Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0547
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9018@2021-01-16/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0547
Villabyerne får ikke kritik for mediets kommentar til debatindlæg En person klagede til Pressenævnet over en kommentar, der var indsat i forlængelse af hendes debatindlæg i Villabyerne. Personen klagede over, at kommentaren indeholdt ukorrekt information, som hun ikke havde fået forelagt forud for offentliggørelsen. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af den påklagede formulering og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at formuleringen klart fremstår som en subjektiv vurdering, der ikke ikke er egnet til at være skadelig eller krænkende for klager. På den baggrund fandt nævnet heller ikke anledning til udtale kritik af den manglende forelæggelse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en kommentar, der er indsat til debatindlægget ”Det Gode Liv: ”Kan man ikke tåle at blive set på, så skal man nok se sig om efter et mindre ansvarsfuldt arbejde”” , der blev bragt den 28. august 2020 i Villabyerne, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at kommentaren i debatindlægget indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger om hende, som ikke blev forelagt inden offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling Villabyerne bragte den 28. august 2020 kl. 15:00 artiklen på hjemmesiden www.sn.dk: ”Det Gode Liv: ”Kan man ikke tåle at blive set på, så skal man nok se sig om efter et mindre ansvarsfuldt arbejde”” med underrubrikken: ”[Klager], sygeplejerske og direktør, indehaver af [Klagers virksomhed], spørger, om kommunerne har lært noget, efter TV2s dokumentar om vanrøgt på plejehjemmene” Det fremgår, at artiklen blev opdateret den 28. august 2020 kl. 19:11. Af artiklen fremgik følgende: ”Alt imens de varme meteorologiske himmelstrøg begyndte at kravle ud i alle afkroge af vores lille dejlige land, steg også varmen i kinderne på ledende medarbejdere i Aarhus Kommune. På grund af mistanke om vanrøgt af en 91-årig ældre dame, havde pårørende sammen med TV2 sat skjulte kameraer op. Desværre med rette. Men har kommunerne så overhovedet lært noget, eller var det bare det? Forargelsen var let at spore, da [Person 1] tonede frem, hængende ydmyget og nedgjort og til frit skue i en særdeles ukomfortabel lift på et plejehjem i Aarhus. Der sad mange rundt omkring i de danske hjem og fik kaffen i den gale hals, da klippene kørte hen over landsdækkende TV. En reportage, der havde været igennem den retslige vridemaskine, da kommunen ønskede at sortlægge hele optagelsen - af respekt for den ældre dame og hendes rettigheder… Men det var vist ikke kun forargelse og angst, som rundt om kaffebordene var stigende - mon ikke også varmen steg i kinderne på dels de personaler, som pludselig var med i realityTV af værste skuffe, men også den daglige og kommunale ledelse må have kunnet mærke strålevarmen fra den kolde TV-skærm. Vi er efterfølgende flere sundhedspersonaler, som har været ude i medierne og med stor bekymring og forfærdelse bekræftet, at eksemplerne desværre ikke er enkeltstående. Jeg har oplevet særdeles ydmygende forhold her i kommunen og grædende talt med denne avis' redaktør om forholdene, men som ikke ønskede at trykke min historie. Jeg har haft adskillige møder med kommunen uden resultat. Jeg har været ansat to gange i Gentofte Kommune, og aldrig er jeg i min introduktion eller videre ansættelse, blevet forlagt hvilke værdier, kommunen stod for. Jeg har aldrig følt et ejerskab for den mission, man (måske) var på og hvordan jeg som sygeplejerske kunne bidrage positivt. Derimod var der fokus på vagtplanen og kursusdagene i IT-systemet. Den slags intro bliver man ikke en stolt medarbejder af, en medarbejder, som ser det som indiskutabelt at levere et flot stykke arbejde. Og det er heller ikke en måde, hvormed man får sorteret de brodne kar væk på, som man fejlagtigt har fået ansat. Har kommunen en plan? Men selv om den grufulde historie om [Person 1] nu er blevet til dels en sag om menneskerettigheder og resten bliver brugt til at pakke fisk ind i, og avisernes BREAKING-overskrifter igen er domineret af Corona-smittetallene, så er spørgsmålet: har kommunerne og dermed også Gentofte Kommune overhovedet forstået hvilken lammende frygt, landets hundredtusindvis af ældre mennesker med pårørende sidder tilbage med? Og har man overhovedet kigget indad. . . for det her sker, også i Gentofte Kommune, og det er ikke noget, et håndtryk af borgmesteren med kæde på den 24. december kan afbøde. I den her kommune er der også medarbejdere, som har langtidsparkeret ordentlighed og empati og som burde plukke jordbær i stedet for at varetage noget så vigtigt som omsorgen og trygheden for et andet menneske. Er jeg den eneste, som ville ønske, at kommunens ansvarlige ville demonstrere en smule proaktivitet ved at fremlægge en revideret og realistisk handleplan for, hvordan man her i kommunen arbejder målrettet og kontinuerligt på at forebygge den slags afskyelige og uacceptable hændelser? Eller er afdelingen for gamle gået i flyverskjul og stadig forsøger at gemmer sig bag resten af sommerens solstråler og paraplyen i Aperollen med håb om, at det hele forsvinder, og så taler vi ikke mere om det? For min skyld må I gerne sætte kameraer op - for kan man ikke tåle at blive set på. . . . så skal man nok se sig om efter et mindre ansvarsfuldt job! For det var ikke ”bare” det! ” Nederst i artiklen er følgende tilføjet: ” Svar på kritik Jeg kan ikke genkende [Klager]s beskrivelse af, at hun grædende har fortalt om forholdene for de ældre i Gentofte Kommune, hvorefter jeg nægtede at trykke historien. Jeg kan derimod mindes, at jeg har sagt til [Klager], at hun som indehaver af et privat [Firma] ikke kunne fungere som den primære kilde i en kritik af den kommunale pleje. Og at jeg derfor som et minimum havde brug for andre kilder og konkrete cases for i første omgang at få bekræftet historien og i anden omgang for at kunne skrive historien. [Redaktøren], Villabyernes redaktør. ” Øverst i artiklen er der en billedserie bestående af to billeder. Billede et er et modelfoto, der viser en yngre hånd, der holdes en ældres hånd. Til billedet er der indsat følgende billedtekst: ”[Klager] efterlyser en målrettet handleplan for mere empati på ældreområdet. Modelfoto: Adobe Stock” Billede to i billedserien viser et portrætbillede af [Klager] med følgende tekst: ”[Klager], sygeplejerske og direktør, indehaver af [Klagers virksomhed]” Til artiklen er indsat en citatboks med følgende: ”For min skyld må I gerne sætte kameraer op - for kan man ikke tåle at blive set på. . . . så skal man nok se sig om efter et mindre ansvarsfuldt job! ” Korrespondance i forbindelse med artiklen [Klager] og Villabyerne var i skriftlig dialog i forbindelse med den påklagede kommentar til hendes debatindlæg: ”Fra: [Klager] <[Klagers mailadresse]> Sendt: 26. august 2020 07:40 Til: [Redaktøren] <[Redaktørens mailadresse]> Emne:. . . kan du virkelig ikke huske da jeg ringede. . . . . og tudende fortalte om misrøgt af xxxx xxxxxx-xxxxxx? ? [ navn sløret af [Klager], Pressenævnet ] men at familien ikke turde stille sig frem? ? Og at jeg undrede mig over at selvom jeg er underlagt et hav af restriktioner fra Styrelsen som sygeplejerske, så var mit ”vidneudsagn” ikke godt/troværdigt nok? ? Det havde været en mere korrekt udgave af din replik. Mange hilsner [Klager] Fra: [Redaktøren] <[Redaktørens mailadresse]> Sendt: 26. august 2020 10:44 Til: [Klager] <[Klagers mailadresse]> Emne: SV: kan du virkelig ikke huske da jeg ringede” Kære [Klager] Jo, jeg kan godt huske, at du var meget oprevet, og jeg lyttede også til dig. Men humlen var, at jeg ikke kunne skrive historien med dig som kilde, for så ville folk (vi kan altid diskutere med hvilken ret) kunne sige, at selvfølgelig er du kritisk over for den kommunale pleje, for du har en egeninteresse i at få kunder i dit [Firma]. Jeg siger ikke, at det var dit motiv, men bare, at det ville folk kunne skyde dig i skoene. Og som journalister bliver vi hele tiden nødt til at vurdere vores kilders troværdighed, også i en kritisk modparts øjne. Måske vi en anden gang skal afstemme, hvordan vi formulerer os om hinanden, for din bemærkning (om mig) syntes jeg i hvert fald ikke, jeg kunne lade stå alene. Jeg beundrer dig meget, [Klager], din entusiasme, dit store hjerte, som gennemsyrer alt hvad du laver og skriver, og jeg er sindssygt glad for at have dig med på Det Gode Liv-holdet, det håber jeg, du ved. De bedste hilsener [Redaktøren] Fra: [Klager] Sendt: 26. august 2020 13:27 Til: [Redaktøren] <[Redaktørens mailadresse]> Emne: SV: . . . kan du virkelig ikke huske da jeg ringede” Hej [Redaktøren], Jeg skrev blot at du ikke ville skrive historien. Jeg nævnte intet andet. Heller ikke, at jeg syntes det er bemærkelsesværdigt at man mistænker private for at have urent trav og at jeg skulle skrive det for at få kunder. [Redaktøren], 90% af dine læsere kommer fra det private erhvervsliv. . . og årsagen til at den ikke kom videre var fordi familien ikke have energi til mere ballade med kommunen. Men når der kommer billeder på, så kører historien, ensidigt, for fuld udblæsning. Mig som autoriseret sygeplejerske, som kan redde liv, give livsvigtig medicin, beskytte, pleje, forsvare og værne om, kan man ikke stole på? Men hvorfor svarede du ikke det du har skrevet til mig neden for? det havde da været langt mere ærligt. Nu sidder der en bykonge med lakajer og glæder sig over at du heller ikke stoler på hvad jeg siger, selv om der bliver begået så frygteligt meget ringe og uværdigt pleje i den her kommune. Jeg er virkelig ked af at du punkterede mit vigtige og nødvendige opråb. Og jeg syntes oprigtigt at du skulle overveje at komme med en tilføjelse, også i den trykte avis. Og ja jeg ved godt at du er glad for mine indlæg, og det er dejligt at vide. Med venlig hilsen /Best regards Fra: [Klager] <[Klagers mailadresse]> Sendt: 31. august 2020 11:13 Til: [Redaktøren] <[Redaktørens mailadresse]> Emne: VS: . . . kan du virkelig ikke huske da jeg ringede. . Kære [Redaktøren], Jeg bliver nødt til at vide om du trække din urigtige forklaring i sidste uges avis retur og i stedet kommer med en retvisende forklaring, på hvorfor du ikke ville skrive historien. Gør du ikke det så trækker jeg mig med øjeblikkelig varsel som klummeskribent, men af hensyn til min troværdighed som jeg værner 100% om, se mig nødsaget til at gøre opmærksom på hvorfor. Beklager, men tingene skal foregå på en ordentlig måde. Med venlig hilsen /Best regards [Klager] Sygeplejerske & Direktør Fra: [Redaktøren] <[Redaktørens mailadresse]> Sendt: 31. august 2020 11:27 Til: [Klager] <[Klagers mailadresse]> Emne: SV: . . . kan du virkelig ikke huske da jeg ringede. . Kære [Klager] Jeg trækker ikke spor retur, for det VAR en retvisende forklaring, jeg kom med i sidste uge. Dengang du ringede, forklarede jeg dig, at du ikke kunne stå som kilde til en historie om fejl og mangler ved den kommunale pleje, og at jeg derfor havde brug for andre kilder og konkrete cases for at kunne gå videre med sagen. At du ikke forstår, hvorfor jeg ikke bare kan lade dig skrive ”jeg har oplevet særdeles ydmygende forhold her i kommunen og grædende talt med denne avis' redaktør om forholdene, men som ikke ønskede at trykke min historie”, overstiger min fatteevne. Mest af alt, fordi det er en lodret løgn. Jeg har aldrig sagt, at jeg ikke ville skrive historien. Jeg har sagt, at jeg- hvis Villabyerne skulle gå ind i sagen - havde brug for andre kilder end dig. Af grunde, jeg nu har prøvet at forklare dig flere gange Jeg orker ikke at tærske mere langhalm på det her. Hvis du ser dig nødsaget til at trække dig som klummeskribent på den her baggrund, så må du gøre det. Du må gøre opmærksom på, hvad du vil på egne sites og fora, du må såmænd også gerne få et læserbrev med i Villabyerne, men naturligvis ikke med løgne eller grove beskyldninger mod mig. De bedste hilsener [Redaktøren] Kære [Redaktøren], Det er så fint at du ikke ”orker at tærske mere langhalm på det”! Det er også ligegyldigt om ældre mennesker bliver behandlet grimt i denne kommune. Jeg trækker mig hermed som klummeskribent men bliver nødt til at orientere SN om denne episode. Med venlig hilsen /Best regards [Klager]” Opfølgende debatindlæg Den 2. september 2020 bragte Villabyerne et debatindlæg af [Klager] med titlen: ”FARVEL og pøj pøj med det Gode Liv. ” Sidst i debatindlægget er der indsat en kommentar af Villabyernes redaktør. Af debatindlægget fremgik følgende: ”DEBAT Sådan lød overskriften på min første klumme for præcis 5 år siden i Villabyerne. I de fem år, jeg har skrevet for Villabyerne, har jeg været langt og vidt omkring – og jeg håber, at alle I fantastiske læsere, som hver gang har bragt min klumme op som den mest læste, måske kunnet genkende problematikkerne i mine historier, har smilet, tænkt og måske fældet en enkelt tåre. Og måske har nogle fundet styrken frem til at ændre nogle af vilkårene for jeres kære ældre. Men nu bliver her stille – for jeg kan ikke forene mig med Villabyernes replik på min sidste klumme, som jeg mener er i strid med sandheden og dermed in integritet som autoriseret sundhedsperson. Som en konsekvens har jeg indgivet dette for Pressenævnet og trækker mig som klummeskribent. Tak for de mange opkald, mails og SMS-beskeder, som jeg har modtaget som respons på mine indlæg igennem de sidste 5 år. Alle har de varmet og glædet mig. Så, farvel, og pøj pøj med det Gode Liv. Villabyerne ønsker [Klager] god vind og takker hende for hendes mange gode klummer gennem årene. Vi beklager, at hun ser sig nødsaget til at trække sig som klummeskribent, men vi står naturligvis fuldstændig bag vores replik til hendes klumme i sidste uge, som var – og er – fuldstændig sandfærdig. Vi imødeser derfor også med sindsro [Klager]s klage til pressenævnet. [Redaktøren], Villabyernes redaktør. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 2. september 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God Presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har anført, at kommentaren af redaktør [Redaktøren] i forbindelse med hendes klumme i avisen ikke er korrekt. [Klager] har præciseret, at hendes klage ikke går på, hvorvidt Villabyerne bragte hendes beretning eller ej – men at hun ønsker en retvisende kommentar fra redaktøren. Kommentaren er usand og miskrediterer [Klager] som autoriseret sundhedsfaglig og er skadelig for hendes forretning. [Klager] har som baggrund for sagen oplyst, at hun har været klummeskribent på Villabyerne i de seneste fem år, og om forløbet forud for den påklagede kommentar, har hun oplyst følgende: ” Jeg kontakter [Redaktøren] i efteråret 2018 og beretter om et yderst grelt forløb jeg er vidende til i kommunen om pleje og omsorg af en ældre kvinde - faktisk misrøgt af hende. Jeg har været sygeplejerske siden 1998 og der skal noget til at ryste mig, men det gjorde denne oplevelse, som jeg håbede at [Redaktøren] ville gå ind i. Han lyttede og medgav at det var forfærdeligt, men da jeg er privat erhvervsdrivende og kunne være på strandhugst i kommunens kundekartotek, kan han ikke skrive historien uden pårørendes bidrag- men familien havde ikke kræfter til at kæmpe mere med kommunen. Historien dør og det samme gør den ældre dame en måneds tid senere - og sådan er det. ” [Klager] har to år senere skrevet en klumme til Villabyerne, som en opfølgning på sagen. Af klummen fremgår det blandt andet, at [Klager] på et tidspunkt har ringet og grædende berettet om hendes oplevelse med den kommunale hjemmepleje til Villabyernes redaktør, men at Villabyerne ikke ønskede at bringe historien. [Redaktøren]s kommentar er decideret usand. [Klager] har hertil anført, at [Redaktøren] miskrediterer hendes udtalelse, som stiller hende i et urigtigt og dårlig lys, ikke blot som autoriseret sygeplejerske, men også som forretningsindehaver. Afslutningsvis har [Klager] henvist til sin korrespondance med Villabyerne efter den påklagede artikel blev bragt. 2.2 Villabyernes synspunkter God presseskik Korrekt information og forelæggelse Villabyerne har anført, at kommentaren er udløst af denne sætning om den kommunale hjemmepleje i [Klager]s klumme: ”Jeg har oplevet særdeles ydmygende forhold her i kommunen og grædende talt med denne avis’ redaktør om forholdene, men som ikke ønskede at trykke min historie. ” Af den påklagede kommentar fremgår blandt andet følgende: ”Jeg kan ikke genkende [Klager]s beskrivelse af, at hun grædende har fortalt om forholdene for de ældre i Gentofte Kommune, hvorefter jeg nægtede at trykke historien. ” Villabyernes har oplyst, at Villabyernes redaktør har orienteret [Klager] om, at hun som indehaver af et privat [Firma] ikke kunne fungere som den primære kilde i en kritik af den kommunale pleje, og at der som et minimum ville være brug for andre kilder og konkrete cases for i første omgang at få bekræftet historien og i anden omgang for at kunne skrive historien. Skulle [Klager]s indlæg have stået uimodsagt, ville Villabyernes læsere have været efterladt med det klare indtryk, at Villabyerne ikke er interesseret i borgernes ve og vel, når hjemmeplejen udføres af Gentofte Kommune. Det ville være helt forkert. Som medie skylder Villabyerne de/den, der bliver kritiseret – især når kritikken er barsk som i dette tilfælde - at underbygge kritikken med flere kilder. Det ville ikke fungere, at det alene var [Klager], der kritiserede Gentofte Kommune. Villabyerne anerkender fuldt ud [Klager]s faglighed – i fem år har [Klager] fast skrevet klummer til Villabyerne med afsæt i det sundhedsfaglige, men som indehaver af et privat [Firma] kunne [Klager]s kritik af Gentofte Kommune let fejes af bordet, hvis den ikke var underbygget. Familien til den berørte ældre kvinde ønskede ikke at medvirke, hvilket [Klager] også er klar over. Dette kunne [Redaktøren] have skrevet i sin kommentar, men det ville ikke ændre på hele substansen, at [Klager]s kritik ikke kunne stå alene. Villabyerne ønskede sådan set at trykke [Klager]s historie, men ønskede ikke at gøre det ukritisk og uden at have yderligere dokumentation. Villabyerne har afslutningsvis henvist til, at [Klager] den 2. september 2020 fik bragt et debatindlæg i Villabyerne, hvor hun kommer til orde og anfægter rigtigheden af [Redaktøren]s kommentar. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at den kommentar, som redaktøren af Villabyerne har skrevet til hendes debatindlæg, indeholder ukorrekt og skadelig information om hende. [Klager] har desuden klaget over manglende forelæggelse. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A. 1 og A. 3. Læserbreve og debatindlæg indeholder – i sagens natur – ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler. Det er Pressenævnets opfattelse, at debatindlæg og den debat, der opstår som følge heraf, må have vide rammer. Dog finder nævnet, at debatindlæg med krænkende indhold bør forelægges for den krænkende part. Af [Klager]s debatindlæg fremgår blandt andet følgende: ” […] Vi er efterfølgende flere sundhedspersonaler, som har været ude i medierne og med stor bekymring og forfærdelse bekræftet, at eksemplerne desværre ikke er enkeltstående. Jeg har oplevet særdeles ydmygende forhold her i kommunen og grædende talt med denne avis' redaktør om forholdene, men som ikke ønskede at trykke min historie. Jeg har haft adskillige møder med kommunen uden resultat. […]” Af den kommentar, der er indsat i slutningen af debatindlægget fremgår følgende: ” Svar på kritik Jeg kan ikke genkende [Klager]s beskrivelse af, at hun grædende har fortalt om forholdene for de ældre i Gentofte Kommune, hvorefter jeg nægtede at trykke historien. Jeg kan derimod mindes, at jeg har sagt til [Klager], at hun som indehaver af et privat [Firma] ikke kunne fungere som den primære kilde i en kritik af den kommunale pleje. Og at jeg derfor som et minimum havde brug for andre kilder og konkrete cases for i første omgang at få bekræftet historien og i anden omgang for at kunne skrive historien. [Redaktøren], Villabyernes redaktør. ” [Klager] har klaget over, at formuleringen om baggrunden for, hvorfor Villabyerne ikke bragte hendes historie, ikke er korrekt. [Klager] har hertil oplyst, at dette skyldes, at den pågældende ældre borgers familie ikke ønskede at stå frem. Formulering fremstår klart som redaktørens subjektive vurdering af, hvorfor [Klager]s historie ikke blev bragt af Villabyerne. Pressenævnet finder ikke anledning til at udtale kritik af formuleringen, idet denne - som sagen er oplyst for Pressenævnet - ikke er uden dækning de faktiske omstændigheder. Nævnet finder endvidere, at den anvendte formulering ikke er egnet til at være af skadelig eller krænkende karakter, og finder på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik af Villabyerne for ikke at have forelagt formuleringen for [Klager] forud for offentliggørelsen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at Villabyerne efterfølgende bragte debatindlæg af [Klager] den 2. september 2020 om samme emne, hvor [Klager] kommer til orde. Afgjort den 12. januar 2021