Arbejdstilsynets fastholdt påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå virksomheden med at forebygge, at overtrædelsen om væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed gentager sig
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9112@2021-02-20/da
Indhold
Arbejdstilsynets fastholdt påbud om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå virksomheden med at forebygge, at overtrædelsen om væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed gentager sig
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at manglerne i planen for sikkerhed og sundhed var væsentlige. Nævnet vurderede, at der kunne være en sammenhæng mellem manglerne i PSS’en og de konstaterede arbejdsmiljøproblemer med adgangsvejene på byggepladsen. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der på de fælles adgangsveje mellem blokkene og fra skurby til arbejdsstedet var mudder og pløre, som de ansatte kunne glide og falde i. Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede mangler i plan for sikkerhed og sundhed (PSS). Det fremgik ikke af PPS’en, hvem der var ansvarlig for orden, ryddelighed, snerydning, grusning og fjernelse af affald i fællesområder, herunder hvem der havde ansvar for at etablere og vedligeholde de fælles adgangsveje på byggepladsen. Det var uden betydning, at virksomheden selv havde rettet op på forholdene, da det følger af reglerne, at bygherren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører manglende eller væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed. Påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver er også båret af et hensyn til det fremadrettede arbejdsmiljø, herunder at virksomheden bliver i stand til fremadrettet at løse denne type problemer, så virksomheden kan forebygge, at problemerne gentager sig. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 23. december 2019 om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 30. juni 2020. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 23. december 2019 med påbud til jer om at bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet i forhold til byggepladsen på [adresse udeladt], til at bistå jer med at forebygge, at overtrædelsen om væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed gentager sig. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 30. september 2020. Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 6. oktober 2020. [Navn udeladt] skal senest den 14. august 2020 give Arbejdstilsynet besked om indgået aftale med en autoriseret rådgivningsvirksomhed. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at manglerne i planen for sikkerhed og sundhed er væsentlige. Da manglerne er væsentlige, skal I som bygherre bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet til at bistå jer med at forebygge, at overtrædelse om mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed (PSS) gentager sig. Nævnet vurderer, at der kan være en sammenhæng mellem manglerne i PSS’en og de konstaterede arbejdsmiljøproblemer med adgangsvejene på byggepladsen. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøg på byggepladsen [adresse udeladt], konstaterede, at der på de fælles adgangsveje mellem blokkene og fra skurby til arbejdsstedet var mudder og pløre, som de ansatte kunne glide og falde i. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede mangler i plan for sikkerhed og sundhed (PSS). Det fremgik ikke af PPS’en, hvem der var ansvarlig for orden, ryddelighed, snerydning, grusning og fjernelse af affald i fællesområder, herunder hvem der havde ansvar for at etablere og vedligeholde de fælles adgangsveje på byggepladsen. Nævnet lægger til grund, at der på byggepladsen var mindst tre virksomheder til stede, der beskæftigede mere end 10 personer. Nævnet lægger også vægt på, at Arbejdstilsynet afgav påbud til jer om at sikre fælles færdselsveje og adgangsveje mod mudder og pløre, så adgangsvejene kunne anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. De øvrige entreprenører fik påbud om at sikre ansatte mod ulykkesrisiko på de fælles adgangsveje. Nævnet finder på den baggrund, at manglerne i planen for sikkerhed og sundhed er væsentlige, da der kunne være en sammenhæng mellem manglerne i planen og de konstaterede arbejdsmiljøproblemer i fællesområderne på byggepladsen. Nævnet er opmærksom på, at det i klagen er anført, at I erkender, at der var mangler i PSS’en, men at der var udarbejdet en beskrivelse om ansvar i fællesområderne i PSS’en, og at der var aftalt skrabning af veje og etablering af gangsti med en entreprenør. I klagen er det også anført, at I har allerede rettet op på forholdene allerede, og at I kan derfor forstå, at der er afgivet rådgiverpåbud, før I har fået vist, at I kan løse problemet. Det kan ikke føre til et andet resultat, da det følger af reglerne, at bygherren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører manglende eller væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed. Påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver er også båret af et hensyn til det fremadrettede arbejdsmiljø, herunder at virksomheden bliver i stand til fremadrettet at løse denne type problemer, så virksomheden kan forebygge, at problemerne gentager sig. Om reglerne Det fremgår af arbejdsmiljøloven, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Det fremgår reglerne om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, at Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Det fremgår også af reglerne om brug af autoriseret rådgivningsvirksomhed på arbejdsmiljøområdet, at bygherren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører manglende eller væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed, jf. reglerne om bygherrens pligter. Det følger af reglerne om bygherrens pligter, at bygherren skal sørge for, at koordinator ajourfører plan for sikkerhed og sundhed, herunder den i planen indeholdte organisationsplan, byggepladstegning og tidsplan efterhånden som arbejdet på byggepladsen skrider frem og eventuelle ændringer foretages og foretager tilpasninger af journal, hvis eventuelle ændringer foretages. Det følger også af reglerne om bygherrens pligter, at det skal fremgå af planen for sikkerhed og sundhed hvem, der til ethvert tidspunkt skal tilvejebringe, vedligeholde og fjerne de planlagte fælles sikkerhedsforanstaltninger i fællesområderne og eventuelle fælles velfærdsforanstaltninger samt sørge for orden og ryddelighed, herunder snerydning, grusning og fjernelse af affald. Bemærkninger til klagen I har anført, at I aldrig før har fået et strakspåbud. I har også anført, at det har været det vådeste efterår nogensinde. Nævnet bemærker, at det efter bekendtgørelsen om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder ikke er en betingelse for afgivelse af rådgiverpåbud, at der tidligere er truffet afgørelse om strakspåbud over for virksomheden. Nævnet skal i øvrigt henvise til begrundelsen for afgørelsen og Arbejdstilsynets genvurdering. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om hjemmel til at give rådgiverpåbud: • §77a, i bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø. Om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgivningsvirksomhed: • § 4, nr. 1, og § 25, i bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet (rådgivningspåbud). Om bygherrens pligter: • § 37, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø • § 13, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 117 af 5. februar 2013 om bygherrens pligter. Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk . Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 37. Ved bygge- og anlægsvirksomhed, hvor flere arbejdsgivere er beskæftiget på samme arbejdssted, skal bygherren planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed. § 77 a. Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Bekendtgørelse nr. 59 af 15. januar 2013 om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet. § 4. Arbejdstilsynet afgiver rådgivningspåbud, når Arbejdstilsynet samtidigt afgiver et eller flere af følgende afgørelser: Påbud som følge af overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen vedrørende et eller flere komplekse eller alvorlige arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af §§ 8 – 25, dvs. vanskelige at løse. . . . Plan for sikkerhed og sundhed § 25. Bygherren skal indhente bistand fra en rådgivningsvirksomhed, når Arbejdstilsynet afgiver påbud, der vedrører manglende eller væsentlige mangler ved skriftlig plan for sikkerhed og sundhed, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter. Stk. 2. Bestemmelsen finder alene anvendelse, når manglerne er konstateret i byggeprocessen. Bekendtgørelse nr. 117 af 5. februar 2013 om bygherrens pligter § 13. Stk. 1. . . Stk. 2. . . Stk. 3. Det skal fremgå af planen for sikkerhed og sundhed hvem, der til ethvert tidspunkt skal tilvejebringe, vedligeholde og fjerne de planlagte fælles sikkerhedsforanstaltninger i fællesområderne og eventuelle fælles velfærdsforanstaltninger samt sørge for orden og ryddelighed, herunder snerydning, grusning og fjernelse af affald.