Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9079@2021-02-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - ej medhold
J.nr. 19-32131 En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling. Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at kvinden havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste herefter at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en kommunes behandling af klager. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager har funktionsbegrænsninger som følge af, at hun som barn faldt og pådrog sig et hovedtraume. Klagen angår, om klager på grund af sit handicap er blevet behandlet ringere end andre personer i forbindelse med kommunens sagsbehandling. Kommunens borgere med funktionsnedsættelser kan i A afsnit i kommunens Ældre- og Handicapforvaltningen henvende sig med generelle spørgsmål til ydelser i forvaltningen, ansøge om ydelser fra forvaltningen eller få oplyst, hvem der er deres sagsbehandler. I sin kontakt med forvaltningen blev klager tilknyttet en sagskoordinator i Ældre- og Handicapforvaltningen. Klager skulle kontakte sagskoordinatoren om sine sager i forvaltningen. Den 7. marts 2019 skrev klager via sin partsrepræsentant følgende mail til den indklagede kommunes Ældre- og Handicapforvaltning: ”I forhold til behandlingen, når [A afsnit] kontaktes, hvor der henvises til at jeg kun må tale med [myndighedschefen], skal der gøres opmærksom på at dette er en afgørelse, der skal kunne påklages. Undertegnede har aldrig modtaget en afgørelse med klagevejledning, ligesom undertegnede mærkeligt nok aldrig kan komme i kontakt med [myndighedschefen]. Siden kommunen besluttede sig for, at afskære mig lige rettigheder som andre borgere i [den indklagede kommune], har jeg ikke kunnet få informaitoner i [A afsnit], jeg har været negativt forskelsbehandlet og ikke kunnet få at vide, hvordan min sag stod til eller kunnet få rådgivning i [A afsnit] som andre borgere. Jeg ønsker dette stopper omgående og gør opmærksom på, at jeg ønsker en sagsbehandler og ikke en rehabiliteringsgådgiver. Jeg gør yderligere opmærksom på, at jeg ønsker at få en person tilknyttet min sag, det reelt er muligt at få kontakt med og som ikke forhaler sagen. ” Ved brev af 13. marts 2019 skrev kommunens Ældre- og Handicapforvaltnings myndighedschef til klager: ” Svar på henvendelse om kontakt til Ældre- og Handicapforvaltningen Vi modtog den 7. marts 2019 en henvendelse fra din partsrepræsentant på dine vegne. Henvendelsen vedrører din kontakt til [indklagede]s Ældre- og Handicapforvaltning og at vi har henvist dig til at kontakte mig direkte, hvis du har spørgsmål vedrørende dine sager i forvaltningen. Det fremgår af din henvendelse, at du mener, at der er tale om en afgørelse samt at du ønsker en sagsbehandler fremfor en rehabiliteringsrådgiver samt at du mener, at vi forhaler din sag. Ældre- og Handicapforvaltningen modtager henvendelser fra dig og din partsrepræsentant løbende. Disse henvendelser sker til både hovedpostkasse, enkelte medarbejderes postkasser, digital post samt telefonopkald til rehabiliteringsrådgiver. Du modtager løbende svar på dine henvendelser fra forvaltningens medarbejdere. [A afsnit] henviser borgerne videre til de rette personer, som kan besvare spørgsmål om deres sag i forvaltningen. Det samme har været gældende for din kontakt til [A afsnit]. … Ældre- og Handicapforvaltningens rehabiliteringsrådgivere er sagsbehandlere. …” Ved brev af 13. maj 2019 skrev kommunens Ældre- og Handicapforvaltning til klager: ” Henvendelse om kontakt til [A afsnit] i Ældre- og Handicapforvaltningen Vi modtog den 21. april 2019 et svar fra din partsrepræsentant vedrørende Ældre- og Handicapforvaltningens svar på din henvendelse af den 8. marts 2019. Af svaret fremgår det, at du fastholder, at der er tale om en afgørelse, hvorfor du gerne vil have udleveret en klagevejledning. Derudover anmoder din partsrepræsentant om udlevering af ”instruktion”, som din partsrepræsentant mener, at vi fremsendt til [A afsnit]. Vi fastholder vores svar af 13. marts 2019 fremsendt af myndighedschef [navn]. Her fremgår det, at din kontakt til Ældre- og Handicapforvaltningen ikke er anderledes end andre borgeres kontakt. Vi er forpligtede til at tildele dig en kontaktperson i forvaltningen i forbindelse med behandlingen af dine sager og derved svar på dine spørgsmål. [A afsnit] svarer på generelle spørgsmål. [A afsnit] henviser i andre tilfælde borgerne til at kontakte deres kontaktperson eller den rehabiliteringsrådgiver, som sidder med sagen. Du og din partsrepræsentant kontakter løbende forskellige medarbejdere i forvaltningen, hvilket har betydet, at vi, for at sikre at du og I får svar på jeres henvendelser, har henvist jer til at kontakte os via [mailadresse] eller via myndighedschef [navn]. Der foreligger ingen instruktion, hvor vi skulle have instruereret [A afsnit] i at behandle dig ringere end andre borgere, hvis interesser vi varetager i forvaltningen. [A afsnit] har fået oplyst, hvem der er kontaktperson på dine sager i forvaltningen samt at I har fået at vide, at I kan sende jeres spørgsmål til [mailadresse]. Vi henviser til tidligere fremsendte svar samt ovenstående forklaring. ” Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 26. juni 2019. Klager har for nævnet fremlagt lydoptagelser af sine telefonopkald til den indklagede kommunes Ældre- og Handicapforvaltning. Klager blev i forbindelse med samtalerne henvist til at tale med myndighedschefen, men det var ifølge klager ikke muligt for hende at komme i kontakt med myndighedschefen. Parternes bemærkninger Klagers partsrepræsentant gør på vegne af klager gældende, at kommunens Ældre- og Handicapforvaltning har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap. Forvaltningen har udelukket klager fra og besværliggjort hendes adgang til egen sag. Klager ønsker en kompensation herfor. To chefer i Ældre- og Handicapforvaltningen har instrueret forvaltningens medarbejdere i at forskelsbehandle klager ved at afvise at rådgive, vejlede og betjene hende, når hun ringede til forvaltningens A afsnit. Klager blev bl.a. afvist, da hun stod i en akut situation, hvor en sygeplejerske ikke var kommet hjem til hende. Selvom forvaltningen har undskyldt og forsikret klager om, at hun kunne kontakte forvaltningens A afsnit, når hun havde behov for det, har hun siden flere gange oplevet, at hun ikke kunne få rådgivning, vejledning eller hjælp som alle andre borgere med funktionsnedsættelser i kommunen. Når klager har ringet til A afsnit, har medarbejderne ikke bedt om hendes cpr.nr. Dette underbygger klagen over forskelsbehandling ved instruktion. Medarbejderne kan identificere klager alene ud fra oplysning om hendes fornavn, og hun er på denne baggrund blevet afvist. Medarbejderne ved A afsnit har afvist klager uden videre, selvom medarbejderne ikke kunne vide, om hun havde behov for generel vejledning. Klager har alene kontaktet A afsnit med akutte behov samt behov for rådgivning. Dette er i tråd med, hvad A afsnit skal bruges til. Klager blev afvist i forbindelse med, at Ældre- og Handicapforvaltningen havde afsluttet medicindosering ved en fejl. Her var A afsnit den eneste kontaktmulighed for at få styr på situationen. Klagers advokat brugte mange timer på at forsøge at komme i telefonisk kontakt til hendes sagsbehandler. Advokaten ringede til kommunen, men blev stillet om mellem flere personer. Ingen oplyste at være klagers sagsbehandlere. Det betyder, at hverken klager eller hendes advokat kan komme i telefonisk kontakt med sagsbehandlere ved den indklagede kommune. Forvaltningen har uden klagers samtykke holdt møder med andre forvaltninger og udvekslet data og oplysninger på tværs af forvaltningerne. Der verserer en sag ved Datatilsynet. Klager er stillet ringere end personer uden funktionsnedsættelse. Klager får desuden ikke den rådgivning, vejledning og hjælp som andre borgere i kommunen med funktionsnedsættelser. Bestillingen af hjælpemidler er stoppet, og forvaltningen svarer ikke sygehuse, der kontakter kommunen om klagers behov for hjælpemidler i forhold til hendes varigt nedsatte funktionsevne. Klager er afskåret fra at prøve hjælpemidler på samme vilkår som andre borgere i kommunen. Der er tale om chikane. Mængden af klagers henvendelser til forvaltningen hænger nøje sammen med de mange delafgørelser, som Ældre- og Handicapforvaltningen har truffet i hendes sag. Henvendelserne hænger også sammen med de akutte situationer, kommunen har bragt klager, og den måde, kommunen har organiseret forvaltningsindsatsen på, hvor hver borger er repræsenteret ved et team af sagsbehandlere. Klager har udelukkende fulgt op på forvaltningens egne tiltag samt brugt de lovhjemlede klagemuligheder. Klager har 39 sager i kommunens sagshåndteringssystem. Klager afviser indklagedes påstand om, at hun skulle have 50 sager. Klager afviser også indklagedes påstand om, at der skulle have fundet et møde med rådmanden sted, og at hun har modtaget positiv særbehandling. Der synes at være tale om en anden borger, som klagers partsrepræsentant også repræsenterer over for den indklagede kommune. Denne anden borger har haft møder med rådmanden. Klager flyttede til den indklagede kommune i 2017. I den forbindelse skulle hun ansøge om alle ydelser, og hun har i den forbindelse oplevet mistænkeliggørelse og nedværdigelse fra Ældre- og Handicapforvaltningen. Forvaltningen har til stadighed ikke færdigbehandlet alle sager. I en sag om ledsageordning indrømmede en medarbejder, at klagers sag var blevet væk i forvaltningen. Klagen blev genfremsendt, men er aldrig blevet behandlet. Folketingets Ombudsmand, Datatilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed samt Ankestyrelsen har været blandet ind i sagernes behandling. De fleste af klagers ansøgninger er fra 2017, og der er derfor ikke tale om nye ansøgninger. Samarbejdsproblemer kan alene henføres til kommunens adfærd. Trafikken mellem kommunen og klager har været normal, men kommunen har afvist at svare på spørgsmål og løse eventuelle udfordringer. Kommunen forhaler sagen. Der har aldrig været fremmødeforbud eller telefonforbud. Det forhold, at Ældre- og Handicapforvaltningen har valgt ikke at besvare henvendelser, afføder henvendelser for at få et svar. Indklagede behandler ikke klagers henvendelser og sager anderledes på grund af hendes handicap, men på baggrund af saglige hensyn til koordinering af det usædvanligt store antal sager og sagernes kompleksitet. Ældre- og Handicapforvaltningens målgruppe er kommunens borgere med funktionsnedsættelser. Der er ikke nogen borgere uden fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, som får ydelser fra Ældre- og Handicapforvaltningen. Forvaltningen tilrettelægger hjælpen ud fra en saglig og faglig vurdering af den enkelte borgers behov. Ældre- og Handicapforvaltningen har modtaget ekstraordinært mange henvendelser fra klager og hendes partsrepræsentant. I takt med det stigende antal henvendelser har forvaltningen oplevet, at der i henvendelserne er refereret til flere forskellige sager. Flere sagsbehandlere har derfor tilgået sagsbehandlingen af samme sag. Forvaltningen har tilknyttet en sagskoordinator til den af klagers sager, der handler om bevilling af hjemmepleje og en del af de øvrige sager, der handler om anden støtte og hjælp efter serviceloven. På den måde sikres det, at flere sagsbehandlere ikke sagsbehandler samme sag. Siden klagers første kontakt til forvaltningen i 2017 er der i forvaltningen oprettet ca. 50 sager om forskellige ansøgninger, henvendelser, klager og spørgsmål. Behandlingen af disse sager involverer et større antal rådgivere, ledere, chefer, konsulenter og jurister. Et større antal medarbejdere er eller har været i berøring med behandlingen af klagers sager. Det er derfor forståeligt, at medarbejderne genkender klager ved navn og ikke behøver et cpr.nr. for at kunne henvise til den relevante kontaktperson/koordinator. Der er tale om et usædvanligt stort antal sager, og kompleksiteten af sagerne afviger fra det sædvanlige. Ældre- og Handicapforvaltningen har været nødt til at tilrettelægge sagsbehandlingen af klagers sager på en sådan måde, at der ikke bliver involveret flere sagsbehandlere end højst nødvendigt for at undgå, at flere sagsbehandlere behandler samme spørgsmål. Juridiske spørgsmål bliver behandlet af Ældre- og Handicapforvaltningens jurister, og henvendelser om datasikkerhed og ansøgninger om indsigt efter offentlighedsloven bliver behandlet af kommunens data protection officer (DPO). Det er sædvanlig praksis, at rådgiverne i A afsnit henviser borgere til deres respektive sagsbehandlere, der har den bedste indsigt i de konkrete sager. Der er derfor ikke tale om forskelsbehandling. Andre borgere, der spørger ind til status på en ansøgning, der er under behandling, vil på samme måde blive henvist til den relevante sagsbehandler. Det er usædvanligt, at en borger har så mange ansøgninger, henvendelser, klager og spørgsmål under behandling på samme tid. Der har derfor fra forvaltningens side været forsøgt at sikre en bedre koordinering ved at henvise til den leder, der er ansvarlig for de områder, som de fleste af sagerne hører ind under. Dette skyldes, at klager har rettet samme ansøgninger, klager og spørgsmål til forskellige medarbejdere, så sagsbehandlingen af samme sag er påbegyndt flere steder, hvilket er uhensigtsmæssigt. Efter Ældre- og Handicapforvaltningens opfattelse har der i klagers sager alene fundet en positiv særbehandling sted, idet der har været forsøgt afholdt møder med både ledere, chefer og forvaltningens direktør og rådmand om forventningsafstemning og samarbejdsforsøg. Dette er ikke sædvanlig praksis men gjort i forsøget på at fremme et bedre samarbejde med klager. Spørgsmålet ved Ligebehandlingsnævnet er, om indklagede har foretaget usaglig forskelsbehandling af klager på grund af hendes handicap. Ankestyrelsen, Folkestingets Ombudsmand og Styrelsen for Patientklager behandler klager og spørgsmål om afgørelser og levering af ydelser fra forvaltningen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over behandling af personoplysninger. Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning. Klage over kommunens afgørelser, der alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af reglerne i lov om social service, falder således uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Der er ikke fremlagt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med kommunens sagsbehandling har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Der ses heller ikke i øvrigt at være fremkommet oplysninger, som tyder på, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence - § 6, stk. 3, om formandsafgørelser - § 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 10, om bevisbyrde <19-32131>