Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0607
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9049@2021-02-05/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0607
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse Dagbladet Arbejderen bragte i januar måned to artikler med omtale af vaccinationsindsatsen mod Covid-19 i Israel. En person med jødisk baggrund klagede til Pressenævnet og henviste til, at artiklerne indeholdt urigtige oplysninger. Klageren var ikke omtalt eller afbildet i artiklerne, og selv om klageren med jødisk baggrund måtte have en generel interesse i omtalen, afviste Pressenævnet at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” Israel bruger corona i krigen mod palæstinenserne ” og ” Israel tillader ikke coronavaccine til palæstinensere i besatte områder ”, som blev bragt henholdsvis den 11. og 18. januar 2021 på Dagbladet Arbejderens netavis arbejderen.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagsfremstilling Artiklerne ” Israel bruger corona i krigen mod palæstinenserne ” og ” Israel tillader ikke coronavaccine til palæstinensere i besatte områder ” indeholder omtale af vaccinationsindsatsen mod Covid-19 i Israel, herunder en beskrivelse af, at fem millioner palæstinensere, som bor i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza, ikke er blevet vaccineret mod Covid-19. Af artiklen ” Israel bruger corona i krigen mod palæstinenserne ” fremgår blandt andet følgende: ”Den militære besættelsesmagt bruger med andre ord virusset til at angribe en lidende befolkning på to fronter: Leveforholdene gør det umuligt at forsvare sig mod pandemien, og de besatte nægtes livsvigtige vacciner. Det er intet mindre end morderisk, at en brutal besættelsesmagt forhindrer beboere i de besatte områder i at blive vaccineret under en dødbringende pandemi. Det er ikke bare ondskabsfuldt, men også i strid med Folkeretten. ” [Klager] har til støtte for klagen anført, at artiklerne er uvederhæftige og løgnagtige, når Israel bliver omtalt som en racistisk, ondskabsfuld og morderisk stat. Artiklerne indeholder således urigtige oplysninger om, at Israel har nægtet coronavaccinationerne til palæstinenserne, samt at Israel bruger coronavirus til at angribe palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden. [Klager] har endvidere anført, at der ikke er tale om en racistisk diskrimination af palæstinenserne. Således bliver alle borgere, som Israel har ansvaret for, vaccineret uanset etnisk eller religiøs baggrund. [Klager] har i den forbindelse anført, at de palæstinensiske myndigheder har selvstyre i Zone A og B i de besatte områder, hvor de palæstinensiske myndigheder derfor selv har ansvaret for at vaccinere deres borgere. [Klager] har i klagen oplyst, at hun har en jødisk baggrund. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Klagen angår to artikler med omtale af vaccinationsindsatsen i Israel. Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklerne. Selv om [Klager] har en jødisk baggrund og derfor måtte have en generel interesse i omtalen, finder Pressenævnet ikke, at [Klager] har en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til hende. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 2. februar 2021