Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9086@2021-02-12/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0531

Politiken får ikke kritik for redigering og citatvalg Politiken bragte i juli 2020 omtale af kvindelig kunstnere og ligestilling i kunstverdenen. En professor, der blev citeret i artiklen, klagede til Pressenævnet blandt andet over, at han ikke var kommet tilstrækkelig til orde i forhold til de kilder, han betragtede som sine modparter, og at omtalen var tendentiøs. Pressenævnet fandt, at Politiken ikke havde overskredet de vide grænser for redigering ved at anvende et citat fra professoren givet til et andet medie end det citat, som professoren havde sendt til Politiken. Nævnet fandt ligeledes, at det falder inden for redaktørens redigeringsret at beslutte, om professoren skulle interviewes forud for omtalen. Nævnet udtalte i øvrigt ikke kritik af Politiken.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Kvinderne skal i front i kunstverdenen” bragt den 7. juli 2020 i den trykte udgave af Politiken, fordi han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over Politikens redigering, herunder at Politiken har undladt at medtage et specifikt citat i omtalen. 1 Sagsfremstilling Forud for den påklagede artikel Politikens journalist sendte forud for artiklens offentliggørelse i slutningen af juni 2020 en mail til [Klager], hvoraf det blandt andet fremgik: ”Må jeg give dig et kald i morgen formiddag ang. din klage til Filminstituttet? Vil meget gerne have et citat, der forklarer, hvorfor du har sendt klage. Måske du endda vil sende den videre til mig? ” Den 30. juni 2020 var følgende mail-korrespondance mellem [Klager] og Politikens journalist: [Klager]: ”Her er klagen vedhæftet. Hvis den på et tidspunkt skal sendes videre i systemet, er den yderligere blevet bestyrket via filmledelsens vedholdende opbakning til uddeling af støtte med henblik på kønsbalance, jævnfør min dokumentation her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/strid-om-konsfordeling-fortsatter/ De bedste hilsner [Klager]” Politikens journalist: ”Kære [Klager], Mange tak for citatet og vedhæftede klage. Jeg forsøger at få den i Politiken torsdag. Kan jeg evt. give dig et kald i morgen formiddag, hvis jeg har brug for et uddybende citat. ” [Klager]: ”Ja! De bedste hilsner [Klager]” Politikens journalist: ”Tak vi tales ved” [Klager]: ”Ja. PS, når du omtaler mig, så undlad venligst at nævne mit institut. Jeg optræder jo som privatperson. De bedste hilsner [Klager]” Den 1. juli 2020 var følgende mail-korrespondance mellem Politiken og [Klager]: Politikens journalist: ”Kære [Klager], Vi skubber historien en enkelt dag, er det ok jeg først ringer i morgen? ” [Klager]: ”Ja, dog bemærk, at jeg kører fra [Bynavn 1] til Gymnastikhøjskolen i [Bynavn 2] i morgen, hvor jeg holder foredrag fra 9:30-11. Jeg håber også, at du hæfter dig ved det jeg skrev til dig tidligere: Her er et kort citat, som du kan bruge: ”Både Filminstituttets ledelse og flere af dets konsulenter beretter, at de arbejder mod fifty-fifty ved uddelinger af filmstøtte. Det er lovstridigt at indvirke på resultatet for at arbejde henimod kønsbalance. Filminstituttet påstår, at kvinder diskrimineres, men deres egne tal viser, at de kvindelige ansøgere allerede nu har en højere succesrate end de mandlige især ved dokumentarfilm. At der er færre kvindelige end mandlige ansøgere kan næppe skyldes diskrimination. ” De bedste hilsner [Klager]” Politikens journalist: ”Tak [Klager], Jeg har også din klage, så kan jo bruge den. ” [Klager]: ”Ja men allerklarest og mest opdateret står jo mine bemærkninger her: https://www.ekkofilm.dk/artikler/strid-om-konsfordeling-fortsatter/ Hvis du holder dig til de ord og vendinger, jeg faktisk bruger her, er du på sikker grund. Der er jo kommet en del flere beviser på banen siden klagen. Du må meget gerne ringe til mig efter foredraget i morgen kl. 11:15. De bedste hilsner [Klager]” Den 2. juli 2020 skrev [Klager] til Politikens journalist, at hun bare kunne ringe. Politikens journalist skrev herefter følgende til [Klager]: ”Tak [Klager], Lige nu skriver jeg den lige igennem og ser, om jeg kan nøjes med det citat, du har sendt. ” [Klager] svarede samme dag følgende: ”PS: hvis du vil have mig til lige at kigge det igennem for fejl og mangler, så sig bare til. Der kan tit være en nuance, der glipper, :-) De bedste hilsner [Klager]” Samme dag den 2. juli 2020 sendte Politikens journalist blandt andet følgende til [Klager]: ”Kære [Klager], Artiklen kommer først i næste uge og handler om flere sager. Her er det afsnit, der beskriver sagen hos Instituttet. Dit citat er med gul. […] Det fik professor i [Fag] fra [Bynavn 3] Universitet, [Klager], til at klage til instituttet. Det kunne filmmagasinet EKKO berette. Han mener, at det er »lovstridigt at indvirke på resultatet for at arbejde henimod kønsbalance«. »Både Filminstituttets ledelse og flere af dets konsulenter beretter, at de arbejder mod fiftyfifty ved uddelinger af filmstøtte«, siger han til Politiken. […]” [Klager] skrev samme dag blandt andet følgende til Politikens journalist: ”Jeg synes der er en ubalance i artiklen. Jeg citeres meget kortfattet, hvorimod min modpart rykker fyldigt ind ovenikøbet med tre stemmer. Det giver indtryk af et defensorat mere end af afbalanceret journalistik. De to synspunkter bør naturligvis have lige meget plads. De bedste hilsner [Klager]” Og ”[…] Jeg synes I som et minimum burde bringe følgende afgørende argument fra min side: En af konklusionerne i Filminstituttets nye undersøgelse lyder: ”Der er ikke ubalancer med hensyn til niveauer for tildelt støtte til spillefilm og dokumentarfilm fra Filminstituttet. ” [Klager]: ”Godt skjult i den indignerede retorik indrømmer Filminstituttet, at der ikke kan påvises diskrimination af kvinder i Filminstituttets støttetildelinger. Derimod er der områder, hvor færre kvinder end mænd ansøger. Det er en helt anden problematik. At forsøge at få flere kvinder til at søge, er ædelt, men hvis man ændrer i resultatfordelingen for et opnå 50 procent til kvinder, sætter man sagligheden over styr. ” Jf.: https://www.ekkofilm.dk/artikler/strid-om-konsfordeling-fortsatter/ […]” Den 3. juli 2020 skrev Politikens journalist følgende til [Klager]: ”Kære [Klager], Det er en artikel, der handler om flere sager, hvor denne blot indgår som et af eksemplerne. Efter at have vendt det med min redaktør, er der nu blevet skåret betydeligt i citaterne fra DFI. Flere af dem er taget ud. Til gengæld har jeg taget et længere citat fra dig fra EKKOs artikel. Efter planen bliver den bragt i næste uge. ” Den påklagede artikel Politiken bragte den 7. juli 2020 artiklen ”Kvinderne skal i front i kunstverdenen” i den trykte udgave af Politiken. Underrubrikken havde følgende ordlyd: ”Nye tiltag for at fremme kvindelige kunstnere får kritikere til at råbe op om diskrimination af mænd. Men vi kommer til at se mange flere initiativer, vurderer Institut for Menneskerettigheder. ” Af selve artiklen fremgik blandt andet følgende: ”Må kommuner indføre kønskvoter, når de køber kunst til kommunens bygninger? Må institutioner fordele kunststøtten ligeligt mellem mænd og kvinder? Og må kunstfestivaler udelukkende vise kunst af kvinder? Det er blot nogle af de spørgsmål, der har været rejst den seneste tid i kølvandet på flere tiltag, der alle forsøger at give kvindelige billedkunstnere og filmskabere bedre muligheder for at træde frem på den danske kulturscene. Kritikere mener, at initiativerne kan ende med at være diskriminerende over for mænd og karambolere med ligebehandlingsloven. Men Institut for Menneskerettigheder er overbevist om, at vi i de kommende år vil se flere og flere tiltag, der forsøger at fremme ligestilling i kulturens verden: »Jeg tænker, at MeToo-bevægelsen har været med til at rykke en del og sat fokus på strukturel ulighed. Det vil fremme flere tiltag inden for kunstområdet«, siger ligebehandlingschef [Ligebehandlingschefen]. Halvdelen skal være kvinder Tidligere på året besluttede Rådet for Visuel Kunst, der står for [Bynavn 3]s Kommunes indkøb af kunst, at man vil give kvindelige kunstnere bedre vilkår ved at sikre, at 50 procent af den kunst, kommunen køber, fremover skal være skabt af kvinder. En beslutning, der blandt andet blev truffet på baggrund af en undersøgelse fra Organisationen Danske Museer, der viste, at danske museers indkøb af kunst med kvindeligt ophav kun har udgjort 22 procent de seneste 15 år. Men et juridisk notat viste efterfølgende, at det kan være i strid med ligestillingsloven, hvis kommunen indfører kvoter, da man ikke må forskelsbehandle på baggrund af køn. »Det er næsten ironisk. Det er, som om vi bare kan købe 80 procent af vores kunst af mandlige kunstnere, men hvis vi siger, at vi vil gøre det mere ligeligt ved at købe 50 procent kunst af begge køn, er det pludselig diskrimination«, sagde [Rådsmedlemmet], der sidder i Rådet for Visuel Kunst, til Berlingske, da det kom frem. Om ligestillingsloven rent faktisk kommer til at spænde ben for kommunens ønske, bliver først afgjort efter sommerferien. Ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder [Ligebehandlingschefen] kan ikke udtale sig specifikt om sagen, men siger, at man som udgangspunkt ikke må indføre kvoter. »Men på områder, hvor der er en stærk underrepræsentation af for eksempel kvinder, kan man søge om dispensation hos Kulturministeriet med argumentet om, at man vil forsøge at rette op på uligheden«, siger hun. Klage over kvindelig konsulent Hos Det Danske Filminstitut ønsker man også at tilstræbe ligestilling mellem mænd og kvinder, når man deler de mange millioner filmstøttekroner ud. Det fortalte en af instituttets konsulenter, norske [Konsulenten], i et interview på instituttets hjemmeside forleden. Hun kom blandt andet ind på, at hun holder personligt regnskab over, hvordan hun fordeler midler over tid, for at sikre en ligelig repræsentation. »Øj øj øj, jeg holder regnskab«, udtalte hun. [Konsulenten], der har været ansat som konsulent siden 2018 og hvert år uddeler 30-35 millioner kroner, bekræfter over for Politiken, at hun forsøger at fordele støtten ligeligt mellem mandlige og kvindelige ansøgere. »Ja, jeg har et ligestillingsideal og en målsætning om at fordele støtten ligeligt, men jeg forholder mig samtidig til de ansøgninger, der kommer ind«, siger hun. Interviewet fik professor i [Fag] ved [Bynavn 3] Universitet [Klager] til at klage til instituttet. »Ligestillingsloven siger, at du ikke må skele til køn ud fra et ideal om kønsbalance. Det er altid det individuelle talent, du skal vurdere. Den danske lovgivning bygger ikke på, at identitetskollektiver har rettigheder«, sagde han til filmmagasinet Ekko 20. juni. Bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] understreger, at instituttet ikke har kvoter, hverken formelt eller uformelt, men at man »bestemt går ind for ligestilling«. Derfor mener han, at det er helt fint, når [Konsulenten] tilstræber ligestilling. »Det skal hun. For det er instituttets ligestillingspolitik«, siger han og tager derfor [Klager]s klage med ro. Heller ikke instituttets direktør, [Direktøren], mener, at [Klager]s kritik er berettiget: »Vi er imod alle former for bindinger. Vi uddeler på baggrund af kvalitet. Og man kan faktisk øge kvaliteten ved at fordele midlerne mere mangfoldigt«. Ifølge ligebehandlingschef [Ligebehandlingschefen] fra Institut for Menneskerettigheder er alle offentlige myndigheder forpligtet til at se på, hvordan de virker i forhold til ligestilling. »Ligestillingsloven betyder, at du som myndighed skal holde øje med, at hverken kvinder eller mænd stilles dårligere. Hvis der ikke er ligestilling i det, man laver, bør man som institution kigge på hvorfor«. Hun understreger samtidig, at man ikke må vælge en ansøger udelukkende på baggrund af køn. »Man må godt forsøge at fremme ligestilling, så længe man laver en faglig vurdering. Det betyder, at du ikke bare må vælge en ansøger, der er dårligere end en anden, fordi du for eksempel ønsker en kvindelig kandidat«. […]” Pressenævnet har modtaget [Klager]s klage den 17. juli 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Redigering [Klager] har klaget over, at Politikens artikel er et eksempel på tendentiøs journalistik, der ikke lever op til de presseetiske regler. Hans interesse i sagen udspringer både af hans rolle som læser af Politiken, der kræver en afbalanceret journalistik, samt interviewet i artiklen, hvor han ikke finder sig fair behandlet. Han har anført, at han både klager over journalisten samt over den involverede redaktør, [Redaktøren], der er vikarende redaktør for souschef [Souschefen]. [Klager] har videre anført, at det er velkendt, at Politiken anser sig for en feministisk avis, men det må ikke medføre, at journalistikken på kønsområdet bliver båret af en feministisk partsinteresse. Også i dækningen af kønsområdet må kravene om objektivitet og kritik af eventuelle magthaveres misbrug af offentlige midler f.eks. til ideologiske formål råde. [Klager] har anført, at artiklen ifølge journalisten oprindeligt skulle tage udgangspunkt i kritikken af praksis ved uddeling af filmstøtte på Filminstituttet for at sikre kvinder 50 % af støttemidlerne uanset deres ansøgningsfrekvens, og som han er en af de væsentligste kritikere af. Artiklens fokus blev senere drejet over mod flere eksempler på kritik af særordninger til fremme af kvindelige kunstnere. [Klager] har videre anført, at der allerede i artiklens overskrift er tale om en klar tendens: ”Kvinderne skal i front i kunstverdenen” . Her står der altså intet om kritikken, men tværtimod anlægges det synspunkt, som de bevilgende myndigheder har. I underrubrikken deles informanterne på normativ vis op i to grupper, der henholdsvis lades negativt og positivt: dem der” råber”, og dem der ”vurderer”: ”Nye tiltag for at fremme kvindelige kunstnere får kritikere til at råbe op om diskrimination af mænd. Men vi kommer til at se mange flere initiativer, vurderer Institut for Menneskerettigheder. ” Det normative anslag fortsætter hele artiklen igennem f.eks., hvor der står: ”Hos Det Danske Filminstitut ønsker man også at tilstræbe ligestilling mellem mænd og kvinder, når man deler de mange millioner filmstøttekroner ud”. Hermed antydes det, at kritikerne af Filminstituttets fordelingsnøgler ikke går ind for ligestilling, men kritikken går jo netop på, at Filminstituttet bryder med ligestillingen, når de uddeler fifty-fifty støtte til de to køn til trods for, at der er langt færre kvindelige end mandlige ansøgere. [Klager] har derudover anført, at journalisten oprindelig meddelte, at hun ville interviewe ham, men i stedet sendte hun et citat af ham, mens hun medtog tre interviewcitater fra dem, han kritiserer for magtmisbrug. [Klager] har i den anledning anført, at han gjorde journalisten opmærksom på denne ubalance i interviewplads til de to parter samt ubalancen i, at han ikke blev interviewet, når det er ham, der, via en retslig klage til Filminstituttet, har startet sagen. Han gjorde gentagne gange journalisten opmærksom på, at hun som varslet også burde interviewe ham. [Klager] har anført, at han således ikke som lovet blev interviewet i modsætning til hans modparter og har i den forbindelse anført, at hans modparters synspunkter samlet har 18 linjers spalteplads, mens han har fem. Han mener, at Politiken negligerede hans ønske om at få følgende citat med, hvilket repræsenterer det centrale i hans kritik: ”Både Filminstituttets ledelse og flere af dets konsulenter beretter, at de arbejder mod fifty-fifty ved uddelinger af filmstøtte. Det er lovstridigt at indvirke på resultatet for at arbejde henimod kønsbalance. Filminstituttet påstår, at kvinder diskrimineres, men deres egne tal viser, at de kvindelige ansøgere allerede nu har en højere succesrate end de mandlige især ved dokumentarfilm. At der er færre kvindelige end mandlige ansøgere kan næppe skyldes diskrimination. ” [Klager] har medsendt sin klage til Filminstituttet af 19. juni 2020 og korrespondance mellem ham og Politiken forud for artiklens offentliggørelse. 2.2 Politikens synspunkter God presseskik Redigering Politiken har afvist, at der er sket brud på god presseskik i den påklagede artikel og har henvist til, at Pressenævnet i adskillige afgørelser i lignende sager har slået fast, at redigeringsretten ligger på redaktionen af et givent medie. Politiken har yderligere anført, at Politiken ikke givet [Klager] tilsagn om at komme til orde i større omfang, end det er tilfældet i den påklagede artikel. Artiklen gengiver loyalt hans principielle synspunkt og giver i øvrigt et helt retvisende billede af den sag, han henviser til. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag. I forhold til Pressenævnet må redaktøren så at sige ”bære ansvaret” for det journalistiske arbejde, der ligger til grund for offentliggørelsen i mediet. Det er således også redaktøren som et eventuelt pålæg om offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49 retter sig imod. Klageberettigelse Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det for hold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen er indgivet af [Klager], der er nævnt i Politikens omtale. Han har derfor retlig interesse i, at klagen behandles i forhold til den del af omtalen, der vedrører ham. God presseskik Redigering [Klager] har klaget over, at han ikke er kommet tilstrækkeligt til orde i den påklagede artikel og har henvist til, at et citat han ønskede indgik i Politikens omtale ikke blev medtaget i artiklen. Han har videre henvist til, at de personer, han betragter som sine modparter, er interviewet og citeret med mere spalteplads end ham. I den forbindelse har han klaget over, at Politiken ikke gennemførte et interview med ham forud for artiklen, som han, med henvisning til mailkorrespondance mellem ham og Politiken, mener at være blevet lovet. Han finder, at artiklen er ubalanceret og tendentiøs, hvilket allerede kommer til udtryk i overskriften ”Kvinderne skal i front i kunstverdenen” . Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages. Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale. Derudover følger det af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. A. 6. I mail af 1. juli 2020 sendte [Klager] følgende citat til Politiken: ”Både Filminstituttets ledelse og flere af dets konsulenter beretter, at de arbejder mod fifty-fifty ved uddelinger af filmstøtte. Det er lovstridigt at indvirke på resultatet for at arbejde henimod kønsbalance. Filminstituttet påstår, at kvinder diskrimineres, men deres egne tal viser, at de kvindelige ansøgere allerede nu har en højere succesrate end de mandlige især ved dokumentarfilm. At der er færre kvindelige end mandlige ansøgere kan næppe skyldes diskrimination. ” I den påklagede artikel er [Klager] citeret således: ”Interviewet fik professor i [Fag] ved [Bynavn 3] Universitet [Klager] til at klage til instituttet. »Ligestillingsloven siger, at du ikke må skele til køn ud fra et ideal om kønsbalance. Det er altid det individuelle talent, du skal vurdere. Den danske lovgivning bygger ikke på, at identitetskollektiver har rettigheder«, sagde han til filmmagasinet Ekko 20. juni” På baggrund af [Klager] og Politikens mail-korrespondance forud for artiklens offentliggørelse finder Pressenævnet, at Politiken ikke ses at have forpligtet sig til at bringe det konkrete citat, som [Klager] sendte til Politiken den 1. juli 2020 og har henvist til i sin klage. Politiken ses heller ikke at have forpligtet sig til at bringe anden specifik omtale. Pressenævnet finder, at budskabet i [Klager]s citat fra den 2. juli 2020 i sætningen ”Det er lovstridigt at indvirke på resultatet for at arbejde henimod kønsbalance. ” fortsat kommer til udtryk i det af Politiken anvendte citat fra filmmagasinet Ekko den 20. juni 2020, som [Klager] ikke over for Pressenævnet har gjort gældende skulle være et fejlcitat. Det bemærkes i den anledning, at [Klager] i mails af 30. juni 2020 og 1. juli 2020 henviser Politiken til sine bemærkninger til filmmagasinet Ekko. Nævnet finder således, at Politiken ikke har overskredet de vide grænser for redigering ved at anvende et andet citat end det citat, [Klager] sendte til Politiken den 2. juli 2020. Pressenævnet finder videre, at beslutningen om, hvorvidt Politiken ønskede at gennemføre et interview med [Klager], ligeledes ligger inden for de vide rammer for redaktørens redigeringsret. Det samme gør sig gældende i forhold til valget af kilder samt omfanget af citater fra de anvendte kilder, herunder i hvilket omfang [Klager] skulle citeres i artiklen. Nævnet finder, at det klart fremgår af artiklen, hvilke kilder, der er citeret for hvad, ligesom der er anvendt kilder, der anskuer sagen fra forskellige sider. Da artiklens overskrift anses for at have dækning i artiklens indhold og må ses som et udtryk for Politikens vurdering, finder Pressenævnet samlet set, at den påklagede artikel ligger inden for de vide rammer for redaktørens redigeringsret. Pressenævnet udtaler derfor ikke kritik af Politiken. Afgjort den 9. februar 2021

Versioner

1. 2021-02-12