfor skulle jeg indrømme noget, som jeg ikke havde gjort – og som i så fald vel også ville have været dokumenteret i den efterfølgende retssag? Det gav jo ingen mening. Men argumenterne faldt godt sammen med resten af den daværende smædekampagne, og nærmest ingen stillede derfor spørgsmålstegn ved det. Han skrev endvidere, at jeg var millimeter fra at blive dømt. Igen helt ubegrundet, for man kan ikke gradbøje en dom. Enten er man skyldig, eller også er man uskyldig. Men igen stillede nærmest ingen spørgsmålstegn ved det, for det passede godt ind i den fortælling, som vandt frem. […]” Det er Pressenævnets opfattelse, at en kronik i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Den påklagede kronik er blevet bragt under en bjælke med teksten ”KRONIKEN”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om en kronik. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i kronikken er omtalt som ”en anden involveret tidligere ven”. Pressenævnet finder, at den påklagede kronik klart fremstår som et indlæg, hvori kronikøren [Kronikøren] tilkendegiver sin subjektive oplevelse af forløbet forud for og efter den omtalte retssag. Nævnet finder endvidere, at udsagnene ”modbydelige træk”, ”ukritisk [tog] sin kones parti”, ”modbydelige påstande”, ”grove og grundløse beskyldninger” og ”smædekampagne” klart fremstår som kronikørens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i kronik. Hertil kommer, at [Klager]s navn ikke på noget tidspunkt i kronikken bliver nævnt. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Politiken for at bringe den påklagede kronik uden forelæggelse for [Klager]. Afgjort den 12. januar 2021

Versioner

1. 2021-01-16