Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0521
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9094@2021-02-13/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0521
Ekstra Bladet får ikke kritik for debatindlæg Ekstra Bladet bragte i juni 2020 et debatindlæg om skribentens holdning til det retspolitiske forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse med udgangspunkt i en retssag, samt blandt andet en persons ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte i den omtalte retssag. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at debatindlægget indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke blev forelagt, og at Ekstra Bladet har bragt et billede af hende, uden at hun har givet samtykke hertil. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som skribentens vurdering, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i debatindlæg, og at billedet ikke viste personen i en krænkende situation, ligesom personen selv har omtalt sagen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over debatindlægget ”Nej, samtykkelov fører ikke nødvendigvis til flere voldtægtsdomme” , som blev bragt den 30. juni 2020 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. [Klager] har desuden klaget over, at Ekstra Bladet har krænket hendes privatliv ved at bringe et billede af hende og hendes navn, uden at hun har givet samtykke hertil. 1 Sagsfremstilling Det påklagede debatindlæg Ekstra Bladet bragte den 30. juni 2020 [Skribenten]s debatindlæg ”Nej, samtykkelov fører ikke nødvendigvis til flere voldtægtsdomme” på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk. Debatindlægget blev bragt under bjælken ”Opinionen”. Af debatindlægget fremgik følgende: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Klager] og [Person A] har endnu engang sat gang i debatten om behovet for en samtykkelov. Jeg har tidligere skrevet om det usmagelige og uredelige i, at [Klager] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Person B] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person A] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Klager]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. Der er både negative og positive konsekvenser ved en samtykkelov. På den positive side vil en samtykkelov sende et signal om, at man i endnu højere grad skal tænke sig om og sikre, at samlejet foregår frivilligt for begge parter. Det er utvivlsomt et vigtigt og nødvendigt signal at sende. På den negative side risikerer vi at dømme mennesker som [Person A] uden egentlige beviser. Det ville naturligvis være befriende for [Klager], hvis personlige opfattelse jo er, at hun blev voldtaget. Men det ville være en kedelig dag for retssikkerheden i vores retssamfund. Ifølge Straffelovrådets seneste betænkning kunne [Person A] med stor sandsynlighed været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, da de to omtalte parter gik i seng sammen. Ifølge Straffelovrådet var [Person A] blevet dømt, fordi [Klager] ikke sagde ordet ’ja’ forud for samlejet. Udover [Klager] påstand om at være blevet voldtaget - og begge parters enighed om, at der ikke blev sagt ‘ja’ - var der intet andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted i den givne situation. Jeg anfægter ikke [Klager]s virkelighed. Jeg anfægter heller ikke [Person A]s virkelighed. Jeg var ikke til stede. Jeg vurderer blot, at det på så spinkelt grundlag, skyldig eller ej, ville være både uhensigtsmæssigt og uretfærdigt at dømme og smide folk i fængsel. Men Straffelovrådet vurderer, at [Person A] med en samtykkelov ville kunne dømmes, fordi [Klager] ikke sagde ’ja’ forud for samlejet. Som jurist med speciale i dansk voldtægtslovning mener jeg, at Straffelovrådet har sovet i timen. En samtykkelov forudsætter ikke, at man spørger om lov og et ‘ja’. Samtykke kan være givet allerede, idet man lægger sig i sengen sammen, tager tøjet af i fællesskab eller kigger hinanden i øjnene. Sådan fungerer samtykkeloven i både Sverige og England, som er foregangslande, når vi taler om indførelsen af en samtykkeregel i voldtægtsparagraffen. Det er forfejlet at tro, at en samtykkeregel nødvendigvis vil føre til større opklaring af voldtægtssager. En samtykkeregel vil ikke fremskaffe flere beviser, og man kan som bekendt i et retssamfund ikke dømme borgere for en gerning, der ikke er bevist. Man kan til gengæld sende et signal til mænd om, at man forud for samleje bør spørge udtrykkeligt om lov. Det er, af hensyn til hinandens personlige grænser, et vigtigt og nødvendigt signal at sende. Det er øjensynligt også et vigtigt signal at sende til mænd, der efter et samleje gerne vil undgå at blive genstand for [Person B], [Person C] og [Klager]s folkedomstolsvendetta, der jo var et klart udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder; At man er uskyldig til det modsatte er bevist. ” Til debatindlægget er indsat et billede af [Klager] i profil, der ses kiggende i et vindue. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Klager] (billedet) og [Person A] har sat fokus på en ny samtykkelov, der angiveligt skulle få flere dømt. Men ikke nødvendigvis, skriver [Skribenten], der mener, at [Klager] og hendes støtter har haft gang i en folkedomstolsvendetta mod [Person A]. ” Efter offentliggørelsen Efter offentliggørelsen af det påklagede debatindlæg blev følgende afsnit i debatindlæggets brødtekst fjernet: ”Ifølge Straffelovrådets seneste betænkning kunne [Person A] med stor sandsynlighed været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, da de to omtalte parter gik i seng sammen. Ifølge Straffelovrådet var [Person A] blevet dømt, fordi [Klager] ikke sagde ordet ’ja’ forud for samlejet. ” Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra [Klager] modtaget kopi af Københavns Byrets dom af 26. februar 2018 i sagen mod [Person A], hvoraf fremgår, at [Person A] blev frifundet for tiltalen om voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, til dels forsøg herpå, jf. § 21, samt andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 1. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 30. juni 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Privatlivets fred [Klager] har anført, at Ekstra Bladet har anvendt et billede af hende og hendes navn i forbindelse med krænkende omtale, uden at hun har givet samtykke hertil. [Klager] har henvist til følgende afsnit: ”[…] om det usmagelige og uredelige i, at [Klager] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Person B] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person A] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Klager]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. […] Ifølge Straffelovrådets seneste betænkning kunne [Person A] med stor sandsynlighed været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, da de to omtalte parter gik i seng sammen. Ifølge Straffelovrådet var [Person A] blevet dømt, fordi [Klager] ikke sagde ordet ’ja’ forud for samlejet. ” For det første er det yderst krænkende for [Klager] offentligt og ved navns nævnelse at blive anklaget for at sætte folk i gabestok og karaktermyrde andre mennesker. For det andet er det yderst krænkende at få beskrevet det, som [Klager] har oplevet som en voldtægt, og hvor hendes oplevelse ikke er blevet betvivlet af retten på trods af frifindelsen, som ”gik i seng sammen” og ”samleje”, og hvor skribenten [Skribenten] dermed insisterer på, at det var gensidigt. Korrekt information og forelæggelse [Klager] har anført, at det påklagede debatindlæg indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. [Klager] har henvist til, at det er ukorrekt, at hun har ”forsøgt at karaktermyrde en mand” og ”udsat en frikendt mand for en offentlig gabestok”. [Klager] har endvidere henvist til, at det er ukorrekt, at [Person A] ifølge Straffelovrådet skulle være blevet dømt ved en samtykkelov, fordi [Klager] ikke sagde ja, og at der ikke var andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted, end at [Klager] ikke havde sagt ja. Dommen er refereret i Straffelovrådets betænkning, fordi den af rådet er udvalgt blandt flere som eksempler på frifundne domme, som skaber tvivl om den seksuelle selvbestemmelsesret. Derudover var der i sagen tegn på vold; fem underhudsblødninger på brystet, samt vidner, som havde hørt den nu frifundne anerkende, at han havde opført sig grænseoverskridende. Skribenten [Skribenten] har tidligere haft adgang til sagens akter, da han var tilrettelægger af radioprogrammet ”Politiradio” på Radio24syv, som behandlede sagen i sommeren 2018. Samme sommer slog han dele af dommen op på sin private Facebook-profil for at demonstrere et personligt synspunkt (han mente ikke, at der havde fundet en voldtægt sted). [Klager] ved derfor, at han som minimum har haft adgang til dommen i to år og taler mod bedre vidende, når han skriver, som han gør. [Klager] har henvist til et Facebook-opslag af 7. juni 2018 delt på [Skribenten]s Facebook-profil som dokumentation for, at [Skribenten] tidligere har beskæftiget sig med sagen og sagens detaljer i 2018. [Klager] har bemærket, at det oprindelige opslag med dele af dommen er slettet. Af Facebook-opslaget fremgår følgende: ”Jeg har netop slettet mit seneste opslag om [Hashtag]. Jeg fik dårlig smag i munden. Jeg var udelukkende interesseret i at oplyse om sagen, fordi alle har haft en mening om den, men ingen har sat sig ind i den. Af samme årsag delte jeg ikke alle sagens påstande, men udelukkende de påstande, der blev lagt til grund for afgørelsen, fordi både tiltalte og forurettede har bekræftet. Det særlige og uheldige ved denne sag er dog, at forurettede har givet sig til kende. Det betyder, at alle ved, hvem der er tale om, når jeg offentligt deler sagens meget intime og seksuelle detaljer. Så kan man sige, at det er forurettedes egen skyld, fordi hun selv har valgt at stå frem. Men på daværende tidspunkt havde hun nok ikke forudset, at sagens detaljer ville blive delt med tusindvis af mennesker. De nysgerrige kan søge aktindsigt. ” Intet sted i dommen står der refereret, at [Klager] aldrig sagde ja, som der oplyses i debatindlægget. På intet tidspunkt blev det behandlet i retten, om [Klager] havde sagt ja, og hun har fået aktindsigt i forklaringerne fra retten. Det er en ny oplysning, som [Person A] er fremkommet med i dokumentaren på TV 2, som gik forud for det påklagede debatindlæg og derefter i den følgende mediedækning. Det har aldrig været et emne under sagen, og derfor undrer det [Klager], at [Skribenten] mod bedre vidende har fremført det i debatindlægget. [Klager] har sammenfattende anført, at hun er fremkommet med en berettiget kritik af systemets håndtering af sin voldtægtssag og har aldrig identificeret den frifundne. [Klager]s kritik af efterforskningen var berettiget, og dele af hendes kritikpunkter er blandt andet dokumenteret og beklaget offentligt i forbindelse med TV 2s dokumentar ”Hvor er politiet? (2)” af tidligere rigspolitichef [Rigspolitichefen]. Dommen er endvidere nævnt i Straffelovrådets betænkning. [Klager] har under hele forløbet konsulteret juridisk assistance, så hun ikke kom på kant med loven. I [Klager]s offentlige kritik, som altså har ført til handling både systemisk og politisk, har hun aldrig identificeret den frikendte, men henholdt sig til sine egne oplevelser med systemet. Det var [Person A], som selv tog initiativ til TV 2s dokumentar ”Gerningsmand eller offer? ” og samtidig fik kronik i Politiken samt opsøgte Berlingske for interview, hvilket blev efterfulgt af det påklagede debatindlæg. [Person A] bærer alene ansvaret for, at han har identificeret sig selv for hele Danmark i forbindelse med [Klager]s fortælling og systemkritik. [Klager] har aldrig nogensinde identificeret ham offentligt, så derfor har hun heller aldrig anklaget hans navngivne person offentligt for noget. [Klager] har ret til som borger at fremføre en systemkritik og fortælle om sine egne oplevelser, så længe hun ikke krænker en identificeret person. Alt hvad [Klager] har ytret har været underbygget af sagens faktuelle oplysninger og hendes egne forklaringer afgivet under strafansvar. [Klager] har også ret til som borger at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod den danske stat og fortælle offentligt om det. [Klager] er rystet over, at hun på denne her måde skal møde personlige repressalier i medierne af mediefolk, for det er sådan hun opfatter det. [Klager] frygter nu endvidere, at hun ligesom [Person B] skal udstilles på Facebook af [Skribenten] på grund af sin klage til Pressenævnet. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Privatlivets fred Ekstra Bladet har oplyst, at medierne har omtalt en voldtægtssag, hvor [Person A] blev tiltalt for at have voldtaget [Klager]. Under en efterfølgende straffesag frifandt domstolene den 26. februar 2018 [Person A] for denne anklage. Sagen har været genstand for en særdeles omfattende omtale og debat i medierne, herunder blev sagen omtalt som led i en mere generel retspolitisk debat om straffelovens voldtægtsbestemmelser og retssystemets behandling og håndtering af voldtægtssager. TV 2 bragte i juni 2020 en konfrontation mellem [Klager] og [Person A] om retssagen. Debatindlægget er ikke en artikel, men, som det fremgår, et kritisk retspolitisk debatindlæg om de konsekvenser, som en ændring af voldtægtsbestemmelsen i straffeloven får. Den meget omdiskuterede ændring indebærer, at det fremover skal anses for at være voldtægt, såfremt der ikke forelå et samtykke til et samleje. I debatindlægget omtales den ovennævnte voldtægtssag vedrørende [Klager] og [Person A]. [Klager] og en række kritikere, der har støttet hende, har anført, at [Person A] er skyldig i voldtægt, og at han skulle have været dømt for voldtægt, selv om han blev frifundet af domstolene, mens andre har henvist til, at vi lever i et retssamfund, og at en person, der er blevet frifundet af domstolene i en straffesag, ikke i offentligheden skal anklages for alligevel at være skyldig. Ekstra Bladet har anført, at [Klager] offentligt og i talrige medier har fastholdt, at [Person A] havde voldtaget hende, og at han skulle have været dømt som voldtægtsmand. I artikler, debatindlæg, interviews, indlæg på Twitter, artikler i udenlandske medier, foredrag mv. og på landsdækkende TV, herunder på TV 2, har [Klager] aktivt og vedholdende over for offentligheden fastholdt, at hun blev voldtaget, og at [Person A], uanset den frifindende dom, er voldtægtsmand. [Klager] har ligeledes benyttet sin sag retspolitisk, idet hun aktivt har arbejdet for at få ændret og skærpet straffelovens bestemmelser om voldtægt. Sammen med [Organisationen] har [Klager] endvidere anvendt sagen og gentaget beskyldningerne om, at hun blev voldtaget som led i en kampagne for at få skærpet den internationale lovgivning om og retsforfølgning af voldtægter. [Klager] har været frontfigur i [Organisationen]s kampagne, hvor hun konsekvent angiver og angives at være voldtægtsoffer og ”voldtægtsoverlever”. [Klager] har på intet tidspunkt holdt sig tilbage med offentligt at fastholde [Person A]s skyld og hun har, som anført, også deltaget i en konfrontation med [Person A], som TV 2 bragte i juni 2020, hvor beskyldningerne mod [Person A] blev gentaget. Ekstra Bladet har til illustration af ovenstående og af den særdeles omfattende medieomtale af sagen henvist til en lang række eksempler på artikler mv. vedrørende sagen. Ekstra Bladet har henledt opmærksomheden på følgende eksempler på, hvorledes [Klager] i forhold til offentligheden aggressivt og med sans for dramatisk formidling har fastholdt voldtægtsbeskyldningerne mod [Person A] efter afsigelsen af den frifindende dom. Den 8. august 2019 offentliggjorde [Klager] på Twitter følgende tweet, efter [Person A] var blevet frifundet: ”Indtil #dkpol ved lov og handling sikrer, efterforskningen af #voldtægt kvalitetssikres, vil jeg hver dag vise det tøj og den vold som #politidk og #anklager ikke undersøgte, selvom tøj var sikret. Han sagde i retten, jeg var nøgen og ville selv #HumanRights” I TV SYDs artikel ”[Klager] deler billeder af sin blodplettede kjole fra voldtægtssag hver eneste dag” bragt den 8. august 2019 på netavisen tvsyd.dk fremgår blandt andet, at [Klager] udtalte følgende: ”- Jeg ønsker at vise et billede, som er rigtig ubehageligt at se på, og som for mig er et maleri af en voldtægt. ” I [Klager]s indlæg ”Breaking the silence on my rape” bragt den 3. april 2019 på [Organisationen]s hjemmeside [Hjemmeside] fremgår blandt andet følgende: “I wasn’t raped by a stranger in a dark alley but by someone I considered a friend, in an apartment where I thought I was safe. I was staying over at his flat in Copenhagen, as I had done before, when he came into my room. He wanted sex. I refused. He got into my bed. I resisted. He put his arm around my throat, pinned me to the bed and raped me. ” Som nævnt har [Klager] haft et samarbejde med [Organisationen] om sagen. I forbindelse med, at [Klager] fik overrakt [Prisen] fremgår det for eksempel af [Organisationen]s hjemmeside [Hjemmeside], at ”[Klager] blev udsat for en voldtægt i 2017. I dag overrækker hun sammen med [Organisationen] 50.000 underskrifter for en ny voldtægtslov. ” I konfrontationen mellem [Klager] og [Person A] på TV 2 i juni 2020, før [Skribenten] skrev det påklagede debatindlæg, gentog [Klager] sine beskyldninger mod [Person A] om, at han havde voldtaget hende. Af TV 2s artikel ”De var venner indtil én nat ændrede alt - så endte de i retten i en sag om voldtægt” bragt den 15. juni 2020 på netavisen nyheder.tv2.dk fremgår blandt andet følgende: ”For hende startede et opgør mod et politi og retssystem, der ifølge [Klager] bød på svigt og fejl. I en periode lagde hun blandt andet daglige billeder op på Twitter af den natkjole, hun havde på den sommeraften. Og i sin kamp for at blive anerkendt som et offer for voldtægt fik hun også hurtigt et stort følge af støtter, der gik til tasterne. Hun har hele vejen igennem fastholdt at hun er blevet voldtaget. Siden har [Klager] kæmpet målrettet for at bruge sin sag til at rejse en debat og for at skabe opmærksomhed om lovgivning på voldtægtsområdet. Hun har i løbet af de senest 2 år stået frem i flere medier. Heriblandt en lang række udenlandske medier, som Timemagazine, Euronews og Aljazeera. Herhjemme har hun skrevet debatindlæg med en lang række artikler, nyhedsindslag og radioprogrammer. Hun er blevet frontfigur for [Organisationen]s kampagne om en ny samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Og i 2020 blev hun hædret for den kamp [Kvindeorganisationen], som har tildelt hende [Prisen]. ” I samme artikel omtales konfrontationen mellem [Person A] og [Klager] i TV 2 således: ”Under mødet beder [Person A] på et tidspunkt [Klager] om at stoppe med at hentyde til en voldtægt, som ifølge ham aldrig er fundet sted. - Du har lagt skammen over på mig fordi du ikke vil stå ved det du har gjort. Og du skal tage den tilbage for det er ikke min, det er din. Jeg mener det! , siger [Klager]. - Jeg ved ikke, hvad jeg skal tage tilbage [Klager]. Det er jeg rigtig ked af, men det ved jeg faktisk ikke, svarer [Person A]. ” Korrekt information og forelæggelse Ekstra Bladet har anført, at det er en fuldstændig berettiget value judgment – en kritisk vurdering – som har mere end tilstrækkeligt grundlag i sagens fakta, når det påklagede debatindlæg kritiserer [Klager] for at have forsøgt at ”karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt” og [Klager] kritiseres for hendes ”personligt skabte folkedomstol”. Der er tale om et kritisk synspunkt, som dækker over det helt berettigede og legitime synspunkt, at [Klager] deltager i en form for en folkedomstol, når hun offentligt spreder det budskab, at en frifundet person alligevel er skyldig i voldtægt. Når [Klager] kritiserer en frifindende dom, og i strid med straffeloven offentligt anklager en frifundet person for at være voldtægtsmand, må hun finde sig i og være forberedt på, at andre går i rette hermed. I forhold til udsagnet om Straffelovrådet er det en generel vurdering af, hvilke konsekvenser Straffelovrådets synspunkter og den ændrede voldtægtslovgivning (samtykkekravet) efter skribentens opfattelse kunne have haft for [Klager]s voldtægtssag. Udsagnet gengiver skribentens retspolitiske vurdering og kritik af Straffelovrådets synspunkter og samtykkekravet (value judgment). [Klager] har i sin klage til Pressenævnet anført, at hendes oplevelse af at være blevet voldtaget ”ikke er blevet betvivlet af retten på trods af frifindelsen. ” Ekstra Bladet har hertil bemærket, at det ikke fremgår af rettens dom, at retten ikke skulle have betvivlet [Klager]s opfattelse af sagen. Derimod fremgår det af dommen, at retten ikke har fundet grundlag for at dømme [Person A], og at retten således har tilsidesat – og altså betvivlet – [Klager]s forklaring og påstand om at være blevet voldtaget. Om retten betvivlede [Klager]s oplevelse, er i øvrigt også irrelevant for sagen og temaet for det påklagede debatindlæg (samtykkekravet). I øvrigt fremgår det også af det påklagede debatindlæg, at skribenten anerkender [Klager]s subjektive oplevelse af at være blevet voldtaget: ”Jeg anfægter ikke [Klager]s virkelighed. Jeg anfægter heller ikke [Person A]s virkelighed. Jeg var ikke til stede. Jeg vurderer blot at det på så spinkelt et grundlag, skyldig eller ej, ville være både uhensigtsmæssigt og uretfærdigt at dømme og smide folk i fængsel. ” [Klager] har kritiseret ordvalget ”gik i seng sammen” og ”samleje”, idet hun anfører, at skribenten dermed insisterer på, at ”det var gensidigt”. Ekstra Bladet har bestridt dette. Som det fremgår af rettens dom, havde [Klager] og [Person A] seksuelt samkvem, og retten konkluderer, at der i den forbindelse ikke var tale om en voldtægt. Ordvalget i debatindlægget er således ganske berettiget og rimeligt. I øvrigt har Ekstra Bladet bemærket, at det fremgår aldeles utvetydigt af hele debatindlægget, at [Klager] var og er af den klare opfattelse, at hun blev voldtaget. Ingen er således i tvivl om, at [Klager]s standpunkt er, at hun blev voldtaget, og at hun derfor – i ifølge sig selv – ikke frivilligt ”gik i seng” med eller havde ”samleje” med [Person A]. I forhold til udsagnet om, at der ikke var andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted, end at [Klager] ikke havde sagt ja, har Ekstra Bladet bemærket, at retten har frifundet [Person A], da det ikke var dokumenteret, at der var sket en voldtægt. Ifølge rettens dom var der således intet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted. Rettens præmisser indeholder heller ikke nogen henvisning til eller vurdering af omstændigheder, der skulle indikere en voldtægt. For så vidt angår de faktiske oplysninger i sagen har retten alene gengivet [Klager]s og [Person A]s modstridende forklaringer og refereret til nogle vidneudsagn om, hvorvidt [Person A] skulle have anerkendt at have handlet ”grænseoverskridende” over for [Klager]. I dommen gengives derudover en retsmedicinsk udtalelse af 9. november 2017, der omtaler de af [Klager] nævnte underhudsblødninger, om hvilke den retsmedicinske udtalelse imidlertid konkluderer ”om læsionernes opståelse kan derfor intet sikkert siges. ” Endvidere fremgår det af den retsmedicinske erklæring, at der ved den gynækologiske undersøgelse fandtes ”normale forhold i kønslæberne, i vaginalindgangen, vagina og i endetarmen. ” Udsagnet om, at der ikke var andet, der indikerede en voldtægt, er således en fuldstændig berettiget vurdering (value judgment) og sammenfatning af dommens essens. Som det fremgår af dommen, var der tale om en sag, hvor påstand stod mod påstand, idet intet andet, som også fastslået af retten, indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted. Dette er også baggrunden for, at sagen er relevant og interessant i en retspolitisk debat om, hvorvidt der i voldtægtssager fremover skal kræves dokumentation for, at der forelå et samtykke til seksuelt samkvem. I øvrigt ligger det selvsagt uden for rammerne af et retspolitisk debatindlæg at kommentere eller gengive samtlige sagens fakta og sagens konkrete detaljer. Det afgørende er, at retten ikke fandt, at der var beviser for en voldtægt, hvorfor det tilbageværende spørgsmål var, om et samtykkekrav – krav om dokumentation for et samtykke fra [Klager] – kunne have ført til et andet resultat for sagen. Det er dette debatindlægget handler om. Detaljer i dommen mv. er irrelevante for denne debat og læsere af debatindlægget. Ekstra Bladet har afvist at have haft en pligt til at forelægge debatindlægget for [Klager]. Som bekendt følger det af Pressenævnets praksis, at mediernes synspunkter, vurderinger og value judgments, der fremsættes på baggrund af faktiske forhold, ikke skal forelægges for den omtalte person. Det er som bekendt derudover særligt Pressenævnets faste praksis, at udsagn i lederartikler og debatindlæg mv. ikke skal forelægges for de i debatindlægget omtalte personer, og at der i det hele taget er et betydeligt rum for frisprog i debatindlæg mv. Et krav om at kritiske og subjektive synspunkter og vurderinger, som fremsættes i en offentlig debat, skal forelægges i hvert enkelt læserbrev og debatindlæg, giver ingen mening. Kravet om forelæggelse er således uden grundlag. [Klager] må således i det hele taget finde sig i, at hendes synspunkter og beskyldninger kan indgå i en offentlig debat om en straffesag, som hun selv har udtalt sig massivt og bramfrit om i offentligheden, uden at debattørerne i hvert enkelt tilfælde skal forelægge hende deres synspunkter og kritik. Ekstra Bladet har sammenfattende bemærket, at [Klager] synes, at det er i orden offentligt at fremsætte grove og injurierende beskyldninger mod [Person A]. Når nogen tillader sig at kritisere [Klager] for dette, finder hun, at det er krænkende, at hun ”offentligt” og ved navns nævnelse ”bliver antastet for at sætte folk i gabestok”, uden at have fået tilbud om at komme til orde. Det påklagede debatindlæg kritiserer nøgternt, sobert og ganske berettiget [Klager]s og andres tilgang til en afsluttet straffesag, og debatindlægget sætter fokus på samtykkekravet i voldtægtssager. Debatindlægget indeholder blot helt berettigede synspunkter og vurderinger (value judgments), der har mere end tilstrækkeligt grundlag i sagens fakta. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Korrekt information, forelæggelse og privatlivets fred [Klager] har klaget over, at det påklagede debatindlæg indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. [Klager] har desuden klaget over, at Ekstra Bladet har anvendt et billede af hende og hendes navn i forbindelse med krænkende omtale, uden at hun har givet samtykke hertil. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A. 1 og A. 3. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Af debatindlægget fremgik følgende: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Klager] og [Person A] har endnu engang sat gang i debatten om behovet for en samtykkelov. Jeg har tidligere skrevet om det usmagelige og uredelige i, at [Klager] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Person B] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person A] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Klager]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. Der er både negative og positive konsekvenser ved en samtykkelov. På den positive side vil en samtykkelov sende et signal om, at man i endnu højere grad skal tænke sig om og sikre, at samlejet foregår frivilligt for begge parter. Det er utvivlsomt et vigtigt og nødvendigt signal at sende. På den negative side risikerer vi at dømme mennesker som [Person A] uden egentlige beviser. Det ville naturligvis være befriende for [Klager], hvis personlige opfattelse jo er, at hun blev voldtaget. Men det ville være en kedelig dag for retssikkerheden i vores retssamfund. Ifølge Straffelovrådets seneste betænkning kunne [Person A] med stor sandsynlighed været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, da de to omtalte parter gik i seng sammen. Ifølge Straffelovrådet var [Person A] blevet dømt, fordi [Klager] ikke sagde ordet ’ja’ forud for samlejet. Udover [Klager] påstand om at være blevet voldtaget - og begge parters enighed om, at der ikke blev sagt ‘ja’ - var der intet andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted i den givne situation. Jeg anfægter ikke [Klager]s virkelighed. Jeg anfægter heller ikke [Person A]s virkelighed. Jeg var ikke til stede. Jeg vurderer blot, at det på så spinkelt grundlag, skyldig eller ej, ville være både uhensigtsmæssigt og uretfærdigt at dømme og smide folk i fængsel. Men Straffelovrådet vurderer, at [Person A] med en samtykkelov ville kunne dømmes, fordi [Klager] ikke sagde ’ja’ forud for samlejet. Som jurist med speciale i dansk voldtægtslovning mener jeg, at Straffelovrådet har sovet i timen. En samtykkelov forudsætter ikke, at man spørger om lov og et ‘ja’. Samtykke kan være givet allerede, idet man lægger sig i sengen sammen, tager tøjet af i fællesskab eller kigger hinanden i øjnene. Sådan fungerer samtykkeloven i både Sverige og England, som er foregangslande, når vi taler om indførelsen af en samtykkeregel i voldtægtsparagraffen. Det er forfejlet at tro, at en samtykkeregel nødvendigvis vil føre til større opklaring af voldtægtssager. En samtykkeregel vil ikke fremskaffe flere beviser, og man kan som bekendt i et retssamfund ikke dømme borgere for en gerning, der ikke er bevist. Man kan til gengæld sende et signal til mænd om, at man forud for samleje bør spørge udtrykkeligt om lov. Det er, af hensyn til hinandens personlige grænser, et vigtigt og nødvendigt signal at sende. Det er øjensynligt også et vigtigt signal at sende til mænd, der efter et samleje gerne vil undgå at blive genstand for [Person B], [Person C] og [Klager]s folkedomstolsvendetta, der jo var et klart udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder; At man er uskyldig til det modsatte er bevist. ” Til debatindlægget er indsat et billede af [Klager] i profil, der ses kiggende i et vindue. [Klager] har henvist til, at det er ukorrekt, at hun har ”forsøgt at karaktermyrde en mand” og ”udsat en frikendt mand for en offentlig gabestok”. [Klager] har endvidere henvist til, at det er ukorrekt, at [Person A] ifølge Straffelovrådet skulle være blevet dømt ved en samtykkelov, fordi [Klager] ikke sagde ja, og at der ikke var andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted, end at [Klager] ikke havde sagt ja. [Klager] har desuden henvist til, at det er krænkende, at hun offentligt og ved navns nævnelse bliver anklaget for at sætte folk i gabestok og karaktermyrde andre mennesker. [Klager] har derudover henvist til, at det er krænkende at få beskrevet det, som [Klager] har oplevet som en voldtægt, og hvor hendes oplevelse ikke er blevet betvivlet af retten på trods af frifindelsen, som ”gik i seng sammen” og ”samleje”, og hvor skribenten [Skribenten] dermed insisterer på, at det var gensidigt. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Person A] den 26. februar 2018 blev frifundet for tiltalen om at have begået voldtægt af [Klager]. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] selv har omtalt sagen i forbindelse med retspolitiske forslag om ændringen af straffelovsbestemmelsen om voldtægt, og at hun i øvrigt også herefter har optrådt i medierne om sagen. Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Det påklagede debatindlæg er blevet bragt under en bjælke med teksten ”Opinionen”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] med udgangspunkt i den omtalte retssag tilkendegiver sin holdning til det retspolitiske forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, herunder de positive og negative aspekter ved en sådan lovændring, samt blandt andet [Klager]s ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte i den omtalte retssag. Nævnet finder endvidere, at udsagnene ”forsøgte at karaktermyrde en mand” og ”udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok” klart fremstår som skribentens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i debatindlæg. I forhold til udsagnene om, at [Person A] ifølge Straffelovrådets seneste betænkning med stor sandsynlighed kunne været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, fordi [Klager] ikke sagde ordet ’ja’, og at der ikke var andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted, end at [Klager] ikke havde sagt ja, finder nævnet ligeledes, at udsagnene fremstår som skribentens vurdering af et hypotetisk udfald af domsresultatet på baggrund af den omtalte sag, såfremt straffelovsbestemmelsen om voldtægt var samtykkebaseret. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at bringe det påklagede debatindlæg uden forelæggelse for [Klager]. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. Pressenævnet finder, at anvendelsen af billedet af [Klager] og hendes navn i sammenhæng med den beskrevne omtale ikke kan anses for at indebære en krænkelse af [Klager]s privatliv. Nævnet har lagt vægt på, at billedet ikke viser [Klager] i en krænkende situation, ligesom [Klager] selv har omtalt sagen, hvor hun har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser med retsvæsenet og oplevelsen af at have været udsat for en voldtægt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [Klager] har deltaget i den offentlige debat om emnet, herunder med retspolitiske forslag til en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse og ændring af politiets behandling af voldtægtssager, og at hendes sag er refereret i Straffelovrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for ikke at have indhentet [Klager]s samtykke til at offentliggøre billedet eller for anvendelsen af hendes navn. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 9. februar 2021