Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9096@2021-02-13/da

Indhold

1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0517

Ekstra Bladet får ikke kritik for debatindlæg Ekstra Bladet bragte i juni 2020 et debatindlæg om skribentens holdning til forløbet efter en retssag, herunder blandt andet en persons ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at debatindlægget indeholdt ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke blev forelagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som skribentens vurdering, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i debatindlæg.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over debatindlægget ”Han er uskyldig i samfundets øjne. Punktum” , som blev bragt den 19. juni 2020 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. 1 Sagsfremstilling Det påklagede debatindlæg Ekstra Bladet bragte den 19. juni 2020 [Skribenten]s debatindlæg ”Han er uskyldig i samfundets øjne. Punktum” på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk. Debatindlægget blev bragt under bjælken ”Opinionen”. Af debatindlægget fremgår følgende: ”TV2 bragte torsdag en konfrontation mellem [Person A] og manden, [Person A] påstår har voldtaget hende, [Person B]. Sidstnævnte stod nødtvungent frem, efter [Person A] længe har brugt – som det hed i en overskrift i Politiken, torsdag før udsendelsen: ’sin egen skæbne i kampen mod voldtægt. ’ Hvormed Politiken – uforvarende, håber jeg - tager [Person A]s parti. Men det er desværre en vanlig tilgang i denne sag. Den har gennem et par år bragt sind i kog i medie- og kommunikationsbranchen - hvor de nævnte begge arbejder. Det er en branche, hvor overraskende mange medlemmer åbenbart ikke begriber, hvad et retssamfund er. [Person B] er frikendt i Københavns Byret. Med dommerstemmerne 3-0. Og den øverste anklagemyndighed har draget den konsekvens, at den ikke kan appelleres til Landsretten, da man skønner, resultatet blot vil blive gentaget. [Person B] er følgelig uskyldig i samfundets øjne. Punktum. Det er sådan voldtægtssager afgøres i retsstaten. Folk, der turnerer med andet, gør sig skyldig i injurier. Det sørgelige er, at den ivrige brug af sagen med henblik på at bedre lovgivningen på området, hele vejen har været kontraproduktiv. Det afsind, [Person A] gennem tiden er blevet bakket op med i håb om at rejse en folkedomstol som erstatning for den rigtige, er både den overordnede sag om voldtægter generelt og den konkrete sags personer uværdig. Eksempelvis fra kommunikationsrådgiveren [Klager], der før Folkemødet på Bornholm 2018 på Facebook erklærede sin støtte til sin ’seje ven’ [Person A] og derpå truede den ellers frikendte tiltalte, som hun kaldte både ’voldtægtsmand’ og ’gerningsmand’. Truslen gik på, at han ville blive udpeget og udråbt alle steder, han deltog, som var [Klager] leder af en skrigende fakkel- og høtyvehær. Denne tilgang har en del haft svært ved at lægge fra sig. Det fortsætter tydeligvis at dømme efter torsdagens TV2-konfrontation. Man må ikke håbe for disse mennesker, at de en dag står og er frikendte i en sag af retten og derpå dømmes af folkedomstolen. Hermed synes mange at insistere på at debattere det forkerte: [Person A] mod [Person B]. Selvom der ikke er mere at tale om i offentligheden. Til gengæld er der alt at tage fat på, når vi taler de åbenlyse og for længst godtgjorte problemer med voldtægtssager generelt: Et halvt hundrede mænd dømmes i snit om året for voldtægt. Men ifølge Det kriminalpræventive råd oplever omkring 100 gange flere kvinder, at de er blevet voldtaget. Hvad gør vi? Skal lovgivningen ændres? Skal politiet arbejde anderledes? Skal man have et særligt voldtægtspoliti? En særlig voldtægtsdomstol? Jeg stod selv på det nævnte Folkemøde i 2018 i direkte debat på DR om problemerne med voldtægtssager, en mikrofon gik rundt blandt publikum, og pludselig stod [Person A] der og tog den. Og hun begyndte at tale om sin sag. Hvorpå jeg var nødt til at standse hende. DR gjorde det ikke selv. Vi kunne ikke stå der i direkte radio og efterbehandle en sag, retten uafvendeligt havde afgjort, og hvor modparten i øvrigt ikke var til stede. Og selv efter modparten nu er stillet op, og en legitimitet dermed er opnået, giver det fortsat ingen mening – ud over en mulig terapeutisk effekt for parterne. Ny voldtægtslovgivning er på vej med en samtykke-regel. Angiveligt til [Person A]s tilfredsstillelse, forstår jeg. Men som jurist [Person C] skrev på Ekstra Bladets Opinionen sidste år: ’Man kan lovgive solen sort på dette område, det ændrer ikke på det faktum, at voldtægt er den eneste forbrydelse i straffeloven, hvor gerningsindholdet, altså samleje, er lovligt i dets naturlige forstand. ’ En samtykke-regel vil ikke gøre sagerne lettere at efterforske og bevise, påpegede juristen. Tværtimod. ’Man forværrer faktisk voldtægtsofrenes retssikkerhed, hvis man indfører en samtykke-regel. Ifølge gældende lovgivning fokuserer man på gerningsmandens handlinger, som kunne have karakter af tvang eller truende adfærd. Med en samtykke-regel flytter man fokus væk fra manden og over på kvinden. Det afgørende bliver således, om kvinden har udvist en adfærd, der kunne give gerningsmanden anledning til at tro, at hun havde givet samtykke. Ifølge den svenske samtykke-regel kan der eksempelvis være tale om samtykke, hvis blot kvinden har taget sin BH eller trusser af,’ skrev [Person C]. Måske alle skulle have talt mindre om [Person A] versus [Person B] og koncentreret sig om selve sagen, altså den overordnede sag. ” Til debatindlægget er indsat et billede af [Person A] og [Person B], der ses siddende i hver sin ende af et bord. På billedes ses endvidere en yderligere person, som ses siddende i midten af bordet. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”Konfrontationen i Station 2 torsdag mellem [Person A] og [Person B]. ’Sagen har gennem et par år bragt sind i kog i medie- og kommunikationsbranchen – hvor de nævnte begge arbejder. Det er en branche, hvor overraskende mange medlemmer åbenbart ikke begriber, hvad et retssamfund er,’ skriver [Skribenten]. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 25. juni 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information og forelæggelse [Klager] har anført, at debatindlægget indeholder ukorrekte og krænkende påstande, som hun ikke er blevet forelagt. [Klager] har ikke på noget tidspunkt navngivet, udpeget eller udskammet den frikendte i [Person A]s sag. [Klager] har i et offentligt Facebook-opslag af 30. maj 2018 truet med at pege på den frikendte og identificere ham som ”sigtet, tiltalt og frikendt” for voldtægt. Denne trussel blev aldrig ført ud i livet, og den pågældende mand forblev således anonym, indtil han valgte at stå frem i radioprogrammet ”Q&A” på Radio24syv – dog under dæknavn. Dette fik af naturlige årsager en del personer, der i forvejen kendte manden, til at kunne identificere ham ved hans stemme. [Klager] havde intet at gøre med mandens deltagelse i det pågældende radioprogram, hvilket Ekstra Bladet på nemmeste vis kan få verificeret ved at spørge værten på programmet, [Værten], som hun erfarer i dag har ansættelse på Ekstra Bladet. At der er åbenhed i retsplejen, og at straffesagen mod manden foregik for åbne døre, er formodentlig også Ekstra Bladet bekendt. Det er derfor i øvrigt hverken ulovligt, umoralsk eller noget, der kan betegnes som værende ”en folkedomstol” at gøre privatpersoner, man kender, bekendt med, at en person er blevet frikendt i en voldtægtssag, hvilket præcist var, hvad [Klager] truede med at gøre i sit Facebook-opslag, som også fremgår af Ekstra Bladets svarskrivelse, men aldrig førte ud i livet. Det undrer [Klager], at Ekstra Bladet i sit svar til Pressenævnet fremfører, at en privat borger må ”finde sig i” i en landsdækkende avis at blive benævnt som ”afsindig”, og som anfører af ”en folkedomstol”. Særligt fordi disse påstande er fuldstændig usande. At Ekstra Bladet i den forbindelse har henvist til [Person D]s private blogpost, har [Klager] meget svært ved at se relevansen af. [Person D] er ganske vist en velkendt debattør, et profileret medlem af det højreradikale parti [Partiet] og en herostratisk berømt nøgenkunstner, ligesom han i de sidste to år ved adskillige lejligheder har erklæret sin støtte til den tiltalte og frikendte i [Person A]s sag. Men at hans blog er et nyhedsmedie, der udgiver ”artikler”, endsige kan tillægges nogen sandhedsværdi, er efter [Klager]s mening en tilsnigelse. Ekstra Bladet har tillige som støtte for sin afvisning af [Klager]s klage henvist til en artikel fra B. T. om det radioprogram, hvor [Værten] var vært, og hvor den frikendte mand første gang stod frem. Hvorfor det er relevant for [Klager]s klage til Pressenævnet, at kommunikationsrådgiver [Person E] udvandrede fra radiostudiet i vrede, står hen i det uvisse, særligt da årsagen til denne spektakulære ’udvandring’ ikke var [Klager]s holdning til den pågældende straffesag, men derimod det faktum, at hun under radioprogrammet – der blev sendt direkte – blev konfronteret med en direkte løgnagtig påstand fra netop [Person E] om, at hun skulle have ringet til den frikendte mands kunder for at advare imod ham. At denne påstand var lodret løgn, anførte [Klager] over for [Person E] under programmet, hvorefter hun forlod studiet i vrede og lavede et interview med B. T., tillige med flere opsigtsvækkende Facebook-opslag, hvoraf det fremgik, at det var [Klager], der løj, og at hun havde bevis for sin påstand. Efterfølgende havde [Klager] en længere korrespondance med [Person E] via advokat. I denne erkendte hun blankt, at hendes påstand om, at [Klager] skulle have kontaktet den frikendte mands kunder, var pure opspind, og indvilligede som følge heraf i at fjerne al inkriminerende omtale af [Klager]s person. Dette skete umiddelbart efter. Ekstra Bladets påstand om, at [Klager] ”må finde sig i” æreskrænkende omtale i Ekstra Bladet er således helt uden belæg i virkeligheden. Det er aldeles usandt, at [Klager] nogensinde har foretaget sig noget, der berettiger noget sådant. Allermest forundret er [Klager] dog over, at Ekstra Bladet overhovedet finder, at det har nogen relevans for hendes klage til Pressenævnet, hvad Ekstra Bladets chefredaktør [Chefredaktøren], hans skribenter, [Person E] og [Person D] har af (fejlagtigt funderede) holdninger til hendes person og hendes handlinger. At Ekstra Bladet baserer flere artikler – senest [Person C]s debatindlæg ”Nej, samtykkelov fører ikke nødvendigvis til flere voldtægtsdomme” af 30. juni 2020 – på usande oplysninger og urigtige anklager mod hendes person, siger en del om Ekstra Bladets skribenters manglende journalistiske objektivitet i denne sag. Men hvad chefredaktør [Chefredaktøren] og hans ansatte mener om hendes person er ydermere fuldkommen irrelevant for [Klager]s klage til Pressenævnet. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Korrekt information og forelæggelse Ekstra Bladet har oplyst, at medierne har omtalt en voldtægtssag, hvor [Person B] blev tiltalt for at have voldtaget [Klager]s veninde, [Person A]. Under en efterfølgende straffesag frifandt domstolene [Person B] for denne anklage. Sagen har været genstand for en omfattende omtale i medierne, herunder blev sagen omtalt som led i en mere generel retspolitisk debat om straffelovens voldtægtsbestemmelser og retssystemets behandling og håndtering af voldtægtssager. TV 2 bragte i juni 2020 en konfrontation mellem [Person A] og [Person B] om retssagen. Ekstra Bladet har anført, at det påklagede debatindlæg nøgternt, sobert og ganske berettiget kritiserer [Klager]s tilgang til en afsluttet straffesag. Debatindlægget er udtryk for [Skribenten]s helt berettigede synspunkter og vurderinger (value judgments), der har mere end tilstrækkeligt grundlag i sagens fakta. Debatindlæggets budskab er, at vi lever i et retssamfund, og at en person, der er blevet frifundet af domstolene i en straffesag, ikke i offentligheden skal anklages for alligevel at være skyldig. Debatindlægget kritiserer i den forbindelse [Klager] for, at hun efter frifindelsen forsøgte at rejse en folkedomstol, idet hun ønskede, at den frifundne [Person B] skulle sættes i en gabestok og udskammes og ”dømmes” som voldtægtsmand i offentligheden. Det fremgår således af debatindlægget: ”Det afsind, [Person A] gennem tiden er blevet bakket op med i håb om at rejse en folkedomstol som erstatning for den rigtige, er både den overordnede sag om voldtægter generelt og den konkrete sags personer uværdig. Eksempelvis fra kommunikationsrådgiveren [Klager], der før Folkemødet på Bornholm 2018 på Facebook erklærede sin støtte til sin ’seje ven’ [Person A] og derpå truede den ellers frikendte tiltalte, som hun kaldte både ’voldtægtsmand’ og ’gerningsmand’. Truslen gik på, at han ville blive udpeget og udråbt alle steder, han deltog, som var [Klager] leder af en skrigende fakkel- og høtyvehær. Denne tilgang har en del haft svært ved at lægge fra sig. Det fortsætter tydeligvis at dømme efter torsdagens TV2-konfrontation. Man må ikke håbe for disse mennesker, at de en dag står og er frikendte i en sag af retten og derpå dømmes af folkedomstolen. ” Ekstra Bladet har anført, at kritikken af [Klager] er fuldt berettiget, hvilket dokumenteres af følgende truende indlæg, som hun lagde op på Facebook den 30. maj 2018 før folkemødet på Bornholm: ”Folkemødet nærmer sig, og min kalender har varet mere end fuld i den sidste måned. Jeg glæder mig til det, for mit udgangspunkt er jo, at jeg kun siger ja til opgaver, der gør mig klogere og/eller gladere. Men jeg glæder mig også til folkemødet, fordi det er en begivenhed, der kommer til at fremstå som en milepæl for min seje ven [Person A]. Hun hader, at jeg roser hende, men sådan er det. Talrige er de timer, vi har brugt på at nå fra udgangspunktet om, at hun bare ikke (hvilket er og var helt forståeligt) orkede at opholde sig i Allinge på samme tid som sin voldtægtsmand, der givetvis vil flanere rundt og lade som om, at han er guds gave til udsatte minoriteter (for det plejer han) mens hun skulle gemme sig og frygte for at møde ham om hvert et hjørne – til situationen i dag, hvor [Person A] utrætteligt har råbt op og råbt op og deltaget i netværk og lovforberedende arbejde og hvad har vi, og så sent som i forgårs blev ringet op af Vicestatsadvokaten, der helt åbenlyst er blevet nervøs over al den opmærksomhed, og ’bare lige ville forklare’, hvorfor han på trods af politi og anklagemyndigheds klare anbefaling om at anke sagen til Landsretten, havde valgt at gøre præcis det modsatte. Vicestatsadvokaten forklarede således [Person A], at de da ’bestemt’ troede på hende, men ’at det jo bare var svært med den slags sager, hvor offer og gerningsmand kender hinanden’. Det er altså kontaktvoldtægter som [Person A]s, der udgør 80 pct. af alle voldtægter, vi taler om. Altså af de nok omkring 6000 voldtægter, der foregår hvert år, hvoraf kun ca 600 bliver anmeldt og kun 60 fører til dom, hvis I skulle have glemt det. Så her er der altså tale om en sag, der i første omgang vurderes så stærk, at den kommer for retten, hvor gerningsmanden så lyver så stærkt som en hest kan rende om sagsforløbet, hvorefter politi og anklagemyndighed siger til Statsadvokaturen, at de finder, at sagen stadig er så stærk (og at de kan modbevise de ting, gerningsmanden har løjet om), at de gerne vil have den prøvet i landsretten - hvorefter Statsadvokaten ikke lige gider, for det er sgu også lidt bøvlet med de der sager, hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Åja. Det er det, Og bøvlet er slet ikke slut endnu, for nu skal jeg sige jer en ting: Om fjorten dage tager vi på folkemøde, og jeg har nøje researchet i, hvem der er så heldige at have gerningsmanden stående og kloge sig på forskellige emner. Og jeg kan forsikre jer for, at jeg dels nok skal sørge for, at alle, jeg bare kender den mindste smule, får at vide, at de står i panel med en person, der er blevet anklaget, sigtet og frikendt for voldtægt i en sag, som jeg personligt bruger og vil bruge al min fritid på at sikre bliver genoptaget, ligesom jeg omhyggeligt vil varetage, at alle der har opført sig på den der ’hold mig udenfor, jeg vil bare gerne drikke rosé med mine gamle univenner’, får udpeget gerningsmanden ved enhver given lejlighed ved hjælp af min utrætteligt udstrakte langefinger i hans retning. Så det kan I glæde jer til. Det gør jeg. Og [Person A] med. I vores allermest farvestrålende kjoler. Og I er helt velkommen til både at dele mit opslag og min fuckfinger, når I møder mig i Allinge. Jeg abonnerer nemlig på begge dele af udsagnet ’don’t get mad - get even’. Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu. ” Ekstra Bladet har henvist til artiklen ”Gæst udvandrede fra studiet efter vildt skænderi: ’Jeg er aldrig blevet så vred i mit liv’”, som blev bragt den 5. juni 2018 på B. T.s netavis bt.dk, der illustrerer, at sagen har givet anledning til debat, ligesom [Klager] har deltaget i et radioprogram om voldtægtssagen og om hendes ovennævnte indlæg på Facebook. Ekstra Bladet har endvidere henvist til indlægget ”Folkemødet: Kommunikationsrådgiver [Klager] truer med at oute mand, der blev frikendt for voldtægt” , som blev bragt den 6. juni 2018 på [Bloggen]s hjemmeside [Hjemmesiden]. Som det fremgår af [Klager]s indlæg på Facebook, udpeger hun den frifundne som ”gerningsmanden”, ”voldtægtsmand” og løgner. Hun bebuder og truer med, at hun offentligt vil udstille og udpege [Person B] som voldtægtsmand på Folkemødet ”ved enhver given lejlighed ved hjælp af mine utrætteligt udstrakte langefinger i hans retning” . Ydermere sætter [Klager] trumf på truslerne ved at meddele, at det er tid til at ”get even” , ligesom hun afslutter indlægget med udsagnet ”Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu” . Når [Klager] på Facebook fremsætter voldsomme anklager og trusler mod en frifundet person og samtidig udtrykker sin disrespekt og foragt over for retssystemet, må hun finde sig i og være forberedt på, at andre går i rette hermed. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende (efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet har alene kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er tale om krænkende oplysninger efter de vejledende regler om god presseskik. God presseskik Korrekt information og forelæggelse [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A. 1 og A. 3. Af debatindlægget fremgår blandt andet følgende: ”TV2 bragte torsdag en konfrontation mellem [Person A] og manden, [Person A] påstår har voldtaget hende, [Person B]. Sidstnævnte stod nødtvungent frem, efter [Person A] længe har brugt – som det hed i en overskrift i Politiken, torsdag før udsendelsen: ’sin egen skæbne i kampen mod voldtægt. ’ Hvormed Politiken – uforvarende, håber jeg - tager [Person A]s parti. Men det er desværre en vanlig tilgang i denne sag. Den har gennem et par år bragt sind i kog i medie- og kommunikationsbranchen - hvor de nævnte begge arbejder. Det er en branche, hvor overraskende mange medlemmer åbenbart ikke begriber, hvad et retssamfund er. [Person B] er frikendt i Københavns Byret. Med dommerstemmerne 3-0. Og den øverste anklagemyndighed har draget den konsekvens, at den ikke kan appelleres til Landsretten, da man skønner, resultatet blot vil blive gentaget. [Person B] er følgelig uskyldig i samfundets øjne. Punktum. Det er sådan voldtægtssager afgøres i retsstaten. Folk, der turnerer med andet, gør sig skyldig i injurier. Det sørgelige er, at den ivrige brug af sagen med henblik på at bedre lovgivningen på området, hele vejen har været kontraproduktiv. Det afsind, [Person A] gennem tiden er blevet bakket op med i håb om at rejse en folkedomstol som erstatning for den rigtige, er både den overordnede sag om voldtægter generelt og den konkrete sags personer uværdig. Eksempelvis fra kommunikationsrådgiveren [Klager], der før Folkemødet på Bornholm 2018 på Facebook erklærede sin støtte til sin ’seje ven’ [Person A] og derpå truede den ellers frikendte tiltalte, som hun kaldte både ’voldtægtsmand’ og ’gerningsmand’. Truslen gik på, at han ville blive udpeget og udråbt alle steder, han deltog, som var [Klager] leder af en skrigende fakkel- og høtyvehær. Denne tilgang har en del haft svært ved at lægge fra sig. Det fortsætter tydeligvis at dømme efter torsdagens TV2-konfrontation. Man må ikke håbe for disse mennesker, at de en dag står og er frikendte i en sag af retten og derpå dømmes af folkedomstolen. […]” Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Det påklagede debatindlæg er blevet bragt under en bjælke med teksten ”Opinionen”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 30. maj 2018 delte et opslag på sin offentlige Facebook-profil. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] i forbindelse med den omtalte retssag har udtalt sig offentligt om sin holdning til frifindelsen af den tiltalte blandt andet i medier og i opslag på de sociale medier. Pressenævnet finder, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] tilkendegiver sin holdning til forløbet efter den omtalte retssag, herunder blandt andet [Klager]s ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den omtalte tiltalte. Nævnet finder endvidere, at udsagnene ”afsind” og ”leder af en skrigende fakkel- og høtyvehær” klart fremstår som skribentens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i debatindlæg. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at bringe det påklagede debatindlæg uden forelæggelse for [Klager]. Afgjort den 9. februar 2021

Versioner

1. 2021-02-13