Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0545

GældendeVersion 2021-01-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9021@2021-01-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0545

NORDJYSKE Medier får ikke kritik for artikel om køb af ejendom. Et ægtepar klagede til Pressenævnet over en artikel i NORDJYSKE Medier, der omtalte deres køb af hus. Af omtalen fremgik blandt andet deres fulde navne, hvor meget de havde betalt for ejendommen samt flere detaljer om ejendommen. Ægteparret klagede over, at en del af oplysningerne ikke er korrekte samt over, at de ikke var blevet kontaktet forud for offentliggørelsen. Artiklen var deklareret med ”robotbolig – Ritzau”. Pressenævnet bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at det er tale om robotjournalistik offentliggjort af Ritzau, ikke ændrer ved NORDJYSKE Mediers ansvar for at overholde god presseskik. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE Medier og lagde i den forbindelse vægt på, at der er tale om offentligt tilgængelige oplysninger, som stammer fra BBR-registeret, og at disse er gengivet i overensstemmelse med, hvad der fremgår af registeret.

[Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over artiklen: ”Hus solgt langt over gennemsnitspris på Klosterkrogen i Pandrup” , som blev bragt den 20. august 2020 på NORDJYSKEs netavis.dk, idet [Klager 1] og [Klager 2] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som ikke blev forelagt dem forud for offentliggørelsen. 1 Sagsfremstilling NORDJYSKE Medier bragte den 20. august 2020 artiklen: ”Hus solgt langt over gennemsnitspris på Klosterkrogen i Pandrup” på netavisen nordjyske.dk. Af artiklen fremgik følgende: ”Boligen har et samlet areal på 178 kvadratmeter. Overtagelsesdatoen er 15. august 2020. [Klager 1] og [Klager 2] har overtaget huset på Klosterkrogen 3 i Pandrup for 2.250.000 kroner. Boligarealet er på 178 kvadratmeter. Dermed ender den vægtede kvadratmeterpris på 11.658 kroner. Ifølge de seneste tal lyder den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i samme postnummer på 6.122 kroner. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 5536 kroner højere, svarende til 90 procent. Ejendommen udgør i alt et areal på 1174 kvadratmeter. Boligen er fra 1999. Der er ikke registreret større om- eller tilbygninger på ejendommen i BBR. Boligen omfatter i alt fem værelser. Derudover er der to toiletter. Købsaftalen blev underskrevet 23. juni, og overtagelse er efter aftale sket 15. august. Et fjernvarmeanlæg sørger for varmen i huset. Taget på huset er beklædt med teglsten, og ydervæggene er lavet af mursten. Den offentlige ejendomsvurdering lyder på 1,7 millioner kroner. Grundværdien udgør 138.300 kroner af vurderingen. Den vægtede kvadratmeterpris lader foruden det rene beboelsesareal også udnyttede kælder- og loftsarealer samt øvrige bygninger indgå i arealberegningen med en givet procentsats. Denne artikel er skrevet af Ritzaus tekstrobot på baggrund af oplysninger fra den digitale tingbog, FinansDanmarks boligmarkedsstatistik og Bygnings- og Boligregistret (BBR). /ritzau/” Af artiklen fremgår indledningsvis følgende i øverste venstre hjørne: ”Deklareret: Robotbolig – Ritzau” Til artiklen er der desuden indsat et luftfoto af den omtalte ejendom. Øvrige oplysninger I BBR-registeret er følgende registreret om ejendommen: ”Bygningens opførelsesår: 1999 Materialer Ydervægsmateriale: Mursten Tagdækningsmateriale: Tegl Bygningens arealer og etager Bygningens arealer Bygningens samlede areal: 216 m2 Bebygget areal: 216 m2 Bygningens etager Antal etager: 1 Varme og energi Bygningens varmeinstallation: Fjernvarme/blokvarme Bygningens supplerende varmeinstallation:(UDFASES) Bygningen har ingen supplerende varme Anvendelse Fordeling af anvendelse i m2 Bygningens anvendelse: Fritliggende enfamiliehus (kode:120) Bygningens samlede boligareal: 178 m2 Indbyggede arealer i grundplan Indbygget garage - areal i m2: 38 m2” [Klager 1] og [Klager 2]s klage er modtaget i Pressenævnet den 3. september 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter God Presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at den påklagede artikel indeholder deres fulde navne samt en meget detaljeret beskrivelse af deres huskøb, men at en del af oplysningerne ikke er korrekte. I artiklen står der, at der ikke er registreret større om- eller tilbygninger. [Klager 1] og [Klager 2] har hertil anført, at det er muligt, at det ikke fremgår tydeligt af BBR, men til ejendommen er der en carport, der er ombygget til garage. Der er blevet foretaget ganske betydelige ombygninger, herunder nyt tag og den ombyggede carport, hvilket har betydning for det samlede bygningsareal, som det fremgår af BBR, nemlig 216 m2. [Klager 1] og [Klager 2] har desuden anført, at artiklen har en krænkende vinkel, herunder overskriften ”Hus solgt langt over gennemsnitspris” samt formuleringen om, at [Klager 1] og [Klager 2] har givet 90% for meget for ejendommen. [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at det er ubehageligt at blive ”udstillet” som om de ”har gjort en 90 % dårlig handel”. Endelig har [Klager 1] og [Klager 2] klaget over, at en sådan artikel trykkes, uden at de er blevet kontaktet forud. Det er ubehageligt at være genstand for en artikel med navns nævnelse, som dels er faktuelt forkert, dels beskriver, at der er indgået en dårlig hushandel, uden NORDJYSKE forholder sig journalistisk og kritisk til indholdet. [Klager 1] og [Klager 2] har afslutningsvis anført, at artiklen er i strid med god presseskik og har i den forbindelse henvist til A. 1 og A. 3 i de vejledende regler om god presseskik. 2.2 NORDJYSKE Mediers synspunkter God Presseskik NORDJYSKE Medier har indledningsvis anført, at der er tale om en historie skrevet af RITZAU, hvorfor NORDJYSKE Medier ikke er rette indklagede i sagen, hvorfor NORDJYSKE Mediers principielle påstand i sagen er afvisning grundet NORDJYSKE Medier ikke er rette indklagede. Robotjournalistik Det fremgår tydeligt af artiklen, at den er skrevet på baggrund af en tekstrobot fra RITZAU på baggrund af offentligt tilgængelige data fra den digitale tingbog, FinansDanmarks boligmarkedsstatistik og Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorfor artiklen baserer sig udelukkende på offentligt faktiske registrerede data. Korrekt information, forelæggelse og redigeringsret NORDJYSKE Medier har anført, at NORDJYSKE medier ikke har overtrådt reglerne for god presseskik, eftersom det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Redaktøren er - i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet - som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad der bringes i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Som [Klager 1] og [Klager 2] har anført i klagen til Pressenævnet, så anerkender [Klager 1] og [Klager 2] også, at der måske ikke er anmeldt korrekt kvadratmeter i BBR. NORDJYSKE Medier kan ikke stå på mål for dette i nærværende sag, men kan alene henholde sig til de offentligt tilgængelige kilder i sagen såsom tingbogen samt BBR. [Klager 1] og [Klager 2] bestrider således ikke de angivne fakta fra de offentligt tilgængelige registre, der er angivet i artiklen, men belyser blot, at der er nogle andre ting, der berettiger prisen på boligen. Teksten er bygget op omkring rå data fra de oplistede registre ovenfor, hvorfor dette ikke tilføjer nogen subjektiv eller krænkende vinkel, set fra NORDJYSKE Mediers side. Artiklen kunne jo også læses med den positive vinkel, at der nu sælges dyrere huse i Pandrup, og dermed ikke alene med den påståede krænkende vinkel, som [Klager 1] og [Klager 2] anfører. NORDJYSKE Medier er af den opfattelse, at artiklen ikke indeholder oplysninger, der kan betragtes som værende krænkende, skadelige eller agtelsesforringende for [Klager 1] og [Klager 2], og reglerne for god presseskik er overholdt i nærværende sag, eftersom data er taget udelukkende fra offentligt tilgængelige registre, der kan tilgås af offentligheden. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Robotjournalistik Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet medie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at en artikel er offentliggjort af Ritzau, ændrer således ikke NORDJYSKE mediers ansvar for at overholde god presseskik. NORDJYSKE Medier skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. Pressenævnet bemærker desuden, at det klart fremgår af artiklen, at der er tale om robotjournalistik, idet artiklen indledningsvis er deklareret ”Robotbolig – Ritzau”, ligesom følgende fremgår af selve artiklen: ”Denne artikel er skrevet af Ritzaus tekstrobot på baggrund af oplysninger fra den digitale tingbog, FinansDanmarks boligmarkedsstatistik og Bygnings- og Boligregistret (BBR)”. Det forhold, at der er tale om robotjournalistik, ændrer ikke ved Pressenævnets vurdering af mediets ansvar i forhold til at overholde god presseskik. Korrekt information, forelæggelse og redigeringsret [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som ikke er blevet forelagt inden offentliggørelsen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. de vejledende regler for god presseskik punkt A. 1 og A. 3. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”[Klager 1] og [Klager 2] har overtaget huset på Klosterkrogen 3 i Pandrup for 2.250.000 kroner. Boligarealet er på 178 kvadratmeter. Dermed ender den vægtede kvadratmeterpris på 11.658 kroner. Ifølge de seneste tal lyder den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i samme postnummer på 6.122 kroner. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 5536 kroner højere, svarende til 90 procent. Ejendommen udgør i alt et areal på 1174 kvadratmeter. Boligen er fra 1999. Der er ikke registreret større om- eller tilbygninger på ejendommen i BBR. ” Pressenævnet finder som udgangspunkt, at det ikke er i strid med god presseskik at bringe offentligt tilgængelige ejendomsoplysninger, som kan fremsøges via BBR-registret. [Klager 1] og [Klager 2] har oplyst, at det ikke er korrekt, at der ikke er foretaget større om- eller tilbygninger på ejendommen, idet carporten er lavet om til garage, og der er lagt nyt tag på ejendommen. Pressenævnet finder ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE for omtalen eller for ikke at have forelagt [Klager 1] og [Klager 2] oplysningerne forud for, de blev bragt. Nævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at der er tale om offentligt tilgængelige oplysninger, ligesom det klart fremgår af artiklen, at oplysningerne er gengivet i overensstemmelse med, hvad der fremgår af BBR-registeret. Det forhold, at [Klager 1] og [Klager 2]s fulde navne fremgår af artiklen, kan ikke føre til andet resultat. Afgjort den 12. januar 2021

Versioner

  1. 2021-01-16