Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9058@2021-02-09/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - sprog - ej medhold

J.nr. 20-9044 En læge deltog i en samtale i et vikarbureau om en stilling på en nyoprettet nærklinik. Lægen er dansk statsborger og bosat i Sverige. Han er født og har sine rødder uden for Danmark. Lægens sprogkundskaber indgik i regionens vurdering af, om han kunne varetage én af de ledige stillinger i lægeklinikken. Derved havde lægen påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling. Regionen ønskede at sikre bedst mulig patientbehandling på nærklinikken, ikke kun i forhold til lægefaglige kompetencer, men også i forhold til kommunikationen med patienter i klinikken. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at sprogkravet var objektivt begrundet i et sagligt formål. Sprogkravet gik ikke videre end nødvendigt, idet det var begrænset til stillinger i nærklinikken i byen, hvor sprogkravet efter det oplyste var vigtigt. Det var således nævnets vurdering, at regionen havde godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Lægen fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at en region tillagde en læges sprogkundskaber betydning ved bedømmelsen af, hvilke læger der kunne være beskæftiget i en nærklinik . Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede region har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagsfremstilling Klager er læge og bosat i Sverige. Han har oplyst, at han er født og har sine rødder uden for Danmark, og at han har et sydlandsk udseende. Han er dansk statsborger. Klager har fremlagt et skærmbillede af sin autorisation til at arbejde som læge i Danmark. Den indklagede region har oplyst, at lægedækning af en nyoprettet nærklinik i A by var i udbud i 2019. Regionen stillede som krav, at maksimalt fem læger skulle dele opgaven, og de skulle ansættes og aflønnes af det vikarbureau, der vandt udbuddet. Ved sygdom og ferie skulle vikarbureauet være ansvarlig for vikardækning. X vikarbureau vandt udbuddet. Den 20. januar 2020 modtog klager en mail fra en HR Consultant fra X vikarbureau: ”Attraktivt uppdrag i Danmark med bra villkor Har du dansk legitimation? Jag vill gärna erbjuda dig 900 DKK/t + boende. En vanlig timpris i Danmark är ungefär 650-750 DKK/t. ” Klager deltog herefter i en samtale med regionens funktionschef for nærklinikker og en medarbejder fra vikarbureauet. Regionens funktionschef var alene til stede under den første del af samtalen, der angik opgaverne i nærklinikken. Klager har for nævnet oplyst, at medarbejderen i vikarbureauet og klager herefter fortsatte med at planlægge deltaljerne omkring klagers tiltræden i marts 2020. Den 31. januar 2020 modtog klager følgende mail fra en medarbejder i rekrutteringsbureauet: ”Hej [klager], Tack för ett trevligt möte igår. Kunden var mycket positivt över dina kompetenser, men de är red för att kommer att vara utmaningar när det gäller språk, eftersom [A by] är utkanten av Danmark, där de är mer vana vid tyska än svenska. Det var också orsaken till att hon frågade om du kunna tyska. ” Klager har for nævnet fremlagt sin mail af 3. februar 2020. Det fremgår ikke af det fremlagte, hvem mailen blev sendt til. Nævnet lægger til grund, at mailen var til regionens funktionschef: ”hej. Jeg har modtaget en mærkelig meddelelse om at du syns at mit kendskab til dansk gav anledning til bekymring. Naturligvis er dette, som du ved bedst, noget vrøvl. Jeg er dansk laege, dansk statsborger, har translatöreksamen i dansk fra handelshøjskolen i kbh, er autoriseret translatör og tolk i dansk. Jeg behandlede danskere fra skagen i nord till sönderborg i syd og fra esbjerg i vest till kbh i öst. desuden på grönland og faeröerna hvis de teller som danskere i din verden. . så du forstår, at det, du sagde, var ekstremt dumt og dårligt. ” Hertil svarede funktionschefen i den indklagede region i en mail til klager: ”Jeg er bekymret for de danskere, som bor i [A by] vil have svært ved at forstå dig. Jeg synes ikke du kan tillade dig at sige, at det jeg siger, er ekstremt dumt. Jeg har lov til at have min bekymring -det er trods alt mig, som skal betale din løn. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. februar 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 432.000 kr. Den 24. februar 2020 modtog klager følgende mail fra en chefkonsulent i den indklagede region med emnet ”Dine henvendelser til [den indklagede region] om rekruttering af læge til nærklinik”: ”Kære [klager] [Den indklagede region] har modtaget dine henvendelser om rekrutteringsprocessen i forbindelse med ansættelse af en læge til regionens kommende nærklinik i [A by]. Du anfører bl.a., at du via rekrutteringsbureauet fik oplyst, at dit kendskab til dansk gav anledning til bekymring, hvilket du er uforstående overfor og mener er ulovligt, hvorfor du kræver en undskyldning. Regionen kan for det første oplyse, at det er et led i ledelsesretten og den frie antagelsesret, at en arbejdsgiver – også når det er en offentlig myndighed – selv kan vælge den rette person blandt flere jobansøgere. Hertil kommer, at en offentlig arbejdsgiver skal besætte en ledig stilling på et oplyst grundlag, sådan at det sikres, at det er den bedst kvalificerede til at varetage stillingen, der ansættes. For en offentlig arbejdsgiver gælder det, at der efter forvaltningsretlige principper kun kan lægges vægt på hensyn, der er saglige i forhold til den pågældende stilling. Hvilke kriterier, der er saglige, beror i første række på den specifikke stilling. Efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet må arbejdsgiveren ikke lægge vægt på bl.a. national eller etnisk oprindelse. Eksempelvis et sprogkrav kan dog være lovligt, hvis det er sagligt begrundet og er berettiget i forhold til stillingens karakter. Det er regionens opfattelse, at det for at bestride en stilling som læge i høj grad er nødvendigt, at man har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne kommunikere på forståelig vis med patienterne. Det er derfor også regionens opfattelse, at kravet om tilstrækkelige danskkundskaber er et berettiget, sagligt og dermed lovligt krav at stille i forbindelse med ansættelsen til den omhandlede stilling. [Den indklagede region] foretager sig derfor ikke yderligere i anledning af dine henvendelser. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Han gør gældende, at han skal kompenseres for sin mistede indkomst som følge af ulovlig forskelsbehandling. Klager blev tilbudt jobbet. Rekrutteringsfirmaet var meget interesserede i klagers brede kompetencer. Den regionale funktionschef forlod samtalen efter 10-15 minutter. Klager reflekterede over, om den regionale repræsentant måske ikke kunne lide klagers etniske baggrund og var skuffet over, at han ikke havde blå øjne. Den regionale repræsentant stillede adskillige irrelevante spørgsmål, herunder hvilket sprog klager taler, alt sammen for at finde ud af, hvilken etnisk baggrund klager har. Det hele lød underligt i betragtning af, at en dansker ansøgte om et job i Danmark. Klagers mistanke blev bekræftet dagen efter, da den regionale repræsentants entusiasme før mødet blev ændret til en absurd undskyldning. Den regionale repræsentant var bekymret for, om danskere i A by ikke kunne forstå klager. Der var tale om en fornærmende udtalelse både over for klager og over for danskerne i A by. Klager skrev til den regionale repræsentant og meddelte, at hendes undskyldning var baseret på fordomme og uvidenhed, idet klager er dansk statsborger og læge, som har behandlet danskere fra hele landet, foruden Grønland og Færøerne. Klager har desuden en translatøreksamen og er beskikket af et ministerium som translatør og tolk i dansk. Den regionale repræsentant fastholdt imidlertid sin grundløse holdning. Regionens udtalelse af 24. februar 2020 er bevis for, at regionen har forskelsbehandlet klager. I udtalelsen fastholdt regionen den grundløse holdning om, at klagers kendskab til dansk blev betragtet som mangelfuldt og ”gav anledning til bekymring”. Derfor ønskede regionen ikke at ansætte klager til trods for, at hans faglige kvalifikationer var imponerende, som indklagede tidligere havde nævnt. Der var ikke noget objektivt grundlag for indklagedes påstand. Indklagede havde ikke læst og tog ikke højde for, hvad klager skrev om sin baggrund som dansk læge med ret til at arbejde som læge inden for sit kompetenceområde. Indklagede tog heller ikke højde for det forhold, at klager har translatøreksamen i dansk og er beskikket translatør og tolk. De involverede repræsentanter fra regionen fortsatte med at fremsætte usande og absurde argumenter, som savnede relevans for sagen. Regionen ønskede heller ikke at tage højde for, at klager er dansk statsborger, der absolut ikke kan diskrimineres på baggrund af sprog, når han ansøgte om et job i Danmark. Regionen valgte at rekruttere en læge i Sverige, hvor man normalt taler svensk. Regionen nægtede at acceptere klager som dansker. Indtil klager mødte regionens repræsentant i 10 minutter, havde regionen været ekstremt positiv i forhold til klagers lægefaglige kvalifikationer. Det var blot klagers tilsagn, som de ventede på og modtog. Ret til autorisation som læge bestemmes ved lov og administreres af Sundhedsstyrelsen og ikke af den indklagede region. Indklagedes påstand om dårlig kemi giver ikke lovlig grund til at forskelsbehandle på arbejdsmarkedet. Tværtimod er arbejdsgiveren i et sådant tilfælde forpligtet til at afhjælpe manglerne. Den påståede dårlige kemi efter kun 10 minutters møde er efter klagers opfattelse baseret på fremmedhadske holdninger fra regionens funktionschef. Der er intet bevis for dårligt kendskab til det danske sprog eller til dårlig kemi. Der var både dansk- og svensktalende personer til stede under mødet. Det forhold, at en person kan udtrykke sig på flere sprog, er et bevis på høj kompetence. Indklagedes påstand om, at klager betegnede funktionschefen som en kælling er forkert. Hvis ordet overhovedet opstod, kan det have været sket i sammenhæng med et helt andet samtaleemne. Det var regionens funktionschef og ikke X vikarbureau, der modsatte klager sit engagement. Indklagede afviser, at regionen har udsat klager for forskelsbehandling. I forbindelsen med X vikarbureaus rekruttering af læger var det aftalt, at regionens funktionschef for nærklinikker skulle deltage i samtalerne med de læger, som X vikarbureau fandt egnede og interesserede. Det var funktionschefens rolle ved samtalerne at forklare, hvad opgaverne er i nærklinikken, og hvordan opgaverne adskiller sig fra opgaverne i traditionelle almen praksis. Hun var derfor kun til stede ved samtalerne under dette punkt. Efter samtalen med klager oplyste regionens funktionschef lederen af X vikarbureau om, at funktionschefen fandt kemien med klager mindre god, og at hun havde svært ved at forstå ham, fordi han talte lavt, hurtigt samt blandede det svenske og det danske sprog. Lederen af X vikarbureau havde samme indtryk, hvorfor X vikarbureau gav et afslag til klager, hvor det blev forklaret, at de ikke mente, at hans sprog var tydeligt nok. Derefter var der mailkorrespondance mellem klager og funktionschefen og den uddybende mail fra regionen med forklaring på, hvorfor det er sagligt at lægge vægt på danskkundskaber. X vikarbureau oplyste efterfølgende, at klager ved samtalen til stillingen, men efter at regionens funktionschef havde forladt samtalen, havde omtalt funktionschefen som en ”kælling”, hvilket bekræftede opfattelsen af, at der ikke var i god kemi i forhold til klager. Regionen er af den opfattelse, at den bekymring, som funktionschefen gav udtryk for over for X vikarbureau – og som vikarbureauet videregav til klager ved deres afslag på ansættelse i vikarbureauet – ikke er udtryk for forskelsbehandling. Der var tale om en saglig bekymring ud fra et ønske om at sikre bedst mulig patientbehandling på nærklinikken i A by, ikke kun i forhold til lægefaglige kompetencer, men også i forhold til kommunikationen med patienter i klinikken. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er i forarbejderne til forskelsbehandlingsloven anført, at det vil være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til sprogkundskaber, og at det beror på en konkret vurdering, hvornår og i hvilke situationer det er rimeligt at stille krav om, at den pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk. Klagers sprogkundskaber indgik i regionens vurdering af, om klager kunne varetage én af de ledige stillinger i den nyoprettede nærklinik. Derved har klager påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling. Herefter påhviler det indklagede at godtgøre, at ligebehandlings-princippet ikke er blevet krænket. Indklagede har om baggrunden for at lægge vægt på sproglige forudsætninger oplyst, at man havde et ønske om at sikre bedst mulig patientbehandling på nærklinikken i A by, ikke kun i forhold til lægefaglige kompetencer, men også i forhold til kommunikationen med patienter i klinikken. Ligebehandlingsnævnet vurderer, at sprogkravet var objektivt begrundet i et sagligt formål. Sprogkravet gik ikke videre end nødvendigt, idet det var begrænset til stillinger i nærklinikken i A by, hvor sprogkravet efter det oplyste var vigtigt. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af klagers sprogkundskaber under samtalen med klager. Det er således nævnets vurdering, at indklagede har godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde <20-9044>

Versioner

1. 2021-02-09