Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0550
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9090@2021-02-12/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0550
Sjællandske får kritik for ukorrekte oplysninger I artikler bragt i august 2020 omtalte Sjællandske tiltalen mod to personer i en dobbeltdrabssag. Det fremgik af artiklerne, at den ene af de to tiltalte i sagen tidligere var dømt for vold med døden til følge og drabsforsøg. Den ene af de to tiltalte klagede til Pressenævnet over, at han ikke har begået de i artiklerne anførte tidligere begåede strafbare forhold. Sjællandske bragte efter offentliggørelsen en rettelse som en selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm og fjernede samme dag onlineartiklen fra netavisen sn.dk. Sjællandske bragte herefter samme rettelse som en selvstændig artikel i den trykte udgave. Nævnet fandt, at de ukorrekte oplysninger om de tidligere begåede strafbare forhold er af særligt agtelsesforringende og skadelig karakter og udtalte på den baggrund kritik af Sjællandske for at have bragt de ukorrekte oplysninger.
[Klager] har via sin advokat klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” og ”Drabstiltalt med blodig fortid er tidligere dømt for dødsvold” , som blev bragt henholdsvis den 12. august 2020 og den 13. august 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk og i Slagelse-sektionen i den trykte udgave, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger om ham. 1 Sagsfremstilling De påklagede artikler Sjællandske bragte den 12. august 2020 artiklen ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” på Sjællandskes netavis sn.dk. Af artiklen fremgik følgende: ”Hvis man graver lidt i fortiden hos en af de to tiltalte fra den aktuelle drabssag ved Retten i Næstved, så tegner der sig et billede af en ekstremt voldelig person, som trods sin relativt unge alder allerede har tilbragt mange år i fængsel. I dag har den nu 35-årige mand skiftet mellemnavn, men det ændrer ikke på, at han i en meget ung alder var en af tre personer i et tæskehold, der 16. juli 2005 opsøgte den 54-årige invalidepensionist [Person A] i dennes hjem i Vodskov ved Aalborg. Mændene ville straffe pensionisten, fordi han solgte hash. Tæskeholdet befandt sig nemlig i samme branche, og derfor gennembankede de den invalide [Person A] med adskillige knytnæveslag og spark. Afstraffelsen endte med, at den i dag 35-årige mand slog ham flere gange i hovedet med en kløftehammer. Offeret døde af sine kvæstelser, og det takserede retten til otte års fængsel. Flere dybe knivstik Tydeligvis var fængselsopholdet ikke nok til at få manden på bedre tanker, for i 2013 kunne politiet igen fremlægge stribevis af sigtelser mod ham. Denne gang lød anklagerne på vold, trusler, ulovlig våbenbesiddelse, overtrædelse af zoneforbud – og drabsforsøg. Drabsforsøget fandt sted i en lejlighed i Brønshøj, hvor den nu dømte opholdt sig sammen med to andre personer. Udlejeren havde gennem længere tid været træt af, at lejeren i tide og utide lod sine venner overnatte på værelset - uden at de betalte husleje, så han bad de tre personer om at forvinde. De to andre forlod værelset, men den i dag 35-årige mand ville ikke gå. I stedet slog han udlejeren to gange i ansigtet og sagde noget i retning af: »Hvis du bevæger dig, så dræber jeg dig«. Det kom til håndgemæng mellem de to, og det endte med, at udlejeren fik i alt fem knivstik - blandt andet et fem centimeter langt stiksår med en dybde på syv centimeter i højre side af maven. Ved drabsforsøget brugte gerningsmanden en kniv med en klinge på 14,7 centimeter - og han blev i 2014 idømt seks års fængsel. Tilbyder foredrag Han har næppe afsonet alle årene, for allerede i 2018 figurerer han på internettet med et tilbud om holde foredrag til alle interesserede. Foredraget, som koster 4000 kroner, har titlen: »[Foredragstitel]«. Selv skriver foredragsholderen: »Jeg er en mand, som har oplevet en del mere end gennemsnittet. I dette foredrag vil jeg fortælle om min livshistorie med alle de nedture, den indeholder. Jeg vil gå i dybden med, hvad der ligger til grund for, at jeg gik fra at være svømmetalent på OL-niveau til at bruge fem år i fængsel«. Videre skriver han: »Jeg har formået at sidde på samfundets bund og løfte mig selv op til at få en uddannelse og i dag være i job og gældfri. Jeg vil give et indblik i, hvad man tænker, når man rammer bunden, og hvad man gør for at løfte sig til toppen igen, hvor jeg har en meget aktiv karriere med en årsløn på mere end 500.000 kr.« Det sidste års tid har han dog ikke været i stand til at holde foredrag, da han atter har siddet varetægtsfængslet. Hvornår han igen bliver i stand til at holde foredrag, vil derfor afhænge af, hvorvidt han kendes skyldig i den aktuelle dobbelte drabssag, hvor dommen forventes afsagt den 9. september. »Burde være anholdt tidligere« Sjællandske fik onsdag et tip om den 35-åriges brogede fortid fra en fagperson, der ønsker at være anonym. Han mener, at politiet på et meget tidligere tidspunkt burde have skredet til en anholdelse af den 35-årige mand, da det stod klart, at hans dna var fundet på det første drabssted i Ruds Vedby, hvor den 68-årige [Person B] blev dræbt. - Allerede den 22. maj 2019 kunne politiet via et dna-spor se, hvem de havde med at gøre. Hvis de havde anholdt ham straks - i stedet for blot at aflytte hans telefon – så kunne drabet en måned senere i Vemmelev sandsynligvis være undgået, siger han. Han erkender, det er teoretisk og også let at være bagklog, men han mener fortsat, at den 35-åriges brutale fortid burde have tilskyndet politiet til en hurtigere anholdelse. Sjællandske spurgte onsdag politiinspektør [Politiinspektøren] fra Sydsjælland- og Lolland Falsters politi om, hvorfor man ikke anholdt manden tidligere, når man nu kendte hans fortid. Men herfra lyder svaret, at »politiet ikke ønsker at kommentere en igangværende nævningesag«. ” Sjællandske bragte den 13. august 2020 forsideartiklen ”Drabstiltalt med blodig fortid er tidligere dømt for dødsvold” i Slagelse-sektionen i den trykte udgave. Artiklen har følgende underrubrik: ”BRUTAL FORTID: Det viser sig nu, at begge tiltalte ved den igangværende retssag om dobbeltdrab har en ekstremt voldelig fortid. ” Af artiklen fremgår følgende: ”I 2006 blev han idømt otte års fængsel for vold med døden til følge - og i 2014 fik han seks års fængsel for drabsforsøg. I dag er han som 35-årig - sammen med en 43-årig mand fra Korsør - tiltalt for drabet på den 68-årige [Person B] og den 80-årige [Person C]. En søgning på nettet viser også, at den drabstiltalte siden 2018 har tilbudt alle interesserede et foredrag med titlen: »[Foredragstitel]«. Om foredraget, som koster 4000 kroner, skriver han på nettet: »Jeg er en mand, som har oplevet en del mere end gennemsnittet. I dette foredrag vil jeg fortælle om min livshistorie med alle de nedture, den indeholder. Jeg vil gå i dybden med, hvad der ligger til grund for, at jeg gik fra at være svømmetalent på OL-niveau til at bruge fem år i fængsel« Da den aktuelle drabssag begyndte ved Retten i Næstved tirsdag, erkendte den 35-årige at have »flere psykiske udfordringer«. - Skizotypisk sindslidelse med strejf af noget adhd og personlighedsforstyrrelse, kaldte han det selv. Han nægter dog fortsat alle anklager om dobbeltdrab, og det samme gør den 43-årige medtiltalte. Sagen fortsætter i morgen. ” Inde i avisen bragte Sjællandske artiklen ”Drabstiltalt er tidligere dømt for dødsvold og drabsforsøg” i Slagelse-sektionen, sektion 1, side 2. Artiklen har følgende underrubrik: ”BRUTAL FORTID: I 2006 blev han idømt otte års fængsel for vold med døden til følge - og i 2014 fik han seks års fængsel for drabsforsøg. I dag er han som 35-årig tiltalt for yderligere to drab - på den 68-årige [Person B] fra Ruds Vedby og den 80-årige [Person C] fra Vemmelev. ” Artiklens øvrige indhold er enslydende med indholdet af artiklen ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” bragt den 12. august 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk. Efter offentliggørelsen Sjællandske bragte den 17. august 2020 rettelsen ”Urigtige oplysninger i drabssag” som en selvstændig artikel på Sjællandskes netavis sn.dk. Af rettelsen fremgår følgende: ”Sjællandske skrev torsdag 13. august, at den ene af de tiltalte for drabet på den 68-årige [Person B] fra Ruds Vedby og den 80-årige [Person C], Vemmelev, tidligere er dømt for vold med døden til følge mod den 54-årige invalidepensionist [Person A] i dennes hjem i Vodskov ved Aalborg. Dette er ikke korrekt. I samme artikel blev det nævnt, at den tiltalte i 2014 fik en dom på seks års fængsel for et knivstikkeri i Brønshøj. Dette er heller ikke korrekt. Artiklen er nu fjernet fra sitet. Sjællandske beklager dybt. ” Sjællandske fjernede samme dag artiklen ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” fra Sjællandskes netavis sn.dk. Sjællandske bragte herefter den 18. august 2020 samme rettelse som en selvstændig artikel i Slagelse-sektionen, sektion 1, side 2, i den trykte udgave. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 10. september 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information [Klager] har anført, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger om ham. [Klager] har henvist til, at han ikke har begået de i artiklerne anførte tidligere begåede strafbare forhold. Der er efter det for [Klager] oplyste tale om en person med næsten samme navn som ham, men som skulle være bosiddende i Jylland. [Klager] har bemærket, at det vil være muligt på flere måder at afdække, hvem artiklerne henviser til. Allerede ved en simpel Google-søgning på titlen på [Klager]s foredrag ”[Foredragstitel]” fremkommer et søgeresultat med en side, hvor [Klager]s navn og billede fremgår. Der fremkommer endvidere et søgeresultat med en side om et kursus afholdt for [Foreningen] også med angivelse af oplysninger, der enkelt kan henføres til [Klager]. 2.2 Sjællandskes synspunkter Korrekt information Sjællandske har erkendt at have forvekslet [Klager] med en tidligere dømt af næsten samme navn. Baggrunden for artiklerne er en henvendelse til Sjællandske om, at politiet, efter det første af de i artiklerne omtalte to drab, på baggrund af dna-spor burde være skredet til anholdelse af den ene af de to tiltalte, da hans dna-spor forbandt ham til tidligere voldsforbrydelser, den ene med døden til følge. Journalisten opfattede kilden som troværdig qua vedkommendes position og indsigt og fandt det relevant at skrive om den fremførte kritik af politiet. Journalisten hæftede sig ved, at tiltalte [Klager] havde et andet mellemnavn end den tidligere dømte, men fik ulykkeligvis indtryk af, at vedkommende havde skiftet mellemnavn siden de tidligere domme. Dette har efterfølgende vist sig ikke at være korrekt, ligesom personsammenfaldet ikke er det. Sjællandske har beklaget dybt, at artiklerne er bygget på en fejlopfattelse, og journalisten har selv i sin korrespondance med advokat [Advokaten] erkendt behovet for ”fremover at være mere påpasselig i sit kildevalg og research”. [Klager] har i klagen til Pressenævnet henvist til, at man via artiklernes oplysninger om ham kan ”Google” sig frem til såvel hans navn som billede. Det er dybt ulykkeligt i situationen, men da der ikke var nedlagt navneforbud i sagen (forsvarernes ønske herom blev ikke fulgt), er der efter Sjællandskes bedste opfattelse intet forkert i, at tiltalte kan identificeres via artiklernes oplysninger. Det er selvfølgelig absolut kritisabelt, når tiltalte samtidig i artiklerne beskyldes for ugerninger, han ikke har begået. Desværre gik der fire dage, fra artiklerne blev bragt på Sjællandskes netavis sn.dk og i den trykte udgave, før journalisten den 17. august 2020 modtog en henvendelse, der stillede spørgsmålstegn ved, om tiltalte var den samme, som den tidligere dømte. I lyset af tvivlen valgte journalisten straks at fjerne artiklen fra netavisen sn.dk, mens han undersøgte, om der var tale om en forveksling. Det blev indirekte bekræftet, hvorefter Sjællandske den 17. august 2020 bragte en rettelse på netavisen sn.dk i toppen af netavisen og på toppen af forsiden i den trykte udgave. Onlineartiklen blev fjernet permanent, da netavisen sn.dk selvfølgelig ikke skal have en artikel liggende, hvor en person beskyldes for forbrydelser, han ikke har begået. Sjællandske bragte endvidere den 18. august 2020 samme rettelse på side 2 i den trykte udgave, som er den faste rettelsesplads, ekstraordinært med samme foto som på den oprindelige artikel som ekstra blikfang. Hele dette forløb ligger før advokat [Advokaten]s henvendelse til Sjællandske den 18. august 2020, hvor han udbad sig artiklerne formentlig på baggrund af Journalistens artikel ””Utilgiveligt”: Medie skrev fejlagtigt, at drabstiltalt var dømt for vold med døden til følge” , som blev bragt den 18. august 2020 på Journalistens netavis journalisten.dk. Sjællandske har fejlet alvorligt, men gjort sit bedste for at rette op på fejlen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Korrekt information [Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger om ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 1 og A. 7. Af artiklen ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” fremgik følgende: ”Hvis man graver lidt i fortiden hos en af de to tiltalte fra den aktuelle drabssag ved Retten i Næstved, så tegner der sig et billede af en ekstremt voldelig person, som trods sin relativt unge alder allerede har tilbragt mange år i fængsel. I dag har den nu 35-årige mand skiftet mellemnavn, men det ændrer ikke på, at han i en meget ung alder var en af tre personer i et tæskehold, der 16. juli 2005 opsøgte den 54-årige invalidepensionist [Person A] i dennes hjem i Vodskov ved Aalborg. Mændene ville straffe pensionisten, fordi han solgte hash. Tæskeholdet befandt sig nemlig i samme branche, og derfor gennembankede de den invalide [Person A] med adskillige knytnæveslag og spark. Afstraffelsen endte med, at den i dag 35-årige mand slog ham flere gange i hovedet med en kløftehammer. Offeret døde af sine kvæstelser, og det takserede retten til otte års fængsel. Flere dybe knivstik Tydeligvis var fængselsopholdet ikke nok til at få manden på bedre tanker, for i 2013 kunne politiet igen fremlægge stribevis af sigtelser mod ham. Denne gang lød anklagerne på vold, trusler, ulovlig våbenbesiddelse, overtrædelse af zoneforbud – og drabsforsøg. Drabsforsøget fandt sted i en lejlighed i Brønshøj, hvor den nu dømte opholdt sig sammen med to andre personer. Udlejeren havde gennem længere tid været træt af, at lejeren i tide og utide lod sine venner overnatte på værelset - uden at de betalte husleje, så han bad de tre personer om at forvinde. De to andre forlod værelset, men den i dag 35-årige mand ville ikke gå. I stedet slog han udlejeren to gange i ansigtet og sagde noget i retning af: »Hvis du bevæger dig, så dræber jeg dig«. Det kom til håndgemæng mellem de to, og det endte med, at udlejeren fik i alt fem knivstik - blandt andet et fem centimeter langt stiksår med en dybde på syv centimeter i højre side af maven. Ved drabsforsøget brugte gerningsmanden en kniv med en klinge på 14,7 centimeter - og han blev i 2014 idømt seks års fængsel. Tilbyder foredrag Han har næppe afsonet alle årene, for allerede i 2018 figurerer han på internettet med et tilbud om holde foredrag til alle interesserede. Foredraget, som koster 4000 kroner, har titlen: »[Foredragstitel]«. Selv skriver foredragsholderen: »Jeg er en mand, som har oplevet en del mere end gennemsnittet. I dette foredrag vil jeg fortælle om min livshistorie med alle de nedture, den indeholder. Jeg vil gå i dybden med, hvad der ligger til grund for, at jeg gik fra at være svømmetalent på OL-niveau til at bruge fem år i fængsel«. Videre skriver han: »Jeg har formået at sidde på samfundets bund og løfte mig selv op til at få en uddannelse og i dag være i job og gældfri. Jeg vil give et indblik i, hvad man tænker, når man rammer bunden, og hvad man gør for at løfte sig til toppen igen, hvor jeg har en meget aktiv karriere med en årsløn på mere end 500.000 kr.« Det sidste års tid har han dog ikke været i stand til at holde foredrag, da han atter har siddet varetægtsfængslet. Hvornår han igen bliver i stand til at holde foredrag, vil derfor afhænge af, hvorvidt han kendes skyldig i den aktuelle dobbelte drabssag, hvor dommen forventes afsagt den 9. september. »Burde være anholdt tidligere« Sjællandske fik onsdag et tip om den 35-åriges brogede fortid fra en fagperson, der ønsker at være anonym. Han mener, at politiet på et meget tidligere tidspunkt burde have skredet til en anholdelse af den 35-årige mand, da det stod klart, at hans dna var fundet på det første drabssted i Ruds Vedby, hvor den 68-årige [Person B] blev dræbt. - Allerede den 22. maj 2019 kunne politiet via et dna-spor se, hvem de havde med at gøre. Hvis de havde anholdt ham straks - i stedet for blot at aflytte hans telefon – så kunne drabet en måned senere i Vemmelev sandsynligvis være undgået, siger han. Han erkender, det er teoretisk og også let at være bagklog, men han mener fortsat, at den 35-åriges brutale fortid burde have tilskyndet politiet til en hurtigere anholdelse. Sjællandske spurgte onsdag politiinspektør [Politiinspektøren] fra Sydsjælland- og Lolland Falsters politi om, hvorfor man ikke anholdt manden tidligere, når man nu kendte hans fortid. Men herfra lyder svaret, at »politiet ikke ønsker at kommentere en igangværende nævningesag«. ” Af artiklen ”Drabstiltalt med blodig fortid er tidligere dømt for dødsvold” fremgår følgende: ”I 2006 blev han idømt otte års fængsel for vold med døden til følge - og i 2014 fik han seks års fængsel for drabsforsøg. I dag er han som 35-årig - sammen med en 43-årig mand fra Korsør - tiltalt for drabet på den 68-årige [Person B] og den 80-årige [Person C]. En søgning på nettet viser også, at den drabstiltalte siden 2018 har tilbudt alle interesserede et foredrag med titlen: »[Foredragstitel]«. Om foredraget, som koster 4000 kroner, skriver han på nettet: »Jeg er en mand, som har oplevet en del mere end gennemsnittet. I dette foredrag vil jeg fortælle om min livshistorie med alle de nedture, den indeholder. Jeg vil gå i dybden med, hvad der ligger til grund for, at jeg gik fra at være svømmetalent på OL-niveau til at bruge fem år i fængsel« Da den aktuelle drabssag begyndte ved Retten i Næstved tirsdag, erkendte den 35-årige at have »flere psykiske udfordringer«. - Skizotypisk sindslidelse med strejf af noget adhd og personlighedsforstyrrelse, kaldte han det selv. Han nægter dog fortsat alle anklager om dobbeltdrab, og det samme gør den 43-årige medtiltalte. Sagen fortsætter i morgen. ” Af Sjællandskes rettelse, der blev bragt henholdsvis den 17. august 2020 og den 18. august 2020 på Sjællandskes netavis sn.dk og i Slagelse-sektionen, sektion 1, side 2, i den trykte udgave, fremgår følgende: ”Sjællandske skrev torsdag 13. august, at den ene af de tiltalte for drabet på den 68-årige [Person B] fra Ruds Vedby og den 80-årige [Person C], Vemmelev, tidligere er dømt for vold med døden til følge mod den 54-årige invalidepensionist [Person A] i dennes hjem i Vodskov ved Aalborg. Dette er ikke korrekt. I samme artikel blev det nævnt, at den tiltalte i 2014 fik en dom på seks års fængsel for et knivstikkeri i Brønshøj. Dette er heller ikke korrekt. Artiklen er nu fjernet fra sitet. Sjællandske beklager dybt. ” Sjællandske fjernede den 17. august 2020 artiklen ”Drabstiltalt tidligere dømt for drabsforsøg og dødsvold” fra Sjællandskes netavis sn.dk. [Klager] har klaget over, at han ikke har begået de i artiklerne anførte tidligere begåede strafbare forhold. Gerningsmanden for de omtalte tidligere forhold er, efter det for [Klager] oplyste, en person med næsten samme navn, men som skulle være bosiddende i Jylland. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] sammen med en anden person er tiltalt i den omtalte drabssag ved Retten i Næstved. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] tilbyder foredrag med titlen ”[Foredragstitel]” , som også fremgår af artiklerne. Sjællandske har erkendt, at oplysningerne om de tidligere begåede strafbare forhold, herunder at [Klager] i 2006 blev idømt otte års fængsel for vold med døden til følge, og at han i 2014 blev idømt seks års fængsel for drabsforsøg, er ukorrekte. Da Sjællandske blev bekendt med fejlene, bragte Sjællandske den 17. august 2020 en rettelse som en selvstændig artikel i den løbende nyhedsstrøm og fjernede samme dag onlineartiklen fra netavisen sn.dk. Sjællandske bragte herefter den 18. august 2020 samme rettelse som en selvstændig artikel i Slagelse-sektionen, sektion 1, side 2, i den trykte udgave. Pressenævnet finder på den ene side, at Sjællandske har foretaget en behørig berigtigelse af forholdene, så snart Sjællandske fik kendskab hertil. På den anden side finder nævnet, at de ukorrekte oplysninger om de tidligere begåede strafbare forhold, herunder at [Klager] i 2006 blev idømt otte års fængsel for vold med døden til følge, og at han 2014 blev idømt seks års fængsel for drabsforsøg, er af særligt agtelsesforringende og skadelig karakter. På denne baggrund og uanset, at Sjællandske bragte en rettelse, behørigt har berigtiget forholdene og fjernet onlineartiklen, udtaler nævnet kritik af Sjællandske for at bringe de ukorrekte oplysninger. Under hensyn til sagens karakter pålægger nævnet offentliggørelse af nævnets kendelse. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sjællandske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Sjællandske [underrubrik] Sjællandske får kritik for ukorrekte oplysninger af særligt agtelsesforringende og skadelig karakter [tekst] I artikler bragt i august 2020 omtalte Sjællandske tiltalen mod to personer i en dobbeltdrabssag ved Retten i Næstved. Det fremgik af artiklerne, at den ene af de to tiltalte i sagen, [Klager], tidligere var dømt for vold med døden til følge og drabsforsøg. Dette er ikke korrekt og [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet kritiserer Sjællandske for at have bragt de ukorrekte oplysninger af særligt agtelsesforringende og skadelig karakter. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse på netavisen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. ¬ Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. ¬ Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet. Offentliggørelse i papirudgivelsen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse. ¬ Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet i mediets rettelsesspalte. (Sjællandske har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet i sammenhæng med den lokal- eller anden redaktion, der har begået den indklagede artikel). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet. Afgjort den 9. februar 2021