Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0525

GældendeVersion 2021-01-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9016@2021-01-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0525

Politiken får ikke kritik for kronik og debatindlæg Politiken bragte i juni 2020 en kronik om kronikørens oplevelse af forløbet forud for og efter at være blevet frifundet for tiltalen om voldtægt af en kvinde. Politiken bragte herefter i juli 2020 et debatindlæg om en skribents holdning til de retspolitiske forslag om ’frivillighed’ eller ’samtykke’ i de strafferetlige regler om voldtægt. Den omtalte kvinde klagede til Pressenævnet over blandt andet, at kronikken og debatindlægget indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger, at hun ikke fik forelagt debatindlægget, og at hun ikke fik rimelig tid til at svare på kronikken. Kvinden klagede desuden over, at Politiken burde have udvist det fornødne hensyn til hende som offer for en forbrydelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Politiken på tilstrækkelig vis har forelagt de fremsatte udsagn i kronikken for kvinden, og at Politiken bragte kvindens replik i forbindelse med selve kronikteksten. Nævnet udtrykte forståelse for, at kronikken indeholdt formuleringer, der af kvinden måtte opfattes som krænkende, men fandt ikke grundlag for at fastslå, at Politiken ikke havde udvist det størst mulige hensyn over for kvinden.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” og debatindlægget ”[Skribenten]: Samtykkeloven sender retsstaten ud i mørket” , som blev bragt henholdsvis den 18. juni 2020 og den 4. juli 2020 på Politikens netavis politiken.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Kronikken blev den 19. juni 2020 bragt i Politikens trykte avis under overskriften ”Frikendt for voldtægt, men dømt for evigt” . [Klager] har navnlig klaget over, at Politiken har bragt udokumenterede og usande påstande om hende, som er krænkende og agtelsesforringende, og at hun ikke fik rimelig tid til at svare på kronikken. [Klager] har desuden klaget over, at Politiken burde have udvist det fornødne hensyn til hende som offer for en forbrydelse. 1 Sagsfremstilling Den påklagede kronik Politiken bragte den 18. juni 2020 kl. 15:45 kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” på Politikens netavis politiken.dk. Kronikken blev bragt under bjælken ”KRONIKEN”. Kronikken har følgende underrubrik: ”Det er stort set umuligt at blive renset for mistro og mistænkeliggørelse, når man er blevet beskyldt for voldtægt. Jeg ved det, for jeg har prøvet det på egen krop: at blive frikendt i retten og derefter blive udskammet, stigmatiseret og lagt for had. ” Af kronikken fremgår følgende: ”For knap tre år siden endte jeg i mit livs mareridt. Jeg blev ud af det blå anklaget for voldtægt af en tidligere veninde, som jeg havde været sammen med en sommeraften hjemme hos mig. En måned efter blev jeg ringet op af en politimand, som fortalte, at jeg var blevet anklaget for voldtægt. I det øjeblik var det, som om jorden forsvandt under mig. Jeg var i chok, handlingslammet og knust, for hvordan kunne noget, som jeg ikke kunne opfatte som andet end gensidig frivillighed fra os begge, endte ud i en anklage om voldtægt? Jeg forstod det ikke og forstår det fortsat ikke. Det har været en meget omdiskuteret sag især i medie- og journalistverdenen, fordi det påståede offer er debattør og forkæmper for samtykkelovgivningen [Klager]. En kvinde, en tidligere veninde, som ændrede mit liv, fra den dag hun anmeldte mig. Efter et modbydeligt forløb, hvor jeg skulle påvise min uskyld, og et halvt års ventetid mellem min sigtelse og det første retsmøde, blev jeg frikendt af en enig byret. Frikendt for noget af det groveste, man kan blive beskyldt for, og som jeg aldrig har gjort. Jeg troede, at jeg efter frikendelsen og statsadvokatens afgørelse om ikke at anke, kunne begynde at lægge sagen bag mig. Men hvor jeg troede, at sagen sluttede i byretten, viste det sig, at det blot blev begyndelsen, for derfra blev det kun værre. Startskuddet lød på Kvindernes Internationale Kampdag. Den aften breakede [Klager] og hendes kommunikationsrådgiver for første gang nyheden på sociale medier, om at jeg – dog uden navns nævnelse – skulle have voldtaget [Klager]. Fra den aften af gik jeg fra at være den ’uskyldige’ og ’frikendte’ til konsekvent på diverse sociale medier at blive omtalt som ’gerningsmanden’ og ’voldtægtsmanden’. Begge dele ofte skrevet i versaler, så betydningen ikke var til at tage fejl af. [Klager] har ligesom jeg selv en baggrund i kommunikationsverdenen, og vi delte derfor netværk. Et netværk, som hun efter dommen aktivt kastede sig over og med overlagte kommunikationsgreb sammen med sin kommunikationsrådgiver forsøgte at vende mod mig ud fra hendes egen udlægning af den sag, som retten ikke havde fundet beviser for at bekræfte. På en del af hendes opslag på sociale medier støttede flere nuværende og daværende folketingspolitikere hendes sag blindt. Vel at mærke folketingspolitikere, som burde kende og forstå magtens tredeling og respektere en enstemmig byretsafgørelse. Det blev starten på en lang smædekampagne, hetz og udskamning af min person – både i det offentlige rum og på de sociale medier. Blandt andet ført an af en fremtrædende kommunikationsrådgiver, som ret frembrusende truede med at møde op til alle mine debatter på Folkemødet og råbe, at her står gerningsmanden, der er blevet anklaget, sigtet og frikendt for voldtægt. Også domsafgørelsen blev fortolket, formidlet og fordrejet til at gøre mig skyldig i både vold og mishandling. Har man blot en smule juridisk kendskab til, hvordan domme skal læses, vil man hurtigt kunne konstatere, at det på ingen måde er tilfældet. I mine øjne er den udlægning, [Klager] og andre har turneret med, en bevidst manipulatorisk udlægning af afgørelsen, drejet til deres fordel. Det har sat sig meget dybe spor hos mig og haft store og alvorlige konsekvenser i mit liv igen og igen at blive konfronteret med så grove manipulationer. I kølvandet på flere aktioner kom der flere opslag og hints rettet mod min branche. Det gjorde det klart for mig, at en hel personkreds strategisk havde koordineret en intensiv smædekampagne mod mig. En eller flere i denne personkreds sendte mit navn i omløb for at udbrede det, der føltes som en personlig vendetta. Også en toneangivende redaktør på et kendt netmedie satte en kæde i gang af grænseoverskridende rygter og historier uden hold i virkeligheden, blandt andet at jeg skulle have været frikendt i to andre lignende voldtægtssager, og at jeg skulle have haft en voldelig adfærd over for tidligere kærester – flere af dem blev endda ringet op og spurgt direkte. Fuldstændig grundløse beskyldninger sendt i omløb i større netværk. Og lad mig én gang for alle slå fast med syvtommersøm: Nej, jeg har aldrig været anklaget eller sigtet for nogen former for lovovertrædelser før denne sag. Det var, som debattør [Debattøren] engang skrev: » Du er skyldig, til det modsatte aldrig bliver bevidst «. Selv om jeg blev enstemmigt frikendt, og sagen ikke blev anket, så er jeg for altid skyldig i deres øjne. Det skulle så mange som overhovedet muligt vide, og fortællingen skulle gerne spredes, så den i folkemunde til sidst opnåede en sandhedsværdi. Jeg har i årevis været i journalist- og kommunikationsverdenen. Det er min arbejdsplads. Det er der, jeg har en stor del af mit netværk og omgangskreds. Det er som en lille landsby, hvor alle kender alle. Her skulle jeg være brændemærket og udstødt. Men det værste og mest modbydelige træk kom fra en anden involveret tidligere ven, hvis kone var og er gode venner med [Klager]. Han tog ukritisk sin kones parti og skrev syv måneder efter min frikendelse en længere klumme, hvori han kastede modbydelige påstande i spalterne. Ligesom påstandene fra det føromtalte netmedies redaktør var de både urigtige og utrolig sårende, for vi var gamle venner, og jeg havde aldrig troet, at han kunne få sig selv til at fremture med så grove og grundløse beskyldninger uden nogen form for dokumentation. Han påstod blandt andet, at jeg over for ham skulle have indrømmet, at jeg havde begået overgreb mod [Klager]. En absurd påstand, for hvorfor skulle jeg indrømme noget, som jeg ikke havde gjort – og som i så fald vel også ville have været dokumenteret i den efterfølgende retssag? Det gav jo ingen mening. Men argumenterne faldt godt sammen med resten af den daværende smædekampagne, og nærmest ingen stillede derfor spørgsmålstegn ved det. Han skrev endvidere, at jeg var millimeter fra at blive dømt. Igen helt ubegrundet, for man kan ikke gradbøje en dom. Enten er man skyldig, eller også er man uskyldig. Men igen stillede nærmest ingen spørgsmålstegn ved det, for det passede godt ind i den fortælling, som vandt frem. Disse nedslag er blot par et par eksempler på, hvordan gruppen bag smædekampagningen forsøgte og lykkedes med at fordreje virkeligheden og miskreditere mig på alle tænkelige måneder. Søsat med kommunikative greb, som jeg om nogen kender til, men som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle blive brugt mod mig. En sag, som ikke kun blev ført frem i relation til min person, men som også blev afgørende for den nationale politiske debat om voldtægt og samtykke i general forstand. Pludselig var rammen så stor, at uanset hvad jeg på det tidspunkt sagde, så lyttede ingen. Hendes version af historien passede nemlig bedre ind i fortællingen om den endeløse række af voldtægtssager, hvor gerningsmanden er gået fri, fordi lovgivningen er mangelfuld – hvilket den utvivlsomt er. Det har jeg selv råbt op om i årevis. Men at opleve sin egen fortælling og sin egen person blive taget som gidsel i en sag med det formål at bygge et fundament op, det var simpelthen uvirkeligt. Særligt fordi fortællingen er fordrejet. Som det tydeligt blev dokumenteret i retssagsforløbet, så skyldtes frikendelsen ikke kun manglende dokumentation. Det skyldtes det tynde grundlag med manglende sammenhænge mellem forklaringer og fakta og omstændigheder i forløbet. Jeg har stor respekt for [Klager]s kamp og hendes rolle som bannerfører for en ny voldtægtslovgivning herhjemme. Det er en vigtig dagsorden – og en tiltrængt debat. En samtykkelov, som baserer sig på frivillighed, for det er bekymrende, at der er så mange voldtægtsanmeldelser hver eneste år, så få sigtelser og endnu færre domsfældelser. Jeg har selv i mange år kæmpet – også efter min frikendelse – for social retfærdighed, for ligestilling, samtykke og kæmpet mod sexisme. Jeg forstår den opsparede vrede mod skævvridningen i vores samfund mellem generationer. Det er godt, der bliver taget et opgør med det. Men præmissen er helt forkert, når [Klager] og flere andre i hendes omgangskreds har forsøgt at løfte en vigtig principiel debat ud fra en ikkesag, ud fra en konstrueret platform, hvor hun ovenikøbet har en dom imod sig. Men hun har så let som ingenting kunnet påstå, at dommen er forkert og baseret på en mangelfuld lovgivning. Hvis folk og journalister ville besvære sig blot en smule med at gennemse sagsakterne, så vil de hurtigt se, at der ikke er grundlag for de udokumenterede påstande. Eksempelvis kunne man undre sig over, at hun blandt andet har gentaget igen og igen, at hun var udsat for voldsomme skader og livsfarlig vold, når fakta er, at jeg aldrig hverken har taget kvælertag eller halsgreb på hende, hvilket der – hvis man læser både domsafgørelsen og rapporten fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet – heller ikke er belæg for at påstå. Men jo mere de vilde historier blev og bliver gentaget i medierne og på sociale platforme, jo mere sandhedsværdi får de. Ord er med til at skabe virkeligheden. Det ved jeg som kommunikatør, og det vidste og ved [Klager] som kommunikatør. Derfor er udskamning og delegitimering af et andet menneske et enorm effektfuldt våben, for rygterne spreder sig, og varige myter opstår. Jeg har valgt at stå frem ved navns nævnelse for første gang, fordi det på ingen måde kan være rimeligt, at nogle mennesker sætter sig for at ødelægge et andet menneskets liv, blot fordi de ikke er enige i en dom. Jeg har været anklaget for noget, jeg aldrig har gjort. Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det. Men jeg har ikke villet forplumre en vigtig debat om voldtægtslovgivningen, og jeg har efter bedste evne forsøgt at beskytte min søn og min familie. Men min søn er nu gammel nok til at kunne rumme min historie, og jeg vil derfor ikke længere se til, mens sagen spinnes og lægges til grund for en uhyre vigtig debat, når den er en fordrejet konstruktion. Der må være en grænse. Jeg har derfor valgt at stå frem her i Politiken og i TV 2 i en udsendelse om de menneskelige konsekvenser af udskamningen og det at blive offer for en kampagne mod et større formål. Ikke for at sætte fokus på mig selv eller [Klager]s sag. Nej, for at sætte fokus på de kræfter, som i mange henseender og i egen interesse mudrer billedet til og ender med at spænde ben for vigtige dagsordenener. Jeg står frem, fordi jeg på egen krop har oplevet at blive udsat for det, som jeg igennem 20 år har kæmpet for: at alle mennesker har ret til at blive hørt, at alle stemmer har et værd, og at vi skal insistere på nuancerne, for i stort set alle andre politiske sager kan vi åbent drøfte detaljer, nuancer og forskellige perspektiver. Det synes ikke at være tilfældet på voldtægtsområdet. Det er noget så uholdbart, for emnet er stadig enormt tabubelagt, nu blot med omvendt fortegn. Derfor får miskrediteringen for mig – og andre uskyldige i samme situation – enorm store sociale og menneskelige konsekvenser. Der vil altid hænge en sky af mistanker over mig og andre i samme situation. Det sker, når man bliver ved at blive stemplet som ’forbryder’. Når man bliver ved med at bruge ord som ’voldtægtsoffer’, ’voldtægtsoverlever’, ’gerningsmand’ og ’voldtægtsmand’. Selv om en person er blevet frikendt af alle tre dommere, så underkender man helt bevidst fakta og retssamfundet i sin helhed. Det vil jeg ikke acceptere længere, og jeg vil i den vigtige sags tjeneste ikke acceptere, at vi ikke forholder os til det. Det her er min historie. Måske er det harakiri at stå frem, for det ville være langt nemmere at blive anonym på et område, som er så betændt, og hvor der kun er plads til de mest yderliggående budskaber. Men jeg vælger det alligevel, vel vidende at jeg kan blive udsat for endnu en smædekampagne. Jeg kan derfor kun opfordre til at se TV 2-dokumentaren, hvor [Klager] og jeg medvirker. Overvej også sammenhængen mellem de mange fortællinger og den juridiske dom – og vurdér så rimeligheden i at udskamme mig, blot fordi man er uenig i min frikendelse. ” Til kronikken er indsat et billede af en mikrofon i et retssagslokale. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”FRIFUNDET. Københavns Byret fandt det ikke bevist, at Kronikøren »ved anvendelse af forsætlig vold eller trussel om vold tiltvang sig samleje eller andet seksuelt forhold«, hedder det i domsbogsudskriften. ” Til kronikken er endvidere indsat følgende tekst nederst fremhævet med kursiv: ”Replik fra [Klager]: »Politiken viderebringer med denne Kronik en række usande og yderst krænkende påstande om den voldtægtssag, jeg var forurettet i og mod min person. Det er beklageligt, og jeg kommer selvfølgelig til at gendrive disse påstande offentligt. Jeg vil nemlig til enhver tid stå ved mine forklaringer afgivet til politiet og i retten under strafansvar. Jeg har aldrig været mistænkt for falsk forklaring eller falsk anmeldelse. Jeg har tidligere opfordret den frifundne til at gå til politiet med sine anklager mod mig om kriminelle handlinger, som falsk anmeldelse eller falsk forklaring jo er, i stedet for at fremsætte dem offentligt. Det ønsker han ikke. Jeg vil derfor selv videresende hans forsøg på offentlig anklage mod min person til myndighederne. Jeg er stolt af mit arbejde for at ændre både voldtægtslov og systemet håndteringer af voldtægtssager, som jeg påbegyndte efter domsafsigelse, da det stod klart for mig, at systemet havde svigtet mig. Den frifundne er som person ubetydelig i min kamp, og jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at både han selv og nogle medier har behov for at gøre ham til hovedperson i stedet for udfordre det system, som jeg retter min kritik mod. Måske forklarer den tendens, hvorfor de problemer vi har i Danmark, har stået på så længe, som de har«. ” Politiken bragte den 19. juni 2020 kronikken ”Frikendt for voldtægt, men dømt for evigt” i Politikens trykte avis i sektion 2 (Kultur), side 5-6 (Debat). Kronikken blev ligeledes bragt under bjælken ”KRONIKEN”, og kronikkens indhold er enslydende med indholdet af den påklagede kronik ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” bragt den 18. juni 2020 på politiken.dk. Interview med [Klager] Politiken bragte den 18. juni 2020 kl. 15:46 artiklen ”[Klager] bruger sin egen skæbne i kampen mod voldtægt. Nu træder frifundet mand frem – og slår hårdt igen” på Politikens netavis politiken.dk. Artiklen blev bragt under samme overskrift den 19. juni 2020 i Politikens trykte avis i sektion 2 (Kultur), side 6 (Debat). Artiklen blev bragt under bjælken ”REPLIK INTERVIEW”. Artiklen har følgende underrubrik: ”[Klager] er frontfigur i kampen foren strammere voldtægtslov, der kræver samtykke før sex. Hun har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser. Her svarer hun på kritikken fra den mand, hun anklagede og fortsat anklager for voldtægt, selv om manden er frifundet i retten. ” Af artiklen fremgår følgende: ”[Kronikøren] blev for to år siden frifundet for voldtægt. Nu slår han verbalt igen mod den kvinde, der anmeldte ham, og beskylder hende blandt andet for at blive ved med at udstille ham som ' gerningsmand' på sociale medier i den hensigt at ødelægge hans liv. »Jeg troede, at jeg efter frikendelsen og statsadvokatens afgørelse om ikke at anke kunne begynde at lægge sagen bag mig. Men det blot blev begyndelsen, for derfra blev det kun værre«, skriver [Kronikøren] i Kroniken i dag. Torsdag aften blev sagen også rullet op i' Station 2' på TV 2. [Kronikøren] bliver ikke nævnt med navn på de sociale medier, men det hjælper ikke meget, skriver han. Både han og anmelderen [Klager] er i kommunikationsbranchen. Ifølge [Kronikøren] en »landsby«, hvor alle kender alle, og de vedholdende beskyldninger betyder, at han har mistet både netværk og kunder. Men [Kronikøren] er selv ude om, at han er blevet identificeret i det fælles netværk, siger [Klager], der mener, at Kroniken rummer ulovlige anklager om falsk anmeldelse, og hun har anmeldt Kroniken til politiet. »Der er aldrig nogen, der har mistænkt mig at indgive falsk anmeldelse. Det fremgår også af dommen. Intet sted bliver der sat spørgsmålstegn ved min forklaring. Den kunne bare ikke underbygges nok med beviser«, siger hun. Siden frifindelsen af [Kronikøren] i byretten har [Klager] kæmpet for, at sagen bliver taget videre til landsretten. Samtidig bruger hun sine egne oplevelser med retsvæsnet som afsæt til få ændret politiets behandling af voldtægtssager. Hun har blandt andet stillet sig i spidsen for [Organisation A]s kampagne for en lovændring, der skal gøre det lettere at få voldtægtsmænd dømt i Danmark ved at gøre lovlig sex betinget af samtykke fra begge parter. »Jeg har aldrig nævnt hans navn i den forbindelse. Han er uendelig ligegyldig for mig; han var et menneske, der svigtede min tillid. Han er død for mig«, siger [Klager]. Manden er ligegyldig for mig »Hele vejen igennem har jeg holdt fokus på retssystemet, der ikke har behandlet min sag, som jeg burde kunne forvente. Dommen lød ikke, at min anmeldelse var ubegrundet, men at anklagemyndigheden ikke havde løftet bevisbyrden. Politiet ventede en måned med at afhøre ham, besøgte aldrig gerningsstedet og gjorde sig ikke ulejlighed med at undersøge de tekniske beviser. Der er begået rigtig mange fejl«, siger [Klager]. Du har ikke nævnt [Kronikøren] ved navn, men mange i det fælles netværk ved udmærket, hvem du taler om. Er det ufint? »Han glemmer at fortælle, at han selv har rendt rundt og vist sig frem på Radio24syv få måneder efter sin frifindelse. Ganske vist under dæknævn i radioen, men journalisterne på radioen ved godt, hvem han er. Og som han selv siger: Det er en lille branche, hvor alle kender alle, og ingen kan holde på en hemmelighed over for kollegaerne«, siger [Klager]. »Han påstår, det er min skyld, at han er blevet genkendt i branchen. Men han demaskerede sig selv«, siger hun. [Kronikøren] skriver i Kroniken, at [Klager] har aktiveret et netværk, som med »overlagte kommunikationsgreb« forsøgte at vende stemningen mod ham. Begrænser min ytringsfrihed »Jeg har valgt at stå frem ved navns nævnelse for første gang, fordi det på ingen måde kan være rimeligt, at nogle mennesker sætter sig for at ødelægge et andet menneskes liv, blot fordi de ikke er enige i en dom«, skriver han. Det afviser [Klager]. »[Kronikøren] har en konspirationsteori om, at der er et netværk, der har gidet at bruge ressourcer på at tilrettelægge et karaktermord på ham. Det foregår kun i [Kronikøren]s eget hoved. Jeg gider ikke beskæftige mig med ham. Jeg beskæftiger mig med gerningen og systemets håndtering af den«, siger hun. [Kronikøren] blev frifundet i retten, og sagen blev ikke anket. Krænker det hans retssikkerhed, at du bliver ved med at omtale episoden som voldtægt i din kampagne? »Jeg har ret til at fortælle om det svigt, jeg har oplevet i systemet. Det er en vigtig del af min fortælling, at jeg oplevede en voldtægt. [Kronikøren] er ligegyldig for mig. Men det er ikke ligegyldigt for mig, at retssystemet har svigtet«, siger [Klager]. Nu, hvor [Kronikøren] er stået offentligt frem som den, [Klager] anklagede for voldtægt, kan [Klager] imidlertid ikke længere omtale episoden som en voldtægt. »For så ville jeg anklage en konkret person for et strafbart forhold, og det må man ikke. Jeg kan kun sige, at jeg føler mig voldtaget. Ved at stå frem, har han begrænset min ytringsfrihed og tvunget mig til at moderere mit sprog«, siger [Klager]. Samtykke kan bevises Efter retssagen har hun været aktiv i kampen for at få ændret lovgivningen, så det kræver samtykke fra begge parter at dyrke sex. En sådan bestemmelse kunne have fået afgørende indflydelse på udfaldet af hendes sag, vurderer hun. I dag skal der være tale om vold, trusler om vold eller en underliggende trussel om vold. Anklageren formåede ikke at løfte bevisbyrden for, at det var tilfældet den nat i august for snart tre år siden, da [Klager] overnattede hos sin daværende ven under et besøg i København. Hvis kriteriet bliver ændret til, at der skal være samtykke mellem parterne, kan de tekniske beviser - ifølge [Klager] var der sædpletter på hendes trusser og nattøj - spille en helt anderledes tungtvejende rolle. [Kronikøren] forklarede i retten, at [Klager] selv havde taget sin natkjole af. Trusser og bh hjalp han med under akten, så hun var nøgen, da han fik sædafgang. Den forklaring giver indtryk af, at [Klager] var indforstået med, hvad der foregik - et nonverbalt samtykke. [Klager] forklarede derimod, at hun protesterede, sagde »nej« og »stop« og forsøgte at holde ham væk. Det blev påstand mod påstand. Men om hun også beholdt både nattøj og trusser på - som endnu et udtryk for, at hun ikke var indforstået - kunne imidlertid være efterprøvet ved at undersøge, om det vitterlig var sæd fra [Kronikøren] der havde plettet [Klager]s nattøj. »Politiet ville dengang ikke undersøge nattøjet, fordi [Kronikøren] havde erkendt samlejet. Derfor ville det efter deres mening ikke give mening at få konstateret, at det kom fra ham«, siger [Klager]. Derfor fik hun efter sagen tøjet tilbage i en forseglet og uåbnet pose. Hendes sag er refereret i Straffelovsrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse. Det tager [Klager] som uddyk for, at ændringen kunne have været relevant i hendes sag. [Klager]s kampagne har bestemt ikke været forgæves, siger hun. Politiledelsen har over for efterforskerne indskærpet, at de skal stramme op og hurtigt afhøre vidner samt sikre og undersøge tekniske spor i sager om voldtægt. Samtidig kan den have haft betydning for de politiske overvejelser om at indføre en samtykkelov. »Jeg har råbt op til det øverste politiske lag, for jeg ved jo godt, at vores politikere nogle gange får nogle skønmalerier nede fra rigsadvokaten, der får dem fra statsadvokaten, der får dem fra politiet. Politikerne skal også kende den oplevede virkelighed ude hos borgerne«, siger [Klager]. ” Det påklagede debatindlæg Politiken bragte den 4. juli 2020 debatindlægget ”[Skribenten]: Samtykkeloven sender retsstaten ud i mørket” på Politikens netavis politiken.dk. Debatindlægget blev bragt under bjælken ”DEBAT”. Debatindlægget har følgende underrubrik: ”Listen over uafhængige eksperter, der fraråder en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, er lang. Men alle argumenter preller tilsyneladende af på den venstreradikale og ultrafeministiske aktivistindustri. ” Af debatindlægget fremgår følgende: ”Det er rent ud sagt bekymrende, at forkæmperne for en ny voldtægtslovgivning baseret på samtykkebegrebet, hvor der skal en aktiv tilkendegivelse til fra typisk kvindens side, hvis sex ikke skal munde ud i voldtægtsdom med fængsel til følge, kan vedblive med at fremture uanfægtet. Det gjorde [Videnscentret]-direktør [Direktøren] her i avisen forleden. Det sker på trods af, at en stor majoritet af uafhængige eksperter, dvs. eksperter, som ikke har ladet sig spænde for interesseorganisationer som [Organisation A], [Organisation B] og [Videnscentret], og hvis vurderinger derfor må siges at være uvildige, har udtalt, at den nye lov bør baseres på frivillighedsbegrebet. Dette begreb er mere i pagt med seksuallivets realiteter, som netop ikke er kolde og kontraktretlige, men varme, intime og menneskelige. Hvilket frivillighedsgrebet bedre harmonerer med. Og frivillighedsbegrebet tilgodeser i det hele taget langt bedre retssikkerheden for både kvinder og mænd. Den nye voldtægtslovgivning skulle have været vedtaget her i foråret, men den er nu udskudt til efteråret, fordi Enhedslisten og de radikale er kravet op i det berømte træ og har afvist det kompromisforslag, justitsminister [Justitsministeren] angiveligt har fremsat. Listen over eksperter, der taler for frivillighedsbegrebet, er lang. I Straffelovrådet, som er et rådgivende ekspertorgan under Justitsministeriet, har 10 ud af 11 medlemmer ud fra grundige faglige overvejelser og diskussioner plæderet for frivillighed frem for samtykke. Dommerforeningen har i et høringssvar anbefalet det samme. Derudover er det eksempelvis strafferetsprofessor [Professor A] fra [Universitet A], strafferetsprofessor [Professor B] fra [Universitet B] og professor i retsøkonomi [Professor C] fra [Universitet C]. Sidstnævnte skriver således i en kronik i Weekendavisen, at »begge forslag [indførslen af enten ’frivillighed’ eller ’samtykke’ i voldtægtslovgivningen, red. ] væsentligt styrker den retlige beskyttelse af kvinder«, samt at de begge, men ganske særligt samtykkeforslaget« rejser spørgsmål vedrørende mænds retssikkerhed«. Begge forslag vil give manden en stærkere tilskyndelse til at sikre sig, at kvinden deltager frivilligt, når hun er passiv, men samtykkeforslaget går her så langt, at det vil straffe også almindeligt forekommende seksuelle forhold som voldtægt. Frem for at tage disse sagkyndige fagpersoners vurderinger til efterretning i noget så alvorligt som afsigelse af domme, der kan ende med fængselsstraf til den anklagede, foretrækker samtykkeforkæmperne at basere deres argumentation på løse signalord hentet fra den venstreradikalistiske og ultrafeministiske aktivistindustri så som ’victimblaming’, ’slutshaming’ og ’bodyshaming’. Disse poppede amerikanske modeord kan uden tvivl gøre sig godt i de sociale mediers og visse avisers snævre ideologiske ekkokamre, hvor feminismen bliver lanceret som en slags sharialov, der uden for al fornuftsdiskussion menes at skulle definere og styre hele vores tilværelse. Men i et oplyst retssamfund, baseret på den fjerne neutrale statsmagt, på formel afprøvning i stridsspørgsmål, på fornuftsargumentation og på magtens strenge adskillelse, er de en katastrofe. Her bliver man nødt til at holde fast i de solide traditioner, vores oplyste humanistisk funderede europæiske kultur har afprøvet igennem århundreder. Hvordan [Direktøren] i ramme alvor kan tage en person i forsvar, der som samtykkeaktivisten [Klager] har bebrejdet den mand, der ved retten er blevet frikendt for at have voldtaget hende, for at stå frem med sin historie, da hun jo så ikke længere ustraffet gå rundt og kalde ham en voldtægtsmand, ja, det går over min, og mon ikke også de fleste andres, forstand. Ét spørgsmål har man lyst til at rejse over for disse aktivister: Hvordan ville I egentlig have det med, at det var jeres egen mand eller far eller søn, der pludselig risikerede at blive sendt bag lås og slå på baggrund af domme baseret på løse, dårligt underbyggede anklager? Ikke godt, formoder jeg. Derfor mener jeg også, man burde kunne leve sig ind i, at de mænd, der bliver sendt bag tremmer på det grundlag, må føle sig fuldstændig retsløse. Akkurat ligesom deres kærester, koner og familier må det. I den rapport, der netop er offentliggjort, om effekterne af den nye svenske voldtægtslovgivning, som har fungeret siden 2017, og som er en slags forbillede for de danske samtykkeaktivister, men til gengæld et skræmmeeksempel for os andre, der snarere repræsentere civilsamfundets stille majoritet, fremgår det bl.a., at en mand er dømt for såkaldt ’uagtsom voldtægt’ for at have overhørt et suk, kvinden angiveligt fremkom med under akten. For, som retten konkluderede, sukket indikerede, at kvinden egentlig ikke rigtig havde lyst til sex. Selv om det fremkom, mens hun var i færd med at hive kondomet frem. Ved at afsige den slags domme, også benævnt kontaktvoldtægt, relativeres voldtægt. Skillelinjen mellem almindelige hverdagsagtige situationer, som alle mennesker fra tid til anden havner i, og deciderede overfaldsvoldtægter, der smadrer ofrenes liv, udviskes. Man inddrager med andre ord retssystemet i en politisk kamp. Kan samtykkedebattørerne ikke få øje på farligheden i dette, ser fremtiden ærlig talt noget sort ud for vores liberale demokrati. Som, skal man huske, har bragt utrolig mange fremskridt og gode reformer med sig – ikke mindst for os kvinder. Lad os ikke rulle den udvikling tilbage ved at erstatte en gammel kønsulighed og kønsskævhed med en ny. Nu blot med omvendt fortegn. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 1. juli 2020 og den 4. juli 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Den påklagede kronik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har oplyst, at [Kronikøren] den 26. februar 2018 blev frifundet på bevisets stilling for tiltalen om voldtægt af hende. [Klager] har efter frifindelsen brugt sin egen fortælling til at løfte retsbeskyttelsen for voldtægtsofre, herunder skubbe på en ændring af loven. [Klager] har aldrig nævnt hans navn i denne proces, og altid beskyttet hans identitet med henblik på at beskytte sin egen ret til at ytre sig inden for lovens rammer. [Kronikøren]s kronik skulle bringes samtidig med en dokumentar ”Gerningsmand eller offer? ” , som blev bragt på TV 2 den 18. juni 2020. Kronikken blev overleveret til redaktionen af kronikredaktøren, som erklærede sig inhabil. Selvsamme kronikredaktør havde videregivet kildemateriale i form af privat korrespondance med tredjeperson til TV 2 dokumentaren og i [Kronikøren]s favør. En dokumentar, som [Kronikøren] også selv havde taget endelig initiativ til, oplyst af ham selv på Facebook, og som altså blev sendt samme aften den 18. juni 2020 med [Kronikøren] og [Klager] i hovedrollerne, omhandlende den voldtægt hun i 2017 havde anmeldt ham for. I kronikken, som oprindelig var planlagt til at blive publiceret den 17. juni 2020, hvor dokumentaren blev vist den 18. juni 2020, skriver [Kronikøren]: ”Jeg har derfor valgt at stå frem her i Politiken og i TV 2 i en udsendelse om de menneskelige konsekvenser af udskamningen og det at blive offer for en kampagne med et større formål. Jeg kan derfor kun opfordre til at se TV 2-dokumentaren, hvor [Klager] og jeg medvirker. Overvej også sammenhængen mellem de mange fortællinger og den juridiske dom – og vurdér så rimeligheden i at udskamme mig, blot fordi man er uenig i min frifindelse. ” Det undrer [Klager], at Politiken først ”meget sent i redigeringsforløbet” blev klar over, at der var en dokumentar om samme sag på vej. Politikens opinionsredaktør [Opinionsredaktøren] har til [Klager] oplyst, at kronikken blev leveret på debatredaktionen af kronikredaktøren [Kronikredaktøren], som erklærede sig inhabil ved samme lejlighed. Kronikredaktøren havde, efter hvad [Klager] er oplyst om, bidraget med kildemateriale til TV 2s dokumentar, så det er simpelthen ikke sandt, at Politiken først sent i redigeringsforløbet var klar over, at kronikken skulle tjene som optakt til TV 2-dokumentaren. I den oprindelige kronik, som chefredaktionen har forholdt sig til, skriver [Kronikøren] ligeledes, at kronikken bringes i forbindelse med en TV 2-dokumentar, så det undrer [Klager], at Politiken oplyser, at det først meget sent i redigeringsforløbet stod klart for Politiken. Både dokumentaren og kronikken i Politiken samt den følgende mediedækning var skarpt vinklet med ham som ”offer” for karaktermordskampagner og medførte massiv offentlig udskamning af [Klager]s person, hvilket medførte anonyme trusler på hendes liv, som nu efterforskes af politiet, samt et utal af hadbeskeder til hende som konsekvens af den omfattende offentlige udskamning. [Klager] opfatter kronikken som led i et koordineret og offentligt karaktermord på hendes person, og hun er den eneste, som er nævnt ved navn i kronikken. [Klager] har anført, at kronikken indeholder udokumenterede og usande påstande om hende, som er krænkende og agtelsesforringende. [Klager] har aldrig nævnt [Kronikøren]s navn offentligt i hendes kamp for bedre forhold for voldtægtsofre, og hun har aldrig planlagt eller gennemført smædekampagner mod hans person. [Klager] har udelukkende beskæftiget sig med gerningen, en uidentificeret gerningsperson og systemets håndtering af gerningen. [Klager] har henvist til følgende 14 udsagn, som fremgår af den påklagede kronik: - Udsagn 1 ”Fra den aften af gik jeg fra at være den ’uskyldige’ og ’frikendte’ til konsekvent på diverse sociale medier at blive omtalt som ’gerningsmanden’ og ’voldtægtsmanden’. Begge dele ofte skrevet i versaler, så betydningen ikke var til at tage fejl af. ” - Udsagn 2 ”[Klager] har ligesom jeg selv en baggrund i kommunikationsverdenen, og vi delte derfor netværk. Et netværk, som hun efter dommen aktivt kastede sig over og med overlagte kommunikationsgreb sammen med sin kommunikationsrådgiver forsøgte at vende mod mig ud fra hendes egen udlægning af den sag, som retten ikke havde fundet beviser for at bekræfte. ” - Udsagn 3 ”Det blev starten på en lang smædekampagne, hetz og udskamning af min person – både i det offentlige rum og på de sociale medier. ” - Udsagn 4 ”Også domsafgørelsen blev fortolket, formidlet og fordrejet til at gøre mig til skyldig i både vold og mishandling. ” - Udsagn 5 ”I mine øjne er den udlægning, [Klager] og andre har turneret med, en bevidst manipulatorisk udlægning af afgørelsen, drejet til deres fordel. ” - Udsagn 6 ”Det har sat sig meget dybe spor hos mig og haft store og alvorlige konsekvenser i mit liv igen og igen at blive konfronteret med så grove manipulationer. ” - Udsagn 7 ”Det skulle så mange som overhovedet muligt vide, og fortællingen skulle gerne spredes, så den i folkemunde til sidst opnåede en sandhedsværdi. ” - Udsagn 8 ”Disse nedslag er blot par et par eksempler på, hvordan gruppen bag smædekampagnen forsøgte og lykkedes med at fordreje virkeligheden og miskreditere mig på alle tænkelige måder. Søsat med kommunikative greb, som jeg om nogen kender til, men som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle blive brugt mod mig. ” - Udsagn 9 ”[…] Særligt fordi fortællingen er fordrejet. ” - Udsagn 10 ”Men præmissen er helt forkert, når [Klager] og flere andre i hendes omgangskreds har forsøgt at løfte en vigtig principiel debat ud fra en ikkesag, ud fra en konstrueret platform, hvor hun ovenikøbet har en dom imod sig. ” - Udsagn 11 ”Hvis folk og journalister ville besvære sig blot en smule med at gennemse sagsakterne, så vil de hurtigt se, at der ikke er grundlag for de udokumenterede påstande. ” - Udsagn 12 ”Eksempelvis kunne man undre sig over, at hun blandt andet har gentaget igen og igen, at hun var udsat for voldsomme skader og livsfarlig vold, når fakta er, at jeg aldrig hverken har taget kvælertag eller halsgreb på hende, hvilket der – hvis man læser både domsafgørelsen og rapporten fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet – heller ikke er belæg for at påstå. ” - Udsagn 13 ”Men jo mere de vilde historier blev og bliver gentaget i medierne og på sociale platforme, jo mere sandhedsværdi får de. Ord er med til at skabe virkeligheden. Det ved jeg som kommunikatør, og det vidste og ved [Klager] som kommunikatør. Derfor er udskamning og delegitimering af et andet menneske et enormt effektfuldt våben, for rygterne spreder sig, og varige myter opstår. ” - Udsagn 14 ”Der vil altid hænge en sky af mistanker over mig og andre i samme situation. Det sker, når man bliver ved med at blive stemplet som ’forbryder’. Når man bliver ved med at bruge ord som ’voldtægtsoffer’, ’voldtægtsoverlever’, ’gerningsmand’ og ’voldtægtsmand’. Selv om en person er blevet frikendt af alle tre dommere, så underkender man helt bevidst fakta og retssamfundet i sin helhed. Det vil jeg ikke acceptere længere, og jeg vil i den vigtige sags tjeneste ikke acceptere, at vi ikke forholder os til det. ” [Klager] har endvidere anført, at hun ikke fik rimelig tid til at svare på kronikken. Ved den første henvendelse fra Politiken den 17. juni 2020 via mail blev [Klager] oplyst om, at det var chefredaktionens beslutning at bringe teksten: ”Politiken bringer i morgen en Kronik skrevet af [Kronikøren]. Den omhandler den voldtægtsretssag, hvori du og han var parter, og han beskriver sin side af forløbet, rettens dom samt det, han oplever som en efterfølgende folkedomstol. Chefredaktionen har vurderet, at teksten er principielt vigtig og samtidig så omtalt og kendt, at både du og [Kronikøren] omtales ved navn. Du er meget velkommen til at skrive en replik til Kroniken, som vi gerne finder plads til snarest muligt. ” [Klager] gennemgik den første udgave af kronikken med Politikens opinionsredaktør [Opinionsredaktøren] for stærkt injurierende og agtelsesforringende udsagn, hvorefter publiceringen blev udskudt, og kronikken blev gennemset og redigeret af Politikens jurister. Den 17. juni 2020 kl. 21:21 sendte [Klager] sin første replik til Politiken, som var møntet på den oprindelige udgave af kronikken: ”Kære [Opinionsredaktøren] og [Chefredaktøren] I henhold til den varslede kronik af [Kronikøren], hvor der fremsættes flere usande, injurierende og æreskrænkende påstande mod min person, fremsender jeg hermed min replik, som jeg regner med bliver publiceret sammen med kronikken. Min replik forholder sig til den udgave, jeg fik fremsendt til at starte med. Jeg finder det unødvendigt, at I omskriver, hvis meningen og beskyldningerne er de samme. Det er min klare opfattelse, at beskyldningerne er injurierende og æreskrænkende, og jeg vil i givet fald indgive anmeldelse herom til Politiet. Jeg vil for en god ordens skyld bemærke, at jeg ikke her forholder mig til, om Politiken kan gøre sig medansvarlig, men jeg vil undersøge det. Replik: ”Politiken viderebringer med denne kronik en række usande og yderst krænkende påstande […]” Redaktionen var særdeles imødekommende over for [Klager]s protester, da hun påpegede over for opinionsredaktør [Opinionsredaktøren], at den første version, som man må forvente var godkendt af chefredaktionen, var af en karakter, så hun ville politianmelde det med det samme, hvis Politiken bragte den, hvilket hun oplyste opinionsredaktør [Opinionsredaktøren] om. [Klager] accepterede ikke, at kronikken blev bragt ved at oplyse om de injurier kronikken indeholdt, men det var altså en del af hendes protest. At Politiken fik en jurist til at omskrive dele af kronikken med knap så eksplicitte ord, ændrer ikke ved kronikkens formål – at skade [Klager]s person. Den 18. juni 2020 kl. 09:18 skrev Politiken til [Klager]: ”Kære [Klager], Mange tak for din replik. Jeg vil lige understrege, at du har mere plads til rådighed, end du gør krav på med denne replik. Vi kan sagtens bruge den, men jeg vil alligevel bede dig overveje at skrive et decideret indlæg som svar, så vi kan bringe indlægget i forbindelse med kronikken. Hvis du vil det, kan vi finde plads til mellem 400 og 700 ord. ” Den 18. juni 2020 kl. 10:25 skrev Politiken videre til [Klager]: ”Kære [Klager], Jeg sender dig hermed den redigerede version af Kroniken. Den er blevet læst igennem af en advokat, og der er foretaget sletninger og rettelser i de sætninger, du fremhævede for mig i telefonen i går. Sig gerne til, hvis dette fører til omformuleringer af din replik. ” Den endelige kronik, som stadig bar de samme anklager bare omskrevet med andre ord, blev [Klager] forelagt den 18. juni 2020 om formiddagen med meddelelsen om, at hun kunne gendrive påstandene mod sin navngivne person i et længere indlæg, hvilket hun havde ganske få timer til. Da [Klager] havde det psykisk skidt på grund af den offentlige udskamning, som var i gang, og som var blevet tilskyndet af [Kronikøren], som allerede havde offentliggjort dele af den oprindelige kronik på sin Facebook-profil, magtede hun ikke at lave et længere forsvarsindlæg på så kort tid, hvilket hun via mail gjorde Politiken opmærksom på og bad derfor Politiken om at bringe sin replik til første udgave: Den 18. juni 2020 kl. 11:16 svarede [Klager] følgende: ”Hej [Opinionsredaktøren] Mit genmæle passer til den udgave i viste mig igår. Så må I publicere den første version, som I bad mig forfatte genmæle til. Jeg kan ikke overskue at skal lave lange indlæg og gendrive og forsvare mig selv med så kort varsel. Det er ikke rimeligt. ” Politiken var således klar over, at [Klager] ikke magtede opgaven at forsvare sig selv, men valgte at publicere kronikken alligevel, som blev bragt om eftermiddagen. Den endelige version af kronikken blev herefter publiceret kl. 15:45. Dokumentaren blev vist kl. 20:50 samme dag. [Klager] fastholder således, at fristen for genmæle i forhold til den redigerede version, som hun først fik til gennemsyn den 18. juni 2020 om formiddagen, var for kort. Hensyn til ofre for forbrydelser [Klager] har anført, at Politiken burde have udvist det fornødne hensyn til hende som offer for en forbrydelse, og ikke have ladet manden, som havde været tiltalt for forbrydelsen, angribe hendes navngivne person i offentligheden. [Klager] har oplyst, at hun sendte ankeindstillingen fra straffesagen til opinionsredaktør [Opinionsredaktøren], som dokumentation for, at ingen ved politi eller anklagemyndighed havde betvivlet hendes forklaring. Ankeindstillingen fortæller også, at retten lagde til grund, at [Klager] blandt andet havde fået taget halsgreb, og at man efter dommen fortsat er så overbevist om [Kronikøren]s skyld – og dermed at [Klager] har følt sig udsat for en voldtægt – at man har forsøgt at anke sagen. [Klager] har endvidere orienteret opinionsredaktør [Opinionsredaktøren] om, at der er en verserende politisag mod [Kronikøren] for alvorlige smæderier af hende efter hans frifindelse, og at hun opfatter dette som nye repressalier, som har til formål at skade hendes person i offentligheden. Politiken burde nøje have overvejet og spurgt mere ind til, om kronikøren havde en skadevoldende hensigt med at rette offentlige anklager mod [Klager]s navngivne person i Politiken, herunder om der var tale om et personangreb. Det påklagede debatindlæg Korrekt information og forelæggelse [Klager] har anført, at debatindlægget indeholder ukorrekte oplysninger og grundløse beskyldninger om strafbare forhold mod en navngiven person, som hun ikke er blevet forelagt. [Klager] har henvist til følgende afsnit: ”Hvordan [Direktøren] i ramme alvor kan tage en person i forsvar, der som samtykkeaktivisten [Klager] har bebrejdet den mand, der ved retten er blevet frikendt for at have voldtaget hende, for at stå frem med sin historie, da hun jo så ikke længere ustraffet gå rundt og kalde ham en voldtægtsmand, ja, det går over min, og mon ikke også de fleste andres, forstand. ” [Klager] har på intet tidspunkt ”gået rundt” og kaldt manden, som blev frikendt for at have voldtaget hende, for en ”voldtægtsmand”. [Klager] har brugt ordet én gang i et Facebook-opslag af 8. marts 2018, hvor hun aldrig identificerede ham, men omtalte en unavngivet og fuldstændig uidentificerbar person for hendes ”voldtægtsmand”. [Klager] brød dermed ingen love. [Skribenten] har i debatindlægget formuleret sig som om, at [Klager] gentagne gange har kaldt [Kronikøren] for ”voldtægtsmand”, hvilket hun aldrig har gjort, og derfor er det slet ikke relevant at tale om ”ustraffet”, da hun ikke har begået noget ulovligt. [Skribenten] siger med sit ordvalg, at det har [Klager], og det er forkert og krænkende mod [Klager]s navngivende person, hvilket burde have kaldt på genmæle. Det er således en faktuelt forkert påstand som bringes, og som efterfølges af en grundløs beskyldning om, at [Klager] ovenikøbet skulle have begået en strafbar handling, som hun ikke er blevet forelagt. Genmæle [Klager] har anført, at Politiken ikke har varslet hende om debatindlægget og tilbudt hende genmæle/replik i umiddelbar forbindelse hermed, som mediet burde. Det var et rent tilfælde, at [Klager] opdagede debatindlægget. Politikens begrundelse ”Politiken har ikke afvist at bringe et genmæle, men er ikke blevet mødt med et sådant ønske fra [Klager]s side”, dækker således ikke Politikens forpligtelser. 2.2 Politikens synspunkter Den påklagede kronik Korrekt information og forelæggelse Politiken har anført, at god presseskik fuldt ud er iagttaget. Kronikken fremstår ganske som andre subjektive tekster klart som skribentens personlige vurdering, og at der for den type tekster gælder videre rammer end for nyhedsreportage. Politiken er af den klare opfattelse, at udtalelserne i kronikken ikke er ærekrænkende, men ligger klart inden for de grænser, der gælder for opinionsstof. [Klager] fik endvidere lejlighed til at kommentere kronikken, såvel i direkte forbindelse med den som i et supplerende interview bragt i umiddelbar forbindelse med kronikken. Politiken har endvidere anført, at [Klager] blev orienteret om teksten samt muligheden for at replicere den 17. juni 2020 kl. 10:59, fik hele teksten til gennemsyn samme dag kl. 14:48, og efterfølgende gennemgik Politikens debatredaktion telefonisk teksten med [Klager] og rettede derefter de passager, som var problematiske. Redaktionen var særdeles imødekommende hvad angår at lade [Klager] komme til orde blandt andet ved at påpege, at der var plads til en større svartekst fra hendes side, end hun havde lagt op til. Herefter blev [Klager] interviewet til en artikel, der både i den trykte avis og digitalt blev bragt sammen med kronikken. Endvidere sendte [Klager] en replik, der blev bragt i forbindelse med selve kronikteksten. Den 18. juni 2020 kl. 15:45 blev teksten publiceret på politiken.dk sammen med både replik og interview, og dagen efter blev de samme tekster bragt i Politikens trykte udgave. I anden version af kronikken var der desuden i vidt omfang taget hensyn til [Klager]s indvendinger, og i den forbindelse kan det undre, at [Klager] opfordrede Politiken til at trykke første version, der indeholdt formuleringer, som såvel hun som redaktionen fandt problematiske. Den udstrakte grad af orientering og muligheden for at tage omfattende til genmæle skulle sikre [Klager] de bedst mulige vilkår i en situation, hvor hensynet til offentlighedens diskussion og forståelse af en væsentlig og principiel diskussion om retsstatsprincipper, lovgivning, samtykke og straf gjorde, at Politiken valgte at bringe kronikken. Politiken har for god ordens skyld understreget, at kronikken ikke blev bragt som en optakt til TV 2s dokumentar om samme sag. Politiken blev først meget sent i redigeringsforløbet klar over, at der var en dokumentarudsendelse på vej, og har på ingen måde haft kontakt til TV 2 under forløbet. Kronikken er blevet redigeret som lignende tekster, og publiceringen er ikke timet med TV 2s dokumentar. I avisens trykte udgave blev kronikken da også bragt dagen efter udsendelsen, hvilket naturligvis ikke ville have været tilfældet, hvis den skulle fungere som en optakt. Hensyn til ofre for forbrydelser Politiken har anført, at der er tale om et emne af åbenlys offentlig interesse, hvor kronikkens skribent og [Klager] kæmper for forskellige principper. En verserende politisag kan ikke være et afgørende argument for at lade en væsentlig og overordentlig relevant debat forstumme. Det påklagede debatindlæg Korrekt information og forelæggelse Politiken har anført, at god presseskik fuldt ud er iagttaget. Politiken har påpeget, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som skribentens egen holdning, og at der for subjektive tekster gælder langt videre rammer, både hvad angår argumentation og sprog, end for almindelig nyhedsreportage. [Klager] har haft en meget stor gennemslagskraft som samtykkelovsaktivist og har valgt at blive en del af den offentlige debat om emnet, idet hendes aktivisme tager udgangspunkt i hendes egen sag og hendes eget privatliv. Når sagen og personen ikke kan skilles ad, vil et angreb på sagen også kunne fremstå som et angreb på personen. I debatindlægget hedder det, at [Klager] bebrejder [Kronikøren] for, at han er stået frem med sin sag i kronikken i Politiken den 19. juni 2020, fordi hun finder hans fremstilling af sagen stærkt vildledende. Herefter følger det, der må opfattes som skribentens egen konklusion, at eftersom [Kronikøren] er stået frem, vil det have konsekvenser for [Klager], når hun fremover skal imødegå hans udlægning: ”»Da hun jo så ikke længere ustraffet gå rundt og kalde ham en voldtægtsmand«” . Debatindlægget rummer ikke en anklage rettet mod [Klager], men den faktuelle konstatering, at det er strafbart at fremsætte usande sigtelser mod navngivne personer. Som det fremgår af [Klager]s klage til Pressenævnet, er det en betegnelse, som hun tidligere har brugt i et opslag på Facebook. Skribenten siger altså, at når [Kronikøren] er stået frem, vil [Klager] ikke længere kunne omtale ham som voldtægtsmand uden at blive straffet, idet han er frifundet for voldtægt ved endelig dom, og det er ulovligt at omtale frikendte personer som skyldige. Skribentens formulering må således ses som en konstatering, hvis sandhedsværdi ikke kan anfægtes, idet den beskrevne ytring vil være strafbar, men Politiken er på ingen måde afvisende over for at lade [Klager] komme til orde på ny. Genmæle Politiken har ikke afvist at bringe et genmæle, men er ikke blevet mødt med et sådant ønske fra [Klager]s side. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup, John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om genmæle, da [Klager] ikke har fremsendt et konkret forslag til Politiken, som mediet har afvist af bringe. God presseskik Kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at kronikken indeholder udokumenterede og usande påstande om hende, som er krænkende og agtelsesforringende. [Klager] har desuden klaget over, at hun ikke fik rimelig tid til at svare på kronikken. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare, jf. punkt A. 1 og A. 3. [Klager] har henvist til, at hun aldrig har nævnt [Kronikøren]s navn offentligt i hendes kamp for bedre forhold for voldtægtsofre, og hun har aldrig planlagt eller gennemført smædekampagner mod hans person. [Klager] har udelukkende beskæftiget sig med gerningen, en uidentificeret gerningsperson og systemets håndtering af gerningen. [Klager] har henvist til følgende 14 udsagn, som fremgår af den påklagede kronik: - Udsagn 1 ”Fra den aften af gik jeg fra at være den ’uskyldige’ og ’frikendte’ til konsekvent på diverse sociale medier at blive omtalt som ’gerningsmanden’ og ’voldtægtsmanden’. Begge dele ofte skrevet i versaler, så betydningen ikke var til at tage fejl af. ” - Udsagn 2 ”[Klager] har ligesom jeg selv en baggrund i kommunikationsverdenen, og vi delte derfor netværk. Et netværk, som hun efter dommen aktivt kastede sig over og med overlagte kommunikationsgreb sammen med sin kommunikationsrådgiver forsøgte at vende mod mig ud fra hendes egen udlægning af den sag, som retten ikke havde fundet beviser for at bekræfte. ” - Udsagn 3 ”Det blev starten på en lang smædekampagne, hetz og udskamning af min person – både i det offentlige rum og på de sociale medier. ” - Udsagn 4 ”Også domsafgørelsen blev fortolket, formidlet og fordrejet til at gøre mig til skyldig i både vold og mishandling. ” - Udsagn 5 ”I mine øjne er den udlægning, [Klager] og andre har turneret med, en bevidst manipulatorisk udlægning af afgørelsen, drejet til deres fordel. ” - Udsagn 6 ”Det har sat sig meget dybe spor hos mig og haft store og alvorlige konsekvenser i mit liv igen og igen at blive konfronteret med så grove manipulationer. ” - Udsagn 7 ”Det skulle så mange som overhovedet muligt vide, og fortællingen skulle gerne spredes, så den i folkemunde til sidst opnåede en sandhedsværdi. ” - Udsagn 8 ”Disse nedslag er blot par et par eksempler på, hvordan gruppen bag smædekampagnen forsøgte og lykkedes med at fordreje virkeligheden og miskreditere mig på alle tænkelige måder. Søsat med kommunikative greb, som jeg om nogen kender til, men som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle blive brugt mod mig. ” - Udsagn 9 ”[…] Særligt fordi fortællingen er fordrejet. ” - Udsagn 10 ”Men præmissen er helt forkert, når [Klager] og flere andre i hendes omgangskreds har forsøgt at løfte en vigtig principiel debat ud fra en ikkesag, ud fra en konstrueret platform, hvor hun ovenikøbet har en dom imod sig. ” - Udsagn 11 ”Hvis folk og journalister ville besvære sig blot en smule med at gennemse sagsakterne, så vil de hurtigt se, at der ikke er grundlag for de udokumenterede påstande. ” - Udsagn 12 ”Eksempelvis kunne man undre sig over, at hun blandt andet har gentaget igen og igen, at hun var udsat for voldsomme skader og livsfarlig vold, når fakta er, at jeg aldrig hverken har taget kvælertag eller halsgreb på hende, hvilket der – hvis man læser både domsafgørelsen og rapporten fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet – heller ikke er belæg for at påstå. ” - Udsagn 13 ”Men jo mere de vilde historier blev og bliver gentaget i medierne og på sociale platforme, jo mere sandhedsværdi får de. Ord er med til at skabe virkeligheden. Det ved jeg som kommunikatør, og det vidste og ved [Klager] som kommunikatør. Derfor er udskamning og delegitimering af et andet menneske et enormt effektfuldt våben, for rygterne spreder sig, og varige myter opstår. ” - Udsagn 14 ”Der vil altid hænge en sky af mistanker over mig og andre i samme situation. Det sker, når man bliver ved med at blive stemplet som ’forbryder’. Når man bliver ved med at bruge ord som ’voldtægtsoffer’, ’voldtægtsoverlever’, ’gerningsmand’ og ’voldtægtsmand’. Selv om en person er blevet frikendt af alle tre dommere, så underkender man helt bevidst fakta og retssamfundet i sin helhed. Det vil jeg ikke acceptere længere, og jeg vil i den vigtige sags tjeneste ikke acceptere, at vi ikke forholder os til det. ” Det er Pressenævnets opfattelse, at en kronik i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Den påklagede kronik er blevet bragt under en bjælke med teksten ”KRONIKEN”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om en kronik. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder, at den påklagede kronik klart fremstår som et indlæg, hvori kronikøren [Kronikøren] tilkendegiver sin subjektive oplevelse af forløbet forud for og efter den omtalte retssag. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at anse de vide rammer for frisprog i kronik for at være overskredet. Nævnet finder imidlertid, at der i kronikken er udsagn, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager]. Disse udsagn skulle derfor forelægges forud for kronikkens offentliggørelse den 18. juni 2020, således at [Klager] havde mulighed for at besvare udsagnene i sammenhæng med, at de blev fremsat. På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at Politiken den 17. juni 2020 kl. 10:59 via mail oplyste [Klager] om indholdet af den påklagede kronik, og at [Klager] havde mulighed for at komme med en replik. Samme dag kl. 14:48 fik [Klager] via mail kronikteksten til gennemsyn og gennemgik efterfølgende teksten telefonisk med Politikens debatredaktion med rettelser. Den 17. juni 2020 kl. 21:21 sendte [Klager] sin replik til Politiken, hvortil Politiken den 18. juni 2020 kl. 09:18 oplyste, at [Klager] havde mere plads til rådighed, og at hun kunne overveje at skrive et decideret indlæg som svar, som Politikken kunne bringe. Samme dag kl. 10:25 sendte Politiken den redigerede version af kronikteksten, hvori der i forlængelse af den telefoniske gennemgang var foretaget rettelser. Politiken bad [Klager] om at oplyse, hvis rettelserne ville medføre omformuleringer af hendes replik. Den 18. juni 2020 kl. 11:16 svarede [Klager], at hun ikke kunne overskue at gendrive og forsvare sig selv med så kort varsel. Politiken bragte herefter den 18. juni 2020 kl. 15:45 kronikken ”Jeg er uskyldig, og jeg har rettens ord for det, men jeg vil ikke længere finde mig i at være kendt som ’voldtægtsmand’” på Politikens netavis politiken.dk. [Klager]s replik blev bragt i forbindelse med selve kronikteksten. Pressenævnet finder, at Politiken på tilstrækkelig vis har forelagt de fremsatte udsagn i kronikken for [Klager], og at hun ved henvendelsen den 18. juni 2020 kl. 10:45 under de konkrete omstændigheder fik rimelig tid til at reagere i forhold til henvendelsen med tilbuddet om at foretage eventuelle ændringer i sin replik. Nævnet har lagt vægt på, at der var tale om en igangværende korrespondance, ligesom [Klager]s afvisninger af udsagnene tydeligt fremgår af hendes replik, der blev bragt i forbindelse med selve kronikteksten. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Politikens forelæggelse. Hensyn til ofre for forbrydelser [Klager] har klaget over, at Politiken burde have udvist det fornødne hensyn til hende som offer for en forbrydelse, og ikke have ladet manden, som havde været tiltalt for forbrydelsen, angribe hendes navngivne person i offentligheden. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede, jf. punkt B. 3. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Kronikøren] den 26. februar 2018 blev frifundet for tiltalen om at have begået voldtægt af [Klager]. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] selv har omtalt sagen i forbindelse med retspolitiske forslag om ændringen af straffelovsbestemmelsen om voldtægt, og at hun i øvrigt også herefter har optrådt i medierne om sagen. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. Nævnet har forståelse for, at kronikken indeholder formuleringer, der af [Klager] må opfattes som krænkende. Efter en samlet vurdering finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at Politiken ikke har udvist det størst mulige hensyn over for [Klager]. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Politiken bragte [Klager]s replik i forbindelse med selve kronikteksten, at Politiken bragte et længere interview med hende samme dag, at [Klager] selv har omtalt sagen, hvor hun har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser med retsvæsenet og oplevelsen af at have været udsat for en voldtægt, og at hun har deltaget i den offentlige debat om emnet, herunder med retspolitiske forslag til en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse og ændring af politiets behandling af voldtægtssager, og at hendes sag er refereret i Straffelovrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse. Nævnet udtaler ikke kritik. Debatindlægget ”[Skribenten]: Samtykkeloven sender retsstaten ud i mørket” Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder ukorrekte oplysninger og grundløse beskyldninger om strafbare forhold mod en navngiven person, som hun ikke er blevet forelagt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A. 1 og A. 3. Af debatindlægget fremgår blandt andet følgende: ”[…] Men i et oplyst retssamfund, baseret på den fjerne neutrale statsmagt, på formel afprøvning i stridsspørgsmål, på fornuftsargumentation og på magtens strenge adskillelse, er de en katastrofe. Her bliver man nødt til at holde fast i de solide traditioner, vores oplyste humanistisk funderede europæiske kultur har afprøvet igennem århundreder. Hvordan [Direktøren] i ramme alvor kan tage en person i forsvar, der som samtykkeaktivisten [Klager] har bebrejdet den mand, der ved retten er blevet frikendt for at have voldtaget hende, for at stå frem med sin historie, da hun jo så ikke længere ustraffet gå rundt og kalde ham en voldtægtsmand, ja, det går over min, og mon ikke også de fleste andres, forstand. Ét spørgsmål har man lyst til at rejse over for disse aktivister: Hvordan ville I egentlig have det med, at det var jeres egen mand eller far eller søn, der pludselig risikerede at blive sendt bag lås og slå på baggrund af domme baseret på løse, dårligt underbyggede anklager? Ikke godt, formoder jeg. Derfor mener jeg også, man burde kunne leve sig ind i, at de mænd, der bliver sendt bag tremmer på det grundlag, må føle sig fuldstændig retsløse. Akkurat ligesom deres kærester, koner og familier må det. […]” [Klager] har henvist til, at hun på intet tidspunkt ”gået rundt” og kaldt manden, som blev frikendt for at have voldtaget hende, for en ”voldtægtsmand”. [Klager] har brugt ordet én gang i et Facebook-opslag af 8. marts 2018, hvor hun aldrig identificerede ham, men omtalte en unavngivet og fuldstændig uidentificerbar person for hendes ”voldtægtsmand”. [Klager] brød dermed ingen love. Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Det påklagede debatindlæg er blevet bragt under en bjælke med teksten ”DEBAT”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] tilkendegiver sin holdning til de retspolitiske forslag om ’frivillighed’ eller ’samtykke’ i de strafferetlige regler om voldtægt, herunder processen i den forbindelse og argumenterne herfor. Nævnet finder endvidere, at udsagnet ”ikke længere ustraffet [kan] gå rundt og kalde ham en voldtægtsmand” klart fremstår som skribentens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i debatindlæg. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Politiken for at bringe det påklagede debatindlæg uden forelæggelse for [Klager]. Afgjort den 12. januar 2021

Versioner

  1. 2021-01-16