Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0522

GældendeVersion 2021-02-13
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9097@2021-02-13/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0522

Ekstra Bladet får ikke kritik for debatindlæg Ekstra Bladet bragte i juni 2020 et debatindlæg om skribentens holdning til det retspolitiske forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse med udgangspunkt i en retssag, samt blandt andet en persons ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte i den omtalte retssag. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at debatindlægget indeholdt skadelige og krænkende oplysninger, som hun ikke blev forelagt, og at oplysningerne udgør et angreb på hendes personlige anseelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene klart fremstod som skribentens vurdering, der ikke overskred de vide rammer for frisprog i debatindlæg, og at (omtalens karakter) ikke kan indebære en krænkelse af personen privatliv.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over debatindlægget ”Nej, samtykkelov fører ikke nødvendigvis til flere voldtægtsdomme” , som blev bragt den 30. juni 2020 på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder skadelige og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. [Klager] har desuden klaget over, at oplysningerne udgør et angreb på hendes personlige anseelse. 1 Sagsfremstilling Det påklagede debatindlæg Ekstra Bladet bragte den 30. juni 2020 [Skribenten]s debatindlæg ”Nej, samtykkelov fører ikke nødvendigvis til flere voldtægtsdomme” på Ekstra Bladets netavis ekstrabladet.dk. Debatindlægget blev bragt under bjælken ”Opinionen”. Af debatindlægget fremgik følgende: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Person A] og [Person B] har endnu engang sat gang i debatten om behovet for en samtykkelov. Jeg har tidligere skrevet om det usmagelige og uredelige i, at [Person A] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Klager] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person B] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Person A]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. Der er både negative og positive konsekvenser ved en samtykkelov. På den positive side vil en samtykkelov sende et signal om, at man i endnu højere grad skal tænke sig om og sikre, at samlejet foregår frivilligt for begge parter. Det er utvivlsomt et vigtigt og nødvendigt signal at sende. På den negative side risikerer vi at dømme mennesker som [Person B] uden egentlige beviser. Det ville naturligvis være befriende for [Person A], hvis personlige opfattelse jo er, at hun blev voldtaget. Men det ville være en kedelig dag for retssikkerheden i vores retssamfund. Udover [Person A] påstand om at være blevet voldtaget - og begge parters enighed om, at der ikke blev sagt ‘ja’ - var der intet andet, der indikerede, at en voldtægt skulle have fundet sted i den givne situation. Jeg anfægter ikke [Person A]s virkelighed. Jeg anfægter heller ikke [Person B]s virkelighed. Jeg var ikke til stede. Jeg vurderer blot, at det på så spinkelt grundlag, skyldig eller ej, ville være både uhensigtsmæssigt og uretfærdigt at dømme og smide folk i fængsel. Men Straffelovrådet vurderer, at [Person B] med en samtykkelov ville kunne dømmes, fordi [Person A] ikke sagde 'ja' forud for samlejet. Som jurist med speciale i dansk voldtægtslovning mener jeg, at Straffelovrådet har sovet i timen. En samtykkelov forudsætter ikke, at man spørger om lov og et ‘ja’. Samtykke kan være givet allerede, idet man lægger sig i sengen sammen, tager tøjet af i fællesskab eller kigger hinanden i øjnene. Sådan fungerer samtykkeloven i både Sverige og England, som er foregangslande, når vi taler om indførelsen af en samtykkeregel i voldtægtsparagraffen. Det er forfejlet at tro, at en samtykkeregel nødvendigvis vil føre til større opklaring af voldtægtssager. En samtykkeregel vil ikke fremskaffe flere beviser, og man kan som bekendt i et retssamfund ikke dømme borgere for en gerning, der ikke er bevist. Man kan til gengæld sende et signal til mænd om, at man forud for samleje bør spørge udtrykkeligt om lov. Det er, af hensyn til hinandens personlige grænser, et vigtigt og nødvendigt signal at sende. Det er øjensynligt også et vigtigt signal at sende til mænd, der efter et samleje gerne vil undgå at blive genstand for [Klager], [Person C] og [Person A]s folkedomstolsvendetta, der jo var et klart udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder; At man er uskyldig til det modsatte er bevist. ” Til debatindlægget er indsat et billede af [Person A] i profil, der ses kiggende i et vindue. Billedet er ledsaget af følgende tekst: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Person A] (billedet) og [Person B] har sat fokus på en ny samtykkelov, der angiveligt skulle få flere dømt. Men ikke nødvendigvis, skriver [Skribenten], der mener, at [Person A] og hendes støtter har haft gang i en folkedomstolsvendetta mod [Person B]. ” Efter offentliggørelsen Efter offentliggørelsen af det påklagede debatindlæg blev følgende afsnit i debatindlæggets brødtekst fjernet: ”Ifølge Straffelovrådets seneste betænkning kunne [Person B] med stor sandsynlighed været blevet dømt for voldtægt, hvis samtykkeloven havde eksisteret, da de to omtalte parter gik i seng sammen. Ifølge Straffelovrådet var [Person B] blevet dømt, fordi [Person A] ikke sagde ordet ’ja’ forud for samlejet. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 4. juli 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Privatlivets fred [Klager] har anført, debatindlægget indeholder oplysninger, der udgør et angreb på hendes personlige anseelse. [Klager] har henvist til følgende afsnit: ”Jeg har tidligere skrevet om det usmagelige og uredelige i, at [Person A] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Klager] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt. Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person B] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Person A]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. ” […] ”Det er øjensynligt også et vigtigt signal at sende til mænd, der efter et samleje gerne vil undgå at blive genstand for [Klager], [Person C] og [Person A]s folkedomstolsvendetta, der jo var et klart udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder. ” Skribent og journalist [Skribenten] har i det påklagede debatindlæg påstået, at [Person A], der har været i retten i en voldtægtssag, smagløst har ført an i en ”folkedomstol” og forsøgt at ”karaktermyrde” en mand, der blev frifundet. Artiklens indhold nærmer sig injurier. [Klager] har aldrig nævnt [Person B] ved navn offentligt, før han i juni 2020 besluttede sig for at træde frem i et program om voldtægtssagen på TV 2, en kronik i Politiken og på sin egen offentligt tilgængelige Facebook-side. [Klager] har aldrig kontaktet [Person B]s tidligere kærester, familie eller venner, og hun har i det hele taget aldrig haft noget med ham at gøre. [Klager] har heller aldrig mødt ham. I [Klager]s virke som journalist har hun aldrig skrevet om den nævnte voldtægtssag. [Klager] har deltaget i debatter på sociale medier om sagen med sin støtte til [Person A], der heller aldrig har omtalt [Person B] med navn. At [Person B] i dag kan identificeres som manden i [Person A]s sag har således intet med [Klager] (eller de andre nævnte kvinder) at gøre, men skyldes ene og alene, at han i juni 2020 besluttede sig for at deltage i den førnævnte TV-udsendelse på TV 2 samt deltage i adskillige interviews med landsdækkende medier. Ekstra Bladet har i svaret til Pressenævnet som grundlag for [Skribenten]s angreb anført, at [Klager] har delt [Person C]s opslag på Facebook. [Klager] har på [Person C]s Facebook-profil oplyst, at hun havde delt opslaget, men fik det aldrig gjort. Det er selvsagt grunden til, at Ekstra Bladet ikke kan fremlægge nogen deling fra [Klager]s Facebook-profil, blot en kommentar til [Person C]. I [Person C]s opslag på Facebook nævntes [Person B]s navn i øvrigt heller ikke, hvorfor der selvsagt ikke kan være tale om nogen ”kampagne”, eftersom gerningsmanden var anonym, indtil han selv valgte at stå frem. Ingen anede, hvem han var. Angående det andet eksempel om en privat besked, som Ekstra Bladet har nævnt i svaret til Pressenævnet, var der tale om en privat besked fra [Klager] via den sociale tjeneste Messenger, og en del af en ganske ophidset privat diskussion mellem [Klager] og en mand, hun troede, hun kunne stole på – en nu tidligere ven. I denne besked fortalte [Klager] denne ven om oplysninger, som andre kvinder, der har henvendt sig til hende med fortrolige oplysninger, som de har fortalt til hende – oplysninger om overgreb, de mener at have været udsat for. Det var en privat korrespondance, den var ikke fakta-tjekket, og det er først og fremmest på ingen måde ”journalistik” eller del af nogen kampagne. Det er en del af en lang privat samtale, hvor [Klager] i øvrigt senere i samtalen netop sagde til den samme mand, at hun respekterer rettens ord i sagen. Med andre ord er der på ingen som helst måde tale om nogen smædekampagne eller folkedomstol. At fortrolige samtaler mellem [Klager] og de kvinder, der har henvendt sig til hende, ender i et program på TV 2, er dybt beklageligt, og [Klager] har undskyldt over for de pågældende kvinder. Men at en journalist på Politiken (den førnævnte tidligere ven) besluttede sig for at give [Klager]s besked til TV 2, og hermed brød brevhemmeligheden, og at TV 2, trods hendes protester, benyttede sig af en privat korrespondance mod [Klager]s vilje og udsendte beskeden i et program, er og bliver denne journalist og TV 2s beslutning, ikke [Klager]s. Hvis nogen hermed deltager i en folkedomstol er det TV 2, ikke [Klager]. Forløbet kan på ingen måde retfærdiggøre de beskyldninger, som [Skribenten] kommer med over for [Klager]. [Klager] har bemærket, at [Skribenten] i øvrigt er gået videre i sin aktivitet rettet mod hende på hans egen Facebook-profil, hvor han har brugt hendes klage til Pressenævnet som basis for en opdatering. [Klager] har henvist til et Facebook-opslag af 15. juli 2020, hvoraf følgende fremgår: ”[Klager] har indklaget mig til Pressenævnet. Hun påstår, at det er i strid med god presseskik og nærmer sig injurier, når jeg i Ekstra Bladet skriver, at hun har ’forsøgt at karaktermyrde’ [Person B]. Til Pressenævnet har jeg indsendt dokumentation for, at [Klager] erkender at have delt et opslag med sine 11.000 følgere, hvori der opfordres til, at man på Folkemødet 2018 udpeger og udstiller den frikendte mand i [Person A]-sagen. Derudover har jeg henvist til TV2s dokumentar om samme sag, hvor der dokumenteres, at [Klager], i strid med sandheden, tipper en journalist på et dagblad om, at [Person B] har været tiltalt i to voldtægtssager. Må retfærdigheden vinde. ” [Klager] finder det uacceptabelt, at en klage over manglende overholdelse af god presseskik bliver brugt til, at den samme skribent nævner sagen på sociale medier, og hun finder det forstemmende, at man ikke kan benytte sig af sin retmæssige klageadgang, uden at risikere nye trusler, som Facebook-debatten en gang til har ledt til over for hende. Kildekritik og forelæggelse [Klager] har anført, at debatindlægget indeholder skadelige og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. Ekstra Bladet har fremsat et direkte personangreb på hende med betydelige, skadelige, krænkende og agtelsesforringende påstande om, at hun står bag et karaktermord og en folkedomstol. Angrebet har ført til en kampagne mod [Klager] på sociale medier samt et antal truende mailhenvendelser og hadefulde beskeder på Messenger og SMS, uden hun havde nogen anelse om artiklen, før hun så den i avisen. Såfremt [Klager] havde set debatindlægget, før det blev bragt, kunne hun forhåbentlig have imødegået anklagerne. [Klager] har bemærket, at det selvsagt ikke er hendes holdning til [Person A]s voldtægtssag, der er skadelig for hende, dem står hun gerne ved. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Privatlivets fred Ekstra Bladet har oplyst, at medierne har omtalt en voldtægtssag, hvor [Person B] blev tiltalt for at have voldtaget [Klager]s veninde, [Person A]. Under en efterfølgende straffesag frifandt domstolene [Person B] for denne anklage. Sagen har været genstand for en omfattende omtale i medierne, herunder blev sagen omtalt som led i en mere generel retspolitisk debat om straffelovens voldtægtsbestemmelser og retssystemets behandling og håndtering af voldtægtssager. TV 2 bragte i juni 2020 en konfrontation mellem [Person A] og [Person B] om retssagen. Det påklagede debatindlæg er, som det fremgår, et kritisk retspolitisk debatindlæg om de konsekvenser, som en ændring af voldtægtsbestemmelsen i straffeloven får. Den meget omdiskuterede ændring indebærer, at det fremover skal anses for at være voldtægt, såfremt der ikke forelå et udtrykkeligt samtykke til samlejet. I debatindlægget omtales den ovennævnte voldtægtssag vedrørende [Person B], som har været genstand for en omfattende debat i medierne mv., idet en række kritikere har anført, at [Person B] skulle have været dømt, selv om han blev frifundet af domstolene, mens andre har henvist til, at vi lever i et retssamfund, og at en person, der er blevet frifundet af domstolene i en straffesag, ikke i offentligheden skal anklages for alligevel at være skyldig. Det påklagede debatindlæg kritiserer nøgtern, sobert og ganske berettiget [Klager]s og andres tilgang til en afsluttet straffesag, og debatindlægget indeholder som anført blot helt berettigede synspunkter og vurderinger (value judgments), der har mere end tilstrækkeligt grundlag i sagens fakta. Kritikken af [Klager] er fuldt berettiget. Ekstra Bladet har henvist til, at [Klager] har deltaget i en debat på Facebook, hvor hun har støttet [Person A]. [Klager]s har delt [Person C]s Facebook-opslag af 30. maj 2018 om voldtægtssagen med 11.000 følgere/venner på Facebook. Facebook-opslaget havde følgende ordlyd: ”Folkemødet nærmer sig, og min kalender har varet mere end fuld i den sidste måned. Jeg glæder mig til det, for mit udgangspunkt er jo, at jeg kun siger ja til opgaver, der gør mig klogere og/eller gladere. Men jeg glæder mig også til folkemødet, fordi det er en begivenhed, der kommer til at fremstå som en milepæl for min seje ven [Person A]. Hun hader, at jeg roser hende, men sådan er det. Talrige er de timer, vi har brugt på at nå fra udgangspunktet om, at hun bare ikke (hvilket er og var helt forståeligt) orkede at opholde sig i Allinge på samme tid som sin voldtægtsmand, der givetvis vil flanere rundt og lade som om, at han er guds gave til udsatte minoriteter (for det plejer han) mens hun skulle gemme sig og frygte for at møde ham om hvert et hjørne – til situationen i dag, hvor [Person A] utrætteligt har råbt op og råbt op og deltaget i netværk og lovforberedende arbejde og hvad har vi, og så sent som i forgårs blev ringet op af Vicestatsadvokaten, der helt åbenlyst er blevet nervøs over al den opmærksomhed, og ’bare lige ville forklare’, hvorfor han på trods af politi og anklagemyndigheds klare anbefaling om at anke sagen til Landsretten, havde valgt at gøre præcis det modsatte. Vicestatsadvokaten forklarede således [Person A], at de da ’bestemt’ troede på hende, men ’at det jo bare var svært med den slags sager, hvor offer og gerningsmand kender hinanden’. Det er altså kontaktvoldtægter som [Person A]s, der udgør 80 pct. af alle voldtægter, vi taler om. Altså af de nok omkring 6000 voldtægter, der foregår hvert år, hvoraf kun ca 600 bliver anmeldt og kun 60 fører til dom, hvis I skulle have glemt det. Så her er der altså tale om en sag, der i første omgang vurderes så stærk, at den kommer for retten, hvor gerningsmanden så lyver så stærkt som en hest kan rende om sagsforløbet, hvorefter politi og anklagemyndighed siger til Statsadvokaturen, at de finder, at sagen stadig er så stærk (og at de kan modbevise de ting, gerningsmanden har løjet om), at de gerne vil have den prøvet i landsretten - hvorefter Statsadvokaten ikke lige gider, for det er sgu også lidt bøvlet med de der sager, hvor offer og gerningsmand kender hinanden. Åja. Det er det, Og bøvlet er slet ikke slut endnu, for nu skal jeg sige jer en ting: Om fjorten dage tager vi på folkemøde, og jeg har nøje researchet i, hvem der er så heldige at have gerningsmanden stående og kloge sig på forskellige emner. Og jeg kan forsikre jer for, at jeg dels nok skal sørge for, at alle, jeg bare kender den mindste smule, får at vide, at de står i panel med en person, der er blevet anklaget, sigtet og frikendt for voldtægt i en sag, som jeg personligt bruger og vil bruge al min fritid på at sikre bliver genoptaget, ligesom jeg omhyggeligt vil varetage, at alle der har opført sig på den der ’hold mig udenfor, jeg vil bare gerne drikke rosé med mine gamle univenner’, får udpeget gerningsmanden ved enhver given lejlighed ved hjælp af min utrætteligt udstrakte langefinger i hans retning. Så det kan I glæde jer til. Det gør jeg. Og [Person A] med. I vores allermest farvestrålende kjoler. Og I er helt velkommen til både at dele mit opslag og min fuckfinger, når I møder mig i Allinge. Jeg abonnerer nemlig på begge dele af udsagnet ’don’t get mad - get even’. Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu. ” [Person C] skrev til [Klager]: ”Du skal jo sove! . Tak! . Elsker dig” , og [Klager] svarede: ”Jeg har delt din opdatering her på Facebook. Min profil er jo ganske bred (11.000 venner og følgere). Det vil blive hørt” . [Klager] har således delt et indlæg på Facebook, hvor den frifundne [Person B] blev udpeget som ”gerningsmanden”, ”voldtægtsmand” og løgner. I [Person C]s Facebook-opslag trues [Person B] med at, han offentligt vil blive udstillet og udpeget som voldtægtsmand på Folkemødet ” ved enhver given lejlighed ved hjælp af min trætteligt udstrakte langefinger i hans retning” . I Facebook-opslaget har [Person C] sat trumf på truslerne ved at meddele, at det er tid til ”get even” , ligesom hun afslutter opslaget med udsagnet ” Og jeg er slet, slet ikke færdig endnu ”. [Klager] deler således den opfattelse, at den frifundne [Person B] skulle sættes i en gabestok og udskammes og ”dømmes” som voldtægtsmand i offentligheden, og hun medvirker til, at dette kan ske, ved at dele [Person C]s Facebook-opslag med sine 11.000 følgere/venner. [Klager]s indlæg på Facebook herom blev sendt til en journalist fra et dagblad, hvor hun skrev følgende: ”Vil ikke skrive det på væggen, men du skal altså lige vide, at der er en retssag TIL. Han har været i retten to gange anklaget for voldtægt af en helt anden kvinde (en anden eks veninde – som [Person A]). ” [Klager] meddelte dette til en journalist på et dagblad med henblik på, at [Person B] blev udskammet og udstillet som voldtægtsmand, ikke kun i en, men i to sager. [Klager] har således faktisk beskyldt [Person B] for også at have været anklaget for voldtægt i en anden straffesag. I den dokumentar og konfrontation vedrørende voldtægtssagen, som TV 2 bragte den 19. juni 2020, fremgik det også, at [Klager] forsøgte at karaktermyrde [Person B], idet hun, som nævnt oven for, havde henvendt sig til en journalist fra et dagblad og tippet denne journalist om, at [Person B] skulle have været tiltalt i to voldtægtssager. Af TV 2s artikel ”De var venner, indtil én nat ændrede alt – så endte de i retten i en sag om voldtægt” , som blev bragt den 18. juni 2020 på TV 2s netavis nyheder.tv2.dk, fremgik blandt andet følgende: ”Også journalist og chefredaktør [Klager] gav udtryk for, at ”sagen var oprørende og burde genoptages”. Og i en privatbesked til en journalist på et landsdækkende dagblad påstod hun, at [Person B] havde været tiltalt for endnu en voldtægt, hvor han også blev frikendt. ” Ekstra Bladet har endvidere henvist til artiklen ”Hun anmeldte ham for voldtægt for tre år siden – nu mødes de for første gang ingen” bragt på headtopics.com, hvoraf ligelydende tekst som artiklen i TV 2 indgår. Som det fremgår af det påklagede debatindlæg, omtales [Person A] for at have forsøgt at ”karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt”, ligesom det er [Person A], der kritiseres for hendes ” personligt skabte folkedomstol ”. For så vidt angår [Klager] fremgår det af det påklagede debatindlæg, at hun har støttet [Person A]. [Klager] har, som det fremgår oven for, støttet [Person A] i det synspunkt, at [Person B] i virkeligheden skulle have været dømt, og at den frifindende dom i straffesagen mod ham var fejlagtig, og hun har ihærdigt medvirket til at få spredt dette budskab til så mange som muligt. [Klager] har således deltaget som en aktiv bannerfører i kampagnen mod [Person B]. Når der henvises til [Klager]s, [Person C]s og [Person A]s ”folkedomstolsvendetta, der jo var et klart et udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder ” er dette udsagn en kritisk og subjektiv vurdering – et value judgment – som dækker over det helt berettigede og legitime synspunkt, at man deltager i en form for en folkedomstol, når man offentligt spreder det budskab, at en frifundet person alligevel er skyldig i voldtægt. Når [Klager] kritiserer en frifindende dom og dermed i realiteten anklager den frifundne person for at være voldtægtsmand, må hun finde sig i og være forberedt på, at andre går i rette hermed. Kildekritik og forelæggelse Ekstra Bladet har afvist at have haft en pligt til at forelægge udsagnene om [Klager] forinden debatindlægget blev offentliggjort Som bekendt følger det af Pressenævnets praksis, at mediernes vurderinger og value judgments, der fremsættes på baggrund af faktiske forhold, ikke skal forelægges for den omtalte person. Det er som bekendt derudover Pressenævnets faste praksis, at udsagn i lederartikler og debatindlæg mv. ikke skal forelægges for de i debatindlægget omtalte personer, og at der i det hele taget er et betydeligt rum for frisprog i debatindlæg mv. Det påklagede debatindlæg, som er offentliggjort på ”Opinionen”, er et klassisk debatindlæg, hvor [Skribenten] fremsætter sin kritik af de debattører, der mener, at dommen i straffesagen mod [Person B] var forkert, ligesom han kritiserer den ændrede straffelovgivning, som indebærer en – i forhold til de tiltalte – skærpet lovgivning. [Klager] må i det hele taget finde sig i, at hendes synspunkter kan indgå i en offentlig debat om en straffesag, som hun selv har udtalt sig om, uden at debattørerne i hvert enkelt tilfælde skal forelægge hende deres synspunkter og kritik. I øvrigt finder Ekstra Bladet det bemærkelsesværdigt, at [Klager] i klagen til Pressenævnet har henvist til påståede ”direkte personangreb på mig med betydelige skadelige, krænkende og agtelsesforringende påstande, der har ført til en kampagne mod mig på sociale medier ” samtidig med, at hun udspreder grove og injurierende beskyldninger mod en frifundet person på Facebook. Ekstra Bladet har endelig bemærket, at kravet om forelæggelse kun gælder for oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen. Et – i øvrigt fuldstændigt korrekt – udsagn om, at [Klager] har støttet [Person A] i hendes sag, kan hverken anses for at være skadelig, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager]. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende (efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet har alene kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er tale om krænkende oplysninger efter de vejledende regler om god presseskik. God presseskik Kildekritik, forelæggelse og privatlivets fred [Klager] har klaget over, at debatindlægget indeholder skadelige og krænkende oplysninger, som hun ikke har fået forelagt. [Klager] har desuden klaget over, at oplysningerne udgør et angreb på hendes personlige anseelse. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A. 2, A. 3 og A. 4. Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Af debatindlægget fremgik blandt andet følgende: ”TV2’s nylige dokumentar om voldtægtssagen mellem [Person A] og [Person B] har endnu engang sat gang i debatten om behovet for en samtykkelov. Jeg har tidligere skrevet om det usmagelige og uredelige i, at [Person A] - med støtte fra [Organisationen], chefredaktør [Klager] og kommunikationsrådgiver [Person C] - forsøgte at karaktermyrde en mand, der blev klokkeklart frifundet af landets dømmende magt Men i nærværende fremstilling vil jeg fokusere på, hvorvidt en samtykkelov kunne have medført, at [Person B] rent faktisk var blevet dømt hos landets officielle domstole, i stedet for [Person A]s personligt skabte folkedomstol, hvor afkommet blev at udsætte en frikendt mand for en offentlig gabestok. Der er både negative og positive konsekvenser ved en samtykkelov. På den positive side vil en samtykkelov sende et signal om, at man i endnu højere grad skal tænke sig om og sikre, at samlejet foregår frivilligt for begge parter. Det er utvivlsomt et vigtigt og nødvendigt signal at sende. På den negative side risikerer vi at dømme mennesker som [Person B] uden egentlige beviser. […] Det er forfejlet at tro, at en samtykkeregel nødvendigvis vil føre til større opklaring af voldtægtssager. En samtykkeregel vil ikke fremskaffe flere beviser, og man kan som bekendt i et retssamfund ikke dømme borgere for en gerning, der ikke er bevist. Man kan til gengæld sende et signal til mænd om, at man forud for samleje bør spørge udtrykkeligt om lov. Det er, af hensyn til hinandens personlige grænser, et vigtigt og nødvendigt signal at sende. Det er øjensynligt også et vigtigt signal at sende til mænd, der efter et samleje gerne vil undgå at blive genstand for [Klager], [Person C] og [Person A]s folkedomstolsvendetta, der jo var et klart udtryk for, at disse kvinder følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder; At man er uskyldig til det modsatte er bevist. ” Det er Pressenævnets opfattelse, at et debatindlæg i videre omfang end nyhedsartikler og lignende reportager kan indeholde vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger, og at der derfor må indrømmes en høj grad af frisprog i sådanne artikler. Det påklagede debatindlæg er blevet bragt under en bjælke med teksten ”Opinionen”. Pressenævnet finder på baggrund heraf, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at der er tale om et debatindlæg. Teksten vurderes derfor efter de videre rammer for frisprog. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. Pressenævnet finder, at det påklagede debatindlæg klart fremstår som et indlæg, hvori skribenten [Skribenten] med udgangspunkt i den omtalte retssag tilkendegiver sin holdning til det retspolitiske forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, herunder de positive og negative aspekter ved en sådan lovændring, samt blandt andet [Klager]s ageren i debatten i forbindelse med frifindelsen af den tiltalte i den omtalte retssag. Nævnet finder endvidere, at udsagnene ”forsøgte at karaktermyrde en mand”, ”folkedomstolsvendetta” og ”følte sig hævet over loven og basale menneskerettigheder” klart fremstår som skribentens vurdering, der ikke overskrider de vide rammer for frisprog i debatindlæg. På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at bringe det påklagede debatindlæg uden forelæggelse for [Klager]. Herudover finder nævnet, at udsagnene, henset til omtalens karakter, sammenholdt med [Klager]s ageren i debatten, ikke kan indebære en krænkelse af [Klager]s privatliv. Afgjort den 9. februar 2021

Versioner

  1. 2021-02-13