Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9114@2021-02-23/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - sprog - ej medhold

J.nr. 19-43357 En dreng født i 2012 havde fået afslag på vederlagsfri undervisning i nepalesisk, som er hans mors modersmål. Kommunens afslag på vederlagsfri modersmålsundervisning var givet med henvisning til bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning og var begrundet i, at drengens mor ikke er statsborger i et andet EU- eller EØS-land eller fra Færøerne eller Grønland. Nævnet vurderede, at der ikke ved afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning med henvisning til drengens mors statsborgerskab, var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Der var heller ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning til børn i den indklagede kommune, der forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i et land uden for EU eller EØS, stiller ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer. Den indklagede kommune havde ikke handlet i strid med reglerne i lov om etnisk ligebehandling. Drengen fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at et barn har fået afslag på vederlagsfri undervisning i sin mors modersmål . Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Sagsfremstilling Klager, der er født i 2012, er dansk statsborger og bosat i den indklagede kommune sammen med sin mor og far. Klagers far er dansk statsborger, og hans mor har nepalesisk baggrund og er nepalesisk statsborger. Klagen er indbragt for nævnet af klagers far som værge for ham. Klagers forældre ønsker, at han skal modtage modersmålsundervisning i nepalesisk. Det fremgår af den nugældende § 5, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 1396 af 28. september 2020 om folkeskolen (folkeskoleloven): § 5. … Stk. 6. Der gives i fornødent omfang undervisning i dansk som andetsprog til tosprogede børn i grundskolen. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om undervisning i dansk som andetsprog til tosprogede børn og om modersmålsundervisning af børn fra medlemsstater i Den Europæiske Union, fra lande, som er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland. For elever i 1.-9. klasse, som modtager undervisning i dansk som andetsprog, på skoler og afdelinger af skoler, hvor mere end 30 pct. af eleverne bor i et boligområde, der har været på listen over udsatte boligområder, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., mindst en gang inden for de seneste 3 år, kan børne- og undervisningsministeren fastsætte regler om obligatoriske sprogprøver, som forudsætning for at eleven kan ophøre med at modtage undervisning i dansk som andetsprog. Består eleven ikke prøven, skal eleven undervises på det pågældende klassetrin i 2 år. Børne- og undervisningsministeren kan fravige stk. 1-3, §§ 7 og 7 a, § 13, stk. 3, § 14, og § 14 b, stk. 2, 1. pkt., i forbindelse med fastsættelse af regler om undervisning i dansk som andetsprog og modersmålsundervisning. Frem til 2002 fremgik det af den dagældende folkeskolelovs § 5, stk. 7, at undervisningsministeren kunne bestemme, at der skulle tilbydes tosprogede elever undervisning i deres modersmål. Det fremgik af den dagældende bekendtgørelse nr. 536 af 12. juni 2001 om folkeskolens modersmålsundervisning for tosprogede elever: § 1. Kommunen skal tilbyde tosprogede elever, jf. definitionen i folkeskolelovens § 4a, stk. 2, undervisning i elevens modersmål hvis: 1) eleven er tilflyttet Danmark fra et land eller et område, hvor elevens modersmål er det almindelige talesprog. 2) begge elevens forældre er tilflyttet Danmark, fra et land eller et område, hvor elevens modersmål er det almindelige talesprog, eller 3) den ene af elevens forældre er tilflyttet, medens den anden er født her i landet såfremt dennes forældre er tilflyttet fra samme land som elevens førstnævnte forælder. Stk. 2. Tilbudet omfatter undervisning i det sprog, som tales i barnets hjem. Hvis der i barnets hjem anvendes flere sprog, vælger forældrene og eleven, hvilket sprog eleven skal modtage undervisning i. Stk. 3. Forældrene skal orienteres om de lokalemuligheder for modersmålsundervisning. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en frist for tilmeldinger til det følgende skoleår. § 2. Tilmeldes mindst 12 elever til modersmålsundervisning i et sprog, og kan der tilknyttes en kvalificeret lærer, jf. § 5, skal kommunalbestyrelsen oprette sådan undervisning. Stk. 2. Undervisningen placeres så vidt muligt på elevens egen skole. Hvis dette ikke er muligt under hensyn til elevtallet eller af andre grunde, henvises eleverne til en anden skole i kommunen. Stk. 3. Er elevtallet i kommunen under 12, og træffer kommunen ikke selv beslutning om at oprette undervisningen, skal eleverne tilbydes undervisning i en anden kommune inden for amtet, hvis der her er oprettet undervisning i sproget. I kommuner inden for hovedstadsområdet henvises elever dog til andre kommuner inden for dette område. Stk. 4. Forpligtelsen efter stk. 1 og 2 gælder ikke for elever, der får tilbud om undervisning i det pågældende sprog gennem valgfagsundervisning i henhold til folkeskolelovens § 9, stk. 6. Ved lov nr. 412 af 6. juni 2002 blev den dagældende folkeskolelovs § 5, stk. 7, om modersmålsundervisning ændret. Undervisningsministeren skulle ifølge bestemmelsen fastsætte regler om undervisning i dansk som andetsprog til tosprogede børn og om modersmålsundervisning af børn fra medlemsstater i Den Europæiske Union, fra lande, som er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland. Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov nr. 142 om ændring af lov om folkeskolen og lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Modersmålsundervisning og sprogstimulering): ”… Lovforslaget er et led i regeringens målsætning om, at alle børn får det maksimale faglige og sociale udbytte af undervisningen i folkeskolen. Gode danskkundskaber ved skolestart er en forudsætning for at opnå dette mål, og regeringen ønsker med dette lovforslag at flytte fokus fra modersmålsundervisning til en intensiveret sprogstimuleringsindsats i førskolealderen. Ved at stille kommunalbestyrelserne så frit som muligt med hensyn til udbudet af modersmålsundervisningen sikres det, at kommunerne kan tilrettelægge en integrationsproces, der efter en lokal vurdering giver de bedste resultater. At give kommunerne større frihedsgrader på dette område skal også ses i forlængelse af målene i regeringsgrundlaget om forenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor. Med forslaget vil regeringen skabe grundlag for at gøre det frivilligt for kommunalbestyrelsen, om den ønsker at tilbyde modersmålsundervisning, dog således at der bevares adgang til at pålægge kommunalbestyrelserne en nærmere afgrænset forpligtelse til at undervise tosprogede børn fra EU- og EØS-lande, navnlig for at sikre opfyldelsen af forpligtelsen til at fremme modersmålsundervisning af sådanne børn, jf. herved EF-direktiv 77/486/EØF samt fra Færøerne og Grønland. Direktivet omfatter ifølge selve ordlyden alene børn, der forsørges af vandrende arbejdstagere fra en anden medlemsstat, men stiller ingen krav til barnets egen nationalitet. Desuden anvendes det i henhold til aftalen af 2. maj 1992 om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde tilsvarende på børn, der forsørges af vandrende arbejdstagere fra EØS-landene, dvs. yderligere Island, Liechtenstein og Norge. For at undgå, at en kommunalbestyrelse i det konkrete tilfælde skal undersøge, om et barn falder ind under direktivet eller eventuelle tilsvarende forpligtelser ifølge andre dele af EU- og EØS-retten, er det hensigten at formulere forpligtelsen, således at den omfatter alle sådanne børn af EU-statsborgere og EØS-statsborgere. Regeringen ønsker med forslaget at stille kommunalbestyrelserne mere frit i deres arbejde med at fremme integrationen og giver samtidig kommunalbestyrelserne mulighed for at gå nye veje i forsøget på at hjælpe tosprogede børn til bedre danskfærdigheder. Mens kommunalbestyrelserne forpligtes til at tilbyde modersmålsundervisning til børn fra EU- og EØS-lande samt fra Færøerne og Grønland, er kommunerne frit stillet med hensyn til at tilbyde modersmålsundervisning til børn fra tredjelande som led i skolernes undervisning i fritiden, hvor der kan kræves betaling. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser § 1, nr. 3. … De kommuner, der ønsker det, vil fortsat have mulighed for at tilbyde modersmålsundervisning til børn fra tredjelande efter reglerne om fritidsundervisning i folkeskolelovens § 3, stk. 3, hvilket blandt andet vil give adgang også for andre end folkeskolens elever og gøre det muligt at opkræve deltagerbetaling. …” Af de specielle bemærkninger til den foreslåede § 5, stk. 7, fremgår: ”… Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, indebærer forslaget en delvis ophævelse af kommunernes forpligtelse til at tilbyde modersmålsundervisning, idet der alene vil blive bevaret en pligt til at tilbyde modersmålsundervisning til børn af statsborgere fra EU- og EØS-lande samt børn fra Færøerne og Grønland. Det er ikke på nuværende tidspunkt hensigten at ændre de gældende bestemmelser om elevtal, lærerkræfter og undervisningens omfang. I medfør af folkeskolelovens § 3, stk. 3, kan folkeskolen tilbyde eleverne undervisning i deres fritid. Bestemmelsen har primært sigte mod supplerende musik- og idrætsundervisning, men er ikke begrænset hertil. Det vil derfor være muligt at tilbyde modersmålsundervisning til tosprogede børn fra andre lande end EU- og EØS-lande samt Færøerne og Grønland i medfør af § 3, stk. 3, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det. § 3, stk. 3, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at opkræve betaling af elevernes forældre for at deltage i undervisningen. Der henvises til folkeskolelovens § 50, stk. 1, nr. 1. Efter § 3, stk. 3, vil der være mulighed for, efter kommunalbestyrelsens beslutning, også at lade andre elevgrupper være omfattet af tilbuddet, såsom elever fra private skoler. …” Undervisningsministeriet udstedte herefter den 22. juli 2002 bekendtgørelse nr. 618 om folkeskolens modersmålsundervisning af børn fra medlemsstater i Den Europæiske Union, fra lande, som er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. august 2002, og bekendtgørelse nr. 536 af 12. juni 2001 om folkeskolens modersmålsundervisning for tosprogede elever blev samtidig ophævet. Det fremgår af den nugældende § 1 i bekendtgørelse nr. 689 af 20. juni 2014 om folkeskolens modersmålsundervisning, der er fastsat i medfør af folkeskoleloven: § 1. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde undervisningspligtige børn, som forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, undervisning i den pågældende stats officielle sprog, jf. dog § 3, stk. 1, 2. pkt. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal endvidere tilbyde undervisningspligtige børn, i hvis hjem færøsk eller grønlandsk benyttes som talesprog, undervisning i færøsk henholdsvis grønlandsk, jf. dog § 3, stk. 1, 2. pkt. Det fremgår af bilag til styrelsesvedtægt for den indklagede kommunes skolevæsen godkendt af kommunalbestyrelsen den 28. april 2014: ” 3.7.5 Modersmålsundervisning Der kan søges om modersmålsundervisning ifølge to tilbud. Tilbuddet, der er et gratis tilbud, er for elever fra børnehaveklasse til 9. klasse, der forsørges af en person, der bor [i den indklagede kommune], men er statsborger i et andet EU-land, i et EØS-land, Færøerne eller Grønland. I fald der ikke oprettes hold [i den indklagede kommune] tilbydes eleverne undervisning i nabokommunerne – herunder [X kommune]. Tilbud to, der er et brugerbetalt fritidsundervisningstilbud, er for tosprogede elever, der ikke opfylder betingelserne i tilbud et. Tilbuddet er nærmere beskrevet på [den indklagede kommune]s hjemmeside. ” Ved mail af 27. august 2019 skrev klagers far til en medarbejder i den indklagede kommunes skoleafdeling: ”Hej [navn], Jeg har et spørgsmål vedr. modersmålsundervisning. Min 7 årige søns mor er Nepalesisk, og vi vil gerne sende ham til modersmålsundervisning i Nepalesisk. Undervisningen foregår i [nabokommunen, X kommune], som tilbyder det gratis for 0. - 6. klasses børn som bor i kommunen. Vi kender også andre børn fra andre omegnskommuner som får modersmålsundervisning i Nepalesisk i [X kommune] gratis. Kan det virkeligt passe at at vi skal betale hele kr. 4.667 (ifølge [den indklagede kommune]s website) for at vores barn kan få undervisning, bare fordi vi bor her [i den indklagede kommune]? Med venling hilsen, [klagers fars navn]” Hertil svarede medarbejderen ved mail samme dag: ”Kære [klagers far] Ja, det er fuldstændig korrekt. Alle vores ansøgere sendes videre til undervisning i [X kommune], fordi [den indklagede kommune] ikke selv har nogen modersmålsundervisnings-hold og derved skal [den indklagede kommune], betale det selv samme beløb til [X kommune], hvis vi bevilger gratis modersmålsundervisning til [den indklagede kommune]-børn. Beslutningen er truffet politisk også de kriterier man skal opfylde for at få undervisningen bevilget gratis (fx skal en af de forsørgende forældre være statsborger i et andet EU/EØS-land og være bosiddende [i den indklagede kommune]. ” Ved mail ligeledes den 27. august 2019 skrev klager til medarbejderen: ”Kære [navn], Tak for svar. -Lige et opfølgende spørgsmål: Hvordan kan det undgå at være ulovlig diskrimination på bagrund af etnisk oprindelse, at [den indklagede kommune] vil betale kr. 4.667 til [X kommune] for undervisning af børn af statsborgere fra andet EU/EØS land, men ikke for børn af danske/ikke-EU statsborgere? ” Hertil svarede medarbejderen samme dag: ”Kære [klagers fars navn] [X kommune] har valgt at gå ud over hvad bekendtgørelsen foreskriver og tilbyde gratis modersmålsundervisning, men i [den indklagede kommune] har politikerne valgt at følge bekendtgørelsens bestemmelser. Du kan se bekendtgørelsen her: [link til retsinformation.dk]” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. september 2019. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 4.667 kr. pr. år svarende til kommunens opkrævning af betaling for undervisning. Den indklagede kommune har for nævnet oplyst, at kommunen rettede henvendelse til Folketingets EU-oplysning på baggrund af klagen over afslag på gratis modersmålsundervisning. Henvendelsen angik, om børn af herboende schweiziske statsborgere ligestilles med EU- og EØS-borgere i forhold til retten til gratis modersmålsundervisning. Den indklagede kommune har oplyst, at Folketingets EU-oplysning sendte et svar til kommunen den 8. november 2019 efter at have undersøgt sagen hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i Børne- og Undervisningsministeriet sendt. Ifølge indklagede fremgår det af svaret bl.a.: ”Bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning (bkg. nr. 689 af 20. juni 2014) finder anvendelse for undervisningspligtige børn, som forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Herudover finder bekendtgørelsen tilsvarende anvendelse for undervisningspligtige børn, i hvis hjem færøsk eller grønlandsk benyttes som talesprog. Der henvises herved til bekendtgørelsens § 1 og folkeskolelovens § 5, stk. 6, 2. pkt. Kommunalbestyrelsen skal inden for reglerne i bekendtgørelsen tilbyde eleverne undervisning i det pågældende lands officielle sprog, henholdsvis færøsk eller grønlandsk. Schweiz er ikke et EU/EØS-land. Derfor er en kommune ikke forpligtet til at yde modersmålsundervisning til herboende børn af statsborgere fra Schweiz. Efter lokal beslutning kan en kommune beslutte at tilbyde modersmålsundervisning som fritidsundervisning, jf. folkeskolelovens § 3, stk. 6. Efter denne bestemmelse er det muligt at tilbyde modersmålsundervisning til tosprogede børn fra andre lande end EU- og EØS-landene, Færøerne og Grønland. Kommunen har i så fald mulighed for at opkræve betaling af elevernes forældre for elevernes deltagelse i (modersmåls)undervisningen i fritiden, jf. folkeskolelovens § 50, stk. 1, nr. 1. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er udsat for forskelsbehandling på grund af sin mors oprindelse i forhold til andre tosprogede børn. Modersmålsundervisning af klager medfører en egenbetaling, idet hans mor er statsborger i et land uden for EU/EØS. Herboende tosprogede børn, som er danske statsborgere, bør blive tilbudt samme muligheder for at modtage modersmålsundervisning uanset deres forældres oprindelse. Den indklagede kommune forlanger egenbetaling på 4.667 kr. pr. år for modersmålsundervisningen af klager, mens det er gratis for børn, hvis ene forælder er statsborger i et andet EU/EØS-land. I begge tilfælde vil den indklagede kommune dog betale beløbet videre til nabokommunen, der forestår undervisningen. Flere af omegnskommunerne diskriminerer ikke på baggrund af forældrenes herkomst. Der står intet i EU-direktivet om, at den modersmålsundervisning, som medlemslandene er forpligtede til at tilbyde, skal være gratis. EU-retten forpligter ikke Danmark eller andre EU-lande til at tilbyde gratis modersmålsundervisning til børn af tilflyttede EU/EØS-borgere. En sådan ret fremgår heller ikke i folkeskoleloven. Af folkeskoleloven fremgår alene, at børne- og undervisningsministeren kan fastlægge nærmere regler om modersmålsundervisning til børn af EU/EØS-borgere. Det fremgår ikke, at andre børn i en tilsvarende situation kan behandles ringere. Forskelsbehandling med hensyn til egenbetaling for børn af EU-borgere og tredjelandsborgere kan ikke begrundes i EU-direktivet. Den indklagede kommune har heller ikke hjemmel i bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning til denne forskelsbehandling. Bekendtgørelsen tillader ikke, at visse danske statsborgere uddannelsesmæssigt stilles ringere på baggrund af deres afstamning eller etniske oprindelse end andre i samme situation. Indklagedes fortolkning af bekendtgørelsen er i henhold til legalitetsprincippet i strid med trinhøjere retskilder, herunder lov om etnisk ligebehandling samt andre aftaler og konventioner mod diskrimination, som Danmark har tiltrådt i europæisk og internationalt regi. Kommunen skal enten afkræve samme egenbetaling for alle elever for en given reelt identisk ydelse eller alternativt tilbyde alle elever denne ydelse gratis. Modersmålsundervisning er identisk uanset elevernes afstamning. Undervisningen i de forskellige sprog foregår side om side på de samme folkeskoler, på de samme tidspunkter, med den samme lærerstab under den samme ledelse og med de samme retningslinjer med hensyn til pensum. Undervisning i nepalesisk foregår på Y skole i X kommune sammen med en lang række andre såvel europæiske som ikke-europæiske sprog. For så vidt angår modersmålsundervisning i sprog, som tales i flere lande, såsom fransk, spansk og portugisisk, vil børn af statsborgere fra lande uden for EU/EØS endda sidde i samme klasse side om side med børn af statsborgere fra lande i EU/EØS. Klager afviser derfor indklagedes forklaring om, at det, der er modersmålsundervisning for et barn, er fritidsundervisning for et andet barn. Der er i begge tilfælde tale om undervisning, der er frivillig for børnene og foregår i folkeskoleregi. Det fremgår af skemaet til tilmelding til modersmål på den indklagede kommunes hjemmeside, at kommunen tilbyder gratis modersmålsundervisning til børn af herboende statsborgere fra Schweiz. Schweiz er imidlertid ikke et EU- eller EØS-land, og lovgivningen forpligter ikke kommunerne til at tilbyde modersmålsundervisning til disse borgere. Diskriminationen af klager kan således ikke begrundes i den lovgivning, som kommunen har refereret til. Det er i strid med lov om etnisk ligebehandling § 3, stk. 3, at klager ikke kan få samme uddannelsesmuligheder i forhold til andre tosprogede børn på baggrund af sin mors oprindelse. Klager gør gældende, at han er udsat for indirekte forskelsbehandling, idet den indklagede kommune udelukkende tilbyder modersmålsundervisning for tosprogede børn, hvis én af forældrene er statsborger i et andet EU-land, EØS-land eller Schweiz. Dette er en tilsyneladende neutral bestemmelse, som stiller personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer. Den indklagede kommune tilkøber deres modersmålsundervisning i X kommune. X kommune tilbyder bl.a. nepalesisk og en række andre tredjelandesprog til nabokommuner til samme pris som EU/EØS-sprogene. Derfor vil det ikke medføre større økonomisk og organisatorisk byrde for den indklagede kommune. Klager har anmodet den indklagede kommune om aktindsigt i kommunens grundlag for at tilbyde gratis modersmålsundervisning til børn af herboende schweiziske statsborgere. Det fremgår af svaret, at kommunen vil stoppe denne praksis fra skoleåret 2020/2021. Hvis Ligebehandlingsnævnet ikke giver klager medhold i, at han er udsat for forskelsbehandling i forhold til børn af borgere fra et andet EU/EØS-land, gøres det gældende, at den indklagede kommune skal holde ham skadesfri for den ulovlige forskelsbehandling i forhold til børn af schweiziske statsborgere, som han blev udsat for i skoleåret 2019/2020. Uanset kommunens bebudede praksisændring blev klager i et helt skoleår udsat for uretmæssig forskelsbehandling i forhold til børn af schweiziske forældre, men dog ikke begrænset hertil. Den indklagede kommune har anført, at kommunen overholder bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning. Kommunen afviser derfor påstanden om forskelsbehandling. Kommunen yder gratis modersmålsundervisning til børn af herboende borgere fra et andet EU- eller EØS-land i henhold til folkeskolelovens § 5, stk. 6. Kommunen har hjemmel for sin praksis om bevilling af modersmålsundervisning i bekendtgørelsen for folkeskolens modersmålsundervisning. Klager er ifølge bekendtgørelsen ikke berettiget til gratis modersmålsundervisning, da han ikke forsørges af en herboende forælder, som er statsborger i et andet EU-land eller et EØS-land. Kommunen er bekendt med, at andre kommuner, herunder nabokommunen X kommune, kan have et udvidet serviceniveau i forhold til, hvad bekendtgørelsen foreskriver som minimum. Serviceniveauet i den indklagede kommune blev godkendt af kommunalbestyrelsen den 28. april 2014. Kommunen har afsat økonomi til at kunne tilbyde modersmålsundervisning i henhold til det godkendte serviceniveau med hjemmel i bekendtgørelsen for folkeskolens modersmålsundervisning. Da kommunen ikke har elever nok til at kunne oprette egne hold, køber kommunen pladser i andre kommuner, fortrinsvis i X kommune. Den indklagede kommune betaler således et beløb pr. elev, som bevilges modersmålsundervisning af den indklagede kommune. Det vil derfor ikke være udgiftsneutralt for den indklagede kommune at tilbyde modersmålsundervisning ud over bekendtgørelsens bestemmelser. Danmark har gennem bilaterale aftaler mellem EU og Schweiz forpligtet sig til også at yde modersmålsundervisning til børn af herboende statsborgere fra Schweiz. Det fremgår af ”Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer” af 21. juni 1999. Der er således indgået en parallelaftale med Schweiz svarende til aftalen med øvrige EØS-lande. Der er ikke indgået en aftale med Nepal. Den indklagede kommune har i skoleåret 2019/2020 på baggrund af informationer fra Folketingets EU-oplysning, Det Internationale Sekretariat, lagt ”Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer” til grund for bevilling af gratis modersmålsundervisning til børn af herboende schweiziske statsborgere. Indklagede henviser i den forbindelse til artikel 3, stk. 6, bilag 1, i den bilaterale aftale. På baggrund af klagen over afslag på gratis modersmålsundervisning rettede den indklagede kommune en fornyet henvendelse til Folketingets EU-oplysning. Efter at have modtaget svaret af 8. november 2019 fra Folketingets EU-Oplysning har den indklagede kommune ændret sin praksis, således at der ikke tilbydes gratis modersmålsundervisning til børn af herboende schweiziske statsborgere fra skoleåret 2020/2021. Der blev ikke optaget flere elever i skoleåret 2019/2020. Schweiz fremgår ikke længere af indklagedes oplistning af lande omfattet af retten til gratis modersmålsundervisning. Nepal har ikke – som Schweiz – på noget tidspunkt haft bilaterale aftaler med EU, som kunne sidestille Nepal med EØS-lande i visse henseender. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Rådets direktiv af 25. juli 1977 om skolegang for børn af migrantarbejdstagere (77/486/EØF) finder ifølge direktivets artikel 1 anvendelse på børn, som er undergivet skole- eller undervisningspligt i henhold til værtslandets lovgivning, som forsørges af en hvilken som helst arbejdstager, der er statsborger i en anden medlemsstat, og som har bopæl på den medlemsstats område, hvor nævnte statsborger har eller har haft arbejde som lønmodtager. Det fremgår af direktivets artikel 2, at medlemsstaterne skal træffe egnede foranstaltninger med henblik på, at der på deres område kan tilbydes de i artikel 1 omhandlede børn vederlagsfri undervisning i værtslandets eller i et af værtlandets officielle sprog. Direktivets artikel 3 forpligter medlemsstaterne til at træffe egnede foranstaltninger med henblik på samordnet med den normale undervisning at fremme undervisningen i modersmålet og i hjemlandets kultur for de i artikel 1 omhandlede børn. I medfør af § 1 i bekendtgørelse nr. 689 af 20. juni 2014 om folkeskolens modersmålsundervisning, der er fastsat i medfør af folkeskoleloven, skal kommunalbestyrelsen tilbyde undervisningspligtige børn, som forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en stat, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, undervisning i den pågældende stats officielle sprog. Kommunalbestyrelsen skal endvidere tilbyde undervisningspligtige børn, i hvis hjem færøsk eller grønlandsk benyttes som talesprog, undervisning i færøsk henholdsvis grønlandsk. Vestre Landsret udtalte i dom af 22. maj 2006 (U. 2006.2468V), at det ikke er forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke tilbydes tyrkiske børn vederlagsfri modersmålsundervisning. Sagen angik, om en kommunes beslutning om, at der ikke længere skulle tilbydes modersmålsundervisning i tyrkisk uden betaling, var i strid med Ankara-aftalen, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 og/eller FN’s Børnekonvention. Klager er dansk statsborger. Hans mor har nepalesisk baggrund og er nepalesisk statsborger. Klager har klaget over, at den indklagede kommune ikke tilbyder ham vederlagsfri modersmålsundervisning i nepalesisk. Klager fik i efteråret 2019 afslag på at modtage vederlagsfri modersmålsundervisning med henvisning til bekendtgørelsen om folkeskolens modersmålsundervisning. Lov om etnisk ligebehandling yder beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet. Afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning var begrundet i, at klagers mor ikke er statsborger i et andet EU- eller EØS-land eller fra Færøerne eller Grønland. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab er ikke omfattet af lov om etnisk ligebehandling. Klager har imidlertid anført, at han ved afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin mors nepalesiske oprindelse. I dom af 6. april 2017 i sag nr. C-668/15 udtalte EU-Domstolen, at begrebet ”etnisk oprindelse” bygger på den opfattelse, at samfundsgrupper blandt andet kendetegnes ved indbyrdes at have samme nationalitet, religiøse overbevisning, sprog, kulturelle baggrund, traditioner og levested. EU-Domstolen fastslog, at en persons etniske oprindelse ikke kan afgøres alene på baggrund af ét kriterium. Det bør derimod baseres på en vifte af elementer, hvoraf nogle har objektiv karakter og andre subjektiv karakter. Nævnet vurderer herefter, at der ikke ved afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning med henvisning til klagers mors statsborgerskab er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Hvis en praksis baseret på borgeres statsborgerskab stiller personer af en bestemt etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer, kan der foreligge indirekte forskelsbehandling. Nævnet lægger på baggrund af oplysningerne i sagen til grund, at alle børn i den indklagede kommune, der forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i et land uden for EU eller EØS eller i Færøerne eller Grønland, ikke tilbydes vederlagsfri undervisning i den pågældende stats officielle sprog. Nævnet vurderer på den baggrund, at der heller ikke er påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at der er sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning til børn i den indklagede kommune, der forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i et land uden for EU eller EØS, stiller ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer. Det er i den forbindelse uden betydning, at den indklagede kommune i en periode tilbød modersmålsundervisning af børn af statsborgere fra Schweiz. Det er således nævnets vurdering, at den indklagede kommune ikke har handlet i strid med reglerne i lov om etnisk ligebehandling. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om delt bevisbyrde <19-43357>

Versioner

1. 2021-02-23